Deng Xiaoping (1904-1997)

Lille af statur – meget lille – men en af det 20. århundredes største og mest indflydelsesrige politikere.

Han var ikke så magtfuld, som Mao Ze-dong havde været, men Deng Xiaoping var den sidste kinesiske leder, som ledte Kina i kraft af sine fortidige bedrifter og ikke i kraft af sin stilling.

Han var aldrig præsident, han var aldrig premierminister, han var aldrig formand for Kinas Kommunistparti (landets højeste post), men fra december 1978 og frem til lige godt to år før sin død var han reelt Folkerepublikken Kinas ubestridte leder. Fra december 1994 var han for mærket af sygdom til at kunne blande sig i politik.

Deng stammede fra Sichuan-provinsen, hvor han var søn af en velluddannet jurist. Allerede som 16-årig rejste han til Frankring, hvor det var meningen, at han skulle læse, men hvor han endte med at måtte tage arbejde forskellige steder, blandt andet på Renault-fabrikkerne, for at klare til dagen og vejen. Det var her, at han blev medlem af Kinas Kommunistparti (Partiet).

I centrum fra starten
Det var også her, at han mødte sin fremtidige politiske allierede, Zhou Enlai. På rejsen tilbage mod Kina, var Deng et smut i Moskva, hvor han studerede, inden han i 1926 igen satte fødderne på kinesisk jord.

Fra 1929 deltog han i opbygningen af Den Røde Hær (senere Folkets Befrielses-hær). Han blev hurtigt en af Mao Zedongs trofaste mænd, han var med på Den Lange March, og i Yan’an støttede han Maos succesfulde stræben efter at blive formand for Partiet i 1935. Denne støtte holdt hele vejen videre gennem borger-krigen, efter sejren over Nationalist-partiet i 1949, og gennem alle Maos kampagner i 1950′erne til og med Det Store Spring Fremad.

Men her stoppede støtten. Deng indså, at der var noget helt galt med Maos linje. Det Store Spring Fremad kostede skønsmæssigt mellem 30 og 38 millioner mennesker livet i det, som er blevet kaldt Kinas største hungerkatastrofe. Den varede fra 1959-1962.

Deng gik sammen med præsident Liu Shaoqi, som også havde været en stærk støtte for Mao i mange år, og de to indførte visse lempelser i Maos meget dogmatiske politik, mens Mao kølede af efter den overophedede og totalt mislykkede kampagne.

Mao slår til igen
Mao Zedong kunne dog ikke lide, hvad han så. Han vendte stærkt tilbage i 1966, hvor han lancerede sin sidste store kampagne, Kulturrevolutionen. Her erklærede han Liu Shaoqi for landets fjende nummer et, fordi han var gået den kapitalistiske vej sammen med Deng Xiaoping, som var fjende nummer to.

Liu Shaoqi blev afsat, og senere fængslet, og han døde i fangenskab i 1969. Deng var mere heldig. Han havde mange politiske allierede, som formåede at hjælpe ham til en beskyttet tilværelse i det sydlige Kina, hvor han fik arbejde på en traktorfabrik.

Det blev en kamp for Deng Xiaoping at komme tilbage i kinesisk politik. Men det lykkedes. I sin politiske karriere blev han fordømt tre gange, og alle tre gange vendte han helt usædvanligt tilbage.

Da Mao døde i 1976 stod kampen mellem Deng og Maos kone, lederen af Firebanden Jiang Qing, mens en kompromiskandidat til Maos post, Hua Guofeng, blev indsat. Hua arresterede Jiang Qing, og herefter kunne Deng lige så stille arbejde på at køre den politisk svage Hua ud på et sidsspor.

Deng varsler nye tider
Så fra december 1978 var det Deng, som bestemte, selvom han aldrig nogensinde i sin hele karriere havde højere formel rang end vicepremierminister.

Han droppede Maos ideer (det var ikke let!), åbnede Kina mod omverdenen, fokuserede på uddannelse, udenlandske investeringer og lod “nogle blive rige før andre” under parolen om “socialisme med kinesiske særtræk”, der af mange i Vesten blev set som en eufemisme for kapitalisme ind af bagdøren.

Millioner slap ud af fattigdom. Der var en livlig debat om, hvorvidt en politisk reform skulle følge efter den økonomiske, men den blev skrinlagt og tabuiseret i 1989, da Deng splittede studenterdemonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads med militærets hjælp.

Disse studenterdemonstrationer og nogle magen til i mindre skala i december 1986 og januar 1987 kostede Deng Xiaoping hans to foretrukne kandidater til at lede landet efter ham, nemlig henholdsvis Hu Yaobang og Zhao Ziyang, begge tilhængere af politiske reformer. Efter politisk pres fra høge i Partiet, måtte han afsætte dem som formænd for Partiet i henholdsvis 1987 og 1989. Det var først herefter, at han udpegede formanden for Partiet i Shanghai, Jiang Zemin, til ny landsformand og dermed sin efterfølger.

Kun fem år tidligere havde Deng været umådeligt populær i hele landet. Især på landet, hvor bønderne for alvor kunne mærke, at deres levevilkår blev bedre. De kunne nu leje jord, dyrke den, sælge en mindre del til staten til en fastsat pris, mens resten kunne sælges til markeds-pris. Det var ikke gået så godt for bønderne siden begyndelsen af 1950′erne.

Omkring 1980 blev etbarnspolitikken for alvor indført efter flere halvhjertede forsøg op igennem de politisk ustabile 1970′ere. I kølvandet fulgte rædsels-vækkende historier om tvangsaborter i både syvende og ottende måned for at få befolkningen til at forstå, at det var alvorligt ment denne gang. I årene efter årtusindskiftet forlød det, at etbarnspolitikken havde forhindret 400 millioner børnefødsler.

Deng sikrede i 1984 en aftale om, at den britiske kronkoloni, Hongkong, skulle leveres tilbage til Kina den 1. juli 1997. Til mange kineseres sorg døde han kun fire en halv måned før overdragelsen.

Deng, 100 år. Varighed: 7:35 min.
I morgen ville Kinas sidste store landsfader, Deng Xiaoping, være fyldt 100 år. Han var i centrum tæt på Mao Zedong gennem det meste af den kinesiske revolution. Men da Mao var død, startede Deng sin egen revolution. Det blev en revolution, som i praksis fuldstændigt underminerede den socialisme, han selv havde kæmpet for i næsten seks årtier – ofte med livet som indsats. Deng Xiaoping er manden bag det mere og mere kapitalistiske Kina, vi kender i dag – på godt og på ondt.
Indslaget blev bragt i Refleks på P1 den 21. august 2004.

Dengs tale, 25 år. Varighed: 5:10 min.
Kina var en gang let at sætte i bås. Alle kineserne var klædt ens, og alle mente det samme – nemlig det, som Kinas Kommunistparti befalede, at alle skulle mene. Men netop i dag for 25 år siden gjorde en lille, stor mand, Deng Xiaoping, op med det dogmatiske Kina og skød en modernisering i gang, som historisk ikke er set hverken før eller siden. I dag er Kina på mange felter en ultramoderne nation. Og det hele startede med en tale.
Indslaget blev bragt i Refleks på P1 den 13. december 2003.

Der var meget at fejre for Deng Xiaoping og Kina ved 35-året for Folkerepublikkens grundlæggelse i 1984. Kineserne var mere optimistiske, end de havde været i årtier. Fem år senere blev festlighederne for 40-året aflyst på grund af den politiske usikkerhed i kølvandet på massakren i Beijing, 1989.

Tilbage til toppen

Tilbage til Kinas ledere