Dokumentarfilm om Kina

Kina i fladskærmens skær

Jørgen Leth var i midten af 1984 i Kina for at lave en dokumentar om tog. Se nedenfor. (Foto: Dan Holmberg/DFI Billedarkiv)

Her kan du finde en række af de mange fine dokumentarfilm, der findes om Kina.

Du vil opdage, at det er et lille, udsøgt udvalg af levende billeder, som tager dig ind under huden både på Kina af i går og Kina af i dag.

Filmene er arrangeret i alfabetisk orden efter instruktørernes efternavne. Husk i den for-bindelse, at på kinesisk kommer efternavnet
før fornavnet, og glem heller ikke at klikke på filmplakaterne. Ind imellem gemmer der sig flere oplysninger bag dem.

Nogle af filmene har jeg skaffet i Kina, andre er lagt ud på Youtube delvist eller i deres helhed, mens atter andre på et tidspunkt har været i handelen, i biografdistribution eller vist på tv herhjemme. Det er en blanding af vestlige og kinesiske dokumentarer, og nogle gange er det dokumentarer, som er lavet i et vestligt-kinesisk samarbejde.

Den teknologiske udvikling har bredt sig i en sådan grad, at Kina har set en sand opblom-string af lokale dokumentarister. Derfor har vi her i begyndelsen af det nye årtusinde set en lang række rent kinesiske dokumentarfilm, hvor det nogle gange lykkes at komme tættere på og få lagt anderledes vinkler, end en vestlig dokumentarisk ville have kunnet.

Hu Jie er en af mange kinesiske dokumentarister, som er dukket op i de senere år.

Hvis man har øjnene med sig, vil man således her kunne finde nogle meget spændende og meget levende indgange til forskellige aspekter af Kina.

Alle dokumentarer nedenfor har gjort stort indtryk på mig, og jeg anbefaler dem varmt. Nogle af dem kan ses direkte via de links, som jeg har oprettet.

Og så håber jeg kun, at jeg med mine kommentarer til de her udvalgte dokumentarfilm, kan hjælpe til, at filmenes budskaber bliver nemmere at forstå for alle dem, der ikke har den historiske baggrund helt present. God fornøjelse.

Gert Holmgaard Nielsen


Filmen har intet plot og ingen rød tråd. Men vi får lov at se det Kina, som Antonioni så i 1972. Fascinerende.

Chung Kuo, Cina
Instr.: Michelangelo Antonioni, 1972
Italienske Antonioni havde allerede en lang række dokumentarfilm bag sig, da han i 1972 af de kinesiske myndigheder blev inviteret til Kina for at lave en
positiv film om det kommunistiske mirakel.

Det var i hvert fald formentlig, hvad de havde i tankerne, og Antonioni blev da også fulgt tæt under optagelserne – som alle vestlige mediefolk på besøg i Kina i øvrigt blev det.

Kina befandt sig stadig midt i Maos Kulturrevolution, og med et fortsat uafklaret kommende magtskifte (Mao var i 1972 78 år) var den politiske situation spændt.

Alligevel lykkedes det Antonioni at lave en film, som viser andet og mere end det mønster-Kina, som Mao gerne ville have, at vi så i Vesten. Han lavede en fire timer lang dokumentar, som i rolige og lange sekvenser lader øjnene hvile på Kina og kineserne, som han så dem. Derfor udgør filmen den dag i dag et fantastisk vindue til fortiden. Sådan så der virkeligt ud.

Da filmen var redigeret færdig, landede den midt i en bitter kinesisk magtkamp. Maos enke, Jiang Qing, angreb sin ærkerival, Deng Xiaoping, ved at sætte en massiv kritikkampagne i gang imod Antonioni og hans “anti-kinesiske” film. Det var med andre ord udelukket, at filmen blev vist i Kina.

Ikke før i 2004 ved en filmfestival i Beijing blev den vist første gang. Jeg er i besiddelse af et lille skrift på 28 sider udgivet af Foreningen Venskab med Kina, som lavede et uredigeret dansk tryk af kritikken. 28 sider med nådesløs, men også ukonkret og klichefyldt kritik af filmen:

“Det er en yderst reaktionær film, som angriber Kinas ledere, smæder det socialistiske nye Kina, bagvasker den store proletariske kulturrevolution og forhåner det kinesiske folk, og den må derfor gennemgribende kritiseres.”

Første times tid godt og vel af Antonionis dokumentarfilm om Kina anno 1972.
Folk står i kø på Den Himmelske Freds Plads for at få taget et billede af
fotografen. Siden følger gadescener, taiqi-scener og læger laver kejsersnit
under bedøvelse givet
ved akupunktur … og meget, meget mere.

Det er ikke en film, hvor der sker så meget. Det meste er hverdag i Beijing, Shanghai og en række andre steder i Kina, men er man nørd, og vil man gerne se det Kina, der var engang, så er Antonionis film en perle – selvom den åbenlyst ikke blev anset som sådan i Kina i 1972:

“Antonioni interesserer sig ikke for den kinesiske arbejderklasses strålende resultater. I stedet for at skaffe sig optagelser af vore moderne virksomheder, filmede han kvinder, der trækker kærrer, og arbejdere, der udfører manuelt arbejde på en ‘ringe udstyret’ fabrik, der ‘næsten helt er opført af udrangerede materialer’, hvorved han vil skabe det indtryk, at Kinas arbejdere ‘må slide hårdt’.”

Kineserne er nu kommet så langt i udviklingen, at de politiske ledere ikke er helt så flove ved arbejderne længere. Ikke bare blev filmen vist i Beijing i 2004; jeg købte den dér som dvd omkring 2006. Censuren må have vurderet, at efter mere end tre årtiers forbud mod at vise filmen kunne man godt vedstå sig, hvordan de fleste kinesere opførte sig i 1972.

“Antonioni har ikke skyet nogen anstrengelse, når det gjaldt om at forhåne det kinesiske folk. Han har på den mest frastødende måde skaffet sig en næroptagelse af en gammel kvindes snørede fødder og en anden af et barns bagdel. Han er endog ikke veget tilbage for at filme folk, der snyder næse, eller folk, der sidder og blunder.”

Tilbage til toppen

Tre kandidater til den ærefulde post som overduks. Alle tre har lyst til at bakke ud af den beskidte valgkamp, men får ikke lov. Vinderen skal findes.

Please Vote for Me
Instr.: Chen Weijun, 2007

Alle folkeskoler i Kina har en dukseordning, og det er en ære at være duks. Man vælger ikke bare én. Der er en overduks og en række underdukse med særlige opgaver.

På en skole i Wuhan besluttede man sig for i en tredjeklasse at prøve at lade overduksen vælge på demokratisk vis med tre kandidater, valgkamp, valgmøder og til sidst naturligvis selve valghandlingen.

Det er først og fremmest valgkampen, som denne dokumentar handler om. Hele klassen inklusive de tre kandidater tager den som en sjov leg. De ved bare ikke, hvad de har indladt sig på.

Cheng Cheng vil vælges, for så kan han kommandere med de andre. Xu Xiaofei stiller formentlig mest op, fordi hun er en pæn pige, og fordi hun synes, at det bør hun gøre. Det står bare hurtigt klart, at hun slet ikke klar til det, der møder hende. Luo Lei har allerede været overduks i to år, og har – i starten – de reneste motiver.

Men naturligvis blander alle børnenes forældre sig, og valgkampen bliver mere og mere beskidt. Børnene spilles, lader sig spille og spiller sig selv ud mod hinanden. Alle har lyst til at trække sig ud af den tragiske komedie, som skolen og forældrene har skubbet dem ind i, men ingen får lov.

Dokumentaren følger de tre kandidater uden kommentarer. Få gange stiller instruktøren et enkelt spørgsmål til nogle af børnene, men bortset fra det udspiller det hele sig for øjenene af os. Spørgsmålet er så, om vi tør tro dem; altså vores øjne.

Det er hårdt at vokse op i Kina, og det er i folkeskolen, at de svage bliver skilt fra de stærke. Det er nådesløst. Se hele dokumentaren her.

Cheng Cheng (th) har startet et buhkor, for at få Xu Xiaofei til at bryde sammen, og det gør hun allerede inden, hun får startet på sin valgtale. Cheng Cheng indvier lærer Zheng (tv) i sin plan om også at buhe Luo Lei ud, og hun griber ikke ind før langt henne i processen. Men Cheng Cheng føler sig allerede sikker på en knusende valgsejr.

Tilbage til toppen

En familie uden håb. Alle undtagen den ældste søster er uforvarende blevet smittet med hiv - ligesom mere end halvdelen af landsbyens beboere.

Better to Live On (好死不如赖活着)
Instr.: Chen Weijun, 2003
Myndighederne førsøgte længe at holde aids-skandalen i provinsen Hunan hemmelig, selvom det var indlysende, at ofrene, de tusindvis af bønder, som mod betaling havde doneret blod, havde et oplagt krav på hjælp og erstatning.

I begyndelsen af 1990′erne rejste lægehold rundt og indsamlede blod, og gav dermed de fattige bønder en ny og hårdt tiltrængt mulighed for at tjene penge. Men hygiejnen var under al kritik, og hiv-virus blev spredt.

Snart brød en aids-epidimi ud, som lagde hele landsbyer øde. Myndighederne lagde straks mundkurv på medierne.

Kina nægtede, at landet havde et problem med aids. Ikke før i december 2003 anerkendte man, at sygdommen fandtes, og man satte ind med offentlige oplysningskampagner for at undgå yderligere spredning.

Samme år udgav Chen Weijun sin dokumentar, som han havde brugt halvdelen af 2001 på at filme. Igennem hele året havde han forklædt som bonde fulgt en fattig familie i lands-byen Wenlou i Henan. Alle i familien, det vil sige far, mor, en datter og en søn, var hiv-positive. De havde en datter mere, den ældste, Ma Ningning, der som den eneste ikke var smittet. Hun var født før 1992, året hvor lægeholdet kom på besøg i Wenlou. Hendes yngre søskende blev smittet ved fødslen.

Ved dokumentarens start er moren alvorligt syg. Hun dør, og den ældste datter kan kun vente og se på, at resten af familien vil dø omkring hende. Faren, Ma Shengyi, prøver med de få midler, han har, at sikre datterens fremtid.

Mere end halvdelen af befolkningen i Wenlou blev smittet via bloddonorvirksomheden. Alt i alt en temmelig trøstesløs, men vigtig dokumentarfilm, som naturligvis blev forbudt i Kina. Det ændrede sig dog tilsyneladende i 2007, hvor det blev tilladt at distribuere den, og hvor den kunne købes på dvd.

Den engelske titel, “Better to Live on”, fremgår af selve dokumentaren. Søger man på internettet, vil man som oftest støde på titlen “To Live is Better Than to Die”. Den kinesiske titel kan oversættes til “Et hårdt liv er stadig bedre end en nådig død”.

Her kan du se hele Chen Weijuns dokumentar om den ulykkelige
familie i Wenlou, som er ramt af både aids og myndighedernes
paranoia over, at historien måske vil sive ud til offentligheden.
Chen Weijun filmede i skjul og sørgede for, at det faktisk skete.

Tilbage til toppen

'Last Train Home' er usædvanligt tæt på en sædvanlig familie - så tæt på, som man ellers aldrig kommer.

Last Train Home (归途列车)
Instr.: Fan Lixin, 2009
Ægteparret Zhang Changhua og Chen Suqin arbejder nærmest i døgndrift på en systue i byen Kanton (Guangzhou) 2100 kilometer hjemmefra, hvor deres datter og søn passes af bedstemoren.

Zhang og Chen tilhører de millioner af migrant-arbejdere, som har forladt deres hjem på landet for at finde arbejde i byerne. De penge, som de tjener, sender de hjem til familien. Zhang og Chen har kun et ønske: At deres børn vil klare sig godt i skolen.

Det er det, deres penge går til: Børnenes studier. Men deres satsning har en omkostning: Børnene kender ikke deres forældre.

Især pigen Zhang Qin, som er 16 år ved filmens begyndelse, er træt af kun at høre forældrene tale om, at hun skal være flittig i skolen. De er fremmede for hende, og hun føler sig svigtet af dem. Til forældrenes store fortrydelse beslutter hun sig for at droppe ud af skolen. Nu vil hun tjene sine egne penge og stå på egne ben.

Filmen er centreret om forældrenes hårde arbejde og deres årlige rejse hjem med toget, så de kan fejre kinesisk nytår sammen med familien. Det er kun denne ene gang om året, at familien er sammen.

Her er den halvanden time lange dokumentar kogt ned til syv minutter.
Du snyder dig selv, hvis du nøjes med den, men du får essensen.

Ved nytåret i 2008 rejser de hjem sammen med Zhang Qin i håb om, at de kan få hende til at blive hjemme og genoptage skolen. Men det kommer til et bittert opgør, hvor far og datter kommer op at slås. På et tidspunkt vender Zhang Qin sig mod kameraet og råber vredt: “Vil I filme mig, som jeg rigtigt er? Det her er sådan, som jeg rigtigt er!”

Netop denne scene er det stærke ved dokumentaren. I lange perioder følger vi ellers det uendeligt kedsommelige hverdagsliv, som især forældrene stræber sig igennem i total opofrelse for børnene.

De er bare ét enkelt par ud af et par hundrede millioner migrantarbejdere i Kina, som henslæber deres liv på samme måde, og som også skal hjem til nytår, og som heller ikke kan skaffe billetter til dette årets eneste højdepunkt. Og så er datteren ikke engang taknemmelig! Det er meget ukinesisk, og det er meget usædvanligt at se et sådant privat opgør udfolde sig ucensuret.

Det, vi ser, er i virkeligheden det årtusindgamle konfuzianske samfund indfanget i det 21. århundredes realiteter og hverdagsdilemmaer. Zhang Qin er træt af at være lydig og taknemmelig. Hun får arbejde på en halvtarvelig bar, og forældrene dynger nu alle deres håb oven på den forsagte lillebrors skuldre. Kina har fået sin egen generationskløft.

Tilbage til toppen

Dokumentaren er et must, hvis man vil forstå baggrunden for dagens Kina. Seriøs og spændende som en krimi.

The Gate of Heavenly Peace (天安门)
Instr.: Rich. Gordon og Carma Hinton, 1995
Denne dokumentarfilm om studenterurolighederne i Beijing i 1989 er et must, hvis man interesserer sig bare lidt for Kina, kinesisk politik og landets nyere historie. 1989 var et nøgleår i Kina, selvom Kinas Kommunistparti den dag i dag fortsat forbyder enhver offentlig diskussion om, hvad der skete på Den Himmelske Freds Plads.

Dokumentaren er mere end tre timer lang, og den er spændende som en krimi, seriøs, og kommer hele vejen rundt uden at skabe helte og skurke. Se den!

Et af de interessante aspekter ved filmen er, at den viser, hvordan studenterne er ubevidste ofre for den officielle propagandaretorik, som de alle er blevet opfostret med og har lært udenad gennem hele deres skolegang. Mens de kræver demokratiske reformer, begynder de selv helt automatisk at lire denne retorik af sig, dels når de prøver at argumentere imod den kinesiske topledelse, dels når de diskutterer indbyrdes.

Der bliver strid om hvilken vej de skal gå for at få demokrati, den demokratiske eller den autoritære. De kan ikke blive enige, og der dannes fraktioner, som forsøger at kuppe hinanden. For hver gang bliver de, som overtager magten, lidt mere rabiate, og derfor er demonstranterne heller i stand til i tide at standse det, de har fået sat i gang.

I stedet bliver det militæret, som på premierminister Li Peng og landsfader Deng Xiaopings ordre rydder pladsen. Lige netop sådan en blodig udgang på konflikten var målet for den sidste af de mest rabiate studenterledere, Chai Ling, men hun var helt bevidst om ikke at sige det højt til de menige demonstranter. Det er en interessant detalje at huske.

Her kan du se de første ti minutter af ‘Gate of Heavenly Peace’. Som det fremgår,
er det en meget pædagogisk film, som helt fra start forklarer baggrunden, som
kineserne forstår den, sådan så den vestlige seer også forstår den. Se den!

Tilbage til toppen

85-årige Wang Qingyao savner sin kone, Bian Zhongyun, som 39 år tidligere blev Kulturrevolutionens første offer. En bevægende film.

Though I was Gone (我虽死去)
Instr.: Hu Jie, 2007

85-årige Wang Qingyao mistede sin kone i 1966. Hun regnes for at være det første offer for Mao Zedongs ulyksalige Kulturrevolution. 39 år er gået, og han drømmer stadig om retfærdighed.

Hans kone, Bian Zhongyun, havde i flere år arbejdet på et gymnasium tilknyttet det prestigefyldte Beijing Normal University (北京师范大学), et universitet, der i dag som dengang uddanner lærere. I 1966 var hun vicerektor på gymnasiet.

Dermed var hun en del af den gruppe, som blev angrebet hårdest under Kulturrevolutionen, lærerne.

Mange af de studerende var sønner og døtre af prominente medlemmer af Kinas Kommunistparti. Da Mao Zedong skød Kulturrevolutionen i gang, stod de derfor i forreste række som de mest ivrige for at vise deres trofasthed mod Mao, der på det tidspunkt var i besiddelse af en næsten uindskrænket magt.

De blev opfordret til at slå til mod lærerstanden, som Mao Zedong opfattede som kapitalismens håndlangere. Og de studerende tog opfordringen alvorligt. Det blev en blodig omgang. Bian Zhongyun blev kun det første offer. Hun regnes i hvert fald af nogle som det første offer.

Hendes mand gemmer på minderne, og minderne er hans beviser på den uretfærdighed, der blev begået mod ham og hans familie. Han har de plakater, som rødgardister brød ind i hans og hustruens lejlighed for at klæbe op på alle døre for og bag. Det var håndskrevne plakater med meget konkrete trusler på livet (læs Wang Youqins beskrivelse forløbet).

Men ikke mindst har han alle sine fotografier. Han fotograferede sin kones lig for at have dokumentation. Han fotograferede hende med og uden tøj, og han fotograferedehele sin lejlighed med plakaterne. I en kuffert gemte han sin kones blodvædede klæder og alle de ejendele, som hun bar på sig, da hun blev overfaldet.

Hele dokumentaren “Though I was Gone” (我虽死去) ligger på Youtube med
engelske undertekster. En meget afdæmpet og trist fortælling, som er god at blive
klog på Kulturrevolutionens tid af. Den giver også god indsigt i det moderne
Kinas – og især Kinas Kommunistpartis – problemer med at forholde sig til den tid.

Dokumentaren indeholder et interview med ham samt en ven af huset. Og vi ser den gamle mand trisse rundt i den overfyldte lejlighed, hvor han viser sine billeder og øvrige minder – eller beviser – frem. Blandt andet åbner han for første gang i 39 år kufferten med konens tøj.

Han pakker det hele ud – både i bogstavelig og i overført betydning. Han er en mand, som man ikke kan undgå at føle sympati for, for han har fået sit liv ødelagt af Maos politiske kampagne, som kostede millioner af andre livet, og han kan ikke få oprejsning. Det kan ikke lade sig gøre, blandt andet fordi de studerende, som slog hans kone ihjel, netop var sønner og døtre af prominente og magtfulde medlemmer af Partiet.

En af dem, der formentlig var indblandet i drabet, var Song Binbin, som få dage senere stod over Den Himmelske Freds Port og satte Rødgardisternes røde armbind på Mao Zedongs venstre ærme foran millioner af tilskuere på Den Himmelske Freds Plads. Mao benyttede lejligheden til at fyre yderligere op under den voldelige opstand.

Et forsøg på at lave en slags opgørelse over ofrene for Kulturrevolutionen samt et slags online-mindesmærke for dem kan ses på Chinese Holocaust Memorial.

Tilbage til toppen

Filmplakaten viser et eksempel på Ai Weiweis ikke altid så subtile kunst. Men han har hjertet på rette sted.

Ai Weiwei – Never Sorry
Instr.: Alison Klayman, 2012

De vestlige medier har skrevet spalte op og spalte ned om den meget mediebevidste kunstner Ai Weiwei. Der er også lavet adskillige timelange dokumentarfilm om den trinde provokatør.

Alison Klayman var heldig at følge Ai Weiwei på et højdepunkt i kunstnerkarrieren, hvor hans politiske arbejde fik personlige konsekvenser. Det er der kommet en meget seværdig dokumentar ud af.

Ai Weiwei indleder filmen ved at fortælle om sine henved 40 katte. Blandt dem er der kun én, der har afluret menneskene kunsten at åbne en dør. Vi ser katten springe op, åbne en dør og smyge sig ind.

- Forskellen på katte og mennesker er, at ingen katte lukker døren efter sig, konstaterer Ai Weiwei.

Lukker Ai Weiwei sine døre? Smækker han med dem, eller brænder han ligefrem sine broer? Han er meget konfrontatorisk overfor myndighederne, og han har nået et kendis-niveau, hvor han kan overleve på trods. Og det er der brug for, for myndighederne byder ham på meget modstand.

Læs mit blog-indlæg fra da
dokumentaren kom til Danmark.

Alison Klayman fulgte Ai Weiwei fra 2008 til 2011 – fra OL-året, hvor han lagde afstand til den kinesiske propagandamaskines misbrug af legene, som han selv havde været involveret i ved at bidrage til designet af OL-stadionet, Fuglereden, og til 2011, hvor myndighederne fik nok og arresterede ham, sigtede ham for skatteundragelse og idømte ham bod og efterbetaling på 15 millioner yuan (næsten 15 millioner kroner).

Ai Weiwei er på fri fod igen, og på fri fod kan han finde på hvad som helst
retfærdighedens navn. Myndighederne skal ikke vide sig for sikre.

Skader Ai Weiwei sin egen kamp for menneskerettighederne, når han farer så hårdt frem? Eller er det nødvendigt, at der er nogle, der som ham har styrken og modet til netop at provokere og gå helt til kanten?

Det er nogle af de spørgsmål, som man kan stille sig selv efter filmen. Under alle omstændigheder er det interessant at følge en mand, som går hele vejen og lidt længere for at realisere sine idealer.

Hvis men vil lave en dokumentar om Ai Weiwei er der altid masser af billedmateriale, for han sørger selv for hver dag at dokumentere alt, hvad han laver. Alison Klaymans dokumentar er godt lavet og især seværdig på grund af timingen.

Tilbage til toppen

Isaac Stern giver gode råd til usikre kinesiske musikere. Efter Maos død har de endnu ikke lært at stå på egne ben.

From Mao to Mozart: Isaac Stern in China
Instr.: Murray Lerner, 1979

Vi skriver 1979. Det er kun tre år siden, at Mao Zedong døde. Kina har ikke mere end lige åbnet sig ganske forsigtigt efter tre årtiers selvvalgt isolation fra det meste af omverdenen, da Isaac Stern kommer på officielt besøg og betager alle med sit behændige violinspil.

De kinesiske musikere er benovede og nysgerrige. Samtidig er de meget generte, men alligevel nærmest tripper de efter at gribe alle guldkorn fra den ukrainsk-amerikanske violinvirtuos. Stern erfarer snart, at de unge kinesiske konservatoriestuderende har nogle særlige problemer med den vestlige musik.

Der er mange teknisk dygtige musikere i både Beijing og Shanghai, men de mangler at få følelse med i musikken – især de, der voksede op under Kulturrevolutionen. Stern kritiserer, men han gør det med respekt. De kinesiske musikere er meget sårbare efter årtier med politiske kampagner, som har lært dem, at kultur også er politik, og at i politik gør man, hvad der bliver sagt. Isaac Stern fornemmer det.

Kineserne ved på deres side godt, at de har at gøre med en musiker i verdensklasse, så de står på hovedet for ham. Da han skal optræde i Shanghai med sin amerikanske pianist, kan han ikke godkende flygelet, og det er ikke muligt at opdrive et ordentligt flygel i hele Shanghai. Men fra sit besøg i Beijing ved Stern, at dér findes der et. Det ender med, at han får det fløjet til Shanghai.

Se hele dokumentaren her og bliv bevæget af en bjergtaget generation af kinesiske musikere, som suger til sig af ny og længe savnet inspiration. Isaac Stern blev i Kina i en hel måned.

Dette klip er et godt eksempel på Isaac Sterns professionelle, kritiske og
alligevel respektfulde møde med sine kinesiske kolleger. Læg mærke til det besnærede publikum. Salen er fyldt til sidste plads, selvom det kun er en koncertprøve.

Tilbage til toppen

"Notater fra Kina" er en film, som dvæler ved hver enkelt scene. Rart til en afveksling.

Notater fra Kina (Notebook from China)
Instr.: Jørgen Leth, 1986
Vil du opleve en rejse i Kina anno 1984 (det var det år, da filmen blev optaget), uden forstyrrende kommentarer, så er Jørgen Leths dokumentarfilm her præcis, hvad du søger. Han lader dig få oplevelsen for dig selv.

Kom med på en rejse på 76 minutter, hvor vi hovedsageligt kører med tog; dieseltog og gamle damplokomotiver. Vi ser togene bryde igennem landskaberne, spidde bjergene, vi er med hos passagererne, når de står i kø for at købe billetter, når de myldrer ombord, og når de spiller kort på økonomiklasse.

Vi er med allerforrest i lokomotivet sammen med lokomotivførerne, og vi er med kokkene i spisevognens køkken. Vi er der, når der rangerers, og når der sælges billetter. Vi er med over det hele. Det lykkedes utroligt nok for Leth at få lov til at filme andet og mere end bare det pæne og præsentable Kina. Det klæder filmen i den grad, og det gør den mere værdifuld som historisk dokument.

Filmen er netop notater. Nogle gange sammenhængende små historier. Andre gange bare kortvarige glimt, levende snapshots, taget ud af togvinduet eller et tilfældigt sted, som Jørgen Leth og hans fotograf er blevet fascinerede af.

Vi sejler også lidt, og vi ser Kinas mangfoldige trafik – en blanding af æsel- og mulddyrkærrer, cykler, biler, busser, lastbiler og fodgængere i et kaotisk menageri. Vi ser gongfu i parken, møder en kinesisk maler, en akrobat, kinesiske operasangere, som opfører Figaros Bryllup. Vi ser en bondekone lave nudler til sin mand, og så møder vi naturligvis – det er jo Leth – nogle kinesiske cykelryttere, kvindelige cykelryttere, som cykler for at gøre deres moderland ære. Ja, det var dengang.

Og Jørgen Leth er prisværdigt fraværende som person. Han siger næsten ingenting. Vi ser ham ikke, og han ytrer kun tre sætninger: “Jeg tager notater, fordi jeg ønsker at huske, hvad jeg har set. Jeg ryger en kinesisk cigaret, og jeg rejser i et tog i Kina.”

Som tilskuer kan man derfor tage med på rejsen og opleve den helt, som man selv vil. Er du tognørd, og har du endnu ikke set denne film, så har du noget til gode!

Der findes ingen uploads af “Notater fra Kina” på Youtube. Til gengæld er der
masser af sekvenser med tog fra Kina. Her er et klip med et damplokomotiv, 
som er filmet så sent som i 2000 nær Baotou i Indre Mongoliet. Det er et klip, 
der som Leths dokumentar dvæler ved det, der sker.

Tilbage til toppen

Et meget fint og indfølende portræt af to kinesiske bloggere - en ung og en ældre - deres drifkraft, deres metoder og deres personlige omkostninger.

High Tech, Low Life
Instr.: Stephen Maing, 2012

Ganske vist gør de kinesiske myndigheder i en vid udstrækning brug af censur, men det er ikke det samme, som at Kina er teknologisk tilbagestående.

Tværtimod. Man kan få alt det seneste udstyr i Kina, og det er tilgængeligt for alle. Derfor er der også en stadig dyst mellem censurmyndighederne og de, der prøver at omgå censuren.

Omgåelse af censuren på nettet kræver teknologisk snilde, og nogle er meget dygtige (High Tech), men de personlige omkostninger ved den slags aktiviteter er ofte meget store (Low Life).

Vi følger to meget forskellige mandlige bloggere, 57-årige og fraskilte “Tiger Temple” samt den 27-årige single “Zola”. De to filmer, hvad de ser, interviewer hvem de møder, og laver små reportager, som de smider ud på deres blogs eller andre steder på internettet. Tusindvis, hundredtusindvis læser, ser og videresender, hvad de laver. Således bliver bloggernes budskaber spredt på en måde, som i virkeligheden er ukontrollabelt for myndighederne.

De to bloggere drives af deres eget instinkt for retfærdighed. Prisen for “Tiger Temple”: Ingen kontakt med sin fraskilte kone og søn. Det er selvvalgt, for han ønsker ikke, at de skal få problemer med myndighederne. Prisen for “Zola”: Pres fra de bekymrede og aldrende forældre, som mest tænker på at få ham gift, så han kan stifte familie, tjene nogle penge og forsørge dem, når de om få år ikke kan klare sig selv mere.

Bemærk det rolige forløb og den rolige måde, de to bloggere fortæller deres historie
på. Det er ikke kun kendetegnende for traileren her, men for hele dokumentaren.

Der er flere omkostninger. Politiet tager “Tiger Temple” med ud af Beijing og holder øje med ham dér i en halv snes dage, mens Kinas Kommunistparti holder kongres. “Zola” oplever at blive opsøgt midt om natten af en bølle, som vil banke ham. Han er ikke i tvivl om, at det er politiet, som har sendt ham.

Og til sidst drager de to bloggere hver deres konsekvens af myndighedernes forfølgelser. For dem hver især virker det som naturlige og udramatiske konsekvenser, i og med at de er så dedikerede. Ikke desto mindre er det konsekvenser, som griber dybt ind i deres hverdag.

“High Tech, Low Life” er en prisværdigt afdæmpet og meget flot filmet dokumentar. Der behøves ingen kunstigt oppisket dramatik for at forstå, hvad der driver de to bloggere, og hvilke problemer de møder på grund af deres personlige holdninger.

Tilbage til toppen

Talk-showet "Møde før Henrettelsen" blev sendt 226 gange i Kina. Hver gang med en ny dødsdømt.

Interviews Before Execution:
A Chinese Talk Show

Instr.: Robin Newell, 2012

I fire år, fra 2008 til 2012, var Ding Yu en gang om ugen året rundt vært i den lokale provins-tv-station Henan TV’s seersucces, talk-showet “Møde før Henrettelsen” (临刑会见, Línxíng Huìjiàn).

Showet var oprindeligt hendes idé. Formålet skulle være at advare seerne imod at tabe besindelsen og gøre noget, som de kunne ende med en dødsdom for.

Konceptet var enkelt: Hvert afsnit bestod af Ding Yus interview med en dødsdømt før – og ofte netop lige umiddelbart før – at henrettelsen skulle finde sted.

Newell går i sin dokumentar bag om tv-showet og interviewer Ding Yu, den moderigtigt klædte og stylede kvindelige programvært, samt andre af folkene bag det, og vi får på den måde et unikt indblik i, hvordan man ser på dødsstraffen i Kina.

Ding Yu virker ærlig, når hun beskriver sine følelser i forbindelse med produktionen af tv-showet. Hun fortæller for eksempel om sit interview med Bao Rongting, en mid-aldrende bøsse, som har myrdet sin mor. Resten af familien har droppet al forbindelse til ham, og hun ender derfor med at være den eneste, han har at tale med.

Umiddelbart før han bliver ført væk for at blive skudt (i baggrunden kan man høre henrettelsespelotonen eksercere), spørger Bao Rongting, om hun vil give ham hånden. Ding Yu fortæller i dokumentaren, hvordan tankerne fløj gennem hendes hoved: “Skal jeg give ham hånden? Hvad skulle han få ud af det? Hvilken trøst ville det være for ham? Kunne det hjælpe ham til at dø i fred?” Hun vidste ikke, hvordan hun skulle reagere.

Hun endte med med det yderste af sin pegefinger at røre hans fingerspidser (den ene rød af blæk brugt til at afgive et fingeraftryk på det dokument, som skal underskrives af den dødsdømte umiddelbart før en henrettelse).

Hendes kommentar bagefter: “Hans fingernegle var beskidte.” Og hun tilføjer: “Jeg ved stadig ikke, om jeg burde have givet ham hånden rigtigt. Det var bare min instinktive reaktion.”

Bao Rongting blev løftet op på ladet af en åben lastbil og således udstillet kørt gennem gaderne til henrettelsespladsen. Om halsen havde han et skilt, hvorpå hans navn og forbrydelse stod skrevet. Denne form for udstilling er ikke lovlig længere, men fore-kommer stadig. Ding Yus tv-show er den nye og moderne måde at udstille forbrydere
på i Kina.

I marts 2012 annoncerede Henan TV, at “Møde før Henrettelsen”
ikke længere ville blive sendt. Der blev tilsyneladende ikke offentlig-
gjort nogen begrundelse. Her kan du se hele dokumentaren.

I dokumentaren ser vi uddrag af interviews med andre dødsdømte. Nogle slipper med en dødsdom med to års prøvetid, hvorefter dommen kan ændres til livsvarigt fængsel. Vi ser i et tilfælde Ding Yu forsøge at mægle ved at bringe forbryderens familie sammen med offerets familie i et forsøg på at undgå henrettelsen, og det kommer til dramatiske og hjerteskærende scener – som naturligvis er “godt” tv.

Og vi ser hende gøre klar til interview, og vi ser, hvordan hun arbejder med de døds-dømte fanger, som hun interviewer. Det er ikke altid, at hun pakker tingene ind, når hun sidder over for dem. Nogle gange tager hun decideret moralsk stilling og fordømmer de dømtes handlinger ansigt til ansigt med dem. Men de får altid lov til at tale direkte til kameraet og sende en sidste hilsen til deres famile.

Som hun siger: “Når jeg sidder ansigt-til-ansigt med dem, så har jeg ondt af dem, men jeg føler ingen sympati, for de bør betale en høj pris for deres ugerning. De fortjener det.”

Vi hører også en dommer tale om, at det ville være bedst, hvis Kina helt kunne afskaffe brugen af dødsstraf, selvom hun ikke tror på, at det vil ske i nogen nær fremtid.

Alt i alt en dokumentar om en kommercielt god fidus fyldt med modsætninger, gode intentioner og moralske, løftede pegefingre. Der er masser af stof til diskussion i den.

Tilbage til toppen

Hai'er tumler rundt med vennerne, ryger og drikker og har ingen planer udover skråplanet.

Little Proletarian (二)
Instr.: Shen Jie, 2012
14-årige Hai’er er smidt ud af skolen. Hvad nu? Shen Jie følger ham med sit kamera igennem to måneder, og i løbet af den tid tegner der sig ikke noget godt billede af, hvad den unge mand kan vente sig af fremtiden.

Moren har netop fået barn nummer to, og farens eneste måde at opdrage på er at straffe med hårde ord, slag og spark.

Intet af det synes at inspirere Hai’er til at skifte spor,
så han hænger ud med vennerne. De drikker, ryger og kører lange, vilde ture på deres store knallerter, når de ellers kan få skrabet penge sammen til benzin.

De drømmer om kærligheden, det voksne liv og den frihed, som de tror følger med, og de begynder at slås mod hinanden. Hai’er og hans venner er forvirrede, men det gælder for alt i verden om ikke at vise det. De er små og rå, og råheden trives og gror støt og roligt filmen igennem.

Ingen af dem har andre planer end skråplanet, og man aner, hvordan de tøvende nærmer sig den eneste egentlige vej som de reelt kan vælge, hvis de skal skaffe sig et levebrød: kriminalitet. De taler om det, og de forhører sig fra voksne i deres omgangskreds. De bliver advaret om fængslets pinsler af dem, der har prøvet det, men det virker mest som om, at de barske beskrivelser fascinerer og inspirerer.

Det er ikke nogen kønt lavet trailer, og man skal være hurtig for at følge med
i de engelske tekster. Alligevel kan man her få en fornemmelse af den desperation,
som Shen Jie beskriver i sin dokumentarfilm om forfaldet i sin barndomslandsby.

Shen Jie vendte tilbage til sin barndomslandsby og så, at det var helt galt med de unges forhold dér, og han endte med at følge Hai’er med sit kamera. Det er der kommet en meget tankevækkende dokumentar ud af. Det er svært at komme meget tættere på en stor, desillusioneret kinesisk dreng, end vi kommer her.

Tilbage til toppen

Den kinesiske titel kan oversættes til "Vanvid og kærlighed". Det er også det, den hedder på fransk. På engelsk: "Til vanviddet os skiller."

‘Till Madness Do Us Part (疯爱)
Instr.: Wang Bing, 2013

I bund og grund er hele formålet med at lave en dokumentarfilm at dokumentere.

Wang Bing tager denne grundliggende præmis helt bogstaveligt og lader sit publikum sidde i næsten fire timer som passive vidner til den ukommente-rede og ganske begivenhedsløse hverdag på et hjem for psykisk syge, hvor forholdene er hjerte-skærende ringe.

Det kan lyde som en dødssejler af en dokumentar.
I virkeligheden er det lidt af en genistreg.

Naturligvis er det en form, som kræver noget af sit publikum, men beslutter man sig for at holde ved, så får man en barsk virkelighed at se. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at Wang Bing har fået adgang til hospitalet og uhindret kan få lov til at filme patienternes hverdag på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet, det passer ham – og det trods de lidet imponerende fysiske forhold, som lægerne selv næppe heller kan være stolte af.

Der er næsten ikke noget, der er kønt i filmen. Vi følger på skift enkelte af patienterne, som bor på første sal i hospitalets bygning, som er bygget omkring sig selv med en gård-have i midten. Svalegangen, som de går tur på og opholder sig på om dagen, er lukket inddæmmet af et metalgitter, så fornemmelsen af at være i fængsel er der hele tiden.

Nogle af de indsatte er helt fortabt i deres egen verden. Andre virker til at være helt fornuftige; de har blot været uheldige. Måske er de blevet for gamle eller for besværlige, nogle måske endda politisk besværlige antydes det, men udover navnene på enkelte af beboerne, og hvor længe de har været på hospitalet, får vi intet at vide om dem og deres baggrund. Nogle er ældre, andre ganske unge. Kvinderne holder til i stueetagen.

Dette korte klip er det eneste, som findes på Youtube af “Till Madness Do Us Part”,
og det er nok det mindst foruroligende overhovedet. Det er frokosttid på hospitalet,
og hver beboer indtager sin mad på sin egen måde. Dokumentar i sin reneste form.

Fire til seks senge i et rum; en seng pr. mand, selvom der ofte er to i en seng, hvis en beboer pludselig føler sig ensom. Råt betongulv. Ingen opvarmning, selv ikke i januar, når det sner. Nogle kan finde på at forrette deres nødtørft op af væggen på værelset eller på gulvet på svalegangen. Man kan næsten lugte fugten, det urene sengetøj, de uvaskede kroppe …

Nogle taler med sig selv, nolgle siger ingenting, nogle har været der i årevis, andre er lige kommet, og nogle af dem er desperate for at komme ud, for ellers ved de, at de virkelig bliver tossede.

Personalet ser man næsten aldrig. De holder sig tilsyneladende helst væk og nøjes med at dukke op, når medicinen skal uddeles eller nogen skal straffes.

Hvad er pointen? Ingen, udover at dette er virkeligheden for nogle i et hjørne af Kina, hvor udviklingen ikke har kastet så meget velstand af sig. Og skulle det være bedre udenfor? Ingen fordømmelse, kun rå konstatering. 228 minutters dokumenteret og ukommenteret virkelighed.

Tilbage til toppen

Seks timers levende billeder af Kinas dramatiske historie fra 1911 til 1997 er ikke et eneste minut for meget.

China – A Century of Revolution
Instr.:
Sue Williams, 1997
Her kan man få et overblik over Kinas omtumlede historie i det 20. århundrede fortalt i levende billeder. Seks timers dokumentar fordelt på tre dvd-skiver, der omhandler hver sin periode.

Den første er årene fra 1911-1949, fra kejserdynastiets endelige fald, nationalisternes forgæves forsøg på at demokratisere Kina, den truende opløsning af landet, videre over borgerkrigen mellem nationalisterne og kommunisterne og til kommunisternes endelige sejr i 1949 med Mao Zedong i spidsen.

Dvd-skive nummer to dækker perioden fra 1949-1976, som var årene, hvor Mao Zedong var tæt på at besidde total magt over Kina. Han gav fremgang til landet i starten, men var ved at sætte det hele over styr igen med sine evindelige politiske kampagner, som skulle udrydde fjender – reelle såvel som imaginære.

Og endelig er der tiden fra 1976-1997, fra Mao Zedongs død over Deng Xiaopings magtovertagelse og hastige modernisering af det kinesiske samfund og til hans død i 1997. Det var også ham, der sikrede, at briterne blev tvunget til at levere hele Hongkong tilbage til Kina. Det blev aftalt i 1984, at tilbageleveringen skulle ske den 1. juli 1997. Deng døde kun fire en halv måned tidligere.

Dette udsnit af “China – A Century of Revolution” handler om Mao Zedongs
mest katastrofale kampagne, Det Store Spring Fremad. Langt over 30 millioner mennesker døde af sult i årene 1959-1962. Dokumentaren viser Kina i levende
billeder gennem hele 1900-tallet. Se også det efterfølgende udsnit.

Der har været kritik af, at dokumentaren går vel let hen over nogle af de mere kontroversielle dele af kinesisk historie. Selv har jeg været mest overrasket over, at jeg har kunnet finde denne dvd i Kina, selvom den omtaler studenterdemonstrationerne i Beijing i 1989. Under alle omstændigheder er den fyldt med fantastiske levende billeder af Kina gennem 100 år, og den kan være en god indgang til at få styr på de store linier i Kinas moderne historie.

Tilbage til toppen

"Mothers" er endnu et eksempel på, at kinesere med et kamera i hånden er fænomenale til at lege fluen på væggen.

Mothers (妈妈的村庄)
Instr.: Xu Huijing, 2013
Kinas berygtede etbarnspolitik er andet og mere end bare statistikker. Det tal, som journalister har citeret de sidste ti år siden 2004, lyder, at siden politikken blev søsat, er der født 400 millioner færre børn i Kina.

Hvordan? Det kan man få et indblik i ved at se Xu Huijings meget nærgående dokumentar.

I Shanxi-provinsen ligger landsbyen Ma, som instruk-tøren selv voksede op i. Her følger han medlemmerne af den lokale fødselsplanlægningskomite, og hvordan de får indkredset de kvinder, som de skal have over-talt til en “frivillig” “sterilisation”.

Uden for de store byer er det tilladt at få et barn nummer to, hvis den første blev en pige. Når en kvinde så har fået dette andet barn, skal hun ifølge loven steriliseres, inden barnet kan registreres som borger med de rettigheder, som følger med. Hvis barnet ikke er registreret, betyder det blandt andet, at der ikke er noget, som hedder gratis skolegang.

Presset er stort på de kvinder, som har opbrugt begge deres muligheder. Medlemmerne af familieplanlægningskomiteen leder med lys og lygte efter emner, der kan sikre, at de kan opfylde deres kvota. De skal have fundet 14 kvinder til sterilisation.

Men problemet er, at næsten alle i landsbyen allerede er steriliserede. I Ma var der i 2010 og 2011, hvor dokumentaren blev optaget, 2.226 indbyggere. Af dem var 483 kvinder i den fødedygtige alder. 345 var allerede blevet steriliserede, mens 121 havde fået opsat spiraler. Dermed var der kun 17 tilbage, som var i stand til at blive gravide. Og den lokale fødselsplanlægningskommission skulle altså sørge for, at 14 blev steriliseret.

Problemet med kinesiske dokumentarfilm er ofte, at de er dårligt tekstede i den
forstand, at teksterne er for lange og står på skærmen i for kort tid. Man skal derfor
være meget opmærksom, når man ser med. Men “Mothers” er sliddet værd. Se den!

Ingen har lyst, og ingen i fødselsplanlægningskomiteen er glade for det arbejde, de er blevet pålagt. Men det skal gøres. Men medlemmerne i komiteen dukker op på de private adresser, oplever de, hvordan alle fødedygtige kvinder forsvinder som dug for solen. Den eneste, som det lykkes dem at spore er Rongrong, så her sætter de alle kræfter ind.

Det bliver en kattens leg med musen mellem medlemmerne af komiteen og unge Rong-rong – en leg, som alle helst var fri for. Om ikke af andre grunde så fordi, at landsbyen er ved at uddø.

“Hvad så når der ikke er flere kvinder tilbage at sterilisere,” spørger Xu Huijing på et tidspunkt et af de mandlige medlemmer. “Ja, så må vi vel til at sterilisere mændene,” svarer han – og ler hult. For naturligvis mener han det i spøg, selvom sterilisation af mænd er et meget mindre kompliceret indgreb at foretage end sterilisation af kvinder.

Tilbage til toppen

Tilbage til Kultur

Der er lukket for kommentarer.