Kina fordømmer vestlig fordømmelse

Siden jordskælvet i Sichuan i maj 2008 har Ai Weiwei fokuseret lige meget på politik og kunst. Her går han tæt på med sit kamera under en demonstration, formentlig i Chongqing i august 2009. (Foto fra hans twitter-konto)
Både USA og EU har kraftigt fordømt anholdelsen af den kinesiske provo-kunstner Ai Weiwei. Ingen er blevet informeret om, hvorfor han er anholdt, eller hvor han nu opholder sig.
Men nu svarer den kinesiske avis Global Times (Huanqiu Shibao, 环球时报) igen. I en leder fordømmer avisen Vestens indblanding i interne kinesiske affærer.
Mulige årsager
I Deadline 22.30 (gå ind på tidskode 17:25) i går diskuterede jeg med den landflygtige kinesiske digter Feng Jun alias Jimbut, hvad baggrunden for anholdelsen af Ai Weiwei kan være. Der er mange muligheder, men to synes at være de mest sandsynlige: Den ene er, at myndighederne fortsat er bange for, at den fortsatte Jasminrevolution i Mellemøsten og Nordafrika skulle gå han at inspirere for mange til oprør i Kina.
Den anden mulighed er, at der kan være et internt magtopgør i gang inden for i Kinas Kommunistparti. Der er mindre end to år til, at Kinas nuværende regering skal gå af, og nye ansigter skal findes til de ledige poster. Og i virkeligheden er det sandsynligvis en kombination af begge.
Kritik fra Global Times
Global Times er en avis under Folkets Dagblad (Renmin Ribao, 人民日报), der er officielt talerør for Kinas Kommunistparti. Det er hongkong-avisen South China Morning Post (SCMP), som citerer kritikken, der formentlig stammer fra Global Times’ engelske version. Det fremgår ikke, om den kinesiske version også indeholder en lignende leder, der handler om Ai Weiweis anholdelse og Vestens kritik. Mit gæt vil være, at det gør den ikke.
Avisen beskylder vestlige regeringer for at bruge sagen om Ai Weiwei til at angribe Kinas forhold til menneskerettighederne, selvom de ikke er i besiddelse af oplysninger om, hvad der er sket med Ai Weiwei eller hvorfor. “Det er et forhastet angreb mod Kinas fundamentale juridiske suverænitet, ” skriver Global Times’ lederskribent ifølge SCMP.
Ai Weiweis udstilling af millioner af solsikkefrø i porcelæn fortsætter på Tate
Modern i London. Museumsledelsen fordømmer anholdelsen af udstilleren.
Udstillingens sidste åbningsdag er 2. maj (se anmeldelse i Politiken her).
Der bliver taget klart stilling for anholdelsen i Global Times. Lederskribenten skriver blandt andet: “Ai Weiwei selv er formentlig klar over, at når han bare gør, hvad der passer ham, så kommer han ofte tæt på grænserne i kinesisk lov.”
Og videre: “Når Ai Weiwei bliver ved med at løbe frem og angribe, er det sandsynligt, at han en dag vil ramme grænsen. Historien vil fælde sin egen dom over folk som Ai Weiwei, og inden da kan de blive nødt til at betale en pris for deres egne særlige valg.”
Gert Holmgaard Nielsen