Kinesisk mistro førte til Yueyues død
I 2009 kørte der en debat på internettet om en ældre herre, der var faldet på vej ud af en bus (klik på billedet til højre).
Dér lå han, mens en masse andre, der ventede på deres bus, stod og så på. Ingen kom til for at hjælpe – ikke før den gamle mand råbte: “Det var min egen skyld. I skal ikke være bange. Det var ikke jeres skyld.”
Først herefter turde nogle af de mange ventende komme manden til hjælp.
Det var forfærdelige billeder, der gik rundt i sidste uge. Vi har nu alle set overvågningsbillederne af den to-årige Wang Yue – eller Yueyue, som den lille pige blev kaldt af sine forældre – hvor hun bliver kørt over hele to gange af hver sin chauffør, som begge vælger at stikke af og lade hende ligge tilbage og dø.
I Foshan, hvor Wang Yue blev kørt ihjel,
er folk nu blevet overivrige for at hjælpe andre i nød.
For risikabelt at hjælpe
Men det var ikke det værste. I ti minutter lå den lille, hjælpeløse pige døende i en pøl af blod, mens ikke mindre end 18 personer gik lige forbi hende uden så meget som at stoppe op og overveje at hjælpe hende.
Hele Kina har spurgt sig selv, hvordan det kunne ske. Men det er ikke første gang, at netop denne diskussion har kørt. Den har været mere intensiv denne gang, dels fordi det har handlet om en lille, sagesløs pige, dels fordi der var levende billeder af ulykken, og endelig fordi det hele kan lægges ud på internettet og ses, læses og kommenteres af alle verden rundt.
Et af de helt store problemer, som kan være en meget væsentlig årsag til, at Yueyue blev ignoreret, mens hun forblødte på gaden, er, at de fleste kinesere ikke tør hjælpe andre i nød. De er bange for, at de ender med at blive dømt skyldige i det, der er overgået den, de har forsøgt at hjælpe. Akkurat som i tilfældet med den ældre mand, som faldt på vej ud af bussen.
Flere steder i Kina – også i Foshan – har der været
demonstrationer for mere medmenneskelighed.
Jeg har mine egne eksempler. I sommeren 1996 væltede jeg på cykel på en meget befærdet ringvej i Beijing lige ud for et busstoppested. Jeg slog mig voldsomt og havde svært ved at komme på benene igen, men ingen af de mange folk, som stod og kiggede på mig fra stoppestedet så meget som rørte sig. Ingen kom mig til hjælp.
For dyrt at spille barmhjertig samaritan
I sommeren 2008 sad jeg som passager i en bil. Vi var endt i en trafikprop. Da vi nåede længere frem viste det sig, at proppen var skabt af en ældre mand og hans kone på en ladcykel. Ladcyklen stod midt på vejen, og dér sad manden med sin bevidstløse kones hoved i skødet. Hun blødte.
Den ulykkelige mand kiggede bønfaldende op på alle os forbipasserende, og jeg bemærkede til chaufføren, at vi måtte da stoppe og hjælpe. “Nej,” lød svaret. “Vi risikerer bare, at han beskylder os for at have kørt ind i ham, og så risikerer vi at blive dømt.” Vi kørte forbi, som alle de andre.
Jeg har oplevet flere eksempler, og du kan finde endnu flere på internettet.
Et af de kendte er et eksempel fra Nanjing. Eng ung mand ved navn Peng Yu, blev dømt skyldig, efter at have hjulpet en ældre dame, der var faldet.
Den ældre dame anklagede ham nemlig for at have skubbet til hende. Dommerens logik: Hvis ikke Peng Yu var skyld i den ældre dames kvæstelser, hvorfor skulle han så have gjort så meget for at hjælpe hende?
Med denne særlige kinesiske logik er der ikke så meget at sige til, at så mange gik forbi den lille Yueyue. En lignende dom ville ruinere dem. Peng Yu måtte betale 40.000 yuan til den ældre dames udgifter til lægebehandling. Det svarer til omkring 30.000 kroner. For en almindelig, moderne byboer i Kina kan det svare til alt mellem en hel og en halv årsløn.
Gert Holmgaard Nielsen