Historisk kronologi

Man er rigtigt godt hjulpet til at forstå det moderne Kina, hvis man har et overblik over landets tumultariske historie gennem de seneste 200 år. Det er to århundreder med meget dramatiske forandringer for Kina og kineserne – fra at være verdens største økonomi ned til en position som et et fattigt uland og nu på vej til at indtage pladsen
som verdens største økonomi.

2013-2023 Xi Jinping	2003-2013 Hu Jintao	1993-2003 Jiang Zemin	1978-1997 Deng Xiaoping
1949-1978 Mao Zedong	1912-1949 Republikken	1644-1911 Qing	1368-1644 Ming

På siden her finder du et overblik over tiden helt tilbage fra 1368 og frem til i dag. I rullegardinet (eller skemaet her ovenfor) kan du vælge dig ind på specifikke perioder i denne årrække. Hvis du ønsker kun at skimme de seneste 200 år, så skal du starte midt i Qing-dynastiet.

Nedenfor følger et ultrakort resumé over de seneste 200 år. Hvis du ønsker at komme
ud over stikordskronologien, kan jeg anbefale flere gode bøger under Bøger (se også rullegardinet under menupunktet Kultur).

Et rungende nej fra Kina
Ved 1800-tallets begyndelse havde Kina som nævnt verdens største økonomi. Men Kina var et lukket land, det var sig selv nok, og da Storbritanniens kong George III i 1792 sendte sin gesandt, Lord Macartney, ud for at oprette faste handelsforbindelser, blev han i ydmygende vendinger afvist af kejser Qianlong.

Qianlong forfattede et brev til Storbritanniens kong George III, og skrev blandt andet: “Vi har aldrig værdsat sindrige varer, og vi har heller ikke den fjerneste brug for varerne fra jeres land.”

Historien går, at hele lord Macartneys mision mislykkedes totalt, fordi han ikke ville knæle ned på begge knæ og slå hovedet i jorden for kejseren, sådan som kinesisk etikette ellers tilskrev det (ketou eller kowtou). Han gik kun ned på det ene knæ.

Dette var en direkte fornærmelse af Kinas kejser, Himlens Søn. Macartney og hele hans følge blev reelt smidt ud af landet igen. Der blev ikke noget af nogen handelsaftale med mellem Kina og Storbritannien.

En rejse til Kina foregik med sejlskib, og tog omtrent et år. På vejen hjem havde Macartney derfor rigeligt med tid til at tænke over hvor klogt, det egentlig havde været at fastholde sit eget lands etikette overfor kejseren af Kina.

Men englænderne ville handle med Kina. Man fandt ud af, at man kunne tjene penge ved at sælge opium. Fra 1839 startede Kinas nedtur for alvor godt hjulpet af vestlige kolonisatorer, som alle udnyttede kejserdynastiet Qing’s mere og mere åbenlyst manglende evne til at lede landet. Det førte blandt andet til, at Kina blev tvunget til at afstå Hongkong til Storbritannien i 1842 samt fra 1898 at udleje de omliggende Nye Territorier i 99 år.

Republik og borgerkrig
Mange kinesere følte sig ydmygede og mistede troen på, at kejserdømmet var i stand til at få landet på fode igen, og resultatet var en række større og mindre kinesiske oprør op igennem anden halvdel af 1800-tallet – både mod de fremmede og mod kejserdømmet – men først i 1911 faldt Qing-dynastiet.

Nationalistpartiet proklamerede Republikken Kina i 1912, og dannede en regering, som hurtigt faldt fra hinanden. Den politiske magt i Kina var derefter splittet og delt mellem forskellige krigsherrer, som opererede lokalt rundt om i landet.

I begyndelsen 1920’erne reetablerede Nationalistpartiet sig, og i 1921 blev Kinas Kommunistparti stiftet. Dermed var der fra midten af 1920’erne to partier med ambitioner om og potentiale til at samle landet igen: Nationalistpartiet ledet af Chiang Kai-shek (støttet af USA) og Kinas Kommunistparti ledet af Mao Zedong (støttet af det daværende Sovjetunionen).

I de efterfølgende to årtier kæmpede de imod hinanden – kun afbrudt af korte perioder – blandt andet under Anden Verdenskrig, hvor man forsøgte at forene kræfterne i kampen mod Japan.

Efter at de japanske soldater havde overgivet sig i 1945, udbrød der borgerkrig igen. Mao Zedong vandt, og proklamerede Folkerepublikken Kina i 1949, mens Chiang Kai-shek flygtede til Taiwan, hvor han videreførte Republikken Kina, der eksisterer den dag i dag som en i realiteten uafhængig stat. Folkerepublikken Kina har i alle årene siden stået fast på, at Taiwan skal indlemmes igen, og i takt med landets tiltagende styrke de seneste 30 år, er det krav blevet stadig mere emsigt håndhævet. Lande, som ikke åbent erklærer, at Taiwan ikke er et selvstændigt land, kan ikke samtidig have diplomatiske forbindelser med Kina.

Nye æraer med Mao og Deng
Først med Mao Zedongs sejr i 1949 blev Kina igen herre i eget hus. Alle ikke-kommunistiske udlændinge blev smidt ud af landet, og alle private foretagender blev efterhånden overtaget af staten.

Der blev indført et-partistyre og planøkonomi efter sovjetisk forbillede. De første år under Mao var præget var gennemgående præget af optimisme, men fra midten af 1950’erne var landet domineret af politiske kampagner og i perioder af vold og terror.

Den sidste voldsomme kampagne, Kulturrevolutionen fra 1966 til Mao’s død i september 1976, blev i det daglige ledet af Maos kone, Jiang Qing, og tre andre politikere fra Shanghai, den såkaldte Firebande. En efterfølgende magtkamp mellem Jiang Qing og Deng Xiaoping resulterede i, at Firebanden blev arresteret i oktober 1976. Først da var alle sten ryddet for den modernisering, som Kina sidenhen har gennemgået.

100 års erfaringer med udenlandsk undertrykkelse og 30 års isolation gav mange kinesere en forståelig frygt for og foragt og lede ved alt ikke-kinesisk, så det var først, da Deng Xiaoping fra december 1978 indledte sin reformpolitik, at de igen langsomt gav sig i kast med at møde omverdenen. Siden har kineserne fået stivet deres selvtillid af, og Folkerepublikken er nu et uomgængeligt medlem af verdenssamfundet.

Gert Holmgaard Nielsen 2010

Tilbage til toppen

Hjem