Kinas rockkejser fylder 50 i dag
Cui Jian på et pressemøde, hvor hans første officielle koncert i Beijing i omtrent 15 år blev annonceret. Beijing, 2005. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
Det er svært at vide, hvad vi nu skal vente os. Kinas rockkejser, Cui Jian, runder i dag de 50. I 1986 banede han vejen for et musikalsk eksperiment, som i den grad bekymrede den politiske ledelse i landet, men i dag er han accepteret.
Cui Jian markerede sig fra starten af karrieren som en oprører, både i musikken og i teksterne. Det gav ham ofte problemer i forbindelse med sine koncerter, hvorimod han stort set ingen problemer havde med af udgive sin musik på kassettebånd og cd.
Lyt til min radioreportage
fra 2005 om Cui Jian
Årsagen til hans meget anstrengte forhold til myndighederne var først og fremmest hans optræden på Den Himmelske Freds Plads i 1989, hvor hans hit fra 1986 “一无所有” (“Ingenting”) blev en slagsang for demonstranterne. Den kunne nemlig ikke kun tolkes som en sang om en forsmået bejler, der føler sig ydmyget på trods af sin oprigtighed. Den kunne også tolkes som den almindelige kinesers skuffelse over Kinas Kommunistparti.
En ung Cui Jian på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Samme år optrådte han samme sted for de demonstrerende studenter. (Foto: Cui Jians hjemmeside)
Derfor gik han under jorden i tiden umiddelbart efter, at militæret ryddede Den Himmelske Freds plads den 4. juni 1989. I 1990 fik han dog mulighed for at spille nogle koncerter, som skulle skaffe midler til de kommende Asiatiske Lege, som Beijing var vært for, men koncertrækken blev afbrudt på grund af Cui Jians kontroversielle optræden.
Læs mine anmeldelser
af Cui Jians musik
Et af hans gags på den tid var at tage et rødt bind for øjene, når han sang “一块红布” (“Rødt Bind”), som kunne tolkes dels som blind tillid til sin elsker, dels som blind tillid til Partiet – en tillid, som uvægerligt skuffes.
Hans særkende var, at han satte ord på de problemer, som den almindelige kineser gik og tumlede med. Det kunne være problemer med korrupte embedsmænd, problemer med at se meningen med det hele i det kommunistiske facadespil, problemer med at følge med samfundets gennemgribende og hurtige forandringer. Altsammen emner, som ingen andre musikere tog op. Og Cui Jian har hele vejen igennem formået at holde balancen med censurmyndighederne.
Cui Jian optrådt ofte med rødt bind for øjenene - et symbol på Partiets totale magt over den enkelte. (Foto: Cui Jians hjemmeside)
I 1994 udgav han “红旗下的蛋” (“Balls Under the Red Flag”), som jeg personligt regner for hans hidtil mest vellykkede musikalske eksperiment med at blande kinesisk musik og vestlig rock.
Læs min Politiken-reportage
fra 1995 om Cui Jian
Samtidig var teksterne skarpe som aldrig før. Det var dog et af Cui Jians særkender, at han ikke stod stille som kunstner, så på de efterfølgende udgivelser har han hver gang skiftet stil.
I 1993 var han involveret i undergrundsfilmen “Beijing Bastards”, som endte med at koste instruktøren Zhang Yuan ti års karantæne fra at lave film.
Filmen var et oprør i sig selv, og det gav dem masser af omtale og interesse i Vesten. Det mest bemærkelsesværdige ved den i dag er dog mest, at den under de givne omstændigheder dengang overhovedet blev til. Filmens plot virker usammenhængende, og bliver tilmed afbrudt af musik, som ikke rigtigt bidrager til selve fortællingen.
Flere af tidens rockmusikere, inklusive Cui Jian, optræder nemlig som sig selv ved live-koncerter, der fremstår rodede og uprofessionelle. Men kinas rockmusikere startede også helt fra bunden, og filmen tjener vel i det mindste som et dokument over denne svære men også meget sprudlende og kaotiske start.
Cui Jian trækker fortsat et stort publikum - dog mest blandt de, der er på hans egen alder. Zhengzhou, 2009 (Foto: Song Xiaohui, Cui Jians hjemmeside)
Cui Jians næste to cd-udgivelser kom i 1998 og i 2005. Han samfundskritik er ikke længere så meget rettet imod myndighederne som imod den enkelte. Men det er ikke det samme som at sige, at han er blevet tandløs.
For Cui Jian handler det om at tage personligt ansvar for samfundets udvikling, og det føler han, at der er mange, som ikke har forstået. Hans sange handler derfor om ofte om den enkeltes frustration og besvær med at få en hverdag til at hænge sammen og give mening. De handler om falskhed over for andre og samtidig om drømme om mere ærlighed. De handler om angsten for at stå ansigt til ansigt over for problemerne. De handler om at være ligeglad med alt andet end det , der lige optager en selv.
På den måde er han fortsat i opposition til den almindelige populærmusik. Han er såmænd også i opposition til den rockmusik, der siden har udviklet sig i Kina, og som er blevet meget pæn og velpoleret. Cui Jian rocker stadig.
Sådan her lød Cui Jian for 20 år siden, i 1991. I sangen “快让我在这雪地上撒点儿野”
(“Lad mig flippe lidt ud på denne kolde klode”) synger han om trangen til at slippe
det hele løs. “Det, jeg fejler, er, at jeg ikke har nogen følelser. Så lad mig dog
flippe lidt ud på denne kolde klode”.
Gert Holmgaard Nielsen
