Lars Barfoed truer vælgerne med Kina
Partiet Konservative trækker kinakortet.
I den danske valgkamp bringer partilederen for Konservative, Lars Barfoed, nu Kina på banen som den gule fare. Nej, han bruger ikke ordene “den gule fare”, men han trækker dog “kinakortet”, som man ville sige på internationalt nudansk.
I en annonce med overskriften “Arbejdspladser her eller i Kina?” lyder hans påstand, at S og SF vil sende arbejdspladser til Kina, mens Konservative vil sikre danske job. Med andre ord: Rød blok vil sende Danmark lige lukt i gabet på den kinesiske drage, mens Konservative vil kaste sig ind som et skjold mod den store trussel fra Øst.
Inden vi accepterer den udlægning, kunne det dog være interessant at se en opgørelse over hvor mange danske arbejdspladser, der er forsvundet til Kina i løbet af de ti år, hvor Venstre og Konservative har siddet i regering. Det er ikke så få. Det er netop under VK-regeringen, at tendensen er eskaleret.
Begrebet “den gule fare” stammer helt tilbage til sidste halvdel af 1800-tallet, og det dækkede blandt andet frygten i USA for en kraftig tilstrømning af kinesere, som kom for at søge arbejde.
"The Yellow Terror in All His Glory". Racistisk kampagneplakat fra USA, 1899.
Via en massiv og racistisk kampagne samt efterfølgende lovgivning, som holdt ved i adskillige årtier – langt op i 1900-tallet – fik man sat en stopper for den kinesiske indvandring.
Den gule udfordring
I annoncen siger Barfoed, at S og SF vil øge erhvervslivets byrder med højere skatter og afgifter, og dermed tvinge flere virksomheder til at flytte mod øst.
Hvis det var så enkelt at sætte en stopper for virksomhedsflugten, hvorfor er det så ikke sket noget før? Det enkle svar er, at det er fordi, det er en helt anden og massiv udfordring, som Danmark står overfor – en udfordring, som man i partiet Konservative næppe selv har det endelige svar på, hvordan vi klarer. Udfordringen fra Kina er ikke kun dansk en udfordring, der kan løses med en konservativ skattepolitik. Det er en udfordring for hele verden.
Udflytningen af arbejdspladser fra kriseramte vestlige lande til Kina og andre ulande med økonomisk vokseværk har stået på i et par årtier. Det går stærkere nu, og panikken breder sig blandt politikerne, fordi de reelt ikke har noget bud på en løsning.
For kun fire-fem år siden klamrede de sig til håbet om, at det var de arbejdsintensive jobs, som forsvandt, mens vi ville beholde de jobs, der krævede høj uddannelse, og som stillede krav til kreativitet og innovation. Den holdt ikke. Så hvad nu?
De vestlige landet har toppet i udviklingen. Det er i virkeligheden nok det, vi skal indse. Uddannelsesniveauet og velfærden i verden er udlignet i en grad, så vores førhen så klare førerposition er svundet kraftigt ind. Når vi har så indset det, skal vi til at smøge ærmerne op for at undgå, at nedturen bliver for voldsom. Samtidig skal vi tænke os godt om på vej ned, at vi ikke bare kritikløst smider alle vore principper og hårdt tilkæmpede goder overbord.
Ulige konkurrencevilkår
Vi skal nemlig gøre os klart, hvad det er, vi er oppe imod fra for eksempel Kinas side. Er der måske noget at sige til, at man i Kina kan producere til en brøkdel af den danske pris, når de kinesiske arbejdere ikke frit kan organisere sig i fagforeninger?
"Jens Vejmand" findes endnu i Kina. Han er overladt til sig selv, for han må ikke organisere sig i en fagforening. Chongqing, 2006. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
De kan ikke kræve mere i løn, de kan ikke kræve bedre arbejdsforhold, de kan ikke sikre sig mod uretmæssig fyring. Lovmæssigt har de over de seneste år fået tilkendt flere rettigheder, men de har fortsat kun begrænsede muligheder for at stå sammen om at forebedre deres forhold.
Heller ikke på de danske virksomheder i Kina er de kinesiske medarbejdere organiseret i en fagforening. De fleste arbejder under rimelige vilkår, hvis man sammenligner med de generelle forhold i landet. Hvis de havde mulighed for at organisere sig, ville de have større indflydelse, men de må netop ikke oprette deres egen fagforening.
Disse vilkår for de kinesiske arbejdere har vi i Vesten i alle årene accepteret, for det har givet os en åbenlys fordel: Billigere varer. Men kineserne kan også tilbyde billigere arbejdskraft, og nu betaler vi prisen i form af jobflugten til Kina. Og så klynker vi.
Måske skulle vi mande os lidt op og arbejde videre for de menneskerettigheder, som vi førhen talte så meget om. Der er desværre blevet alt for stille. Måske er dette den virkelige “gule fare” – at vi ikke længere åbentlyst (og konstruktivt) tør konfrontere Kina med brud på menneskerettighederne, fordi vi nu i modsætning til før er bange for Kinas reaktion?
Gert Holmgaard Nielsen
