OL og Expo

Kinas store chance på verdensscenen

En dreng i anden klasse i en skole i Beijing tegnede denne tegning, som præcist bekriver, hvad kineserne forventede af hækkeløberen Liu Xiang ved OL i Beijing.

De Olympiske Lege i Beijing i 2008 og Verdensudstillingen i Shanghai i 2010 (Expo 2010) var to store og meget prestigefyldte begivenheder, som landede i kinesernes turban, og som de helt overordnet betragtet klarede til en flot guldmedalje.

Medaljen havde naturligvis en bagside – mere om det nedenfor, hvor du kan lytte til nogle af mine radioindslag forud for De Olympiske Lege det år.

Målet for den kinesiske regering var intet mindre end verdens bedste OL, og det var netop den dom, som blev givet – i hvert fald af den Internationale OL-Komite. Under alle omstændigheder er afholdelsen af De Olympiske Lege en logistisk kraftpræstation, og Kina løftede den.

Nationalistisk OL
Kina satte også rekord i antal vundne guldmedaljer. Men den guldmedalje, som skulle have sat prikken over i’et, blev ikke til noget. Liu Xiang var blevet nationalhelt i 2004, da han vandt OL-guld i 110 meter hækkeløb i Grækenland, og han brugte flittigt sin sejr til i medierne at udbasunere, at nu er Kina på vej. Det gjorde han med udsagn i retning af: “De sagde, at kineserene ikke kunne vinde en guldmedalje i atletik. Jeg har vist det for hele verden, at vi kan.”

Liu Xiangs skuespil foran snesevis af tusinder af kinesiske fans, som var
mødt op i Fuglereden for at se ham vinde guld. Hvis han virkelig var så skadet,
at han ikke kunne gå uden at humpe, var der ikke nogen grund til overhovedet
at stille op – udover naturligvis den pr-mæssige grund.

Men i løbet af foråret 2008 fik han en skade, som blev holdt hemmelig. Derfor var det også en overraskelse for de fleste, da han ikke kunne gennemføre sit første kvalifikationsløb i Fuglereden.

Spil for galleriet
Det, som stod klart, var, at han blev nødt til at gå ind på banen for ikke at skuffe sine kinesiske fans. Her opførte han et lille skuespil med humpen og grimasser, inden han stillede til start. Han vaklede ud af banen allerede inden den første hæk.

Men det kinesiske publikum – og alle hans sponsorer – tilgav ham øjeblikkeligt. Hans status var allerede så stor, at skuffelsen i offentligheden nærmest øjeblikkeligt forvandlede sig til sympati. Liu Xiang havde jo kæmpet for sit land, men nu måtte han såret trække sig ud af kampen – med ære.

Og det var i høj grad det, som OL drejede sig om: Kinesernes kamp for deres land, deres kamp for at vise, at Kina er med i den internationale elite igen, sportsligt såvel som i alle andre henseender.

Verdensudstillingen var Kinas anden store chance på verdensscenen. Den blev holdt, efter at jeg forlod Kina, men jeg besøgte den i sommeren 2010. Derfor finder du her en kronik, som jeg skrev i Politiken og en udgave af P1 Debat, som jeg deltog i for at diskutere, hvorvidt de 150 millioner kroner, som Danmarks pavillon kostede, var givet godt ud.

Gert 2011

Tilbage til toppen

Tilbage til Diverse

Der er lukket for kommentarer.