Kinas ledere

Fra den ene yderlighed til den anden

Kina var blevet pint og plaget af Vesten, så der var forståelige grunde til, at Mao Zedong vendte Vesten ryggen. Hans egen politik var dog også hård ved den almene kineser. Plakat fra 1966. (Maopost.com)

Siden 1949 har fem politiske ledere styret i hundredvis af millioner af kineseres hverdag på godt og ondt. Læs om de enkelte ledere under rullegardinsmenuen ‘Kinas ledere’. Samme sted vil du også finde nogle af mine radioindslag om hver af dem.

Kinas historie fra 1949 til i dag er fuld af voldsomme og totale omvæltninger. Det gælder fysisk (huse, veje og al anden infrastruktur) samt menneskeligt og mentalt. Under Mao Zedong blev samfundet vendt på hovedet, for nu var bønder og arbejdere at regne som de fineste repræsentanter for landet.

Op og ned med Mao
Rige bønder og virksomhedsejere blev fordømt i årtier herefter. Igen og igen blev de trukket frem foran store folkemængder og anklaget for at have udbyttet de svage i samfundet. Under kulturrevolutionen vandt denne praksis frem, så ingen – heller ikke bønder og arbejdere – kunne vide sig sikre imod at blive fordømt. Det, der startede, som et lovende samfundseksperiment, endte med at løbe af sporet i kaos og borgerkrig.

I dag er der ikke meget kommunisme tilbage i Kina – udover det regererende partis navn: Kinas Kommunistparti. Det var Deng Xiaoping – til tider Mao Zedongs betroede og til andre tider fordømt – som indså, at Maos vanvittige styre ikke kunne fortsætte. Deng valgte en anden vej uden helt at vide, hvor han og nationen ville ende.

Op og ned med Deng
Det blev en udvikling, som var svær at styre, og i rigtigt mange henseender gik det da også galt. 1989 var en af konsekvenserne, og først i løbet af det 21. århundredes første årti blev der for alvor taget fat på andre konsekvenser som miljøødelæggelse og manglende sygesikring til de svageste i samfundet.

Det var historisk, da Hu Jintao overtog magten i årene 2002-2005, for det var første gang i omtrent 150 år, at kineserne oplevede et magtskifte efter bogen. Beijing, 2006. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Hu Jintao står nu i spidsen for et parti, som i den grad har ændret syn på praktisk politik. Det er ikke længere et spørgsmål om ideologi, men et spørgsmål om, hvad der virker – helt i tråd med Deng Xiaopings sentens om, at det er lige meget om katten er sort eller hvid; hvis den fanger mus, er det en god kat.

Hvorhen med Hu?
I dag Kinas moderne politikere også indset, at de ikke kan klare sig uden input fra samfundet som sådan, fra den almindelige kineser, og derfor har debatkulturen fået lov til at udvikle sig stærkt siden Mao’s dage med total kontrol. Det er bare ikke det samme som, at Kinas Kommunistparti har sluppet sit tag i tøjlerne fuldstændigt – langtfra.

Pressen er ikke censureret på samme måde som tidligere – om end vi i Vesten bestemt stadig ikke kan lade os stille tilfredse med tingenes tilstand, så er der dog sket en markant udvikling i den rigtige retning. Ikke desto mindre er der eksperter, som vurderer, at pressefriheden er under pres igen efter visse fremskridt under Jiang Zemin.

Noget af denne udvikling har jeg i øvrigt beskrevet i min bog Balancegang, som udkom i 2010.

Tilbage til toppen

Hjem

Der er lukket for kommentarer.