Dokumentar om Ai Weiwei

Solidt portræt af en provokunstner

Filmen går kun til og med den 5. september, så man skal være hurtig. Se den i Vester Vov Vov, Gentofte Bio eller Øst for Paradis.

Amerikanske Alison Klaymans dokumentarfilm om Ai Weiwei havde premiere i Danmark i går. Og der behøves ikke mange ord: Se den!

Hvorfor? Alison Klayman fulgte den kinesiske provokunstner fra 2008 til 2011, fire vigtige år i Ai Weiweis professionelle liv.

Hun dokumenterer hans arbejde og lader os virkelig forstå, hvor fokuseret, hårdtarbejdende og seriøs en kunstner og politisk aktivist, han er.

Filmen indledes med, at han fortæller om én af sine 40 katte. Det er kun denne ene, som har fundet ud af at aflure menneskene kunsten at åbne en dør. Og vi ser katten hoppe op, trykke håndtaget ned, så døren springer op, og derefter smyge sig igennem åbningen.

- Forskellen på katte og mennesker er, at ingen katte lukker døren efter sig, konstaterer Ai Weiwei.

Er Ai Weiwei så Kinas politiske aktivist-kat? Eller smækker han døre i bag sig? Nytter hans konfrontatoriske metoder? De står under alle omstændigheder i stærk kontrast til de menneskerettighedsforkæmpere, jeg har interviewet i min bog “Balancegang“, som taler for at konfrontere myndighederne på myndighedernes præmisser med gældende lov som våben.

Ai Weiwei blev i 2009 opereret i Tyskland for en blodansamling i hjernen. Han var en måned tidligere blevet slået i hovedet af en kinesisk betjent. (Fra Ai Weiweis twitter-konto)

Med livet som indsats
Det er sådan set også det, Ai Weiwei gør, men samtidig er han ikke bange for at råbe op og gøre alle i hele verden opmærksom på de uretfærdigheder, som han vil have rettet op på. Det er her, at myndighederne står af og slår til. Men når Ai Weiwei møder modstand, bliver han bare mere stædig. Han kan også blive aggressiv. I filmen angriber han en betjent, som året før har slået ham i hovedet – et slag, som var ved at koste ham livet.

Og han slår igen. Bogstaveligt talt. Da Ai Weiwei et år senere møder betjenten og genkender ham, skælder han ud, skubber og slår solbrillerne af betjenten.

- Det er ikke personligt, forsikrer han.

- De skal bare vide, at deres opførsel har en pris.

Hans provokatoriske adfærd gør ham kontroversiel blandt andre, som arbejder for at fremme menneskerettigheder i Kina. Gavner det sagen? Ai Weiwei mener, at man skal bruge loven, indgive klager, lægge sag an. Men han mener også, at når man så er blevet åbentlyst ydmyget ved at myndighederne negligerer loven, afviser klagerne og vinder alle sager, så har man lov til at blive grov. Ellers er man helt til grin, som han siger.

Den private Weiwei
Ai Weiwei dokumenterer alt, hvad han laver. Han fotograferer, filmer, skriver og taler, og alt lægges ud på internettet, så det kan ses, læses og høres af alle. Det har sikret, at han nu er en dissident, som er svær for myndighederne at røre. Alison Klaymans dokumentar forstærker kun hans skjold.

Udover den politiske og den kunstneriske Ai Weiwei får vi også et lille privat smugkig. Ai Weiweis mor er dybt bekymret for, hvad der kan ske med hendes søn, men han har ikke lyst til at tale med hende om det. Det gør ham forlegen.

Ai Weiwei kan være meget lidt subtil i sin politiske kunst; her i en videoinstallation, hvor han og andre proklamerer: "Fuck you, Motherland!" (Still fra filmen)

Vi møder også hans kone, som han har været sammen med i 16 år. Men hun forsvinder lige så stille ud af historien. Ind kommer i stedet en lille halvandet år gammel dreng. Det viser sig at være Ai Weiweis søn, som han har fået med “en kvinde”.

Ai Weiwei er tydeligvist utilpas ved at tale om det, men indrømmelsen falder hen ad vejen: Drengen er resultatet af et udenomsægteskabeligt møde, og Ai Weiwei trækker bare lykkeligt på skuldrene. Det var ikke meningen, men han nyder åbenlyst sin nye rolle som far. Nærmere kommer vi ikke. Konen ser vi ikke mere til, men vi er flere gange med Ai Weiwei på besøg hos drengen og hans mor.

Fokus i filmen er jo dog også Ai som politisk kunstner: Baggrund, mål og midler. Og vi får hele historien fra forfølgelserne i 1950′erne af hans far, Ais beslutning om at forlade Kina – han tilbringer som ung kunstner 12 år i New York – hans beslutning om at vende hjem, hvor han først samarbejder med et schweizisk arkitektfirma om det internationalt berømmede design af OL-stadionet i Beijing for derefter pludselig i 2008 at slå i bordet for menneskerettighederne, hvorefter myndighederne begynder at slå igen.

Formmæssigt er det ikke nogen revolutionerende dokumentarfilm, men i indhold er den spændende. Givet Ai Weiweis hang til dokumentation mangler der ikke billeder, og Alison Klayman får masser af information ud af sine interviews med Ai og alle omkring ham.

Dette er en fin BBC-dokumentar om Ai Weiwei, lavet før og under Ais udstilling
på Tate Modern i London i 2010/2011. I forhold til Alison Klaymans dokumentar
giver den mere information om Ai Weiweis far, den berømte digter Ai Qing, samt
Ai Weiweis ophold i New York som ung i 1980′erne og først i 1990′erne.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Om Gert Holmgaard Nielsen

Jeg er uddannet journalist samt exam.art. i østasiatiske studier. I dag underviser jeg i kinesisk på gymnasieniveau. I årene fra 2003 til 2009 var jeg korrespondent i Beijing for bl.a. DR Nyheder. Fra 1994 til 1996 studerede jeg kinesisk i Beijing, samtidig med at jeg arbejdede som freelancejournalist. Læs mere under menuerne "Kontakt og CV" samt "Om Kinakontoret" ovenfor til højre.
Dette indlæg blev udgivet i Ai Weiwei, Demokrati, Kunst og kultur, Menneskerettigheder, Politik, Samfund. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.