Li Kunwus blændende trilogi afsluttet
Mangler du en julegaveidé til en, du kender, som interesserer sig for Kina? Li Kunwus tegneserie-romantrilogi “Et kinesisk liv” kunne være et rigtigt godt bud.
Trilogien er helt ny. Tredje del af den danske version udkom i september.
Li Kunwu beskriver i en flot og meget traditionel kinesisk streg sin egen og Kinas historie fra 1950 og helt frem til 2010.
Og selvom Li både bor i Kina og er medlem af Kinas Kommunistparti, viger han ikke uden 0m at træde på de ligtorne, som Kinas historie er så fuld af.
Det er ikke sådan, at han indtager den gængse vestlige holdning til Kulturrevolutionen og studenterdemonstrationerne i 1989, men han tager klar stilling, og han fortier ikke problemerne. Han beskriver alle væsentlige historiske milepæle ud fra sine egne oplevelser.
Der er med andre ord tale om en selvbiografisk historiefremstilling. Vi kan ikke forlange af Li Kunwu, at han skal bidrage med mere opklaring af historien end den, som han selv forstod, da han stod midt i det. Til gengæld virker Li ærlig i sin fremstilling. Han kommer tilmed Vesten i møde ved at fortælle om sin holdning til studenterdemonstrationerne i Beijing i 1989, selvom han ikke var personligt tilstede.
Så her er Kinas nyeste historie i tegneserieform i tre bind. Spændende læsning med mange interessante detaljer, som kun det kinesiske øje kan fange og fremstille det. Trilogien er måske lidt omkostningstung en gaveidé – 300 kroner pr. bind – men jeg synes, at man får rigtigt meget for pengene.
Du kunne jo eventuelt nøjes med at give bind ét i gave. Den vil højst sandsynligt pirre nysgerrigheden hos modtageren.
Læs mine omtaler af hvert bind af Li Kunwus historie under menupunktet tegneserier.
Læs mere på forlaget Alvildas hjemmeside.
Gert Holmgaard Nielsen