Spillefilm om Kina

Kina i filmprojektorens skær II

Suzie Wong blev hurtigt en vestlig stereotyp på hongkongkineseren. Filmplakat fra 1960.

Kina og den almindelige kineser blev tidligere i den vestlige filmindustri offer for en temmelig stereotyp behandling.

Typer som Charlie Chan eller Suzie Wong satte den kinesiske karakter på plads, så vi kunne forholde os til den, selvom den ikke havde meget med virkelighedens verden at gøre.

Med den økonomiske udvikling i Kina siden 1978 har vi i Vesten været nødt til at genoverveje vores egne kinesiske stereotyper og forholde os mere realistisk til dem. Det har også givet sig udslag på filmfronten.

Indtil nu har jeg ikke set mange vestlige film om Kina eller kinesisk kultur, som jeg kan anbefale her. Men efterhånden vil der også her hobe sig en række anmeldelser op for at lede den interesserede læser på vej.

Som vanligt er mit grundlæggende princip først og fremmest at skrive om film, som er værd at se. Der kan dog snige sig film ind, som ikke er decideret gode, men som af andre grunde kan være lærerige at bruge tid på. Det kunne være, fordi de for eksempel prøver at introducere nye stereotyper om kineserne.

Tilbage til toppen

Mao’s Last Dancer (Maos sidste danser)
Instr.: Bruce Beresford, 2009
”En feel-good-film, som vil og kan mere end at under-holde.” Sådan lød en dansk anmelders meget præcise dom over ”Mao’s sidste danser”.

Det er en film, der er tilpas underholdende til, at et ungt publikum kan holde opmærksomheden fangen, og som samtidig er tilpas tro mod de historiske fakta til, at man kan lære noget af den.

Sagen er den, at Kinas fortid – vi taler ikke om længere tilbage end 1970’erne – er så forskellig og fremmed i forhold til det Kina, som vi ser skyde frem i dag, at nutidens unge kan have endog meget svært ved at forholde sig til den. Men filmen her bygger på en historie fra den virkelige verden, så den kan fint danne udgangspunkt for en snak om Kinas brogede historie.

Li Cunxin blev født i en landsby nær Qingdao i Shandong-provinsen i 1961. Som 11-årig blev han af centrale myndigheder udvalgt til at skulle uddannes på balletskole i Beijing. Ingen spurgte, hvad han selv ville. Når fædrelandet kaldte, stillede man op uden at kny.

Et liv langt fra familien, hård og nådesløs træning og dogmatisk politiske operaer godkendt af Mao Zedongs kone, Jiang Qing, var dagligdagen for Li Cunxin i en stor del af de følgende år. Men i 1981 – da Mao for længst var død, hans enke sat i fængsel, og Deng Xiaoping var ved at sætte den udvikling i gang, som har ført til det Kina, vi kender i dag – kom englænderen Ben Stevenson med sit amerikanske balletkompagni, Huston Ballet, forbi Beijing, hvor der blandt andet blev givet master classes.

Her blev Li opdaget som et enestående talent, og han fik lov til at tage til USA for at studere videre. Dog ikke uden sværdslag. Lederne af balletskolen i Beijing var i tvivl om hans politiske modstandskraft. Ville han kunne modstå de kapitalistiske fristelser? Ville han forblive tro mod de kommunistiske idealer? I Kina dengang gik det, at man var rød, forud for alt andet.

Men Li Cunxin kom af sted, og han fik på kort tid en enestående karriere, for han viste sig at være et helt særligt talent inden for ballet. Og da tiden var inde, ville han ikke tilbage til Kina. Det skabte omgående en dramatisk diplomatisk krise mellem USA og Kina.

Det er dette politiske drama, som filmen handler om, samt – ikke mindst – Li Cunxins personlige, indre splittelse, da han står over for truslen om, at hans familie, som han ikke har set i årevis, bliver straffet, hvis han ikke rejser hjem til Kina som beordret.

Filmen virker troværdig. Måske skyldes det, at det ikke er en amerikansk produktion, men en australsk. Dermed bliver der også plads til at se ikke kun på det kinesiske regimes fejl, men også fejl på den amerikanske side. Det er forfriskende for en gangs skyld med et relevant og kritisk blik mod vest.

Tilbage til toppen

Den Sidste Kejser (The Last Emperor)
Instr.: Bernado Bertolucci, 1987
Et storværk om Kinas sidste kejser, Puyi, flot og god at blive klog af.

Filmen veksler mellem scener med Puyi i kinesisk fængsel i 1950’erne og flashbacks, hvor han tænker tilbage på sin tid i kejserpaladset. Her finder man hurtigt ud af, at også dér var han fange, for selvom han blev behandlet som hele Kinas hersker, Himlens Søn, så fik han aldrig lov til at træde udenfor paladsets porte.

Allerede som toårig indsættes han som kejser, men der går ikke mere end tre år, før han bliver sat af tronen. Det sker i 1911, hvor Kinas sidste kejserdynasti bryder sammen. Efter mere end 2.000 år er Kina nu ikke længere et kejserdømme. Knap fire årtiers kaos ligger forude, inden Mao Zedong og hans kommunister vinder magtkampen og i 1949 kan udråbe Folkerepublikken Kina.

Puyi får dog lov til at bo i paladset indtil 1924, hvor han bliver smidt ud med magt. Herefter flygter han nordpå, hvor han i 1934 bliver indsat som kejser af den japanske besættelsesmagt. Igen er han en ubehjælpsom fange i et politisk spil, men det er netop her, at han i kinesernes øjne begår det ultimative forræderi.

Da japanerne overgiver sig i 1945, prøver han at flygte, men anholdes af russiske soldater. Rusland overgiver ham til Kina i 1950, hvorefter han sendes til genopdragelse i en fangelejr. Efter næsten ti år bliver han løsladt, og han tilbringer sin sidste tid som gartner i Beijing, hvor han dør af kræft i 1967.

I filmen bliver hans afslutning dog beskrevet en anelse mere poetsisk. En meget flot udgang. Og i det hele taget en film, der kan hjælpe med at holde rede på en masse historie.

Det særlige ved filmens er i øvrigt, at alle scener fra kejserpaladset er optaget på stedet, hvilket naturligvis gør den ekstra seværdig.

Tilbage til toppen

Marco Polo
Instr.: Kevin Conor, 2007

Historien om Marco Polo er klassisk og fantastisk. Vi er i midten af 1200-tallet, hvor vi følger den venicianske købmandssøn, der som ganske ung mand genser sin far og onkel, som han egentlig havde afskrevet som døde.

De har nemlig været væk i årevis i Kublai Khans Kina. Dengang blev Kina regeret af mongolerne, og det var lykkedes de to at komme på god fod med khanen. Nu skal de skaffe olie fra Jesu grav samt 100 munke, som khanen har ønsket at se for at høre om kristendommen.

Men Paven var død, og det trækker ud med at vælge en ny, så det eneste, faren og onklen efter nogle år kan skrabe sammen, er lidt olie og to præster. Marco Polo er nu gammel nok til at tage med sin far og onkel. Dette bliver starten på hans udødeliggørelse, for han noterer nemlig alt ned, som han oplever og ser. Det gør han først og fremmest for at bevise, at hans far taler sandt om Kina. Ingen tror nemlig på de fantastiske historier.

Marco Polos historie bliver endnu mere fantastisk en sin fars og onkels. Han ender med at blive guvernør for Kublai Khan og bliver i hans tjeneste i omtrent to årtier. Der er derfor nok at skrive om: Et fremmed og meget rigt samfund, der råder over fantastiske og for Vesten ukendte opfindelser, magtintriger på hoffet og eksotisk kærlighed.

Og da han vender hjem, er der – ligesom med faren og onklen – heller ingen, der tror på ham. Men en afdanket forfatter, som Marco Polo senere møder i fængsel, skriver hans historie ned, så den kan udgives.

Filmen, som varer næsten tre timer, er oprindelig en amerikansk tv-serie. Det forklarer måske det pudsige valg af den amerikanske skuespiller Brian Dennehy som kejser. Brian Dennehy er god som kynisk, amerikansk advokat eller senator, og her giver han den så som kynisk, amerikansk kinakejser. Men lad gå. Filmen kan – hvis man holder øjne og ører godt åbne – være med til at give et overblik over det fantastiske liv, Marco Polo levede. Takket være ham ved vi i dag meget om livet på Kublai Khans hof i 1200-tallet.

En enkelt alvorlig anakronisme lider filmen dog under: Som Kublai Khans palads har man brugt kejserpaladset i Beijing. Det blev imidlertid ikke bygget før i første halvdel af 1400-tallet, omtrent 150 år efter Marco Polos oplevelser og omtrent trekvart århundrede efter, at khan-dynastiet (Yuan-dynastiet) var blevet væltet.

Tilbage til toppen

Kinamand
Instr.: Henrik Ruben Genz, 2002
Kjeld Decker (Bjarne Henriksen) er en midaldrende, selvstændig blikkenslager, som er faret vild i livet.

Han kan ikke tage sig sammen til at interessere sig for hverken sin kone eller sit arbejde. Derfor skrider både konen og kunderne, hvorefter han sælger alt indbo og lukker butikken.

I sin ensomhed midt i en tom lejlighed er hans eneste faste holdepunkt nu aftensmaden, som han indtager på den lokale kinesergrill på den anden side af gaden.

Han falder efterhånden i snak med ejeren af grillen, Feng, som har sin enlige søster på besøg (Vivian Wu). Hun kan ikke få forlænget sit visum, og derfor beder Feng i et fortroligt øjeblik Kjeld, om han ikke kan gifte sig med hende proforma. Der er en stor sum penge i udsigt, hvis han gør det.

Kjeld har brug for pengene, brylluppet bliver sat i stand, og det nye par, som overhovedet ikke kan tale sammen, skal nu have en hverdag til at fungere. Mod alle odds begynder følelserne lidt efter lidt at spire mellem dem. Imidlertid har de begge hemmeligheder for hinanden, som lægger hindringer ud for et nemt ægteskab.

Kinamand er en hyggelig, lille film med mange små, finurlige scener. Jeg kan dog ikke lade være med at sidde tilbage og ærgre mig over, at den ikke går dybere ind i især ét af de problematiske temaer, som antydes hen ad vejen.

Først og fremmest kunne det have været spændende at se en beskrivelse af generations-kløften mellem den ældre generation af kinesiske indvandrere med grillbar og deres børn, som er født og opvokset i Danmark. Det er et tema, der antydes, men som kunne bredes ud som en fængende sidehistorie og gøre filmen meget mere interessant.

Problematikken er nemlig et væsentligt hjørne af vores samfunds udvikling, som vi ikke tidligere har set beskrevet på film. Set i lyset af Kinas udvikling fra kuriøst uland til økonomisk stormagt på kun tre årtier kunne vi nok have lidt gavn af at forstå vores egen gruppe af kinesiske indvandrere lidt bedre.

Kinesisk kultur kan være svær nok at begribe. Vi kunne starte med at lære dén at kende, der findes i vores egen baghave.

Tilbage til toppen

Der er lukket for kommentarer.