Kina i radioen

Lærerigt radio om Kinas dagligdag kultur, modernitet og værdier

Dagens Apropos handlede blandt andet om den centrale styring af medierne i Kina. Beijing, 2007. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Mikkel Krause, vært på P1′s daglige program Apropos, har hele ugen beskæftiget sig med Kina.

Temaet er “kineserne kommer”. Ja, vi har hørt den overskrift før, og den lyder truende. Men Mikkel Krause prøver at forstå kineserne og se på, hvad vi mon kan lære af dem.

I dag havde han Anne Wedell-Wedellsborg i studiet. Hun er professor i kinesisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet og blev spurgt ud om den kinesiske kultur, og hvad den vil komme til at betyde for os – set i lyset af Kinas udvikling de seneste mange år.

Tid til at blive klogere
I Apropos er der tid til kloge spørgsmål og tid til at besvare dem … derfor kan man på en halv time blive en hel del klogere på Kina. Så hvis du gik glip af dagens udsendelse, anbefaler jeg, at du går ind på Danmarks Radios hjemmeside og lytter til udsendelsen dér.

Udsendelsesrækken startede i mandags med fokus på kinesiske værdier. Christian Nielsen, som er sinolog og forfatter, har forsket i kinesisk sprog og kultur i mere end 20 år. Han kom til orde i det første program i serien, hvor han blandt andet fortalte om konfucianismen. Som han sagde: “Konfucianismen er rygsøjlen i kinesisk kultur”.

Tirsdagens udsendelse, nummer to, handlede om modernitet i Kina. Dagens gæst var Mette Holm, som er journalist, forfatter og foredragsholder. Gennem de sidste tre årtier har hun beskæftiget sig meget med Kina.

Og apropos den centrale styring af medierne: Her ser du forsiden af Folkets Dagblad den 6. marts 2009 ...

I udsendelsen kom hun blandt andet ind på den øgede polarisering af samfundet som en bivirkning af moderniseringen.

Overhalingsspor og krybespor
Hun sagde blandt andet: “De økonomiske reformer, som har stået på siden 1981, har betydet, at Kina igen er blevet opdelt i forskellige klasser, forskellige hastigheder og spor – der er både overhalingsbane og krybespor. Og de mennesker, der har forstået at omstille sig fra formynderstaten, de har fået gavn af den øgede frihed. Men dem, som har haft svært ved omstillingen, svært ved selv at skulle tage initiativ osv., de er i høj grad blevet hægtet af.”

Onsdag interviewede Mikkel Krause Simon Rom Gjerø, som har boet i Beijing siden 2003. Her handlede det om dagligliv i Kina. Simon Rom Gjerø fortalte blandt andet om, hvordan etbarnspolitikken også påvirker ham. Han er nemlig kinesisk gift.

“Allerede da min kone blev gravid med vores første barn, skulle universitetet, hvor hun underviser, godkende barnet, på den måde, at de sikrede, at vi ikke havde børn i forvejen. Så får man en lille bog med de stempler, der giver ret til barsel og senere skolegang,” fortalte han.

... og sådan så forsiden på samme avis ud året før, den 6. marts 2008. Begge forsider fokuserer på åbningen af parlamentets årlige samling.

Vi kan lære af kineserne
Og i dag var det så Anne Wedell-Wedellsborg, som fortalte om kinesisk kultur. Den kommer vi til at mærke mere og mere til i Vesten, mente hun.

“Der er da ingen tvivl om, at Kinas opblomstring på verdensscenen betyder, at vi vil blive meget mere påvirket,” sagde hun i udsendelsen.

“Vi kan jo allerede se det med inspirationen fra det kinesiske uddannelsessystem, hvor der tales om tigermødre osv. Vi ser også kinesiske film, og vi har længe haft kinesiske restauranter.”

Og måske vil vi opdage, at vi også kan lære af kinesernes kultur. Det mente professoren i hvert fald, at vi kan.

“Man kan måske håbe, at den del af konfucianismen, der handler om medmenneske-lighed, pligtetik, respekt for lærdom og for ældre, det er måske noget, vi godt kan bruge her i Vesten”, bemærkede Anne Wedell-Wedellsborg.

I morgen slutter serien, som det er sædvane i Apropos, med et sammendrag af ugens fire udsendelser. Mikkel Krause gør status over, hvad kineserne mon kommer med, når de kommer.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Om Gert Holmgaard Nielsen

Jeg er uddannet journalist samt exam.art. i østasiatiske studier. I dag underviser jeg i kinesisk på gymnasieniveau. I årene fra 2003 til 2009 var jeg korrespondent i Beijing for bl.a. DR Nyheder. Fra 1994 til 1996 studerede jeg kinesisk i Beijing, samtidig med at jeg arbejdede som freelancejournalist. Læs mere under menuerne "Kontakt og CV" samt "Om Kinakontoret" ovenfor til højre.
Dette indlæg blev udgivet i Kunst og kultur, Samfund. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.