Spillefilm fra Kina

Kina i filmprojektorens skær

Nedenfor finder du et udvalg af rigtigt gode kinesiske film, som jeg anbefaler dels som god og lødig underholdning, dels som en vej til at lære mere om kinesisk kultur. Filmene er placeret i alfabetisk rækkefølge efter instruktøren og derefter efter årstal.

Der er i alle tilfælde tale om film, som jeg varmt kan anbefale. Der er ingen grund til at bruge plads og tid på at skrive om film, som jeg ikke synes er værd at se. Enkelte film er jeg dog mere kritisk overfor, men af forskellige årsager bør de alligevel ses.

Du vil opdage, at der kan være forskel i måden at transkribere instruktørernes navne. Det kommer sig af, at navne på personer i Hongkong og Taiwan transkriberes anderledes, end de gør i Fastlandskina. Men alle er jo kinesere, så deres film er fuldt ud kvalificerede til at blive opført på nedenstående liste.

Husk to ting. For det første: Klik på filmplakaterne for mere information. For det andet: Kinesiske film skal ikke ses i biografen. De skal ses på dårlige kopi-dvd’er! Fås i de fleste velassorterede dvd-butikker i hver en flække i Folkerepublikken Kina.

Tilbage til toppen

"Den Sidste Kejser" er en klassiker i dag. Kina åbnede op for Bertolucci, så han kunne filme i den sidste kejsers århundredgamle palads.

Den Sidste Kejser (The Last Emperor)
Instr.: Bernado Bertolucci, 1987
Et storværk om Kinas sidste kejser, Puyi, og hans skæbne. Som en af få film på listen her er den ikke en kinesisk produktion, men den er flot, og den er god at blive klog af.

Den veksler mellem scener med Puyi i kinesisk fængsel i 1950’erne og flashbacks, hvor han tænker tilbage på sin tid i kejserpaladset. Her finder man hurtigt ud af, at også dér var han fange, for selvom han blev behandlet som hele Kinas hersker, Himlens Søn, så fik han aldrig lov til at træde udenfor paladsets porte.

Allerede som toårig indsættes han som kejser, men der går ikke mere end tre år, før han bliver sat af tronen. Det sker i 1911, hvor Kinas sidste kejserdynasti bryder sammen. Efter mere end 2.000 år er Kina nu ikke længere et kejserdømme. Knap fire årtiers kaos ligger forude, inden Mao Zedong og hans kommunister vinder magtkampen og i 1949 kan udråbe Folkerepublikken Kina.

Puyi får dog lov til at bo i paladset indtil 1924, hvor han bliver smidt ud med magt. Herefter flygter han nordpå, hvor han i 1934 bliver indsat som kejser af den japanske besættelsesmagt. Igen er han en ubehjælpsom fange i et politisk spil, men det er netop her, at han i kinesernes øjne begår det ultimative forræderi.

Da japanerne overgiver sig i 1945, prøver han at flygte, men anholdes af russiske soldater. Rusland overgiver ham til Kina i 1950, hvorefter han sendes til genopdragelse i en fangelejr. Efter næsten ti år bliver han løsladt, og han tilbringer sin sidste tid som gartner i Beijing, hvor han dør af kræft i 1967.

Det særlige ved filmens er, at alle scener fra kejserpaladset er optaget på stedet, hvilket naturligvis gør den ekstra seværdig.

Indsættelsen af den toårige Puyi som kejser af det mægtige, men også meget
stærkt svækkede Kina, efterlader ingen i tvivl om, hvorfor det måtte ende galt.
Samtidig er det et meget smukt skue – oven i købet optaget i selve kejserpaladset.

Tilbage til toppen

To kinesere forelsker sig. De befinder sig midt i en kamp for kærligheden og for at overleve i Hongkongs virvar.

Comrades, Almost a Love Story (甜密密)
Instr.: Peter Chan, 1996
To unge mødes i Hongkong og forelsker sig. Noget af det, der er med til at forene dem, er deres betagethed af Taiwan-popstjernen Teresa Teng (邓丽君, Deng Lijun), og filmens kinesiske titel, “甜密密” (“Sød som Honning”), er netop titlen på et af hendes store hits.

Begge de unge prøver at arbejde sig op fra de håbløse livsvilkår, som de kommer fra, men fordi de hver især holder deres fortid hemmelig for hinanden, bliver de tvunget til at skilles.

Der er dog kræfter – skæbnen i samarbejde med Teresa Tengs sange – som hele tiden prøver at få dem sammen igen, men det tager tid – lang tid.

Ustandseligt er det lige ved at lykkes, og så går det alligevel galt, og der skal intet mindre end nyheden om popstjernens død til, før de finder hinanden igen. En sukkersød Hongkong-romance, som man gladeligt accepterer, fordi den netop er sødet med humor og Teresa Tengs klassiske sange, som kinesere overalt stadig holder af. Hun døde af et astmaanfald året før filmens udgivelse.

Stemningen er trykket. Li Qiao kører, og Li Xiaojun tænder den skrattende bilradio,
der sætter i med Deng Lijuns “Goodbye, My Love”. Pludselig ser han sangerinden på
gaden. Hun giver autografer på fortovet, så han hopper ud og får sig én bag på sin
jakke. Li Qiao har allerede opgivet at håbe på noget med Li Xiaojun, men så … “dyyyt!”.

Tilbage til toppen

Xiuxiu er alt for ung, alt for naiv og alt for langt hjemmefra. Et alt for nemt bytte.

Xiuxiu – Pigen Der Blev Glemt
(Xiuxiu – the Sent Down Girl, 天浴)
Instr.: Joan Chen, 1998 
Wen Xiu, eller Xiuxiu som hun kaldes, er bare 15 år, da hun sendes på landet tæt på slutningen af Kulturrevolutionen i 1975. Hun er en pige fra byen Chengdu, så hun aner intet om det liv, der venter hende på de øde tibetanske stepper.

Mao Zedong sendte millioner af unge ud på landet, dels af ideologiske grunde for at de kunne lære af bønderne, dels af politiske grunde, så han kunne holde ro under en kampagne, som i starten var løbet løbsk og havde nærmet sig borgerkrigslignende tilstande.

Det første år på mælkepulverfabrikken går fint. Men så bliver Xiuxiu (Li Xiaolu) sendt langt ud på stepperne til Lao Jin (Lopsang) for at lære at passe heste. Lao Jin kender alt til heste, til at skyde og til at overleve i naturen. Han er sidst i 30′erne og lever for sig selv, for han er impotent. Han mistede sin manddom som ung under en blodig stammekrig.

Xiuxiu skal bo hos ham i et halvt år, og så vil hun blive hentet. Hun holder omhyggeligt regnskab med hver eneste dag, selvom hun bliver behandlet som en dronning af Lao Jin. Da der er gået 180 dage, pakker hun og giver sig til at vente på, at hun bliver hentet. Men der kommer ingen. Mao er død, Kulturrevolutionen er ovre. Alle har travlt med at komme hjem, og ingen tænker på Xiuxiu. Langsomt indser hun, at hun er på den.

En handelsrejsende kommer forbi. Han lover hende, at han vil bruge sine forbindelser til at skaffe Xiuxiu en tilladelse til at rejse hjem. Hun må betale med sin krop og ser ham aldrig igen. Men han spreder budskabet, og snart kommer Xiuxiu på overarbejde for at skaffe sin tilladelse. Impotente og forelskede Lao Jin er sønderknust men kan kun se til.

Xiuxiu tager afsked med Lao Jin og giver sig til at vente på at blive hentet.
Men hun bliver ikke hentet. Lao Jin aner håb. Xiuxiu aner uråd.

Tilbage til toppen

"Forever Enthralled" er interessant, men Chen Kaige er tydeligvis ikke i samme format som Zhang Yimou.

Mei Lanfang (Forever Enthralled, 梅兰芳)
Instr.: Chen Kaige, 2008

15 år efter filmen “Farvel min konkubine” kastede Chen Kaige sig endnu engang ud i en film, hvor pekingoperaen er omdrejningspunktet.

Hovedpersonen er Mei Lanfang, der regnes for Kinas til dato fornemste fortolker af en lang række af kvinderoller i den adskillige århundreder gamle kunstform. Han blev født i 1896 og døde i 1961, men filmen fokuserer først på 1920′erne, da Meis talent var blevet åbenlyst for alle samt endnu mere på årene før og under Anden Verdenskrig.

Filmen fortæller en historie om en kunstner, som føler sig forpligtet i en grad, så han glemmer sig selv.

Derfor lader han sig udnytte af sine impresarioer, og han har dårligt styr på sit kærlighedsliv. Dette er de fleste anmelderes anke, for filmen handler således om en mand, som ikke rigtigt er i stand til selv at få fortællingen til at rulle. En anmelder antyder for eksempel, at censur, politiske hensyn og pres fra Mei Lanfangs efterkommere tilsammen kan have bidraget til en noget udvisket historie.

Kun politisk lader Mei Langfang til at have kunnet trække en streg i sandet; for eksempel under Japans besættelse, da en japansk general beordrer ham til at optræde. Mei Lanfang sørger for at en læge hjælper ham med at blive syg af tyfus, så han ikke kan optræde – en meget kinesisk måde at sige nej på uden at tage selve ordet i sin mund.

Her træder filmens hovedperson i karakter efter en lang midtersektion, hvor han ikke rigtigt brænder igennem lærredet. Det begynder ellers godt med den unge Mei Lanfangs kamp for at reformere de kvindelige operaroller, som han var mester i at fremføre. Den foregår som et væddemål mellem hans mentor og modstander om, hvem af de to, der kan tiltrække flest mennesker til deres forestillinger. Mei vinder.

Mei Lanfang sagde faktisk politisk fra flere gange. Han sagde fra overfor kejsermagten, overfor japanerne og overfor amerikanerne, som støttede Nationalisterne. Selv støttede han kommunisterne, som fandt god brug for ham til deres propagandaformål.

Men under kulturrevolutionen, der startede fem år efter hans død, blev han fordømt som dekadent, og hans enke blev mishandlet af rødgardister, der også smadrede parrets hjem. Pekingopera blev forbudt. I stedet promoverede Mao Zedongs kone, Jiang Qing, otte moderne propagandaoperaer – skabt som blandinger af pekingopera og vestlig ballet – som i en periode på omtrent syv år var det eneste, der måtte opføres på de kinesiske scener.

Men den historie må man ty til “Farvel min konkubine” for at få et glimt af, for filmen her undgår den meget bekvemt. Både Chen Kaige og Zhang Yimou, der i 1980′erne og 1990′erne ofte leverede subtilt systemkritiske film, viger nu helst uden om politisk følsomme spørgsmål. Begge instruktører lagde stærkt ud ved starten af deres karrierer, men Zhang har vist sig at være en meget sikrere historiefortæller end Chen.

Mei Lanfang var gift men havde en langvarig og betydningsfuld affære med en kvindelig operaskuespiller, som spillede mandlige roller. Det er ikke noget, som filmen går særligt meget i dybden med – måske efter pres fra Mei Lanfangs efterkommere?

Tilbage til toppen

Farvel Min Konkubine var med i den første bølge af kinesiske film, som overbeviste et vestligt publikum.

Farvel min konkubine
(Farewell, My Concubine, 霸王别姬)
Instr.: Chen Kaige, 1993
Chen Kaige er en af Kinas store instruktører og af samme filmgeneration som Zhang Yimou, nemlig den femte. Han har fået en tendens til at blive for svulstig i sine billeder og sine historier, men i denne film, som stammer tilbage fra 1993, kan han stadig nogenlunde tøjle sin trang.

Den handler om to unge mænd som vokser op på en operaskole, hvor de piskes igennem deres repertoirer, så de kan alle detaljer og bevægelser i deres roller udenad og i søvne.

Den ene, Cheng Dieyi eller Douzi, som han kaldes (Leslie Cheung), spiller kvinderollen i operaen Farvel Min Konkubine, og han forelsker sig i den, som spiller manderollen, Duan Xiaolou eller Shitou, som han kaldes (Zhang Fengyi). Shitou forelsker sig imidlertid i en prostitueret, Juxian (Gong Li) og ender med at gifte sig med hende. Det kaster venskabet mellem Douzi og Shitou ud i store op- og nedture for resten af deres liv.

Historien foregår fra 1920′erne til slutningen af 1970′erne, og vi følger de tre gennem Kinas tumultariske halve århundrede før, under og lige efter Mao, hvor også personlige modsætninger fik betydning for for eksempel kulturrevolutionens bitre forløb. Det ses af klippet nedenfor, og netop fordi filmen dvæler så meget ved politisk følsomme tidspunkter i Kinas nyere historie, var den i perioder forbudt i Chen Kaiges hjemland.

Der er masser af pekingopera i denne film, hvilket naturligvis er med til at gøre den særligt spektakulær. Den var et stort hit i Vesten.

Kulturrevolutionens kaos i sidste halvdel af 1960′erne: Pekingopera, som har
været Douzis liv i fire årtier, betragtes som dekadent kunst, og han bliver voldsomt
kritiseret. For at redde sit eget skind anklager sin ven Shitou og hans kone Juxian. Chen Kaige kommer i klippet her tæt på den tragedie, som Kulturrevolutionen var.

Tilbage til toppen

Chen Kaige og Zhang Yimou markerede med denne film starten på den indflydelsesrige femte generation af kinesiske filminstruktører.

Yellow Earth (黄土地)
Instr.: Chen Kaige, 1984
Zhang Yimou arbejdede med på denne film som fotograf i et meget interessant samarbejde med Chen Kaige, der var instruktør. De to fik lavet en film, som pegede frem mod den filmiske udvikling, som var i vente.

Den foregår under borgerkrigen i 1939, hvor en soldat i Den Røde Hær (senere omdøbt til Folkets Befrielseshær) rejser rundt i det nordlige Kina for at indsamle folkesange.

Han kommer tæt på de lokale og opdager, at mange af de feudale traditioner, han som medlem af Kinas Kommunistparti kæmper imod, fortsat eksisterer og i virkeligheden lever i bedste velgående.

En ung pige står til at skulle indgå et tvangsægteskab med en langt ældre mand. Soldaten lover at komme tilbage for at redde hende, men da han langt om længe dukker op igen, er det for sent: Pigen er blevet gift, og hun begår selvmord i skuffelse.

Denne scene er blot en enkelt af dem, der peger på en temmelig direkte kritik af kommunistpartiets manglende evne til at leve op til egne idealer – en kritisk linje, som Zhang Yimou gjorde til sit varemærke i flere at sine film op igennem 1990′erne.

Den unge soldat kommer til en landsby langt inde i landet, hvor livet
går sin vante gang. En ung kvinde ved hvilket liv, der venter hende,
men håbet vågner i hende, da soldaten fortæller om de nye muligheder,
som Kinas Kommunistparti vil åbne for hende.

Tilbage til toppen

Et langt historisk drama personifiseret ved tre meget forskellige kinesiske søstre. Man skal holde øjne og ører åbne.

Tre Søstre (The Soong Sisters, 宋家皇朝)
Instr.: Mabel Cheung, 1997

De tre Song-søstres liv er som skabt til en film, så det eneste, der kan undre, er, at der ikke er lavet flere. Denne her er, så vidt jeg ved, den eneste.

Charlie Song var en kristen forretningsmand, som tjente mange penge på at trykke bibler i Shanghai i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. En stor del af sine midler brugte han til at støtte Sun Yatzens kamp for at vælte det vaklende kejserdynasti for at erstatte det med en republik.

Han fik seks børn, heraf tre døtre, som alle tre blev billeder på Kinas tumultariske historie før og efter 1949.

Den ældste, Song Ailing (1889-1973), blev gift med H.H. Kung (Kong Xiangxi), der var den rigeste mand i Kina, og som også støttede Sun Yatzens revolution. Den mellemste, Song Qingling (1893-1981), blev gift med Sun Yatsen, der var Nationalistpartiets stifter og 26 år ældre end hende. Den yngste, Song Meiling (1898-2003), blev gift med Chiang Kai-shek, som efter Sun Yatzens død i 1925 overtog ledelsen af Nationalistpartiet.

Hurtigt efter overtagelsen begyndte Chiang Kai-shek sine udfald mod Mao Zedongs kommunister, og det fik Song Qingling til at melde sig ud af partiet i protest og ind i Kinas Kommunistparti i stedet. Hun mente, at hendes svogers politik var stik imod den, som hendes mand ville have ført.

De tre kvinder var hver især veluddannede og godt begavede, og tilmed giftede de sig alle med nogle af Kinas mest indflydelsesrige mænd på tærsklens til Kinas voldsomt snublende entre ind i den moderne verden. Masser af dramatik – og masser af historie at holde styr på.

1936. Chiang Kai-shek kidnappes af nogle af sine egne mænd, som er imod hans
strategi med først at eliminere kommunisterne for først derefter at bekæmpe
den japanske besættelsesmagt. “Kinesere skal ikke slås mod kinesere”, råber
demonstranterne blandt andet. De tre søstre holder krisemøde om sagen.

Tilbage til toppen

Aftershock er blandt de kinesiske film, der har haft størst kommerciel succes i hjemlandet. Ren kinesisk Holywood.

Efterskælv (Afterschock, 唐山大地震)
Instr.: Feng Xiaogang, 2010
Jordskælvet i Tangshan den 28. juli 1976 kostede knap en kvart million mennesker livet. Jordskælvet i Wenchuan den 12. maj 2008 kostede omkring 70.000 mennesker livet.

Der er kun 32 år imellem de to skælv, men en hel verden til forskel mellem Kina anno 1976 og Kina anno 2008. Fælles for de to skælv er, at de begge var politisk sprængstof.

I sommeren 1976 lå det fattige og udmarvede Kina politisk underdrejet. Mao Zedongs kone, Jiang Qing, forsøgte som leder af Firebanden at fortsætte sin døende mands katastrofale Kulturrevolution.

Samtidig søgte Deng Xiaoping at få magten for at lede Kina ad andre veje. Jiang Qing brugte jordskælvet i propagandaen til at kritisere Deng. Oven i det nægtede det officielle Kina at modtage hjælp fra FN. Man lagde vægt på at kunne klare sig selv. Den beslutning var medvirkende til at tabstallet blev så stort.

Omtrent tre millioner mennesker var døde i Kulturrevolutionens kaos, og resten af den nu illusionsløse befolkning slikkede sårene – både de fysiske og de psykiske.

I sommeren 2008 nærmede et nu økonomisk og politisk magtfuldt Kina sig en historisk stor propagandachance med afholdelsen af De Olympiske Lege i Beijing i august. Kun tre måneder inden skete jordskælvet i Wenchuan.

Den hurtige hjælp – også fra udlandet – var med til at gøre ulykken til en propagandasejr for regeringen, og de kinesiske medier rapporterede flittigt – lige indtil forældre til børn omkommet under de kollapsede skoler, spurgte, hvorfor de jordskælvssikrede bygninger ikke var jordskælvssikre alligevel.

Hvor var pengene til jordskælvssikringen gået hen? Her stoppede åbenheden, her stoppede de kinesiske medier dækningen, og da provokunstner Ai Weiwei prøvede at få offentliggjort alle navne på de mere end 5.000 omkomne børn, blev også han stoppet.

Filmen kan naturligvis ikke komme ind på disse implikationer ved de to skælv. I stedet præsenterer den for os den lykkelige, kulturrevolutionære familie, far, mor, dreng og pige, som er ét med hinanden dagen før katastrofen. Moren er så tryg ved det hele, at hun insisterer på endnu et barn, og så går hun og manden i gang på ladet af hans lastbil, mens børnene sover sødeligt inde i lejligheden. Ren Hollywood og ikke rigtigt troværdigt for den tid, filmen skildrer.

Efter akten falder forældrene i søvn på åstedet og vågner med et sæt, da jordskælvet sætter ind midt om natten. Faren løber ind for at redde børnene, men dræbes af styrtende murbrokker. Børnene fanges i en fælde, hvor redningsfolkene, soldater fra Folkets Befrielseshær, efterfølgende konstaterer, at prøver de at redde drengen, vil pigen dø, og prøver de at redde pigen, vil drengen dø. Moren må vælge hvem af de to, de skal redde.

Kaos efter jordskælvet. Kina er blevet leveringsdygtig i yderst velproducerede propagandafilm, der egner sig for et publikum over hele verden, og som let
og elegant springer hen over pinagtige historiske detaljer.

Hun vælger nødtvunget drengen. Pigen hører morens dom, besvimer under redningsarbejdernes arbejde men overlever mirakuløst. Hun vågner op i rækkerne blandt de døde, efter at moren brødebetynget er draget af med drengen, og bliver taget for at være forældreløs. Hun bliver sidenhen bortadopteret til et barnløst par i militæret.

Herefter følger vi så de to vokse op med de sjælear, som jordskælvet har givet både dem og deres angrende mor. Vi følger dem, lige indtil jordskælvet i Wenchuan tilfældigt fører dem sammen igen, da både pigen og hendes bror begge har meldt sig som frivillige hjælpere under redningsarbejdet dér.

Det er svært at komme til for oplagte muligheder for national propaganda i historien om de 32 år, der går – og de bliver da også udnyttet meget professionelt. Vi skal til at lære at se igennem den kinesiske filmglamour, som vi gennem årtier har lært at se gennem den amerikanske.

Anmelderen på New York Times valgte ikke at se Aftershock som en propagandafilm. Det gjorde han blandt andet med henvisning til, at instruktøren offentligt har givet udtryk for, at kinesiske film sjældent får succes i udlandet på grund af censur i hjemlandet.

Men filmen er en realitet, og den er produceret i Kina, og når en kinesisk film handler om to så politisk sensitive jordskælv, sker det ikke uden myndighedernes indblanding. Det er de vilkår, Feng Xiaogang laver film under, og dermed har vi også lov til at se den som det, den også er: Propaganda.

Tilbage til toppen

"Little Moth" er rå og håndholdt socialrealisme, der virkelig kommer ind under huden på det moderne kinesiske samfund.

Little Moth (血蝉)
Instr.: Peng Tao, 2007

Xiao Ezi bliver hun kaldt, eller Lille Møl. Hun er 11 år. Moren er død, og faren er en arbejdsløs alkoholiker.

Tilmed er hun handicappet. Efter en blodforgiftning har hun mistet førligheden i sine ben. Faren sælger hende til en anden mand, Luo Jiang, og hans kone, Gui Hua, for 1.000 yuan, men det er ikke af kærlighed, at Luo Jiang drager af sted med Xiao Ezi.

Sammen skal de tre tjene penge ved at udgive sig for at være en familie ramt af ulykke og tigge på gaden. Hendes handicap vil vække medynk og sikre flere penge.

Selv vil Luo Jiang absolut intet unødigt ofre på Xiao Ezi, heller ikke medicin. Problemerne trænger sig på, da hans kone langsomt begynder at nære menneskelige følelser for pigen. Det hele kompliceres yderligere, da to bekendte af Xiao Ezis ”far” kræver beskyttelsespenge af ham, og da en velmenende mand tilbyder at adoptere Xiao Ezi, og endelig da en anden børnehandler begynder at true Luo Jiang.

Det er en film, som nådesløst beskriver, hvad mennesker kan få sig til, når de er kommet langt nok ud. Fattigdom er en kamp for overlevelse, og desværre rammer filmen meget præcist situationen for mange mennesker i Kina, der i det nye århundredes første årti netop er kommet eller skubbet tilpas langt ud af Kinas modernisering.

Det er ikke æstetisk og flot klippet. Til gengæld er det så tæt på virkeligheden,
som man kan komme med en spillefilm. Xiao Ezi bliver sat på fortovet for at
gøre sin pligt: Tigge penge hjem til dem, som har købt hende til formålet.

Tilbage til toppen

Vil du vide, hvordan Mao Zedongs politiske kampagner påvirkede den almindelige kineser, så se denne film

Den blå drage (The Blue Kite, 蓝风筝)
Instr.: Tian Zhuangzhuang, 1993
En af få kinesiske film, som virkelig prøver at tage livtag med kinesernes bitre erfaringer under Mao Zedong.

Tian Zhuangzhuang tilhører den samme femte generation af filminstruktører som Zhang Yimou og Chen Kaige, der begge også lancerede film om politisk følsomme perioder under Mao Zedong.

Men Tian Zhuangzhuang var den, der var modigst i sin kritik, og som gik hårdest til biddet. Det blev også dyrt for hans instruktørkarriere.

Vi følger i filmen drengen Tietous tumultariske opvækst fra 1950’ernes begyndelse til midt i kulturrevolutionen, og vi er vidner til, hvordan han mister sin far, sin onkel og sin stedfar i tre af Maos store og katastrofale kampagner; Hundrede Blomster-kampagnen, Det Store Spring Fremad og sidst men ikke mindst Kulturrevolutionen.

Disse tre politiske kampagner har alle fået skrevet deres mest grumme detaljer i det officielle Kinas glemmebog. Det officielle Kina ønsker ikke, at befolkningen husker for meget og får ideer om at stille andre end Firebanden til regnskab.

Filmen beskriver det håb, som mange kinesere forbandt med begyndelsen af 1950’erne og Maos lovning på en ny start, men som det fremgår af filmen, var det et håb, som Mao hurtigt slukkede med sine kampagner, der kostede lidelser og død for millioner af mennesker. Tietous barndom ændrer sig fra først at være centrum i en lykkelig familie til at være del i en kamp for bare at overleve.

Tian Zhuangzhuang sørgede for, at filmen ikke kom i hænderne på den kinesiske censur. Den blev smuglet ud af landet og blev snart berømmet verden over på forskellige vestlige filmfestivaler. Konsekvensen var, at Tian Zhuangzhuang, som også tidligere havde været på kant med censurmyndighederne, nu blev sortlistet og fik forbud mod lave film i to år. Det skete i 1994. Men der skulle reelt gå næsten ti år, før Tian Zhuangzhuang igen lancerede en ny film.

Råt for usødet. Tian Zhuangzhuang pakker ikke sin film ind i lækre billeder,
som for eksempel Zhang Yimou eller Chen Kaige har gjort det. I “Den Blå
Drage” får tilskueren virkelig fornemmelsen af det kaos, som herskede
i lange perioder under Mao Zedong. Dette er filmens slutscene.

Omend både Zhang Yimou og Chen Kaige har forholdt sig kritisk til Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen, så var de meget mere pæne i deres filmiske kritik, end Tian Zhuangzhuang var i “Den Blå Drage.” De oplevede også efterfølgende vanskeligheder men slet ikke i samme kaliber som Tian Zhuangzhuang.

Tian Zhuangzhuang er sammen med Chen Kaige og Zhang Yimou del af samme generation af filminstruktører, den såkaldte femte generation, men han har aldrig været så fremtrædende som de er blevet. Den blå drage er ikke bare en modig film. Den er også medrivende og oplysende, men den kræver, at man har lidt kendskab til Kinas historie fra 1950 og til cirka 1975. Tian Zhuangzhuang fik forbud mod at producere film i de følgende ti år. Han har været aktiv igen siden 2002.

Tilbage til toppen

Wang Xiaoshuang har begået en modig og meget flot og tankevækkende film om at vokse op under Kulturrevolutionen

11 Flowers (我十一)
Instr.: Wang Xiaoshuai, 2011
Wang Han er 11 år i 1975, det sidste år af Mao Zedongs katastrofale kulturrevolution. Den medførte et kaos og en national desillusion, som Kina ikke kunne begynde at arbejde sig ud af, før Mao døde i 1976.

Hver dag leger Wang Han med sine kammerater, men han lægger mere og mere mærke til de voksnes verden ude i periferien. Han opdager, at det er en verden fyldt med utryghed, angst og en evig kamp for at overleve.

Selv må han også kæmpe for at opretholde venskabet med sine kammerater. Og midt i det hele bliver hans nye, fine skjorte stjålet.

Hans mor har siddet oppe hele natten og syet den af stof købt med et års forbrug af rationeringsmærker, så det er ikke sjovt at skulle fortælle derhjemme. Men han tør ikke sige sandheden. Sandheden er, at skjorten blev stjålet af en ung mand på flugt fra politiet. Han er eftersøgt på mordet af en lokal leder af byens store fabrik.

Flygtningen er storebror til Junhong, der går i Wang Hans parallelklasse. Hun synker ned i en depression, og hendes enlige far er desperat. Han er blot én blandt millioner af intellektuelle, som blev sendt i internt eksil under Mao, og han har ikke kunnet vænne sig til livet i den lille landsby. Og nu er hans familie ved at falde fra hinanden.

Heller ikke Wang Hans familie kan vide sig sikker. Faren prøver at stoppe et voldeligt, politisk motiveret overfald på en lærer, men bliver dermed selv et mål for angreb. Ingen kan vide sig helt sikre. Alle må klare sig, som de bedst kan.

“11 Flowers” skal ses, hvis man interesserer sig blot en smule for, hvad det moderne Kina er rundet af. Kina har forandret sig radikalt siden 1975, men kineserne har aldrig fået talt ordentligt ud om Kulturrevolutionen. Wang Xiaoshuai forsøger at råde bod.

Vi ser det hele med Wang Hans unge øjne, og det er morsomt, tankevækkende og trist på en og samme gang. “11 Flowers” er en fantastisk flot film, der formår at berette om Kulturrevolutionens kaos uden at svælge i volden. Vi ser alt på afstand, og i stedet mærker vi usikkerheden og utrygheden. Og alligevel leger vi videre med Wang Han og hans venner.

Jeg har sagt det før: Der er langt mellem de modige instruktører, som tør binde an med en troværdig film om Kulturrevolutionen. Men med “11 Flowers” har Wang Xiaoshuai begået et godt bud. Desværre er filmen – så vidt jeg ved – forbudt i Kina. Interessant nok deler instruktøren efternavn med filmens hovedperson – og han var også 11 år i 1975.

Tilbage til toppen

Uforløst kærlighed eminent beskrevet af Wong Kar-wai. Man går ikke upåvirket fra denne film. Meget smukt filmet.

In the Mood for Love (花样年华)
Instr.: Wong Kar-wai, 2000
Hongkong, 1962. Journalisten Chow Mo-wan (spillet af Tony Leung) lejer sig ind på et værelse i en bygning samme dag som Su Li-zhen (spillet af Maggie Cheung) lejer sig ind på værelset ved siden af. Begge har udearbejdende ægtefæller, og de mistænker dem hver især for at have en affære med den andens ægtefælle.

Til at begynde med følger vi deres ensomme liv i hver deres værelse med Hongkongs myldrende liv omkring sig, men langsomt finder de sammen og taler om deres mistanke.

Det udvikler sig til, at de begynder at få dybe følelser for hinanden, men netop fordi de har fundet fællesskab i foragt mod deres ægtefællers svigt, kan de ikke finde ud af at finde sammen. Det bliver en lang og smertefuld vej ad parallelle spor for to mennesker, som gerne ville krydse over, men som ikke kan på grund af konventioner og manglende mod.

En meget smuk film med meget smukke og stemningsfulde billeder; nogle gange fortalt i ultrakorte sekvenser, som samlet viser os, at tiden går, mens alt for lidt sker imellem de to grundstødte og kærlighedshungrende, efterladte ægtefæller.

Vi kan først og fremmest se, at tiden går, fordi Su Li-zhen skifter kjole fra klip til klip. Igennem filmen bærer hun en perlerække af smukke og højhalsede qipao, den enkle og meget smukke kjole fra 1920′ernes og 1930′ernes Kina.

Wong Kar Wais ‘In the Mood for Love’ er så stemningsmættet, at det gør ondt.
Vi har alle en gang imellem brug for et ‘tree hole’.

Tilbage til toppen

Zhu Xu spiller maskekongen, som adopterer - eller rettere køber - en dreng, der skal videreføre hans kunst.

Maskekongen (King of Masks, 变脸)
Instr.:
Wu Tianming, 1996
Kina i 1930’erne. Gamle Wang er en mester udi den traditionelle og århundredgamle gøglerkunst bianlian, hvor gøgleren igen og igen skifter maske foran publikum så hurtigt, at ingen kan se, hvordan det går til. Han er dygtig og respekteret.

Men han mangler en søn at give sin viden videre til. Kunsten må ikke gives videre til andre, ikke til venner, ikke til fremmede og ikke til døtre. Konen gik fra ham for mange år siden, og sønnen døde som tiårig. Derfor går gamle Wang ud for at adoptere sig til en arving.

Da han ender med at finde en kvik dreng på otte år, som får kaldenavnet Gouzi, synes arveforholdet at være sikret. Men Wang finder ud af, at han er blevet snydt, og resten af filmen handler om, hvordan Gouzi på virkelig rørende vis kaster sig ud i overlevelseskamp for at vinde Maskekongens hjerte tilbage og lære at udføre den gamle kunst.

Maskekongen er netop blevet overbevist om, at han må sikre sig en arving
som kan videreføre hans kunst. Han går derfor ud for at “adoptere”. Det
foregår på et marked, hvor han i virkeligheden køber sig en dreng.

Tilbage til toppen

Li Huiquan løslades og skal finde sin plads i et fuldstændigt forandret Kina i slutningen af 1980'erne. Det er ikke let.

Black Snow (本命年)
Instr.: Xie Fei, 1990
Her får du en blandt Kinas kendteste skuespillere, Jiang Wen, i en af sine tidligste og mest interessante roller.

Han spiller en ung mand, Li Huiquan, dømt for mord, og som nu efter et langt fængselsophold prøver at finde fodfæste i et Kina, som har forandret sig alt for hurtigt, mens han har været fængslet.

Vi er i slutningen af 1980’erne. Deng Xiaoping har i de foregående ti år ført Kina bort fra den dogmatiske kommunisme, og nye, privat drevne virksomheder og forretninger skyder op overalt i hele landet. Det er ikke let at følge med for en, der har siddet i fængsel.

Masser af entreprenante mennesker tager chancen og ”springer i havet” – det vil sige, at de forlader deres trygge position som statsansatte og giver afkald på de sociale goder, der følger med, for i stedet at prøve lykken og blive rige på det private marked. Det er knald eller fald for dem.

Li Huiquan forsøger sig også, selvom han ingen uddannelse har – det glippede for hele hans generation, da Kinas uddannelsessystem lå brak under kulturrevolutionen. Han giver sig til at sælge tøj og klarer sig i og for sig udmærket.

Det største problem for ham er imidlertid at finde indenfor i de sociale cirkler igen. Han står hele tiden på kanten, og med sine utilstrækkelige erfaringer med det moderne liv i Kina anno slutfirserne er han sårbar overfor det dårlige selskab, som under Deng Xiaopings reformåbninger har fået mere albuerum. Uden at vide hvordan han skal værge for sig, går han lige så stille sin skæbne i møde.

Begyndelsen af filmen. Li Huiquan vender hjem til sin lille hybel i en hutong
i Beijing. Intet er rørt, siden han blev fængslet. Det er som om, tiden
har stået stille. Og Li må kæmpe for at komme ud af denne tidslomme.

Tilbage til toppen

En bemærkelsesværdig film på et bemærkelsesværdigt tidspunkt.

The Opium War (鸦片战争)
Instr.: Xie Jin, 1997
Xie Jin (1923-2008) fik en instruktørkarriere, der strakte sig fra lige før, kommunisterne overtog magten i 1949 til lige ind i det nye årtusind, hvor han instruerede sin sidste film.

Som nævnt under omtalen af hans film “Hibiscus Town” nedenfor var han i stand til og villig til at lave kontroversielle film – og han fik lov til at betale prisen – men han lavede også flere politiske bestillingsværker, blandt andet tre af de i alt seks filmatiseringer af Jiang Qings mønsteroperaer under kulturrevolutionen, hvor han ellers tilbragte sin tid i arbejdslejr.

Filmen her er også et bestillingsarbejde – et arbejde, hvor han havde et valg – men det er alligevel lykkedes Xie Jin at få en meget nuanceret film ud af det. Og både de kinesiske og vestlige skuespillere gør et troværdigt stykke arbejde. I denne slags film er det sjældent, at den vestlige side bliver beskrevet særligt nuanceret.

Tilbage i 1842 havde Kinas kejser tabt Hongkong til Storbritannien efter den første opiumskrig, hvor briterne desuden dels tiltvang sig retten til at sælge opium i Kina, dels tiltvang sig retten til handel i flere kinesiske byer langs østkysten. Blot 40 år tidligere havde Kina alene stået for en tredjedel af hele verdens bruttonationalprodukt, men opiumskrigen var det første synlige tegn på, at nu gik det for alvor ned ad bakke for verdens største og ældste civilisation.

I 1898 tiltvang briterne sig endnu end bid land omkring Hongkong – dog kun på “lejebasis”. De Nye Territorier, som området blev kaldt, skulle tilbageleveres efter 99 år. Briterne med premierminister Margareth Thatcher i spidsen havde regnet med en forlængelse af lejemålet, men Deng Xiaoping satte hælene i.

Den 1. juli 1997 skulle De Nye Territorier altså leveres tilbage. Briterne vidste, at så gav det ingen mening at beholde selve Hongkong. Den historie måtte og skulle fortælles på film på den dag, hvor Hongkong atter blev kinesisk, og Xie Jin leverede faktisk et bud på historien, som så sagen fra begge sider. Selv de vestlige anmeldere var positive.

Hele filmen “The Opium War” ligger for tiden på YouTube. Desværre er den
ikke tekstet – hverken den kinesiske del eller den engelske.

Tilbage til toppen

Denne film har jeg ikke personligt set, men den er med på listen, for det er en film, som bør ses for at forstå en vigtig og meget kaotisk tid i Kina.

Hibiscus Town (芙蓉镇)
I
nstr.: Xie Jin, 1986
Kulturrevolutionen (1966-1976) efterlod både fysiske og psykiske ar på alle kinesere. Da de kinesiske intellektuelle i midten af 1980’erne begyndte at behandle perioden kunstnerisk, blev deres værker derfor hurtigt døbt ar-litteratur eller ar-film.

Hibiscus Town er en ar-film lavet af en instruktør, som havde sine egne ar. I 1965 lavede han en film, som blev så stærkt politisk kritiseret, at begge hans forældre begik selvmord, og han tilbragte selv flere år i arbejdslejr.

Filmen her foregår netop i den periode. Det er tiden umiddelbart efter Mao Zedongs katastrofale kampagne, Det Store Spring Fremad, hvor mellem 30 og 40 millioner mennesker døde af sult. Mao gik af som præsident (men blev siddende som formand for Kinas Kommunistparti), og Liu Shaoqi overtog posten. Sammen med Deng Xiaoping åbnede han op for en vis – omend meget lille – privatisering på landet, som medførte en markant stigning i den underdrejede fødevareproduktion.

Vi følger kvinden Hu Yuyins (Liu Xiaoqing) skæbne. Hun er ung, lykkeligt gift og driver en lille bod på gaden, hvor hun sælger tofu. Hun og manden formår at tjene nok til at bygge sig et hjem. Men i 1964 bliver hun offer for Mao Zedongs kampagne om de fire udrensninger, som gik ud på at udrense politik, økonomi, organisation og ideologi for alle reaktionære elementer.

Kampagnen var Maos første forsøg på at komme rigtigt tilbage til magten igen, men selvom det ødelagde mange kineseres dagligdag, så mislykkedes Maos ærinde.

Hu Yuyin får prædikatet nyrig, hendes hjem og den lille forretning tages fra hende, og hendes mand begår selvmord i fortvivlelse. Hun får dog lov at arbejde videre som gadefejer og bygger langsomt et nyt liv op. Hun forelsker sig i Qiu Shutian (spillet af Jiang Wen) og bliver gravid.

Desværre har Mao nu sat gang i kulturrevolutionen, og Qiu Shutian bliver stemplet som tilhørende de fem sorte (dvs. godsejere, rige bønder, antirevolutionære, folk med dårlig indflydelse og højreorienterede). Han bliver sendt i arbejdslejr og kommer ikke tilbage, før Deng Xiaoping overtager magten i 1978 og begynder at rehabilitere mange af ofrene for Maos politik.

Hu Yuying og Qiu Shutian kan starte forfra igen. Filmen fik ros i Vesten for at give en meget nøgtern fremstilling af almindelige menneskers reaktion på Maos voldsomme kampagner. Xie Jin undgår flot at dele folk op i de onde og de gode.

Den løbende revolution, den fortsatte klassekamp, som Mao Zedong hele tiden fyrede op under, skulle foregå overalt i Kina – også i den mindste bjerglandsby. Ikke altid vidste folk, hvad de skulle stille op med de politiske paroler. Nogle gange blev de brugt til personlig vinding, andre gange førte de bare til kejtede situationer.

Tilbage til toppen

Rockmusikeren Cui Jian (øverst th) spiller den altopofrende far i en film om familiesammenhold.

我的兄弟姐妹 (Roots and Branches)
Instr.: Yu Zhong, 2003
En enkel film om at have en familie og om, hvor man hører til. Udgangspunktet er årene omkring 1980, hvor Lao Qi (spillet af Cui Jian), musiklæreren på den fattige landsbys lille folkeskole, på trods af sine helt åbenlyse faglige kvaliteter bliver fyret.

Hans politiske holdninger er nemlig ikke ganske i overensstemmelse med myndighedernes. Dengang skulle man ikke træde meget ved siden af, før man fik problemer – endnu mindre end i dag.

Lao Qi har ladet eleverne synge nogle af de forkerte sange. Han får anvist et nyt arbejde med at bringe brændsel ud og hakke is af vejene om vinteren.

Vi følger Lao Qi og hans intetanende kone samt deres fire børn (to piger og to drenge); en måske lidt overharmonisk familie, men miljøet, omstændighederne og folks måde at agere med hinanden på virker i det store og hele til at være ramt meget godt. Men det er bestemt også meget kinesisk sentimentalt, som det som regel bliver med film fra Kina, når de handler om familiesammenhold.

Det går galt for Lao Qi og hans familie. Moren er syg, og da Lao Qi vil hjælpe, ender de begge med at miste livet. Børnene er overladt til sig selv, og storebroren må gå rundt til naboerne for at få sine søskende bortadopteret enkeltvis. Og således spredes familien.

Filmens andet spor handler om søsteren, Qi Sitian, som endte i USA. Hun er blevet en verdensberømt dirigent og skal for første gang i 20 år tilbage til Kina. Dér skal hun dirigere Kinas nationale symfoniorkester i Beijing. Samtidig prøver hun at spore sine søskende, som hun har mistet kontakten til.

Denne del af filmen handler om et helt andet og moderne Kina i forhold til det fattige og tilbagestående Kina, som Qi Sitian forlod dengang. Den handler også om vigtigheden af at holde sammen på familien midt i de voldsomme forandringer, som Kina har gennemgået og fortsat gennemgår. Her bliver det ikke kun sentimentalt, men også decideret teatralsk.

Men miljøskildringerne fra det gamle Kina er interessante, og hele filmens fokus på at holde sammen på familien i tykt og tyndt er typisk kinesisk. Familie og nationalitet er to ting, som der traditionelt og hele tiden sættes fokus på i Kina, og derfor er filmen alligevel interessant. Se hele filmen her (kinesisk uden undertekster).

Starten på filmen, hvor vi møder Lao Qi og hans harmoniske familie og senere
datteren Qi Sitian som voksen på vej tilbage til Kina efter 20 år i USA. Hun vil
nu prøve at finde sine søskende, som blev spredt efter forældrenes tidlige død.
Oversat direkte til dansk er filmens kinesiske titel “Mine Søskende”.

Tilbage til toppen

Zhang Yimou er god til de store følelser. Det ved vi. Det ville have været befriende, om han også turde vise det drama, som Kulturrevolutionen var.

Under the Hawthorn Tree (山楂树之恋)
Instr.: Zhang Yimou, 2010
Da Zhang Yimou meddelte, at hans næste film ville foregå under Kulturrevolutionen, var det svært at forestille sig, hvad han mon ville ende med at vise os.

I starten af 1990′erne var han Vestens kæledægge, en begavet, samfundskritisk instruktør, som leverede den ene rørende film efter den anden og samtidig jævnligt havde problemer med myndighederne af samme grund.

I slutningen af 1990′erne skiftede han til at samarbejde åbenlyst med myndighederne om flere propagandaprojekter (blandt andet OL-åbningsceremonien i Beijing i 2008).

Men Kulturrevolutionen kunne han vel ikke berøre i en film om uden at være kritisk? Kulturrevolutionen var den sidste af Mao Zedongs katastrofale politiske kampagner (1966-1976). Den lignede til tider en borgerkrig, og den kostede anslået op mod tre millioner mennesker livet. Den er den dag i dag et stort og tabubelagt ar i den kinesiske folkesjæl, som der stort set ikke er lavet nogen troværdige kinesiske film om. Zhang Yimou leverede selv en af undtagelserne i 1994 med “At Leve” (se nedenfor).

Men jo, Zhang Yimou kunne godt lave en hel film, som foregår under Kulturrevolutionen, uden at være kritisk. Han lavede en kærlighedsfilm, hvor Kulturrevolutionen kun står tilbage som en falmet kulisse, som skal antyde, at den rene kærlighed ikke har helt optimale vilkår på dette tidspunkt.

Og det til trods for, at bogen, som filmen bygger på (og som er skrevet over en virkelig historie), er fuld af alle de uhyggelige dramaer, som alle kinesere blev kastet ud i dengang.

Filmens kvindelige hovedperson, Jinqiu, har for eksempel en klassekammerat, der bliver banket ihjel for at fejlcitere Mao. Hendes bror sendes som hun selv på landet, hvor også han er nær ved at blive banket ihjel. En af hendes arbejdskammerater er så misundelig over hendes nye gummistøvler, som hun har fået af sin bejler, Lao San, at hun beskylder hende for at være prostitueret.

Dette er bare nogle af alle de almindelige prøvelser, som Jinqiu kommer ud for, mens hun tøvende prøver at holde liv i sin spirende kærlighed til Lao San, selvom den kan koste hendes stilling plus internt eksil under de rabiate politiske omstændigheder.

Dem tør Zhang Yimou ikke beskrive. Desværre. Det ville have været befriende at se ham gå virkeligt i dybden med den Kulturrevolution, som han også selv var ung i, og som han derfor har alle forudsætninger for at beskrive for os. Han ville have kunnet gøre det. I stedet får vi en kærlighedsfilm.

Den er rørende. Men den virker ikke troværdig med denne falmede kulisse som baggrund. Jeg vil i stedet læse bogen, når den udkommer i oversættelse. Utroligt nok er den oprindeligt skrevet og udgivet i Kina af en forfatter ved navn Ai Mi, der angiveligt har fået historien fra de dagbogsnotater, som den kvindelige hovedperson selv gjorde.

Trailer til filmen Under the Hawthorn Tree. Zhang Yimou kan sit kram, når
det gælder at fortælle en historie. Problemet med denne film er, at han kun
fortæller den halve historie. Nogle anmeldere har været overvejende positive,
mens andre anmeldere har været mere kritiske
.

Tilbage til toppen

Not One Less var med til at markere et kunstnerisk vendepunkt for Zhang Yimou. Herefter begyndte han at samarbejde med myndighederne.

Not one Less (一个都不能少)
Instr.:
Zhang Yimou, 1999
I en bjerglandsby ligger der en skole, og skolen har kun én lærer. Læreren bliver nødt til at rejse bort i en måned for at besøge sin syge mor, og derfor må han ty til at lade skolens dygtigste elev, den 13-årige Wei Minzhi, overtage undervisningen af alle eleverne.

Wei Minzhi får udleveret ét stykke kridt til hver dag, og hun bliver formanet om, at der ikke må mangle en eneste elev, når han vender tilbage. Hvis der gør, må skolen lukke, og der er altid risiko for, at forældrene trækker deres børn ud af skolen, for at de kan tjene penge til familien.

Den unge og forsagte pige kan naturligvis ikke styre eleverne. Én af drengene stikker af for at finde arbejde, og Wei Mingzhi ser ingen anden udvej end at tage ind til byen for at lede efter ham. Missionen er fuldstændig håbløs, men hun er både desperat og stædig. Ansvaret tynger, og hun bliver nødt til at lykkes med sit forehavende.

Filmen er udelukkende lavet med amatørskuespillere. De spiller de roller, som de udfylder i det virkelige liv – borgmesteren er borgmester, læreren er lærer osv. – de bærer deres egne navne i filmen, og de spiller, så man er ved at briste i gråd. Især Wei Minzhi spiller helt fantastisk.

Filmen var et varsel om, at Zhang Yimou var ved at ændre sit perspektiv som kunstner. Hidtil havde myndighederne set hans film som kontroversielle, flere var blevet forbudt i Kina, og han havde været udsat for pres af forskellig art. Med denne film arbejdede han med myndighederne, som promoverede regeringens satsning på endelig at få indført ni års skolegang for alle børn i Kina. Samarbejdet fortsatte, og Zhang Yimou endte med at stå for OL-ceremonien på åbningsdagen i Beijing den 8. august 2008.

13-årige Wei Minzhi er naturligvis ikke i stand til at undervise sine jævnaldrende 
og yngre klassekammerater i lærerens sted. Hun aner ikke sine levende råd, og
hun ender snart i problemer til halsen. Men hun må og skal redde situationen.

Tilbage til toppen

Zhang Ziyi i rollen som en ung kvinde, der forelsker sig for første og eneste gang. Zhang Yimous nye stjerne.

Vejen Hjem
(The Road Home, 我的父亲母亲)
Instr.:
Zhang Yimou, 1999
Fra midten af 1980′erne og op igennem 1990′erne dannede Gong Li og Zhang Yimou par både kunstnerisk og privat. Men så skiltes de, og Zhang Yimous nye partner og stjerne blev Zhang Ziyi. Hun spiller hovedrollen i denne film, som kun er Zhangs anden film, der foregår i samtidens Kina:

En gammel kone, Zhao Di, har lige mistet sin mand, som var hendes livs eneste og store kærlighed. Hendes travle søn må tage sig tid til at tage ind for at besøge og hjælpe hende.

Hun ønsker, at han skal arrangere, at farens kiste bæres tilbage til landsbyen, hvor han kommer fra, så hans ånd kan finde hjem. Det er ikke let midt om vinteren og i snestorm, men sønnen forstår hvor vigtigt, det er for moren. Og vi forstår det via filmens tilbageblik.

Tilbage i 1958 umiddelbart før Det Store Spring Fremad kommer en ny og ung lærer til landsbyen, og Zhao Di bliver lige på stedet forelsket i ham og han i hende. Til at begynde med viser de kun deres kærlighed ved små og næsten usynlige hentydninger, men da læreren sendes væk af politiske grunde, bryder Zhao Dis verden sammen.

Den unge lærer får ad omveje at vide, hvordan Zhao Di har reageret, da han drog bort fra landsbyen, og han ser sit snit til at møde hende igen. Det bliver dyrt, for det koster ham endnu nogle års “tjeneste” væk fra landsbyen som straf. Men de får hinanden, og nu er det sønnens opgave at fuldføre morens sidste ønske for hendes livs kærlighed.

Zhang Yimou berører ganske vist det faktum, at kineserne under Mao Zedong blev flyttet rundt efter myndighedernes forgodtbefindende, men han er ikke så kritisk som i filmen “At Leve”. Han synes her snarere at lægge et romantisk slør ud over en barsk og i høj grad umenneskelig fortid. “Vejen Hjem” var således ligesom filmen “Not One Less” fra samme år med til at bekræfte Zhangs kunstneriske skifte i 1999 til at arbejde for og med de kinesiske myndigheder.

Filmen foregår sidst i 1950′erne. Fortiden er i farver, nutiden i sort/hvid.
Det er desværre med til at styrke Zhang Yimous romantiserede billede af en i virkeligheden hård og umenneskelig tid. Men derudover er “Vejen Hjem” en
meget rørende og enkel kærlighedshistorie.

Tilbage til toppen

Få kinesiske instruktører har haft mulighed for og mod til at beskrive Mao Zedongs kampagner kritisk. Zhang Yimou havde - dengang.

At Leve (To Live, 活着)
Instr.: Zhang Yimou, 1994
Vi følger en familie fra midt i 1940′erne (japansk besættelse og borgerkrig på én gang) til begyndelsen af 1970′erne (Kulturrevolutionen).

Xu Fugui (spillet af Ge You) er en ung og sorgløs mand, som spiller sin fars formue op og sender familien på tiggergang. Det viser sig dog at være held i uheld, for vinderen af formuen, Long’er, bliver henrettet af kommunisterne, da de siden overtager magten. Han er jo rig og dermed en folkefjende.

Xu Fugui og hans kone underkaster sig nu systemet i frygt, men selvom de gør alt, hvad de får besked på, mister de alligevel det dyrebareste de har.

Filmen er efter mit skøn Zhang Yimous bedste; en subtil kritik af Kina under Mao. Kritikken ligger i to centrale men meget afdæmpede scener: I den første taler Xu Fugui til sin søn om kommunismens glæder, i den anden taler han om akkurat det samme til sit barnebarn.

Mellem de to scener ligger der 15 år med ubeskrivelige sorger. Kun nogle få ord er ændret i Xu Fuguis tale til i forhold til, hvad han i sin tid sagde til sin søn, men heri ligger hele dramaet gemt. Gong Li ses i rollen som Xu Fuguis kone.

Filmen blev naturligvis forbudt i Kina, men efter at Zhang Yimou kom ind i den politiske varme i tiden op til OL i Beijing i 2008, har filmen kunnet købes overalt.

Fu Xugui lever det søde liv for sin fars penge, men det er snart slut.
Han skal helt ned at vende på bunden. Dette er starten på filmen.

Tilbage til toppen

The Story of Qiu Ju viser, hvordan menigkinamand må kæmpe mod systemet for at få ret. Den viser også en særlig kinesisk version af ret og uret.

Historien om Qiu Ju
(The Story of Qiu Ju, 秋菊打官司)
Instr.:
Zhang Yimou, 1992
En af Gong Lis bedste roller. Hun spiller en højgravid bondekone, Qiu Ju, der ikke vil finde sig i at landsby-lederen har sparket hendes mand, Qing Lai, så hårdt i skridtet, at han må søge læge. Qing Lai er nemlig kommet med en uoverlagt bemærkning til landsbylederen om, at han kun kan opdrætte høns, og landsbylederen opfatter det som en hånlig hentydning til, at han kun har kunnet få piger.

Qiu Ju vil have en undskyldning fra landsbylederen, og hun vralter med sin store mave igennem alle instanser for at få retten på sin mands side, men da hun så omsider får det, viser det sig at være en ulykke.

Da filmen kom frem, syntes det vestlige publikum, at hun gør det rigtige, men jeg fik fortalt, at det kinesiske reagerede med skadefryd over for Qiu Ju, da hun endelig indser det ulykkelige i, at hun har fået medhold.

Filmen er lavet med skjult kamera med skuespillere i virkelige omgivelser, hvor folk omkring skuespillerne ikke har nogen anelse om, at de er med i en film. Et virkelighedsnært billede af det fattige Kina anno 1992.

Qiu Ju anmelder uretfærdigheden begået mod sin mand. Nej, klippet antyder 
ikke nogen ophidsende film, og den kører i sit eget langsomme tempo. Men man 
hænger på for at se hvor langt den stædige kone er villig til at gå i kampen for retfærdighed. En fantastisk film.

Tilbage til toppen

Filmen er et udmærket billede på kvindernes situation i det gamle Kina: De lever som i et fængsel i deres eget hjem.

Filmen er et godt billede på situationen for kvinderne i det gamle Kina: Deres eget hjem var reelt som et fængsel.

Under den Røde Lygte
(Raise the Red Lantern, 大红灯笼高高挂)
Instr.: Zhang Yimou, 1991
Kina i 1920′erne. En ung kvinde, Songlian (spillet af Gong Li) må opgive sine studier, fordi hendes far dør, og der dermed ikke er råd til at lade hende læse videre. Hun bliver gift med en købmand, som i forvejen har tre koner.

Her bliver hun straks hvirvlet ind i kampen om hans gunst med det ene formål for øje at føde ham en søn, hvilket er den eneste måde for hver af de fire at vinde anseelse på. Det er en kamp, hvor alle kneb gælder – og de bliver brugt! Kampen slutter ikke, før der er en vinder og to tabere blandt kvinderne.

Filmen var i perioder forbudt i Kina, da den kunne tolkes som et billede på statens undertrykkelse af befolkningen. Læg her især mærke til, at man aldrig på noget tidspunkt i filmen får købmandens ansigt at se. I dag kan filmen dog fås i enhver valassorteret videoforretning.

Songlian (spillet af Gong Li) må opgive sine studier, og bliver en rig mands
fjerde kone. Sådan bliver hun siden tituleret. Her møder hun tredje kone
(Meishan, spillet af He Caifei
), som engang var en feteret operaskønhed.

Tilbage til toppen

Zhang Yimous klassiker fra første halvdel af 1990'erne. Gong Li køres i stilling som kinesisk verdensstjerne.

Ju Dou (菊豆)
Instr.: Zhang Yimou, 1990
En efter kinesiske forhold og især efter tiden meget vovet og meget direkte film om seksuelt begær. Gong Li spiller hovedrollen som den unge kvinde, Ju Dou, der sælges til en farver i 1920′ernes Kina. Han har slået sine to tidligere koner ihjel, fordi de ikke har kunnet føde ham en søn.

Han fortsætter med Ju Dou, hvor han slap, ved at mishandle hende. Samtidig har farverens nevø, Yang Tianqing (spillet af Li Baotian), fået et godt øje til den smukke Ju Dou. De indleder et hedt forhold, som ender med at hun føder en dreng. Farveren tror naturligvis, at han selv er far til drengen.

Drengen er filmens sprængstof, og det hele eksploderer, dels da farveren opdager, at han alligevel ikke er far til drengen, dels da drengen selv mange år senere opdager sandheden. Zhang Yimou introducerer her et at sine ypperste kendetegn: Opbygningen af et drama med et filmsprog i kaskader af kraftige farver.

En klassisk Zhang Yimou-film fra første halvdel af 1990′erne: Kaskader
af farver symboliserer bølger af følelser. Gong Li og Li Baotian.

Tilbage til toppen

Tilbage til Kultur

En Kommentar til Spillefilm fra Kina

  1. Pingback: Syv millioner i bøde