Kraftløs protest

De mellemøstligt inspirerede
protester løb ud i sandet i Kina

"Hvad skete der? Jeg tog nogle billeder," skriver en blogger på nettet. En anden skriver: "Der er mennesker over det hele, og udenom er der politi. Men jeg har ingen anelse om, hvad der er sket."

Tunesiens og de øvrige mellemøstlige landes bredt funderede og insisterende protester, Jasminrevolutionen, har tændt drømme blandt blandt visse borgere i Kina – men ikke mange.

Søndag blev en række forkølede protestforsøg i flere byer landet over lagt stille og roligt ned af et massivt politiopbud. Det skete blandt andet i Beijing, Shanghai og Kanton (Guangzhou).

I Beijing blev Twitter brugt til at sende opfordringer til protest i omløb. Demonstranterne skulle samles på det centrale og topmoderne indkøbsstrøg Wangfujing, hvor der altid er mange mennesker, kinesere såvel som turister fra hele verden. Et antal mødte op, men det har ikke været muligt at vurdere hvor mange, for de var ikke til at skelne mellem de sædvanlige besøgende.

Hovedet i sandet
Der var ingen central organisation af protesten, så der var ingen til at føre an, og de, der kom for at deltage, vidste ikke, hvad de skulle stille op. En enkelt demonstrant, den 25-årige Liu Xiaobai, placerede en hvid jasmin uden for McDonald’s for at tage et billede af den, men han blev stoppet af politiet, som til gengæld blev forhindret i at anholde ham på grund af det massive opbud af udenlandske journalister.

‘Jeg satte bare nogle hvide blomster frem. Hvad er der galt i det’, spurgte Liu naivt og retorisk bagefter, da Associated Press bad om en kommentar.

I Hongkong mødte omkring 30 demonstranter op foran det lokale regeringskontor, men de var i voldsomt undertal i forhold til det fremmødte politi. Det mest spektakulære optrin var, da nogle af demonstranterne lavede papirflyvere af papir med billeder af jasminer, og kastede dem. Det hele sluttede efter en times tid.

Årsager til fiasko
Der er to væsentlige grunde til, at kinesernes egen Jasminrevolution løb ud i sandet. For det første findes der i Kina ikke noget egentligt folkeligt krav om demokrati. Folk er kritiske over for Kinas Kommunistparti, regeringen og myndighederne i det hele taget, men der er meget langt imellem dem, som egentligt taler for, at Kina bør omdannes til et demokrati.

Den almindelige kineser tænker ikke helt om demokrati, som vi i Vesten
måske gerne vil have, at han skal. Måske skulle vi sende ham på skolebænken
igen, så han kan indse, at det er i hans personlige interesse, at hænge klokken
om kattens hals … eller hvad?

Groft sagt kan man sige, at den folkelige opinion i den retning blev slukket efter militærets indgriben i protestdemonstrationerne i Beijing i 1989. I stedet for politisk indflydelse har den almindelige borger i modsætning til situationen i 1970′erne eller 1980′erne fået privat indflydelse – altså indflydelse på sin egen situation ved at kunne uddanne sig, få et job og købe bil, hus, sommerhus, rejse udenlands, få sig et barn og sende det i privatskole og så videre. Har du penge, kan du få.

En anden væsentlig grund ligger i måden, der blev kaldt til protest på. Ingen stod frem som organisatorer, som var villige til at påtage sig et ansvar (ingen af musene ville hænge klokken om kattens hals). Det almindelige behov for at protestere er tilsyneladende ikke stort nok til at samle demonstrationer a la dem, vi ser i Mellemøsten i disse dage.

Inspiration og indignation
De mellemøstlige demonstrationer har været en udefra kommende inspiration, men i Kina er der brug for en indefra kommende indignation, før der for alvor vil ske noget. Det er jo også det, som har været brændstoffet Tunesien, Egypten og de øvrige lande i området.

Oprør er der masser af i Kina. Lokale oprør. Der findes bare ikke nogen enkeltsag i Kina lige nu, som kan samle opbakning i en så signifikant stor del af befolkningen, at det er nok til et decideret oprør.

Og – åh, ja – så er der naturligvis censuren. De kinesiske myndigheder sir internettet og mikrobloggene igennem for ord som Egypten, jasmin med mere for at sikre sig, at befolkningen ikke skulle føle sig alt for inspireret. Men Kinas inkarnerede netbrugere søger hele tiden nye veje for at omgå censuren.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Om Gert Holmgaard Nielsen

Jeg er uddannet journalist samt exam.art. i østasiatiske studier. I dag underviser jeg i kinesisk på gymnasieniveau. I årene fra 2003 til 2009 var jeg korrespondent i Beijing for bl.a. DR Nyheder. Fra 1994 til 1996 studerede jeg kinesisk i Beijing, samtidig med at jeg arbejdede som freelancejournalist. Læs mere under menuerne "Kontakt og CV" samt "Om Kinakontoret" ovenfor til højre.
Dette indlæg blev udgivet i Menneskerettigheder, Politik. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.