Massakren i Beijing er kommet endnu
et år nærmere den totale glemsel
Optimistisk kaos prægede gaderne i Beijing i syv uger i foråret og sommeren 1989. Myndighederne frygtede derimod totalt kaos. Beijing, 1989. (Foto: Fl. Poulsen)
Hvem husker, hvad der skete for 23 år siden i dag? Når jeg spørger unge mennesker herhjemme nu så mange år efter, så er der ingen, der reagerer.
Og når jeg spørger unge mennesker i Kina, så er der heller ingen, som kan finde ud af, hvad jeg hentyder til.
Dermed kan man sige, at de kinesiske myndigheder er tæt på at kunne kalde deres bestræbelser for at lægge totalt låg på, hvad der skete dengang, for en succes. Hvis man spørger de politiske ledere til begivenheden, får man hver gang et sterilt svar, som er klinisk renset for ethvert ord, der kan forbindes direkte med begivenheden.
Det hedder ikke “1989″. Det hedder “i sidste århundrede, i slutningen af 80′erne og begyndelsen af 90′erne”. Samtidig kædes begivenheden sammen med “uro i Europa”. Ganske rigtigt faldt de kommunistiske regimer i Østeuropa i slutningen af 1989, men det havde næppe noget at gøre med demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads.
Der herskede en ægte, men også meget naiv revolutionær stemning i Beijing i 1989. Beijing, 1989. (Foto: Fl. Poulsen)
Studerende på barrikaderne
Hvad skete der? Og er det vigtigt at huske? Til det sidste kan kun lyde et fast og rungende: Ja!
Det var universitetsstuderende fra blandt andet Beijing Universitet, som begyndte det hele. De mindedes en netop afdød politiker, Hu Yaobang, som de anså for at være ren og ukorrumperet.
Hu Yaobang havde støttet de studerende, da de demonstrede for demokratiske reformer på Den Himmelske Freds Plads i december 1986 og januar 1987. Demonstrationerne blev slået ned, studenterlederne anholdt, og Hu Yaobang blev fyret som formand for Kinas Kommunistparti, fordi han havde vist forståelse for deres krav.
Nu hed partiformanden Zhao Ziyang. Han var i virkeligheden lige så sympatisk indstillet over for studenternes krav om demokrati samt mange af de øvrige krav, som fulgte: Styr på den massive inflation, udryddelse af nepotisme, frie fagforeninger med mere.
Der herskede nemlig to fløje i Partiet: En strammerfløj og en reformfløj. Reformfløjens leder, Zhao Ziyang, blev nødt til at tage på et længe planlagt officielt besøg i Nordkorea, og imens slog premierminister Li Peng til. Han pressede på Kinas de facto leder, Deng Xiaoping, som havde magten i kraft af sine politiske militære resultater i løbet af de foregående seks årtier og ikke i kraft af nogen formel stilling. Deng var 85 år.
Der blev begået fejl både af politikerne og lederne af studenterdemonstrationerne - fejl, som førte til en voldelig afslutning. Beijing, 1989. (Foto: Fl. Poulsen)
Militæret griber ind
Deng Xiaoping lod sig overbevise af Li Peng. Det gik ikke med dette kaos, som bredte sig ud fra Beijing og til resten af landet.
Medierne rapporterede en overgang nøjagtigt, hvad der skete, og flere og flere befolkningsgrupper sympatiserede med og sluttede sig til de efterhånden massive demonstrationer.
Det måtte bringes til ophør, hvis ikke man ville risikere endnu en omgang a la den katastrofale borgerkrigslignende Kulturrevolution, som var sluttet med Mao Zedongs død kun 13 år tidligere. Den havde de unge studerende ingen klar erindring om, men strammerfløjen i Partiet frygtede, at det kunne blive enden på Kommunistpartiets magt.
Zhao Ziyang sagde undskyld den 19. maj, og hans tale blev bragt i nyhederne på nationalt tv samme aften. Til højre for og lidt bag ham stod hans protegé, Wen Jiabao, som i dag er premierminister. (64memo.com)
Da Zhao Ziyang vendte tilbage fra Nordkorea, var beslutningen allerede taget, og da han ikke ville følge Partiets udstukne kurs og udøve selvkritik, blev han sat uden for indflydelse. Hans sidste offentlige politiske handling var at gå ned på Den Himmelske Freds Plads med et kamerahold, gå op i bussen, hvor en gruppe sultestrejkende studerende holdt til, gribe en megafon og sige undskyld.
Siden blev han sat i husarrest, og der blev han, indtil han døde i januar 2005.
Militæret, Folkets Befrielseshær, blev forsøgt sat ind flere gange, men de lokale tropper viste sig ude af stand til at anlægge den hårde linje mod folket. Først den 4. juni om aftenen, da tropper længere væk fra blev sat ind, blev det, som regeringsledelsen ville det.
Ingen ved, hvor mange der døde på soldaternes vej ind mod Den Himmelske Freds Plads, men da de nåede frem, havde demonstranterne rømmet den.
Folkets Dagblads leder 26. april 1989 stemplede studenterne som kontrarevolutionære. Den værste forbrydelse. Herefter var parterne kompromisløse.
Vesten reagerede med foragt og boykot. Endnu i dag har EU en våbenembargo, der er i kraft, selvom begge parter – også EU – egentlig helst vil af med den.
Men hvis EU ophæver den, må man erkende, at man ikke fik noget ud af at indføre den. De kinesiske myndigheder har ikke så meget som antydet, at man mere end to årtier efter skulle overveje at frikende demonstranterne, som man dømte på forhånd i en leder i Folkets Dagblad den 26. april 1989.
Demonstrede de så forgæves? Ikke helt. Noget kom der ud af anstrengelserne, euforien, rædslen og de mange liv, som gik tabt. Der blev indgået en stiltiende kontrakt mellem Kinas Kommunistparti og befolkningen: Vi giver jer muligheden for at få et materielt set bedre liv, og til gengæld lader I os beholde magten.
Befolkningen vidste nu, hvad prisen kunne være for at gøre oprør, og lige sådan vidste man nu i Kinas Kommunistparti, hvad prisen kunne være, hvis man ikke respekterede almindelige menneskers krav til hverdagen.
Deng Xiaoping løb ikke fra ansvaret for den 4. juni 1989. Tværtimod. Her takker han generaler i Folkets Befrielseshær. Beijing, 1989. (Foto: 64memo.com)
Værd og vigtigt at huske
Alt dette er værd at huske. Og det er vigtigt at huske, fordi det trækker tråde helt op til Kina i dag.
Det er vigtigt at huske af den simple grund, at det parti, som er ved magten i dag, også er det parti, som dengang tog beslutningen om at sætte militæret ind og skyde med skarpt mod ubevæbnede civile.
Kan det ske igen? Principielt, ja, men det er ikke særligt sandsynligt, at det vil ske igen, for de kinesiske myndigheder er blevet meget mere professionelle i deres måde at styre samfundet på. De er også blevet meget mere lydhøre, end de var for 23 år siden.
Men på godt og ondt var begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads afgørende for den udvikling, som Kina siden har været igennem. Deng Xiaoping stod til det sidste ved sin beslutning om at sætte hæren ind, men han havde på få år mistet sine to foretrukne bud på en præsident, som skulle lede landet, når han en dag ikke kunne mere.
Wen Jiabao var politisk tæt forbundet med Zhao Ziyang. At han senere var i stand til at blive premierminister var derfor en præstation i sig selv. (Arkivfoto: Gert Holmgaard Nielsen)
Hu Yaobang var død. Zhao Ziyang sad i husarrest. I stedet besluttede Deng Xiaoping sig for en lokal partisekretær og tidligere borgmester i Shanghai Jiang Zemin.
Det interessante er, at Kinas premierminister i dag, Wen Jiabao, dengang var protegé for Zhao Ziyang. Hans karriere burde med Zhaos Ziyangs detronisering ligge i ruiner, men alligevel lykkedes det ham at blive premierminister i 2003. Han går af til næste år.
De seneste par år har Wen Jiabao valgt ved flere lejligheder at talt om nødvendigheden af reformer og folks ret til at udtrykke utilfredshed med regeringen. Han har også talt om demokratiets nødvendighed. Alt dette var en del af kravene fra demonstranterne i 1989.
Men hans ord er i mange kredse blevet modtaget med tvivl. Flere opfatter hans ytringer alene som et forsøg på at give sig selv et bedre eftermæle, når han om nu mindre end et år går af. Ikke desto mindre bevæger Kina sig i store træk i dag i en retning, som vi i Vesten må bifalde. Men massakren i Beijing i 1989 vurderes af Partiet stadig til at være for farligt at tale åbent om.
Gert Holmgaard Nielsen
Masser af links
Kronologi.
64Memo.com.
Kinakenderen.
Kinablog.dk.
Find radioindslag nederst på siden af dette link: Kinakontoret.com.
