International ros til Walking a Tightrope

Klik her og læs mere på bogens hjemmeside.

"Dybdeborende og overbevisende," skriver David Kinley i sin anmeldelse.

Pacific Affairs roser
Tightrope til skyerne

Walking a Tightrope “er fængslende læsning.” Sådan skriver David Kinley fra det australske University of Sydney i det seneste nummer af Pacific Affairs om min udvidede og ajourførte engelske udgave af bogen Balancegang.

Pacific Affairs er et anerkendt amerikansk kvartals-tidsskrift, der udover boganmeldelser indeholder akademiske artikler om politiske, økonomiske og samfundsmæssige emner i Asien og stillehavs-regionen.

Så vidt jeg ved, er anmeldelsen i Pacific Affairs den første internationale anmeldelse af Walking a Tightrope, siden bogen blev udgivet i oktober sidste år. Bedre sent end aldrig. I det mindste får Walking a Tightrope hermed en god entre på det internationale marked med en anmeldelse, som roser bogen i høje toner.

Walking a Tightrope beskriver, hvordan kinesisk lovgivning kan bruges til at sikre menneske-rettighederne for den almindelige kineser. Her er det advokaten Mo Shaoping, som blandt andre har forsvaret nobelpris-tageren Liu Shaobo. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Det er bogens dokumentariske præg, som i anmelderens øjne gør den til “fængslende læsning.” David Kinley bemærker, at de interviewede kinesiske menneskerettighedsforkæmpere er “forfriskende ærlige” og han underbygger med en lang række eksempler fra bogen. Blandt andet påpeger han, at selvom forfatterens sympati ligger hos de interviewede, “så er han ikke naiv”, og Kinley underbygger med eksempler, hvor jeg i bogen tager nogle af interview-personerne i krydsforhør.

Kinley bruger hele tre sider på sin anmeldelse og skriver om “historier, der bør lyttes til.” Til slut bemærker han, at “vi er tak skyldig til Nielsen og de medvirkende i bogen, fordi de fortæller disse historier på en så medrivende og forståelig måde.”

Den originale engelsksprogede udgave af anmeldelsen findes på Pacific Affairs egen hjemmeside. I den trykte udgave (volume 88, No. 4, December 2015) findes den på side 900-902.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Menneskerettigheder, Samfund | Kommentarer slået fra

Sproglig nøjagtighed

Kina har aldrig haft en etbarnspolitik

I Kinas propaganda blev etbarnspolitikken beskrevet i et heroisk billedsprog. Virkeligheden var anderledes barsk. Plakat fra 1986 (Chineseposters.net)

Historien gik verden rundt forleden: Kina afskaffer etbarnspolitikken. Men man kunne være krakilsk og indvende, at Kina aldrig har haft en etbarnspolitik.

Det handler om at være grundig og nøjagtig med sit sprog.

Kina afskaffer ikke etbarnspolitikken. Kina justerer derimod sin fødsels-planlægningspolitik. Nyheden er derfor ikke, at kineserne pr. 1. januar 2016 har lov til at få lige så mange børn, som de selv ønsker, for landet har fortsat en fødselsplanlægningspolitik, som den officielt – og mere præcist – hedder. Det burde vi måske også kalde den herhjemme. Eller måske burde vi fra starten være gået skridtet videre og have kaldt den for fødselskontrolpolitikken.

Vildledende begreb
Problemet med at vi på dansk bruger ordet etbarnspolitik om Kinas fødselskontrol-foranstaltninger er, at ordet forleder mange til at tro, at der er tale om, at ingen kinesiske par må få mere end et enkelt barn. Det er imidlertid langt fra at være sandheden.

I 2012 tvang de lokale myndigheder 22-årige Feng Jianmei til en abort syv måneder henne i graviditeten. Hun uploadede billeder af sig selv og sit døde foster i hospitalssengen, og internettet gav rungende genlyd. Hun fik en officiel undskyldning og erstatning.

Reelt har det i mange år været sådan, at det kun er omkring en tredjedel af den kinesiske befolkning på nu knap 1,38 milliarder mennesker, som ikke har måttet få mere end et enkelt barn. Der har været løbende justeringer af lovgivningen hen over årene, og derfor findes der mange undtagelser.

En af de vigtigste justeringer har været, at folk på landet har haft lov til at få et barn mere, hvis den førstefødte var en pige. Af kulturelle grunde har en af bivirkningerne ved etbarnspolitikken nemlig været, at mange valgte at abortere pigefostre, dræbe nyfødte piger eller adoptere dem bort. Visse etniske minoriteter, for eksempel tibetanerne, har gennem alle årene med etbarns-politikken (cirka 1980 til nu) haft lov til at få lige så mange børn, de har lyst til.

Sejlivede misforståelser
Når først et begreb har slået sig fast i den offentlige bevidsthed, kan det være tæt på umuligt at få det udryddet. Der har ikke mig bekendt været gjort bestræbelser for at få skiftet brugen af ordet etbarnspolitik ud med et andet og mere præcist ord. Til gengæld er der flere, som har prøvet at få udryddet betegnelsen ”massakren på Den Himmelske Freds Plads” om det kinesiske militærs nedkæmpelse af studenterdemonstrationerne natten til den 4. juni 1989.

For at afveje præferencen for drengebørn har børn i den kinesiske propaganda for etbarnspolitikken som regel være afbildet som piger. Plakat fra 1987 (Chineseposters.net)

Er det vigtigt, kan man spørge. Ja, det er det af den simple grund, at der så vidt vides ikke fandt nogen massakre sted på Den Himmelske Freds Plads i 1989.

Jo, der fandt en massakre sted, men den fandt sted i gaderne, som ledte ind til Den Himmelske Freds Plads, og hvis man skal lykkes med at få de kinesiske myndig-
heder til overfor landets befolkning at af-
sløre sandheden om, hvad der i virkelig-
heden skete dengang, så er det vigtigt, at man selv omgås sandheden med respekt.

Med andre ord: Hvis der ikke foregik nogen massakre på Den Himmelske Freds Plads, kan det ikke nytte noget, at man refererer til begivenheden som ”massakren på Den Himmel-
ske Freds Plads.”

Sproglig nøjagtighed er altid vigtig.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Samfund | Kommentarer slået fra

Danmark-Kina 65 år

Lille kinesisk filmfestival er
skudt i gang i København

Filmfestivalens åbningsfilm "Brotherhood of Blades" var en forvirrende og svulstig fortælling.

Cinemateket i København tog i går hul på “Made in China“, en to-ugers kinesisk filmfestival. Anledningen er 65-året for etableringen af diplomatiske forbin-delser mellem Danmark og Folkerepublikken Kina.

Cinemateket har fået stablet festivalen på benene i samarbejde med Kinas øverste censurmyndighed, når det handler om de traditionelle elektroniske medier, China’s State Administration of Film, Radio and Television, samt Den Kinesiske Ambassade i Køben-
havn. Den løber frem til og med den 29. maj og byder på seks nye kinesiske film i forskellige genrer.

Cinemateket præsenterer festivalen som et udbud af seks moderne kinesiske film, der ikke er bange for at tage følsomme samfundsrelaterede emner op.

Valget af kinesiske samarbejdspartnere taget i betragtning fritager det naturligvis ikke biografgængeren for at se kritisk på, hvad det egentlig er, som filmene kan, tør og er villige til at tage op af indirekte social kritik.

“Der er en større officiel accept og åbenhed over for at vise film, der behandler emner som korruption og prostitution i Kina, end der tidligere har været,” fortæller Cinematekets programredaktør Jesper Andersen til Berlingske.

Statsgodkendt kritik
Biografgængerne skal dog nok ikke forvente krads samfundskritik fra nogen af filmene. Det bliver snarere den blidere, statsgodkendte af slagsen.

I Berlingske taler Jesper Andersen da også om “munter socialrealisme” i stedet for egentlig kritik. Åbningsfilmen “Brotherhood of Blades”, der blev vist i går aftes, og som tilhører den i Kina så populære historiske kampsportsgenre, handlede for eksempel om korruption og politiske intriger.

Imidlertid har det næppe krævet det store mod fra de kinesiske censurmyndigheder at slippe den løs blandt det kinesiske biografpublikum, eftersom filmens fortælling er ren fantasi, foregår i 1627 og derudover har en handling, som fuldstændig overdøves af martial art-stunts. Der var flere blandt det danske publikum, som gik fra forestillingen uden nogen tydelig fornemmelse af, hvad filmen egentlig havde handlet om.

Ikke desto mindre tror jeg på, at der blandt det øvrige udbud, som præsenteres i Cinema-tekets kinesiske minifestival, vil være film, som kan vise sig at have en socialrealistisk kant. Filmen, som præsenteres i aften, “No Man’s Land”, beskrives i Cinematekets eget program som “en vildt underholdende og storslået fotograferet neo-western fra Gobi-ørkenen” og “et mareridt af væltede lastbiler, farverige personager og imponerende stunts.”

Samtidig skulle filmen dog også beskrive “et samfund, der har mistet alle moralværdier i jagten på magt og rigdom.” Under alle omstændigheder skal det blive interessant at se, hvad Kinas censurmyndigheder for tiden finder det sikkert at lade den kinesiske befolkning se i biograferne.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Kunst og kultur | Kommentarer slået fra

New York Times straffes fortsat

Kina har strammet grebet om
de udenlandske journalister

Denne artikel udløste problemerne for New York Times med at få akkrediteret journalister i Kina.

For tredje gang på 18 måneder har de kinesiske myndigheder nægtet at give opholds- og arbejdsvisum til en journalist fra New York Times, denne gang Austin Ramzy.

Det meddelte FCCC i går fra Beijing. FCCC står for Foreign Correspondents Club of China.

Siden New York Times for 18 måneder siden skrev om, at daværende premier-minister Wen Jiabaos nære familie skulle have akkumuleret enorme rig-domme, har tre af avisens journalister fået afslag på forlængelse af deres opholds- og arbejds-tilladelse. Konsekvensen er, at de ikke kan arbejde som journalister i Kina og må forlade landet.

Avisen skrev om, at netop i perioden siden Wen Jiabao blev en del af selskabet af øverste politiske ledere i landet – først som vicepremierminister i 1998 og siden som premier-minister fra 2003 – har hans nærmeste familie oparbejdet en formue til en værdi af 2,7 milliarder dollars.

Hans da 90-årige mor skulle alene have oparbejdet en formue på 120 millioner dollars i 2007 – uvist hvordan. Hans anden og sidste periode som premierminister sluttede i 2013.

Hjemmesider blokeret
Det er almindeligt kendt, at Kina har strammet kursen over for udenlandske journalister. Ingen kan vide sig sikre på, om de får deres opholds- og arbejdsvisa forlænget.

New York Times har også fået sin hjemmeside blokeret i Kina og er ikke alene om at mærke presset. Nyhedsbureauet Bloomberg har på samme måde oplevet at få sin hjemmeside blokeret, siden bureauet offentliggjorde artikler i 2012 om den nuværende præsident Xi Jinpings økonomiske forhold.

Siden er der Vesten fremkommet beskyldninger imod Bloomberg om at holde kritiske artikler tilbage for at sikre sig fortsatte akkrediteringer og i det hele tage at kunne føre et bureau i Kina. Udover journalistik laver Bloomberg også økonomiske analyser.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Kina generelt, Kinas ledere, Politik | Kommentarer slået fra

Rockkejseren siger nej

Revolutionær rockmusik er stadig
sprængfarligt for Kinas statslige tv

Cui Jian ved en koncert i Xi'an i 2012. Han er stadig kendt og trækker et stort publikum, selvom han aldrig er i tv. Det kommer han så heller ikke til det kinesiske nytår.

Det kinesiske nytår nærmer sig og med det også det store traditionelle nytårs-show på Kinas statslige tv, CCTV.

Den 30. januar klokken 19 vil i hundred-vis af millioner af kinesere sidde bænket foran deres tv og underlægge sig statens simultane underholdning og propaganda. Det er et storslået og – synes en stadig større skare af kritikere – samtidig en stiv og klichéfyldt omgang.

For første gang er Kinas første rock-musiker, Cui Jian, inviteret. Han vakte opsigt i 1986 med sin sang ”Yiwu suoyou” (“Jeg ejer intet”), og pådrog sig myndighedernes vrede, da han optrådte for demonstranterne på Den Himmelske Freds Plads i 1989 med netop denne sang.

Cui Jian fik lynhurtigt rollen som Kinas rocktrobadur. Han sang om de følelser, både håb og skuffelser, som prægede tilværelsen blandt de unge kinesere i årene efter den usikkerhed, som landets grundlægger Mao Zedong havde efterladt dem alle i efter sin død i 1976,

Oprør igen
Det var en optræden, som gav ham mange problemer i årene efter 1989. Han havde forbud mod at optræde i Beijing, og han var under stærk overvågning alle andre steder, hvor han optrådte. Ikke før i 2005 kom han og myndighederne på god fod med hinanden igen, og han fik lov til at holde en koncert i den kinesiske hovedstad.

Læs min reportage fra Cui Jians
nytårskoncert i Shenyang i 1994

Og så kom altså invitationen til at optræde ved dette års nytårsshow. De fleste kunstnere i Kina ville have betragtet det som alle tiders chance. Cui Jian havde her fået en ubetalelig mulighed forærende; en mulighed at slå sit navn fast blandt hele landets ungdom. Selv har han nemlig rundet de 50, og han er måske mest kendt blandt sin egen generation. Konkurrencen på musikmarkedet er stærk, så måske kunne han slå igennem til de unge.

I sidste uge sagde Cui Jian imidlertid nej tak. Han havde nemlig tænkt sig at optræde med ”Yiwu Suoyou”, men havde af myndighederne fået besked på, at det ville man ikke tillade. Han måtte finde noget andet at optræde med.

Det kan synes som en uskyldig sang, når man som vesterlænding ser dette
klip med Cui Jian i London i marts 1989. Her optræder han med “Yiwu
suoyou”.  Stemmen var for den tid meget rå. Senere blev den kun mere rå.

Det skulle også nok have kunnet lade sig gøre, for Cui Jian har et righoldigt bagkatalog, men overraskende nok stillede han sig på bagbenene og fastholdt sit ønske. Da det ikke kunne imødekommes, valgte han at sige nej tak til det tilsyneladende grandiose tilbud om at få lov til at optræde ved nytårsshowet. Cui Jian var dermed igen tilbage i rollen som oprører.

Sprængfarlig sang
Når det kan synes overraskende, at han valgte at sige nej tak, er det fordi, at Cui Jian for længst har mistet den rock’n’roll-energi, oprøret, som fra starten og helt op til midt i 1990’erne var forbundet med hans musik og optrædender. Han er stadig søgende og innovativ i sin musik, men han er i dag langt mindre kritisk over for myndighederne. Hans kritik er blevet mere generel.

Lyt her til mit portræt af Cui Jian
fra en temaudsendelse i 2005

Men principperne har han tilsyneladende fortsat i behold, hvis ellers det, som er sluppet ud omkring historien, skal stå til troende.

Og myndighederne? De er naturligvis bange for, hvilke associationer publikum ville kunne få – især blandt de hundredtusinder, som var på Den Himmelske Freds Plads dengang i 1989 – hvis de igen så den gamle kinarocker står og gø midt i Kinas bedste sendetid: ”Skal jeg forstå det sådan, at du har det bedst med, at jeg ingenting har?”

Lydsiden til denne YouTube-video er fra Cui Jians optræden på Den
Himmelske Freds Plads i 1989. Det er ikke “Yiwu suoyou”, han opfører, men
Cong tou zai lai” (“Forfra igen”) om ungdommelig forvirring og vovemod.
Billedsiden stammer tilsyneladende fra en dokumentarfilm om oprøret.
Teksterne på billedsiden har intet med lydsidens tale og sang at gøre.

Sangen ”Yiwu suoyou” var skrevet som en sang om forsmået kærlighed, men blev af demonstranterne dengang tolket som en stærk kritik af Kinas Kommunistparti og Kinas politiske ledere. Dermed var Cui Jians optræden på pladsen en stærk politisk erklæring, som gav ham mange praktiske problemer i årene efter.

Det, der kan undre, er, hvorfor Cui Jian i første omgang overhovedet har fået invitationen til at optræde i nytårsshowet lige præcis i år, hvor det er 25-året for demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads. Det forekommer ærlig talt uvirkeligt, at det skulle ske.

Det New York-baserede NTDTV rapporterer om reaktioner på Cui Jians
afvisning af at deltage i det kinesiske stats-tvs nytårsshow, fordi han ikke
må opføre sin ikoniske sang “Yiwu suoyou”.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Kunst og kultur, Politik, Samfund | En kommentar

Syv millioner i bøde

Zhang Yimou har alt for mange børn

Kinas kendteste filminstruktør, Zhang Yimou, må bøde for i strid med Kinas etbarnspolitik at have tre børn med sin hustru. Han har også børn fra tidligere forhold.

En af Kinas kendteste kunstnere, film-instruktøren Zhang Yimou, står til en bøde på syv millioner yuan  (cirka 6,2 millioner kroner) for at have overtrådt Kinas etbarnspolitik. Det meddeler officielle kinesiske medier.

Siden maj i år har Zhang Yimous over-trædelse været diskuteret i medierne, og der har været mange gæt på, hvor stor bøden ville blive.

Nu skriver officielle kinesiske medier, at bøden formentlig bliver på syv millioner yuan, og det er derfor meget sandsynligt, at det er det, som bliver enden på denne sag.

62-årige Zhang Yimou har to drenge og en pige med sin nuværende hustru Chen Ting. Børnene, som er født i henholdsvis 2001, 2004 og 2006, og forældrene var på det tids-punkt ikke engang var gift. Dette er kun med til at gøre overtrædelsen grovere. Zhang og Chen blev ikke gift før i 2011.

I dette nyhedsindslag på YouTube kan du se dele af Zhang Yimous
video-”tilståelse”som formentlig har været offentliggjort i de kinesiske medier.

Ifølge flere kilder på nettet har Zhang Yimou i alt syv børn. Foruden de tre med Chen Ting har han et med en tidligere partner samt tre med to formodede elskere. Det nægter Zhang Yimou i et åbent brev, som er offentliggjort på det officielle nyhedsbureau Xinhuas hjemmeside, skulle være tilfældet.

Undskyldning del af bødepakke
Zhang og hans nuværende partner har i løbet af det meste af i år været i forhandlinger med myndighederne om, hvordan straffen for overtrædelsen skal takseres. Det er almindeligt, at der gives en bøde, som står i forhold til overtrædernes indkomst.

Zhang Yimou (tv) ses her under indspilningen af "Flowers of War" fra 2011. Det er en filmfantasi om Nanjing-massakren med en amerikansk helt (Christian Bale, th) i front. Filmen fik blandede modtagelser.

En del af takseringen består uden tvivl af en officiel undskyldning, som Zhang Yimou har givet på nettet. Den kan ses i sin fulde længde på Hong Kong-avisen South China Morning Posts hjemmeside samt i et nyhedsindslag på YouTube (se ovenfor).

Denne slags officielle “tilståelser” er i Kina også til tider set på tv.

Zhang Yimou blev uddannet som fotograf i årene 1978-1982 på Beijing Filmakademi (北京电影学院), og hans navn bragede igennem i Vesten, da han lancerede filmen “Under den røde lygte” i 1991. Men han var allerede godt på vej i 1987, da han debuterede med den i Vesten noget mindre kendte “Red Sorghum”, som er baseret på en roman af Mo Yan, der modtog Nobels litteraturpris i 2013.

Modarbejde og samarbejde
Op igennem 1990′erne lavede Zhang Yimou en række film, som de kinesiske censur-myndigheder hver gang havde problemer med, og som hver gang havde succes især i Vesten.

Han kom særligt i censorernes søgelys i 1994, da han lavede “At leve”, som kommer ind på to af de mest politisk ømfindtlige perioder i nyere kinesisk historie: Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen. Han fik ikke, som man kunne have frygtet, forbud mod at lave film, men han valgte at holde lav profil med den efterfølgende aldeles upolitiske film “Shanghai Triads”.

De kinesiske stjerneskuespillere Gong Li og Ge You fra en scene i "At Leve". Parret har mistet deres eneste søn under "Det Store Spring Fremad" og besøger hans grav.

Fra slutningen fa 1990′erne skiftede Zhang imidlertid spor. De efterfølgende film kunne ganske vist godt beskrive sociale problemer, men nu faldt de hver gang i tråd med myndighedernes behov og timing.

Det gode forhold mellem Zhang og de kinesiske myndigheder førte i sidste ende til, at han fik ansvaret for et af de største prestigeprojekter i Kina i nyere tid: Åbningsceremonien ved de Olympiske Lege i Beijing i 2008. Læs mere om Zhang Yimous film her (filmene er anført i alfabetisk orden efter instruktørernes efternavne).

Hvorfor Zhang Yimou kommer i søgelyset nu er et åbent spørgsmål. Det er ikke første gang, at der har været debat om kinesiske kendisser, som får flere børn end tilladt og bare betaler sig fra det. Kina er i øvrigt på nippet til at løsne op for reglerne i etbarns-politikken, så par, hvoraf den ene part er enebarn, kan få lov at få to børn.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Kunst og kultur, Politik, Samfund | Kommentarer slået fra

Kinesiske dokumentarfilm i København

CPH:DOX er en skattekiste 
af dokumentarfilm fra Kina

Nej, Ai Weiwei har ikke stået nøgen på Den Himmelske Freds Plads, men filmplakaten fortæller alligevel meget om personen, filmen handler om.

I går var der i DR’s koncerthus gallapremiere på den danske dokumentarist Andreas Johnsens dokumentar-film om den kinesiske provokunstner Ai Weiwei.

I dag åbnes der så for det egentlige program for Københavns dokumentarfilmfestival CPH:DOX.

Det er et program, der fra den 7.-17. november i hovedstadens biografer blandt andet præsenterer ikke mindre end 1o kinesiske dokumentarfilm og en enkelt italiensk, der handler om Kina. Derudover holdes der også to seminarer; et om kinesisk dokumentarfilm og et om journalistik og microblogging i Kina.

Her har vi altså muligheden for at orientere os om, hvordan især de kinesiske dokumentarister beskriver moderne og presserende problemer i deres fædreland.

De gør det på trods, for myndighederne gør alt for at forhindre dem i at gøre deres arbejde. Ai Weiwei fortalte i Politiken i går om, hvordan kinesisk dokumentarfilm allerede er ved at være ødelagt.

Træt Ai Weiwei efter løsladelsen
Ved CPH:DOX’ gallaforevisning i DR’s koncerthus i går var der verdenspremiere på Andreas Johnsens udgave af en dokumentarfilm om Ai Weiwei. Når jeg skriver det på den måde, er det fordi, at det ikke er første gang og heller ikke bare anden gang, at nogen laver en dokumentarfilm om den verdenskendte provokunstner.

Ai Weiwei skyder dagligt med skarpe ord mod de kinesiske myndigheder. Her skyder han med lysstråler mod plastikdyr i et kinesisk tivoli sammen med sin søn.

Ikke desto mindre er det fortsat relevant at følge Ai Weiwei. Andreas Johnsen tager tråden op i 2011 omtrent der, hvor Alison Klayman slap (hun havde fulgt Ai Weiwei fra 2008 til 2011).

I filmen følger vi en træt Ai Weiwei, efter at han er blevet løsladt fra fængslet. Han er tydeligvis påvirket af oplevelsen.

I april 2011 forsvandt han sporløst fra offentligheden. Det viste sig, at han var blevet anholdt. Mens han sad i varetægtsfængsel, spekulerede de kinesiske myndigheder over, hvad de kunne sigte ham for.

Ai Weiwei blev løsladt med mundkurv på efter 81 dage, og det endte med en sigtelse for skatteunddragelse, en retssag og en dom på 15 millioner yuan i bøde (cirka 13,5 millioner kroner efter kursen i dag).

For at få lov til at anke, krævedes det, at Ai Weiwei skulle indbetale to tredjedele af bøden. Og så skete miraklet: Almindelige borgere, høj som lav, kom uopfordret forbi hans atelier i Beijing og smed penge ind over den meterhøje mur: Hundredeyuansedler, halvtredsyuansedler og mindre. Også mønter blev smidt ind over muren, selv de nærmest værdiløse enfenmønter, som i vores valuta svarer til de for længst udgåede enører.

Ai Weiwei kender ingen grænser i sin kamp imod de kinesiske myndigheder.
Tidligere i år udgav han  denne musikvideo, der er en grov satire over hans fange-
vogtere. Han kan ikke synge, men han kan spidde. (Læs oversættelse af teksten her).

Men intet bidrag var for småt for Ai Weiwei, for mange bække små gør en stor å. Det endte med, at han på denne måde fik samlet penge nok sammen til at appellere dommen. Appellen tabte han, og han har siden sagt, at han ikke betragter de mange bidrag som donationer, men som lån, og han har lovet, at han vil betale pengene tilbage. Det står endnu uklart, hvordan det vil ske.

Langsommelig dokumentar
Andreas Johnsen har fat i en uomtvistelig interessant og kontroversiel personlighed, som man kan vælge at sympatisere med eller vælge at synes er for meget. Ai Weiwei går ikke kun til grænsen; han vader ind over den med store, bevidst kluntede skridt. Han respekterer ikke sin modstander.

Ai Weiwei dokumenterer alt om sig selv og sine omgivelser. Her dokumenterer han Andreas Johnsen, der laver en dokumentarfilm om Ai Weiwei. (Screenshot).

Alligevel virker dokumentaren især i starten langtrukken og træt. Ai Weiwei selv er træt. Han er lige løsladt, lider af hukommelsestab og søvnproblemer, men han får sig arbejdet op.

Ai Weiweis træthed kan man forstå. Andreas Johnsens dokumentar derimod burde holde et højere tempo.

Derudover vælger Johnsen at lade billeder og personer selv fortælle via de situationer, som opstår. Han kunne i speaks have valgt at introducere mere baggrund, så alle, der ikke er så bekendte med Ai ville være mere med fra starten.

Det virker ikke som om, Johnsen selv gør ret meget for at hjælpe sin dokumentar på vej; ikke udover at han på et tidspunkt beder Ai Weiwei tale med sin 80-årige mor om hendes frygt for, hvad der kan ske ham. Det er en flot scene.

Derudover er lydarbejdet på filmen unødvendigt sjusket lavet. Når Ai Weiwei for eksempel sidder på en velbesøgt restaurant med larmende gæster, ville det have været en god idé at udstyre ham med en ekstern mikrofon i stedet for at nøjes med kameraets indbyggede, så man ikke havde skullet anstrenge sig for at høre, hvad han siger.

Ai Weiwei bruger alt til af fremme sit budskab. Her er han pyntet med pengesedler foldet til papirflyvere, som folk har doneret til ham ved at kaste dem over muren til hans atelier.

Det hjælper desværre ikke altid, at der er undertekster på, når de er hvide og nogle gange kommer til at stå mod en hvid baggrund. Hvidt mod hvidt er ulæseligt. Det er en ommer.

Mod nye protestværker
Ikke desto mindre er dokumentaren værd at se som dokumentation for Ai Weiweis videre arbejde efter varetægts-fængslingen.

Efterhånden som Ai Weiwei træder mere frem af den skygge, som fængslingen har kastet over ham, kommer dokumentaren også op i gear. Vi følger arbejdet med hans nye projekt:  Seks detaljerede modeller af situationer fra hans tid som varetægtsfange. Modellerne er i halv størrelse.

Sagen mod Ai Weiwei er afsluttet, men han har tilsyneladende endnu ikke betalt den resterende del af bøden. Sit pas har han heller ikke fået tilbage. Der er ingen tvivl om, at der fortsat er masser af stof i Ai Weiwei til endnu en eller flere dokumentarfilm.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Ai Weiwei, Kunst og kultur, Menneskerettigheder, Politik, Samfund | Kommentarer slået fra

Protest på den store plads

Beijings massakreborgmester dør
kort før årsdagen for massakren

Det tynder ud blandt de tunge drenge, som havde medansvar for at sætte massakren i Beijing i 1989 i gang. Chen Xitong blev 84 år.

Beijings borgmester hed i 1989 Chen Xitong. Han var en af de centrale personer i optakten til indsættelsen af militæret, som skulle opløse den syv uger lange demonstration på Den Himmelske Freds Plads.

Han døde i søndags den 2. juni, 84 år, to dage inden 24-årsdagen for den voldelige opløsning af de nu politisk tabubelagte studenterdemonstrationer.

Spørgsmålet er endnu, hvor stort et ansvar Chen havde for indsættelsen af militæret. Han var tæt på Kinas de facto leder, Deng Xiaoping, men han kan i de følgende år være blevet brugt som en syndebuk. Om ikke andet skete det for ham ni år senere.

Da soldaterne fik ordre til at gå ind, mødte de modstand hele vejen ind og et ukendt antal hundrede civile døde. På selve pladsen kom det derimod ikke til kamp, for da militæret endelig nåede frem, var den stort set ryddet.

Kø ved håndvaskene
I en bog baseret på interviews med Chen Xitong og udgivet sidste år, lægger ex-borgmesteren afstand til den militære løsning af konflikten, som bredte sig til mange andre byer end Beijing. Han kaldte den voldelige nedkæmpelse af demonstrationerne for “en beklagelig tragedie, som kunne være undgået.”

Han er ikke den eneste blandt Kinas daværende toppolitikere, som efterfølgende har prøvet at vaske hænderne fri for smudset fra begivenhederne i 1989. Den daværende premierminister, Li Peng, som tilhørte høgene blandt de to fraktioner, som Kinas Kommunistparti var delt i, har også prøvet at få udgivet sine memoirer, hvori han prøver at milde historiens dom over sig. I stedet pegede han på Chen Xitong.

Chen Xitong blev i 1998 idømt 16 års fængsel for korruption. Han er sammen med den senere borgmester i Shanghai, Chen Liangyu, og det forhenværende medlem af politbureauet Bo Xilai blandt de mest prominente partimedlemmer, som er blevet dømt for korruption. For alle tre gælder det imidlertid, at sagerne imod dem samtidig med stor sandsynlighed har været politisk motiverede.

I anledning af 15-året for nedkæmpelsen af demonstrationerne på
Den Himmelske Freds Plads udsendtes i 2004 en række interviews med
pårørende til nogle af de civile ofre. Ikke alle, formentlig langt fra
alle, var studerende. De fleste var almindelige borgere, som sympatiserede
med de studerende. Deres historie er stadig underlagt et statsligt tabu.

Gert Holmgaard Nielsen

Udgivet i Ikke kategoriseret, Menneskerettigheder, Politik | Kommentarer slået fra

Protest på store lærreder

Skarp kritik fra Yue Minjuns pensel

Yue Minjun trækker det groteske ind på scenen for at illustrere den menneskelige desperation; her i en analogi til Delacroix' maleri fra 1830.

Man skal passe på ikke at lade sig narre af en kineser, der smiler.

Når han smiler eller ligefrem griner, er det ikke absolut sikkert, at der er noget som helst at hverken smile eller grine af.

Kineserne har et udtryk, som hedder kǔxiào (苦笑). Det kan oversættes til “bittert smil” – altså det, at man smiler midt i alt det, der gør ondt, men som absolut ingen må vide noget om.

Man kan smile og endda grine midt i trøstesløsheden i håbet om, at man på den måde måske kan undgå, at det hele går hen og bliver værre.

Den kinesiske kunstmaler Yue Minjun har specialiceret sig i kǔxiào. Han udstiller for tiden på Fondation Cartier i Paris, og du skal skynde dig, hvis du skal nå at se udstillingen. Den slutter den 17. marts.

Grinet som våben
Hvis en kineser kommer i en pinagtig situation, som gør ham forlegen, vil han som oftest reagere ved at smile eller grine. På den måde prøver han at glatte ud, prøver at undgå at miste ansigt, prøver at undgå at modparten mister ansigt, prøver at redde sig ud af en ubehagelig situation.

Yue Minjun startede i begyndelsen af 1990′erne med det, som er blevet hans varemærke: Ensartede, rødmossede mænd i krampagtige stillinger og med et stort, fedt grin med åben mund og alt for mange alt for små tænder smurt ud i hele ansigtet. Alle ligner de nogen, der helst ville være alle andre steder end dér, hvor de er lige nu, men de prøver tappert at lade som om, at alting er i orden.

Dengang i 1990′erne var de manisk grinende mandspersoner nok til, at Yue Minjun skilte sig ud fra mængden af nye kunstnere. Siden udvidede han konceptet ved at placere sine hysterisk grinende mænd i miljøer, som udvidede kritikken – for eksempel en flok ens mænd i en hutong, som minder om en fængselsgård.

Han introducerede også egne, nye versioner af kendte malerier, hvor personerne i malerierne alle som en blev skiftet ud med hans egne personager – for eksempel i analogien til franske Delacroix’ billede fra 1830 “Friheden fører folket”.

Yue Minjun er ikke bange for at skrive alle Kinas store mænd ud af historien. Det er stærk kritik uden ord.

Kritik uden ord
En anden analogi går på det klassiske propagandamaleri fra 1953 med Mao Zedong øverst på Den Himmelske Freds Port, mens han proklamerer grund-læggelsen af Folkerepublikken i 1949.

I senere versioner af billedet var personer, som sidenhen var blevet politiske persona-non-grata, helt enkelt fjernet og erstattet af andre, som nu var inde i varmen.

Dette var en helt almindelig foreteelse under både Mao Zedong og Deng Xiaopings tid ved magten (se også et par eksempler på retouchering af fotografier her).

På Yue Minjuns billede er der ingen personer tilbage. Der står kun tre ensomme mikrofoner på det festligt pyntede plateau. Yue Minjun skrev alle Kinas grundlæggere ud af historien med sine kritiske penselstrøg.

Yue Minjun maler ikke smukt, og hverken hans stil eller farvevalg er som regel særlig attraktiv, men han rammer noget helt centralt i sin kritik – til dels fremhævet af det faktum, at han ofte maler på meget store lærreder Budskabet er ikke til at komme udenom. Det bliver nærmest grinet hysterisk ud i ansigtet på den, der kigger på.

Med disse helt enkle virkemidler rammer Yue Minjun et ømt punkt i den kinesiske kultur og politik, som har givet utallige beskuere stof til eftertanke i nu mere end 20 år.

Skal du til Paris, så sæt lige en halv dag af til denne udstilling. Den er det værd.

Gert Holmgaard Nielsen

Udgivet i Kunst og kultur, Menneskerettigheder, Politik, Samfund | Kommentarer slået fra

Stuntstjerne på slap line

Jackie Chan opfordrer alle kinesere til kun at tale godt om deres fædreland

Jackie Chan har længe arbejdet aktivt med national propaganda både inden for og uden for Kinas grænser. Han står helt og fuldt bag regeringen i Beijing. (Foto: Georges Biard)

Kinesere bør kun kritisere Kina, når andre kinesere hører på. Kritik af Kina er ikke for udenlandske øren. Det mener den kinesiske film- og stuntmand Jackie Chan.

Og de problemer, som Kina tumler med, er vel ikke kun kendt i Kina? Hvad med Vesten? USA?

“Med hensyn til korruption, findes der så ikke korruption i hele verden?”

Sådan spurgte den kinesiske verdensstjerne retorisk i et interview på den Hongkong-baserede tv-station Phoenix (凤凰卫视, Fenghuang Weishi) i debat-programmet “Kling Klang Tre I Rampelyset” (en tilnærmelsesvis oversættelse af programnavnet 锵锵三人行, Qiangqiang San Ren Xing).

Det var allerede i medio december, at Jackie Chan var i studiet i Beijing. Det er dér, at programmet optages. Han og en anden gæst debatterede blandt andet korruption med værten Dou Wentao.

Men nu spreder Chans ganske korte meningsudveksling sig i de internationale medier, og den skaber debat. Her følger baggrunden:

Det er værten, Dou Wentao, som bringer USA på banen, efter Jackie Chans retoriske spørgsmål. Chan griber hurtigt bolden og målretter kritikken direkte mod amerikanerne:

“Det mest korrupte land i verden,” proklamerer han.

“Er det,” spørger Dou Wentao.

“Det er det da! Hvem har fået verden til at kollapse? Det var amerikanerne, der startede det!”

Kinesere bør rose Kina
Og så er det, at han bringer en meget udbredt holdning blandt kineserne til torvs: Kinesere bør ikke kritisere deres fædreland, når udlændinge hører på.

Dou Wentaos halvtimes debatprogram sendes hver dag med forskellige gæster, som
Wentao styrer fra sin plads i midten. Jackie Chans ytringer om Kina og korruption
fyldte mindre end halvandet minut, men giver nu genlyd i de amerikanske medier.

Jo, de kan sagtens gøre det, når det kun er andre kinesere, der lytter på, men aldrig når udlændinge er til stede. Dermed fyrer Jackie Chan op under en typisk nationalistisk kinesisk indstilling:

“Kina er blevet stærkt og rigt, og alle bruger Kina som syndebuk. Hvis ikke vi selv støtter vores eget land, hvem skulle så gøre det? Vi ved, at vores eget land har masser af problemer. Dem bør vi diskutere indbyrdes. Overfor alle andre, er vores land det bedste!

Når Jackie Chan demonstrerer kan han gøre det på film - her fra sin seneste "CZ12". Men demonstrationen er alvorligt ment. Filmen handler nemlig om at skaffe de kunstskatte tilbage, som Vestlige udbyttere stjal fra Kina i 1800-tallet. (Foto fra Jackie Chans hjemmeside).

Det sidste siger  han med eftertryk og en anklagende pegefinger.

Kontroversielle holdninger
I Vesten rettes der nu mange anklagende pegefingre mod Jackie Chan. Men det er ikke første gang, at den berømte Hong-kong-kineser begiver sig ud i politiske proklamationer af denne art. I december 2012 gav han udtryk for, at der bør laves restriktioner for demonstrationer i Hongkong:

“Hongkong er blevet til en by af demonstranter. Det er, hvad man siger ude omkring i verden, sagde han til lokal avis i Guangzhou (Kanton). Og han fortsatte: “Førhen var det Korea, nu er det Hongkong. De beklager sig over Kina, beklager sig over lederne, beklager sig over alting. Vi bør have regler for, hvilke emner man kan gå i demonstration for, og hvilke man ikke kan.”

Under et internationalt forum i Sanya i Sydkina i april 2009 – et forum, hvor også premierminister Wen Jiabao var til stede – sagde han han fra talerstolen:

“Jeg er ikke så sikker på, om det er godt at have frihed eller ej. Jeg er blevet tilbøjelig til at mene, at vi kinesere har brug for at blive styret. Hvis vi ikke bliver styret, så gør vi bare, hvad vi har lyst til.”

Jackie Chan er kendt for at stille op for at promovere sit fædreland. I forbindelse med forberedelserne til OL i Beijing i 2008 var han blandt de mest prominente kendisser, som reklamerede for Kina.

Han var en blandt rigtigt mange, som deltog i det verdensomspændende og meget kontroversielle fakkelløb, som mange steder blev forstyrret af aktivister, der protesterede imod Kinas forhold til menneskerettighederne. I den forbindelse sagde han truende: “Demonstranterne må hellere holde sig væk fra mig!”

Den meget fædrelandssmigrende film "CZ12" har generelt fået meget ringe anmeldelser. Den er i virkeligheden en politisk kommentar fra Jackie Chan.

Fædrelandssmigrende film
I sin seneste film, “CZ12″, går Jackie Chan linen ud i sin støtte til fædrelandet. Hans mission i filmen er at skaffe 12 stjålne bronzehoveder forestillende de 12 dyr i de kinesiske stjernetegn tilbage til Kina.

Broncehovederne forsvandt, efter at franskmændene og englænderne angreb og plyndrede et af kejserens overdådigste sommerpaladser uden for Beijing, Yuan Ming Yuan under den Anden Opiumskrig i 1860. Hovederne var en del af udsmykningen af et prangende springvand.

Disse bronzehoveder har tidligere givet anledning til internationale skærmydsler. De forsvandt virkelig efter den Anden Opiumskrig, men fem af hovederne er siden dukket op.

I april 2009 blev yderligere to sat til salg hos auktionshuset Christie’s og købt af en kineser, som herefter i protest nægtede at betale.

I filmen “CZ12″ går Jackie Chan på et tidspunkt på gaden for at protestere for at alle stjålne kinesiske kulturgenstande skal hjem til fædrelandet. Filmen er altså i virkeligheden en politisk kommentar fra den berømte filmmand, som på den måde slår tre fluer med et smæk: Han får talt godt om sit fædreland, han får mulighed demonstrere over for millioner af mennesker over hele verden – og så kan han oven i købet tjene penge på det.

Gert Holmgaard Nielsen

P.s.: “CZ12″ har fået sin titel fra broncehovederne. CZ står for Chinese Zodiac (kinesiske stjernetegn). 12 hentyder til årstallet 2012. Filmen havde premiere den 12/12 2012.

GN

Udgivet i Kina og verden, Politik, Samfund | Kommentarer slået fra