Verdens hajbestande er fortsat
truet af Kinas stigende velfærd
Yao Ming blev i 2007 brugt til at gøre sine landsmænd opmærksomme på, at det er skidt at spise hajfinne-suppe. Beijing, 2007. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
I Kina er det blevet rigtigt populært at spise hajfinnesuppe. Hajfinnesuppe er dyrt, men for en kineser er det netop vigtigt at vise, at han har råd – især når han er vært og skal kræse for sine gæster.
Problemet er, at der nu er så mange kinesere, som ønsker at stille deres velstand til skue, at det truer verdens hajbestande. Og det er ikke nogen egentlig nyhed.
Frugtesløs kampagne
Allerede for fem år siden lavede jeg et radioindslag til Miljømagasinet, der handlede om, at miljøorganisationen WildAid lancerede en kampagne i Kina for at ændre folks syn på det at spise hajfinnesuppe. Men som man kunne forsikre sig om i DR’s Orientering i går, har kampagnen ikke haft den store virkning – heller ikke selvom man benyttede sig af en stjerne som basketballspilleren Yao Ming.
Hajfinnesuppe a la carte, en skålfuld for mellem 188 og 298 yuan. Beijing, 2007. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
Kina spiller en meget vigtig rolle for hajernes fremtid. Bestandene af stort set alle typer hajer var allerede i 2007 i kraftig tilbagegang, og flere trues af decideret udryddelse, hvis ikke overfiskeriet af dem stoppes.
Kineserne viser sig at være de store syndere i det spil. Spørgsmålet er, hvordan man kan få dem til at indse, at de må ændre spisevaner – for hajernes skyld. Det har ikke været nok at trække en super-sportsstjerne som Yao Ming af stalden.
Rigdom skal stilles til skue
Som jeg har antydet ovenfor, og som jeg forklarer i mit indslag til Miljømagasinet fra 2007, er det centrale problem, at kineserne ikke bare ønsker at blive velhavende; de ønsker også at vise, at de er det. I Kina er det særligt vigtigt at passe og pleje sine kontakter for at sikre sig mulighed for forfremmelse næste gang, eller at den næste kontrakt med den store kunde bliver underskrevet.
Det er vigtigt, at man som vært viser, at man er villig til at spendere ødselt på sin gæst. Og her kommer hajfinnesuppen ind i billedet.
Hajfinner er nemme at få fat i i Kina. Her ligger de på hylden i en lille kolonialforretning - stykvis eller pakket. Beidaihe, 2008. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
Hajfinnesuppe er dyrt, og det er en delikatesse – dog mest på grund af prisen. I sig selv smager den trævlede hajfinne ikke af noget. Og i suppen minder den mest om glasnudler.
Trist skæbne
Så meget desto mere virker det meningsløst, at hajerne, som har klaret sig igennem millioner af års evolution, skal forsvinde for altid, kun fordi deres finner skal bruges til at imponere chefen, den lokale embedsmand eller politikeren i verdens mest befolkningsrige land.
Når hajen bliver fanget, skærer fiskerne straks finnerne af og smider hajen ud igen. Det er finnerne, de kan tjene store penge på. Uden finner kan hajen ikke svømme, og den dør hurtigt, mens fiskerne stuver finnerne ned i lasten til de øvrige, som vil sikre en god hyre, når båden næste gang går i havn. Det ændrer dyre kendiskampagner ikke på fra den ene dag til den anden.
Gert Holmgaard Nielsen
