CPH:DOX er en skattekiste
af dokumentarfilm fra Kina
Nej, Ai Weiwei har ikke stået nøgen på Den Himmelske Freds Plads, men filmplakaten fortæller alligevel meget om personen, filmen handler om.
I går var der i DR’s koncerthus gallapremiere på den danske dokumentarist Andreas Johnsens dokumentar-film om den kinesiske provokunstner Ai Weiwei.
I dag åbnes der så for det egentlige program for Københavns dokumentarfilmfestival CPH:DOX.
Det er et program, der fra den 7.-17. november i hovedstadens biografer blandt andet præsenterer ikke mindre end 1o kinesiske dokumentarfilm og en enkelt italiensk, der handler om Kina. Derudover holdes der også to seminarer; et om kinesisk dokumentarfilm og et om journalistik og microblogging i Kina.
Her har vi altså muligheden for at orientere os om, hvordan især de kinesiske dokumentarister beskriver moderne og presserende problemer i deres fædreland.
De gør det på trods, for myndighederne gør alt for at forhindre dem i at gøre deres arbejde. Ai Weiwei fortalte i Politiken i går om, hvordan kinesisk dokumentarfilm allerede er ved at være ødelagt.
Træt Ai Weiwei efter løsladelsen
Ved CPH:DOX’ gallaforevisning i DR’s koncerthus i går var der verdenspremiere på Andreas Johnsens udgave af en dokumentarfilm om Ai Weiwei. Når jeg skriver det på den måde, er det fordi, at det ikke er første gang og heller ikke bare anden gang, at nogen laver en dokumentarfilm om den verdenskendte provokunstner.
Ai Weiwei skyder dagligt med skarpe ord mod de kinesiske myndigheder. Her skyder han med lysstråler mod plastikdyr i et kinesisk tivoli sammen med sin søn.
Ikke desto mindre er det fortsat relevant at følge Ai Weiwei. Andreas Johnsen tager tråden op i 2011 omtrent der, hvor Alison Klayman slap (hun havde fulgt Ai Weiwei fra 2008 til 2011).
I filmen følger vi en træt Ai Weiwei, efter at han er blevet løsladt fra fængslet. Han er tydeligvis påvirket af oplevelsen.
I april 2011 forsvandt han sporløst fra offentligheden. Det viste sig, at han var blevet anholdt. Mens han sad i varetægtsfængsel, spekulerede de kinesiske myndigheder over, hvad de kunne sigte ham for.
Ai Weiwei blev løsladt med mundkurv på efter 81 dage, og det endte med en sigtelse for skatteunddragelse, en retssag og en dom på 15 millioner yuan i bøde (cirka 13,5 millioner kroner efter kursen i dag).
For at få lov til at anke, krævedes det, at Ai Weiwei skulle indbetale to tredjedele af bøden. Og så skete miraklet: Almindelige borgere, høj som lav, kom uopfordret forbi hans atelier i Beijing og smed penge ind over den meterhøje mur: Hundredeyuansedler, halvtredsyuansedler og mindre. Også mønter blev smidt ind over muren, selv de nærmest værdiløse enfenmønter, som i vores valuta svarer til de for længst udgåede enører.
Ai Weiwei kender ingen grænser i sin kamp imod de kinesiske myndigheder.
Tidligere i år udgav han denne musikvideo, der er en grov satire over hans fange-
vogtere. Han kan ikke synge, men han kan spidde. (Læs oversættelse af teksten her).
Men intet bidrag var for småt for Ai Weiwei, for mange bække små gør en stor å. Det endte med, at han på denne måde fik samlet penge nok sammen til at appellere dommen. Appellen tabte han, og han har siden sagt, at han ikke betragter de mange bidrag som donationer, men som lån, og han har lovet, at han vil betale pengene tilbage. Det står endnu uklart, hvordan det vil ske.
Langsommelig dokumentar
Andreas Johnsen har fat i en uomtvistelig interessant og kontroversiel personlighed, som man kan vælge at sympatisere med eller vælge at synes er for meget. Ai Weiwei går ikke kun til grænsen; han vader ind over den med store, bevidst kluntede skridt. Han respekterer ikke sin modstander.
Ai Weiwei dokumenterer alt om sig selv og sine omgivelser. Her dokumenterer han Andreas Johnsen, der laver en dokumentarfilm om Ai Weiwei. (Screenshot).
Alligevel virker dokumentaren især i starten langtrukken og træt. Ai Weiwei selv er træt. Han er lige løsladt, lider af hukommelsestab og søvnproblemer, men han får sig arbejdet op.
Ai Weiweis træthed kan man forstå. Andreas Johnsens dokumentar derimod burde holde et højere tempo.
Derudover vælger Johnsen at lade billeder og personer selv fortælle via de situationer, som opstår. Han kunne i speaks have valgt at introducere mere baggrund, så alle, der ikke er så bekendte med Ai ville være mere med fra starten.
Det virker ikke som om, Johnsen selv gør ret meget for at hjælpe sin dokumentar på vej; ikke udover at han på et tidspunkt beder Ai Weiwei tale med sin 80-årige mor om hendes frygt for, hvad der kan ske ham. Det er en flot scene.
Derudover er lydarbejdet på filmen unødvendigt sjusket lavet. Når Ai Weiwei for eksempel sidder på en velbesøgt restaurant med larmende gæster, ville det have været en god idé at udstyre ham med en ekstern mikrofon i stedet for at nøjes med kameraets indbyggede, så man ikke havde skullet anstrenge sig for at høre, hvad han siger.
Ai Weiwei bruger alt til af fremme sit budskab. Her er han pyntet med pengesedler foldet til papirflyvere, som folk har doneret til ham ved at kaste dem over muren til hans atelier.
Det hjælper desværre ikke altid, at der er undertekster på, når de er hvide og nogle gange kommer til at stå mod en hvid baggrund. Hvidt mod hvidt er ulæseligt. Det er en ommer.
Mod nye protestværker
Ikke desto mindre er dokumentaren værd at se som dokumentation for Ai Weiweis videre arbejde efter varetægts-fængslingen.
Efterhånden som Ai Weiwei træder mere frem af den skygge, som fængslingen har kastet over ham, kommer dokumentaren også op i gear. Vi følger arbejdet med hans nye projekt: Seks detaljerede modeller af situationer fra hans tid som varetægtsfange. Modellerne er i halv størrelse.
Sagen mod Ai Weiwei er afsluttet, men han har tilsyneladende endnu ikke betalt den resterende del af bøden. Sit pas har han heller ikke fået tilbage. Der er ingen tvivl om, at der fortsat er masser af stof i Ai Weiwei til endnu en eller flere dokumentarfilm.
Gert Holmgaard Nielsen
