Same procedure as last year

Hu Jintao hyldede Kinas Kommunistparti i sin tale i dag, men nævnte dog også nogle af fødselarens skavanker. Beijing, 2005. (Arkivfoto: Gert Holmgaard Nielsen)
Kinas Kommunistparti fylder 90 år i dag. Traditionen tro er det Partiet selv, som er ivrigst for at fejre det.
Hvis ingen andre vil, må man jo råbe et ekstra højt hurra for sig selv.
Med 80 millioner partimedlemmer kan der råbes rigtigt højt hurra, så det næsten overdøver de mange protester, som lyder rundt omkring i landet hver dag. Lokal utilfredshed giver rigtigt mange udfordringer for Partiet, men når sandheden skal frem, så er der dog en hel del at råbe hurra for i dag. De fleste kinesere bakker rent faktisk grundlæggende op omkring Kinas Kommunistparti, sådan som det går lige nu.
Det er nemlig en bemærkelsesværdig stærk fødselar, vi står overfor, og i sin høje alder har Partiet nået at rette op på nogle af de katastrofale fejl, som det stod bag, da det var midaldrende. Og det har oven i købet formået at gå videre. Kina har hen over de seneste tre årtier stået bag en historisk hidtil uset økonomisk fremgang. Aldrig før har et land udviklet sig så hurtigt over så lang tid.

I hundredvis af millioner af kinesere er bragt ud af fattigdom. Men der er stadig mange millioner af fattige tilbage. Baotou, 2008. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
Svaghedstegn
Men 90 er og bliver en høj alder, så der er tydelige svaghedstegn. Præsident Hu Jintao indrømmede da også i sin fødselsdagstale i Folkets Store Hal i dag, at “hele Partiet lider under voksende smerter”. Han nævnte blandt andet inkompetente embedsmænd, som har “distanceret sig fra folket”.
Det er imidlertid ikke usædvanligt, at Kinas præsident ved festlige lejligheder leverer en enkelt ukonkret standard-indrømmelse eller to for derefter at konkludere, at det overordnet set går rigtigt godt. Kinas politiske ledelse har rigtigt mange problemer at tage sig af for at kunne opfylde mål nummer et: At fastholde magten.
Velfærdskløften er alvorlig, fordi store dele af befolkningen kan se en rig elite boltre sig i muligheder, som den ikke selv har adgang til. Det skaber utilfredshed, som jævnligt koger over i lokale protester.

Kina har mange problemer, som truer landets stabilitet. Bl.a. er der sammenstød med minoriteter i de indre provinser. Baotou, 2008. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
Kinas økonomiske fremgang har også kostet dyrt for miljøet, som rigtigt mange steder ikke står til at redde. Forurenet jord, forurenet vand, og forurenet luft er jævnligt kilde til lokale oprør. Derudover er der sammenstød mellem den dominerende etniske gruppe, han, og nogle af de etniske minoriteter – særligt i provinserne Xinjiang, Tibet og nu senest Indre Mongoliet. Og så er der den evige saga om den udbredte korruption.
Stærk som aldrig før
Samtidig har Kina ikke stået stærkere, siden kejserdynastiet stod på toppen i 1700-tallet. Omkring 1800 stod Kina for en tredjedel af verdens økonomi. Efter mere end 150 års nedtur indtog landet sidste år positionen som verdens næststørste økonomi, og eksperter regner med, at USA må afgive sin førsteplads inden for de næste to årtier.
Verden lytter til Kina i dag. Ingen er længere ligeglade, når kinesiske ledere udtrykker bekymring om EU-landenes skrantende økonomi. Kina er langt fra at være “Asiens syge mand”, som det blev kaldt for omkring 100 år siden.

Biler og knallerter har afløst det hav af cykler, som førhen regerede på vejene i Kina. Kina er i fuld fart på vej fremad. Beijing, 2008. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
Så der er mange flere end bare de 80 millioner medlemmer af Partiet, der råber hurra. Kineserne føler igen, at de har god grund til at være stolte over at være kinesere. Problemet er, at de har lov til at udtrykke deres stolthed, men ikke deres kritik. I hvert fald ikke, hvis den rammer særligt ømme punkter.
Kritik undertrykkes
Igennem det seneste halve år har vi set den kinesiske ledelse stå bag den største politiske kampagne i mere end ti år, hvor en række kritikere, journalister, internetskribenter, advokater og andre er blevet arresteret – ofte som en rent forebyggende foranstaltning. Same procedure …

Mao Zedong samlede et Kina truet af opløsning. Derfor vogtes der om hans minde trods hans mange uhyrligheder. Beijing, 2008. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
Det, som den kinesiske ledelse frygter mest, er et oprør, hvor det lykkes forskellige kræfter at forene sig, akkurat som det er sket igennem Jasminrevolutionen i en række nordafrikanske og mellemøstlige lande i første halvdel af 2011.
90-årsfødselaren er med andre ord ramt af en del af de lidelser, mange 90-årsfødselarer lider under: Flere og flere lokale skavanker, frygt for hvad de kan føre til, tvangstanker om en livsforlængende medicin og frustration over ikke at kunne producere denne medicin samt almindelig paranoia over, at andre kunne tænke sig at overtage ens plads.
Der er rigtigt mange gode grunde til at ønske tillykke. Samtidig er der også grund til at løfte en advarende pegefinger: Hvis Kina virkelig ønsker at udvikle sig til et retssamfund, sådan som de politiske ledere igen og igen giver udtryk for, så må det også være tilladt at være kritisk overfor den gamle fødselar. Det er ganske vist ikke særligt kongfuziansk, men det er absolut nødvendigt. Hvis Kina over de næste ti år kunne formå at finde en civiliseret måde at takle den udbredte utilfredshed på, vil der ikke kun være grund til at ønske Partiet tillykke med de 100 år. Der vil i høj grad også være grund til at ønske tillykke til hele landets befolkning.
Mens Mao Zedong styrede Kina, blev han og Partiet nærmest fejret hver eneste
dag, uagtet at langt over 30 millioner mennesker døde under hans kampagne
Det Store Spring Fremad, uagtet forfølgelsen af millioner af intellektuelle og
uagtet den borgerkrigsagtige Kulturrevolution. Optrinnet her er fra 1965 og
slutter med hyldestkoret “Uden Kommunistpartiet, intet Nyt Kina.”
Gert Holmgaard Nielsen