Ai Weiwei kæmper videre på Twitter
Ai Weiwei giver den som kinesisk dørgud - og giver fingeren. Dørguder er krigersiske figurer, som man til nytår hænger på dørene for at holde onde ånder ude.
Den kinesiske provokunstner Ai Weiwei havde en meget omtumlet tilværelse i 2011. Man kan få et lille indblik i, hvordan han selv oplevede det, ved at læse hans egne Twitter-beskeder på nettet.
Jeg beskriver året set fra Ai Weiweis Twitter-vinkel i Kroniken i Politiken i dag. Men man skal besøge Louisiana, hvis man vil tæt på hans politiske virke ved siden af arbejdet som moderne kunstner.
Louisianas udstilling med værker af Ai Weiwei slutter ikke før midt i februar. Men det er ikke så meget de fysiske værker, der er interessante. Det er dokumentarfilmene, som han selv har lavet, der fortæller mest om den politiske side af hans arbejde.
Da udstillingen med værker af Ai Weiwei åbnede på Louisiana i november 2011,
var kunstneren Ai Weiwei med fra Beijing på et videolink og besvarede spørgmål
fra kunstneren Olafur Eliasson. Ai Weiwei havde ikke tilladelse til at forlade Kina.
De er en tung omgang at komme igennem. Den korteste varer næsten en time og 20 minutter. Den længste varer i tre timer. Han kan tilsyneladende ikke ytre sig på film i kortere tid end spillefilmslængde. Helst gør han det i helaftensfilmslængde. Desværre mestrer han ikke at skrue fortællingen godt sammen. Men indholdet er ikke desto mindre dramatisk.
Sidste år havde Gl. Holtegaard et enkelt af Ai Weiweis værker udstillet. København, 2011. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
Kampen for at huske de døde børn
To af filmene er særligt interessante: Den korteste og den længste. “Lao Ma Tu Hua” fra 2009 (79 minutter) handler om kampen for at få lov til at offentliggøre navnene på de mere end 5.000 børn, som omkom ved jordskælvet i Wenchuan i maj 2008.
Ai Weiwei og en række andre andre frivillige kastede sig ud i opgaven for at hjælpe initiativtageren Tan Zuoren, som i dag sidder i fængsel for netop dette projekt.
De kinesiske myndigheder gjorde alt, hvad de kunne for at læge låg på forud for OL i Beijing senere samme år. Problemet var, at skolebygningerne, som styrtede ned over børnene, burde have været jordskælvssikrede. Hvor var pengene til jordskælvssikringen blevet af?
I filmen følger vi – meget kronologisk dokumenterende – hvordan Ai Weiwei og andre prøver at hjælpe en anden frivillig hjælper fri, efter at hun er blivet arresteret af politiet. Vi følger, hvordan politiet bevidst trækker tiden ud med søforklaringer og skænderier om juridiske spidsfindigheder med Ai og hans advokater. Og så pludselig – mens parterne sidder og skændes – røber politiet, at hun da forresten allerede er løsladt.
Personligt forstår jeg ikke Ai Weiweis kunst. Det er det, som han bruger kunsten til, der gør ham interessant. Louisiana, 2011. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
Det er ikke nogen flot produceret dokumentar, men den skildrer meget virkelighedsnært, hvordan de kinesiske myndigheder kører rundt med folk, der bliver betragtet som besværlige. Derfor er den interessant.
Og så giver filmen et godt indblik i Ai Weiweis usædvanligt aggressive stil over for myndighederne.
En unfair retssag
I den rigtigt lange dokumentarfilm, “One Recluse” fra 2010 (180 minutter), følger Ai Weiwei en far til en ung mand, som er blevet dømt til døden. Sønnen, Yang Jia, har slået en håndfuld betjente ihjel på en lokal politistation i Shanghai, fordi han har følt sig uretfærdigt behandlet under en kortvarig anholdelse nogen tid tidligere. Han har fortalt, at han dengang blev tortureret.
Der er ikke nogen i filmen, der vil stille sig op og forsvare Yang Jias udgerning – den kan ikke forsvares – men mange forstår alligevel hans vrede mod politiet, og de fleste stiller alvorlige spørgsmål til retssagen mod ham.
Det fremgår for eksempel, at politiet tvinger Yang Jias mor til at underskrive en aftale om at ansætte en bestemt forsvarsadvokat til Yang Jia. Derefter forsvinder moren. Yang Jias far, som er skilt fra moren, kan slet ikke komme ind i sagen. Han bliver aktivt holdt udenfor af myndighederne, og han stoler ikke på den hyrede forsvarsadvokat. Men han kan ikke gøre noget for at få en ny.
Louisiana har købt Ai Weiweis kamfertræer, som er blevet skåret i stykker og samlet igen. Louisiana, 2011. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
Selve dokumentaren er en rodet affære, og man skal spidse øjne og ører for at følge med.
Ai Weiwei vælger at lade det kronologiske forløb fortælle historien, hvor det ville have hjulpet gevaldigt på fortællingen, om der havde været en forklarende speak ind imellem.
En mors stærke fortælling
Den sidste time af dokumentaren er ubetinget den mest interessante. Den kan næsten ses for sig, og den er da også hægtet på dokumentaren som et efterspil. Efterspillet består af et interview med moren, som bliver løsladt umiddelbart før, sønnen henrettes. Hun fortæller, at hun får lov til at besøge ham, men på det tidspunkt aner hverken hun eller sønnen, at det er sidste gang, de ses.
Yang Jias mor fortæller også om, hvordan hele forløbet bag hendes flere måneder lange tilbagholdelse var. Hendes historie er meget tydelig og velfortalt. Hun fortæller helt nede på jorden, detaljeret og uden tårer om, hvordan hun blev holdt hen og løjet for. Gribende.
På Louisianas udstilling af Ai Weiweis værker kan man se denne videooptagelse;
et interview med kunstneren lavet på Louisiana i december 2010, da man forberedte
udstillingen. Det var da meningen, at han skulle lave helt nye værker, som ville blive
præsenteret første gang her. Det satte den lange fængsling af ham i 2011 en stopper for.
Men som sagt: Man skal være en noget tålmodig tilskuer, når man ser Ai Weiweis dokumentarfilm. Den tredje, som handler om hans udstilling i den tyske by Kassel i 2007 (“Fairytale”, 2007, 152 minutter), er en meget langtrukken, ufokuseret omgang. Den kan du roligt springe over.
Alison Klayman (tv) har i disse dage premiere på en dokumentarfilm om Ai Weiwei (th) på Sundance Festival i USA. Beijing, 2008. (Foto: Alison Klayman)
Til gengæld kan vi se frem til en helt ny dokumentar om Ai Weiwei selv, Alison Klaymans “Ai Weiwei Never Sorry”. Den har premiere på Sundance Festival, som åbnede i går. Klayman fulgte Ai Weiweis politiske arbejde i 2008 og 2009, og de klip, som hidtil har været offentliggjort, tegner lovende.
Weiwei i modvind
Weiweis år 2011 ganske kort: Hans nyopførte atelier i Shanghai blev revet ned i januar, i april blev han varetægts-fængslet i 81 dage uden forklaring og siden dømt for skatteunddragelse. Dommen lød på 15 millioner yuan i tilbagebetaling og bøde. Utallige af hans “followers” på Twitter samt øvrige sympatisører reagerede ved at sende ham penge – det endte med at løbe op i mere end otte millioner yuan.
Det gjorde, at Ai Weiwei kunne anke dommen. For at anke dommen, skulle han nemlig betale 8,5 milloner yuan, mere end halvdelen af det beløb, som han var dømt til at betale. Og han bruger fortsat aktivt it-medierne og den internationale presse til at fastholde sin modstand imod de kinesiske myndigheder.
Alt dette skrev Ai Weiwei løbende om på Twitter i 2011. Det kan du som nævnt læse mere om i Kroniken i Politiken, som jeg har skrevet til i dag.
Den amerikanske dokumentarist Alison Klayman fortæller her om sin dokumentarfilm om Ai Weiwei. Den har premiere om et par dage på den amerikanske Sundance Festival.
Gert Holmgaard Nielsen
