Nordkorea får ingen
officiel kritik fra Kina
Kim Jong-il som fireårig i 1945 på skødet af sin far, grundlæggeren af Nordkorea Kim Il-sung. Politisk har han siddet på skødet af sin far, lige siden han blev kørt ind som arvtager i 1980'erne. Kim Il-sung døde i 1994. (Foto: Officielt nordkoreansk foto)
Der er ingen tvivl om, at Kina er træt af Nord-korea. Med det nordkoreanske angreb på den sydkoreanske grænseø i går er den kinesiske tålmodighed endnu en gang sat på en hård prøve.
Historisk set er de to kommunistiske lande allierede – under Koreakrigen (1950-1953) gik Kina ind for at støtte Nordkorea, og formåede at slå de vestlige styrker tilbage med tab på knap en million kinesiske soldater til følge. Men i løbet af de seneste knap 20 år har Kina for alvor forladt det gamle betonkommunistiske koldkrigsspil for at gøre sig til en troværdig international spiller.
Lige modsat med Nordkorea. Moderne kinesere ser med lettelse mod Nordkorea, og konstaterer, at sådan så Kina ud under Mao Zedong – underforstået, at sådan er det heldigvis ikke mere.
Anstrengt venskab
Men officielt består båndene mellem de to lande, og Kinas ledere er reelt de eneste, der har bare en lille chance for at kunne tale til Kim Jong-il, så han lytter. Når Kina stort set aldrig offentligt kritiserer Nordkorea, hænger det sammen med, at de kinessiske leder under ingen omstændigheder vil risikere at eskalere konflikten. Det sidste, Kina har brug for, er en ustabil nabo med millioner af flygtninge som resultat. Det samme gælder i øvrigt de øvrige nabolande (se artikel fra BBC News).
Baggrunden for gårsdagens angreb er usikkert. Måske har det at gøre med indkøringen af Kim Jong-ils søn, Kim Jong-un, som arvtager til sin fars familieimperium. Måske var det en misforståelse mellem de sydkoreanske øvelsespatruljer i farvandet og det nordkorean-ske militær, som vogter naboen mod syd med intens mistænksomhed. Vi ved det ikke.
Nordkoreas succes
Nordkorea har mange gange provokeret det internationale samfund, og hver gang har det international samfund vendt sig mod Kina – enten med bønner om at Kim Jong-il til for-nuft eller med krav om at kritisere ham i FN. Men nordkoreanerne har forstået at spille
deres kort, og det lykkedes dem for eksempel at trække de såkaldte sekspartsforhand-linger (forhandlinger om international atominspektion) i langdrag i årevis, uden at der kom nogen resultater ud af det. De forhandlinger er nu døde (lyt til mit radioindslag fra 2005).
Denne gang vil presset mod Kina være ekstra stort. Men udadtil har Kina foreløbig kun reageret forsigtigt bekymret. Helt som vanligt.
Dagen før det nordkoreanske angreb viste Horisont på DR2 en interessant fransk dokumentar om Kim Jong-il. Her er en lignende dokumentar fra Discovery. Mange af de medvirkende er de samme som i den franske dokumentar, men den er lavet samme år, som Kim Jong-il blev syg, så den kommer ikke ind på, hvordan han vendte tilbage til den politiske scene.
Gert Holmgaard Nielsen
