Er Nobelprisen til Liu en
håndsrækning til Kina?
Liu Xiaobo sidder fængslet i Kina, så nobelpris-komiteens formand Tjorbjørn Jagland måtte lægge diplom og medajle på stolen, hvor han skulle have siddet. (Foto bragt med tilladelse af LiuXiaobo.eu)
Naturligvis er tildelingen af Nobels Freds-pris til den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo samtidig en kritik af Kina. Men den norske nobelpriskomites formand, Thorbjørn Jagland, havde dog også et forsonende budskab til den kinesiske regering gemt i sin tale ved ceremonien, hvor systemkritikeren Liu Xiaobo skulle have modtaget sin fredspris.
Det var en tale, som blandt andet aner-kendte Kinas bidrag til bekæmpelsen af fattigdom i verden, men det var også en tale, som understregede, at Kinas øgede betydning i verden giver øget ansvar.
“Med Kinas nye status følger øget ansvar,” sagde Jagland. “Kina må være forberedt på kritik, og se det som noget positivt - som en mulighed for forbedringer.”
Problemet med talen er, hvordan Kinas regering vælger at opfatte den, og hele verden har allerede set, at den har valgt at se den som en fjendtlig handling. Jagland havde tydeligvis gode intentioner på talerstolen, men hans historiske argumentation for, hvorfor prisen nytter, er nok desværre i Beijing blevet opfattet som en bekræftelse af, at man har opfattet situationen helt korrekt.
Sporene skræmmer
Thorbjørn Jagland nævnte priserne til den tyske antinazist Carl von Ossietzky i 1935, den sovjetiske systemkritiker Andrej Sakharov i 1975, den polske fagforeningsformand Lech Walesa i 1983, Burmas demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi i 1991 samt fire priser til sydafrikanske apartheidmodstandere: Albert Lutuli i 1960, biskop Desmond Tutu i 1984 samt den delte pris mellem Nelson Mandela og F.W. de Klerk i 1993.
Og så tilføjede han: “Pointen med disse priser har naturligvis aldrig været at fornærme nogen. Nobelkomiteens intention har været at sige noget om forholdet mellem menneske-rettigheder, demokrati og fred. Og det har været vigtigt at minde verden om, at der blev kæmpet for de rettigheder, som nydes så mange steder i dag, og at de blev vundet af personer, som tog store risici.”
Men det er en stakket trøst for den kinesiske regering, for hvordan gik det lige flertallet af de regeringer i de lande, som de nævnte nobelpristagere havde hjemme i? Sovjetunionen brød sammen, Polens regering blev styrtet, det meste af verden fortsætter boykot og politisk pres på og fordømmelser mod militærstyret i Burma, og Sydafrika endte i et risikabelt systemskifte, som dog endte godt.
Flere gange under nobelkomiteformand Thorbjørn Jaglands tale var der stående ovationer til ære for den fraværende prismodtager, Liu Xiaobo. Liu selv sad i fængsel
under prisuddelingen, mens hustruen, Liu Xia, sad i husarrest.
Hvis dette var Jaglands fremstrakte hånd, så er det ikke en hånd, som den kinesiske regering vil tage imod. Sammenbrud, Kinas Kommunistparti sat fra magten, en inter-national stempling som paria og et systemskifte, der risikerer at splitte hele landet er ikke en cocktail, som hverken Kinas præsident Hu Jintao eller premierminister Wen Jiabao ønsker at sætte læberne til.
Kinesiske alternativer til Liu Xiaobo
Derfor risikerer vi, at Nobelprisen støder kineserne væk i stedet for at inddrage dem, og det er netop, hvad lektor på Aarhus Universitet Clemens Stubbe Østergaard konkluderer i et blogindlæg offentliggjort dagen før nobelprisceremonien. Clemens Stubbe Østergaard peger på, at prisen i stedet kunne være gået til nogle af de organisationer i Kina, som arbejder for inden for lovens rammer for at forbedre menneskerettighederne, og han peger som eksempel på dem, der er beskrevet i min bog ‘Balancegang‘, som udkom tidligere i år.
Professor Li Buyun har grundlagt fire menneskerettighedscentre i Kina. Ville han have været et bedre valg som mod-tager af årets Nobelfredspris? Beijing, 2009. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
På den anden side så er tiderne anderledes i dag end de var i årene mellem 1935 og 1993. Dengang var i Vesten der en ånd, som bød at bekæmpe disse udemokratiske og menneskerettighedsfjendtlige regimer. I dag indser de fleste, at det ikke handler om at bekæmpe Kinas Kommunistparti. Det er hverken muligt eller ønskeligt, for skulle det ske, ville det have voldsomme følger for os alle verden over. Kinas rolle i verden er ikke længere en kuriøs birolle. Det er en hovedrolle, og Kina kan ikke undværes på den verdenspolitiske scene.
Det understregede Jagland da også. “Vi kan til en vis grad sige, at Kina med sin befolkning på 1,3 milliar-der mennesker bærer menneskehedens skæbne på sine skuldre,” sagde han i sin omtrent halv time lange tale.
Jagland kræver modenhed af Kina
Samtidig afkrævede han som allerede nævnt modenhed af det kinesiske styre: “Kinas nye status giver øget ansvar. Kina må være forberedt på kritik og se det som positivt – som en mulighed for forbedringer”.
Det er her, håndsrækningen ligger: Vi vil jer det godt, men vi kræver også noget af jer. Det er et nødvendigt budskab, som Den Norske Nobelkomite skal have ros for at have haft mod til at bringe, for i de seneste år er der færre og færre regeringer, som har turdet agere budbringer af denne besked. Ikke underligt. Norge betaler lige nu den politiske og økonomiske pris for Nobelkomiteens valg, og det er en dyr pris.
Men budskabet er afleveret, og nu står det nærmest som hugget i granit. Det kan ikke viskes væk. Det er en kendsgerning, at Liu Xiaobo har fået denne internationalt aner-kendte pris, og det må kineserne i fremtiden forholde sig til. Det kræver nok lidt tid.
Den umiddelbare reaktion fra en selvbestaltet gruppe i Kina har været at indstifte en ny pris, Konfuziusprisen, som blev tildelt Taiwans tidligere leder af Nationalistpartiet, Lien Chan, dagen før nobelprisceremonien blev afholdt. Men den blev afviklet forhastet og uprofessionelt. Lien Chan vidste ikke engang, at han var blevet tildelt prisen, og han vidste heller ikke umiddelbart, om han ønskede at modtage den.
Gert Holmgaard Nielsen
