Wu Bangguo afviser tanken om snarlig
indførelse af et kinesisk demokrati
Hvad foregår der mellem Kinas tre politisk mest magtfulde mænd? Premierministeren (th) taler for demokrati, præsidenten (tv) siger ingenting, mens parlamentsformanden (im) siger klart nej. Akkurat som i 2009. Beijing, 2009. (Arkivfoto: Gert Holmgaard Nielsen)
Nummer to i det kinesiske magthierarki, parlamentsformand Wu Bangguo, afviser blankt, at Kina bliver demokratiseret i nogen nær fremtid.
Det var et højt og tydeligt budskab i hans tale i parlamentet i dag. Og han sagde i virkeligheden det hele i én enkelt og utvetydig sætning:
“Vi har højtideligt erklæret, at vi ikke vil indføre et system med flere partier, som på skift har magten, at vi ikke vil lave om på vores vejledninger, at vi ikke vil skille den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt, at vi ikke vil indføre et tokammersystem, og at vi ikke vil indføre privatisering.”
Så klart og utvetydigt udtaler man sig som politiker, når man virkelig har indset, at det er nødvendigt at tale uden uld i mund. Sådan kan Wu Bangguo have tænkt efter de ganske vist noget spæde forsøg blandt dele af den kinesiske befolkning på at få skabt en kinesiske version af den mellemøstlige Jasminrevolution.
Wu har sagt det før
Ikke siden demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i 1989 er der set noget, der kunne ligne et samlet krav fra befolkningen om politisk forandring – og sådan ser den kinesiske regering helst, at det bliver ved med at være.
Det er ikke første gang, at Wu Bangguo har været ude at understrege sin
modstand imod vestlige styreformer. Ved parlamentssamlingen for to år
siden sagde han nøjagtigt det samme. (NTDTV)
Men det er ikke første gang, at Wu Bangguo lufter sin stærke modstand mod noget, der bare ligner indførelse af et vestlig politisk system. Han sagde akkurat det samme for nøjagtigt et år siden i en tale under det kinesiske parlaments samling i marts 2009.
Wus ytringer står i kontrast til premierminister Wen Jiabaos udtalelser i blandt andet det amerikanske CNN sidste år om nødvendigheden af demokrati. Spørgsmålet er så, om vi er ved at se en ny splittelse af Kinas Kommunistparti; en splittelse, der som i 1989 kan give plads til offentlig demonstration af utilfredshed.
Det er næppe tilfældet. Flere eksperter vurderer, at Wen Jiabao tilsyneladende er ude i eget ærinde, og at opbakningen i Partiet ligger hos Wu Bangguo. Wen Jiabaos historie er interessant, fordi han i 1989 arbejdede tæt sammen med den daværende premierminister Zhao Ziyang, som endte med at tilbringe resten af livet i husarrest, fordi han offentlig udtrykte sympati for demonstranterne på Den Himmelske Freds Plads.
Dommedagsprofetier
I sin tale til parlamentets næsten 3.000 delegerede nåede Wu Bangguo næsten op i dommedagsprofetiske højder. “Vi må holde fast i den rette politiske retning og aldrig vakle, når det handler om principielle spørgsmål som for eksempel statens fundamentale opbygning,” sagde han blandt andet.
Og han tilføjede: “Hvis vi vakler, vil der ikke blot være enden for den socialistiske modernisering; det vil også være enden for alle de opnåede resultater, og det er muligt, at staten vil synke ned i en afgrund af kaos.”
Der er ikke rigtigt nogen, der har haft et godt bud på, hvad Wu Bangguo mener med, at regeringen ikke vil indføre privatisering. Det har netop været en meget central del af den økonomiske reformpolitik siden 1978. De kinesiske statsmedier har rapporteret, at der i 2010 eksisterede 8,4 millioner private virksomheder, og at de udgjorde 74 procent af landets samlede antal virksomheder. Måske er Wus busdkab “hertil og ikke længere”.
Gert Holmgaard Nielsen
