Thorning-Schmidt forlanger fokus på
menneskerettighederne – også i Kina

Kina holder sin egen fane højt, og det skal vi samtidig gøre i Danmark. Det er der ingen modsætning i. Beijing, 2007. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Danmarks nyslåede statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), kræver nu i utvetydige vendinger, at alle ministre i hendes regering skal medvirke til at fremme menneskerettighederne. Det fremgår af forsiden på Berlingske i dag.

“Det har været kutyme i de sidste mange år, at vi nævner menneskerettigheder, og det vil vi selvfølgelig også gøre, når vi er i kontakt med kineserne fremover,” siger statsministeren til Berlingske.

Når hun specifikt nævner Kina, er det fordi hendes minister for samhandel og investeringer, Pia Olsen Dyhr (SF), i går sagde, at hun ikke ville love at nævne menneskerettighederne hver eneste gang, hun kommer i kontakt med kineserne.

“Det kune jo også være, at jeg kom til Kina i en sammenhæng, hvor det ikke var oplagt at snakke menneskerettigheder,” sagde hun. Efter kritik fra menneskerettigheds-organisationen Amnesty har Helle Thorning-Schmidt nu rammet en pæl igennem den misforståelse.

Ikke så problematisk, som Berlingske hævder
Berlingske sætter spørgsmålstegn ved, om denne politik nu også er klog, og om den i virkeligheden ikke kan blive et problem for Danmarks samhandel med Kina. Det er underforstået, at fornærmer man den økonomiske gigant ved at kritisere, risikerer man, at det giver økonomisk bagslag.

Den kinesiske regering tåler ikke, at nogen vestlige regeringsledere mødes offentligt med Dalai Lama. København, 2011. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Avisen nævner, at Norge endnu har store problemer, efter at den norske nobelkomié for et år siden tildelte Nobels Fredspris til systemkritikeren Liu Xiaobo. Den nævner også de problemer, som den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fik med Kina, efter at han i 2009 mødtes med Tibets landflygtige leder, Dalai Lama.

Det er imidlertid to eksempler, som ikke holder. Når en dansk minister bag lukkede døre diskuterer menneskerettigheder med sin kinesiske modpart, er det noget helt andet end en direkte og offentlig kritik – sådan om Kina opfattede tildelingen af Nobels Fredspris til Liu Xiaobo og Lars Løkke Rasmussens møde med Dalai Lama.

Den kinesiske regering har ikke decideret noget imod at diskutere menneskerettigheder under ordnede forhold. Menneskerettighederne blev i 2004 skrevet ind i den kinesiske forfatning, så selve ordet “menneskerettigheder” er ikke et fyord, som det ellers tidligere har været.

Menneskerettighederne er ikke tabu i Kina. De kan diskuteres inden for visse rammer. Læs mere om det i min bog Balancegang (klik på billedet).

Grænser for kritik
Den kinesiske regering har derimod et problem, når den bliver kritiseret offentligt på områder, som den opfatter som principielle og afgørende for landets sikkerhed.

Tibet er sådan et område. Den kinesiske regering tåler ikke, at der bliver sat spørgsmålstegn ved, at Tibet er en del af Kina. Og den tåler heller ikke en så direkte og offentlig kritik af en dom over en politisk dissident, sådan som tildelingen af Nobels Fredspris til Liu Xiaobo blev opfattet.

Herhjemme har det danske Institut for Menneskerettigheder da også i mere end en halv snes år bevist, at det kan lade sig gøre at samarbejde med kinesiske NGO’er og offentlige institutioner om forbedring af menneskerettighederne. Det fremgår med al tydelighed af min bog Balancegang, som indeholder interviews med mange af dem, som instituttet samarbejder med.

Der er god grund til at glæde sig over, at Helle Thorning-Schmidt helt fra starten har sat en høj standard for menneskerettighederne. Det behøver ikke at blive noget problem for dansk erhvervslivs muligheder for at sikre sig kontrakter med kinesiske kunder.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen