Kinesisk musik og musik om Kina
Cui Jian var med til at starte bølgen af rockmusik i Kina, men han spiller også jazz. (Foto fra hans hjemmeside)
Hvis man ønsker at dyrke Kina fra en musikalsk vinkel, er der masser af muligheder. Det kan være en anderledes og nydelsesfuld måde at lære Kina at kende på.
Dels findes der en mængde spændende kinesisk musik i forskellige genrer, og dels er der meget musik fra Vesten, der handler om Kina.
Med hensyn til vestlig musik om Kina, så bygger den nogle gange på en noget romantisk forestilling om et eksotisk og fjernt land. Alligevel kan det stadig være interessant og lærerigt at lytte til, udover at musikken bare er god.
Herunder finder du musik, som jeg hen over de seneste par årtier selv har fundet inspirerende. Du vil finde, at en del af musikken koncentrerer sig om første halvdel af 1990′erne.
Deng Lijun sang sentimental pop, og kineserne trængte til det.
Årsagen er dels, at jeg på det tidspunkt studerede i Beijing og på samme tid fulgte rockscenen, dels at musikken på det tidspunkt var meget nyskabende og også ofte samfundskritisk. Du vil dog kunne finde andet og mere end rockmusik her og også musik fra andre tidspunkter end begyndelsen af 1990′erne.
Musikken er præsenteret efter musikernes eller musikgruppernes navne. Husk i denne forbindelse, at kineserne bruger at sætte efternavnet før personnavnet.
Glem heller ikke at klikke på billederne. Ofte gemmer der sig links med yderligere, relateret materiale.
Kinesiske cd-titler forsyner jeg i parentes med en engelsk oversættelse, hvis der findes en kendt en. I modsat fald laver jeg selv en dansk oversættelse – også anført i parentes. Hvis du oplever firkanter eller underlige tegn på siden, er det fordi, din computer ikke er indstillet til at kunne vise kinesiske skrifttegn.
一个声音的传奇
(Usædvanlig biografi over en stemme)
阿宝 (A Bao)
广东音像出版社, 2005
A Bao har sunget, siden han var helt lille. Han har tilsyneladende altid koncentreret sig om de lokale folkesange fra Shanxi-provinsen, som han selv kommer fra, hvilket i starten ikke interesserede publikum i et Kina midt i en stormfuld moderniseringsproces.
Men i 2004 kom vendepunktet. For det første viste han sig at være et naturtalent på en scene – han kunne virkelig få publikum med sig. For det andet ramte han tilsyneladende en sentimental åre efter 25 års modernisering. Kineserne begyndte at se sig tilbage.
Sangene på albummet er moderne versioner af de sange, som A Bao voksede op med. Nogle handler om kærlighed, andre handler om hverdagslivet, og atter andre er hyldester til landsfader Mao Zedong.
Det særlige ved A Baos sang er, at han synger falset, og han kan komme op i ekstremt høje toner. Det er meget traditionelt med et helt særligt tvist, som gør ham utroligt underholdende og derfor også meget populær på scenen. Det virker ikke specielt professionelt, når han må knække sammen for at komme helt op på de højeste toner, men det fungerer.
På hans to første albums – hvoraf dette er både det første og det bedste – klæder han sig på billederne ud som fårehyrde i Shanxi, hvilket er meget passende for den type sange, som han synger. I 2011 har han udgivet endnu et album, hvor han er moderne klædt i hvid skjorte og kasket. Jeg har endnu ikke hørt det, så jeg er ikke klar over, hvad det er for en slags musik, han nu synger.
A Bao med en af sangene fra sit første album, som blev en formidabel succes i
2005. Sangen er en gammel hyldestsang til Mao Zedong. A Bao ramte formentlig
en sentimental åre blandt sit publikum – en åre, som ellers havde været
lukket midt i den rivende modernisering, som Kina har været i siden 1978.
眼镜蛇 (Kobra)
眼镜蛇 (Cobra)
紅星生産, 1995
Cobra Band (眼镜蛇乐队) var – og er – Kinas eneste kvinderockband. Det blev dannet i 1989, og efter nogle indledende problemer stod det klart med fem medlemmer.
Gruppen var et meget populært liveband. De fem medlemmer livede godt op i et undergrundsrockmiljø, som ellers var præget af selvhøjtidelige unge mænd. De var ikke ekvilibrister på deres instrumenter, men de holdt sig til det de kunne, og det leverede de med en fantastisk levende optræden, som altid smittede af på publikum.
Gruppens styrke var vokalerne. Alle medlemmer havde gode sangstemmer, og sunget sammen gik de op i højere enhed. Flere af medlemmerne var konservatorieuddannede, men på kinesiske instrumenter. Rockmusikken måtte de – som alle andre i den rockende undergrund dengang – selv finde ud af.
Teksterne handlede ofte om kærlighed set fra selvstændige og frihedshungrende kvinders synsvinkel. På den måde supplerede de med et yderligere facet til de budskaber, som den kinesiske rockmusik bragte til torvs. Der var ingen andre til det.
Dette var deres første cd. Den blev indspillet i Beijing i 1994 men i første omgang udgivet i Tyskland samme år under titlen Hypocrisy (titlen på en af deres sange). Senere, i 1995, blev den også udgivet i Kina.
Cobra var en unik del af en levende undergrundsmusikalsk bevægelse i første halvdel af 1990′erne, som trods alt fik så meget plads, at musikken kunne udgives. Det var i disse år, der blev tænkt nye tanker og skabt ny musik i Beijing.
自己的天堂 (Mit Eget Paradis) var en af Cobras første populære sange. Teksten er ordene fra en selvsikker kvinde, der blankt afviser sin tilbeder: “Ligesom tossen har jeg mit eget paradis.” Trommeslager og sanger Wang Xiaofang i forgrunden i midten.
眼镜蛇
眼镜蛇 II (Cobra II)
新蜂音乐, 2000
Kobrapigernes andet udspil kom i år 2000. Det var i virkeligheden gammelt materiale. Meget af det lå klart allerede, da den første cd udkom fem år tidligere.
Lin Xie havde forladt gruppen på dette tidspunkt. Hun spillede saxofon samt tværfløjte og var som udgangspunkt et friskt og overraskende indslag i gruppen. Men hun var også det svageste led i kæden.
Man skulle ikke lytte længe, før det stod klart. Som udgangspunkt var det godt tænkt at have en saxofon i gruppen, men Lin Xies spil var i længden meget ensformigt.
De fire tilbageværende – Yu Jin på solidt keyboard og kor, Xiao Nan på guitar og sang, Wang Xiaofang på trommer og sang samt Suo Yi på bas – bar projektet videre på samme melodiske vis som på debut-cd’en. En fræk sax ville have sat prikken over i’et, men Lin Xie havde allerede på den første cd leveret det, hun kunne.
Xiao Nans guitarspil var også meget enkelt – især tidligt i gruppens karriere – men hun formåede i modsætning til Lin Xie at udvikle sig hen over årene. Nogen rigtig formidabel guitarist blev hun dog aldrig.
Musikken var fortsat varieret, og den var et behjertet forsøg på at give Kinas rockscene et alternativt udtryk. Samtidig var gruppens medlemmer som sådan et tiltrængt alternativ til den stereotype rolle, som kinesiske kvinder ellers var – og er – tiltænkt i den kinesiske popmusik. Teksterne var mere kryptiske, mere frigjorte, mere individuelle.
Dette blev kobrapigernes sidste cd. Suo Yi flyttede til Australien, Yu Jin til Tyskland. Wang Xiaofang begyndte at interessere sig for at male og var også i Tyskland i perioder, og hun lavede lavede noget helt anderledes og eksperimenterende musik med blandt andre Dou Wei.
To numre spillet af kobrapigerne ved den kinesiske rockkoncert i Berlin i 1993.
De spiller først “一扇门，一堵墙，一座坟” (“En dør, en væg, en grav”) og dernæst
“错觉” (“Illusion”). Ind imellem interview med de fem musikere. Berlin, 1993.
新长征路上的摇滚
(Rock’n'roll on the New Long March)
崔健 (Cui Jian)
中国旅游声像出版社, 1989
Cui Jian (1961- ) er blevet kaldt for Kinas første rockmusiker. Han debuterede allerede i 1986 på kinesisk tv med “一无所有” (“Ingenting”), som tog den kinesiske ungdom med storm. I forhold til hvad kineserne på det tidspunkt var vant til at høre, var dette meget upoleret og råt.
Tre år senere, i februar 1989, udkom dette album (“Ingenting” var med som et ud af ni numre), og mange kinesiske unge – især blandt de intellektuelle – tog den til sig. De hungrede efter noget nyt, noget, som de kunne kalde deres eget. Da studenterdemonstrationerne brød ud på Den Himmelske Freds Plads midt i april, blev “Ingenting” en slagsang for de studerende.
For Cui Jian tog studenternes parti og optrådte flere gange for dem på pladsen. Det var der også andre kinesiske rockmusikere, der gjorde – blandt andre He Yong som omtalt nedenfor – og det var med til at give rockmusikken et dårligt ry hos myndighederne.
Sangen “Ingenting” kunne nemlig ikke kun tolkes som en kærlighedssang fra en forsmået beundrer, men også som befolkningens bitre anklage mod Kinas Kommunistparti (“Mon du først er glad, når jeg ingenting har?”).
Albummet her indeholder også et andet af Cui Jians markante sange, rapnummeret ”不是我不明白” (“Det er ikke mig, der er dum”), der handler om forvirringen ved at leve i et samfund, der forandrer sig totalt for øjnene af én.
Hvis du vil vide mere, kan jeg anbefale min radioreportage fra 2005 om Cui Jian, hans musik og historie.
“新长征路上的摇滚” (“Rock’n'roll på den nye Lange March”) opført af Cui Jian og
og hans band – formentlig en gang omkring 2009, 20 år efter, at denne titelsang
til hans første album blev kendt. Sangen handler om forvirringen efter, at de gamle
propagandaparoler er falmet, og enhver nu må finde sine egne veje. Liu Yuan på sax.
解决 (Solution)
崔健 (Cui Jian)
1990
Cui Jians andet udspil kom allerede året efter det første. Og det til trods for de problemer, han havde med de kinesiske myndigheder efter sin optræden for demonstranterne på Den Himmelske Freds Plads i foråret og sommeren 1989.
Efter kort tid under jorden kunne han igen bevæge sig frit, og han indledte sin første turné i Kina.
Men da han optrådte med sin sang “一块红布” (“Rødt bind”) og under sin optræden bandt et rødt klæde for øjene, stoppede myndighedernes tålmodighed. Resten af turneen blev aflyst.
Sangen er nemlig en ret klar kritik af Kinas Kommunistparti. Den er faktisk en mere klar kritik end sangen “一无所有” (“Ingenting”). Også titelsangen “解决” (“Løsning”) er en klar kritik af myndighederne og Kinas Kommunistparti, som holder befolkningen hen i uvished.
Sangen “快让我在这雪地上撒点儿野” (“Lad mig flippe lidt ud på denne kolde klode”) er Cui Jians nemme løsning på rockmusik med kinesiske særtræk. Sangen starter med en traditionel guzheng, første stille, så mere intensivt og derefter langsomt over i trommer, bas og guitar til et decideret rocktema.
Et udmærket bud. Men Cui Jian blev heldivis ikke ved det nemme. Han ville mere med den nye musik, som han havde opdaget, og han fornyede sig siden hele tiden og uden ophør.
Et af Cui Jians glansnumre på scenen, “一块红布” (“Rødt Bind”). En kærlighedssang, der lige så vel kan tolkes som den almindelige kinesers betingelsesløse forhold til Kinas Kommunistparti. Hun giver ham et rødt bind for øjnene, og spørger: “Hvad ser du?” “Jeg ser glæde.” “Hvor går du hen?” “Den vej, du går.” Liveoptagelse fra Berlin, 1993.
北京演唱会 (Koncert i Beijing)
崔健 (Cui Jian)
天津音像有限公司, 1993
Sådan her lød Cui Jian live først i 1990′erne. Han var stadig ny og frisk og havde fortsat forbud mod at optræde i Beijing.
Alligevel gjorde han det. Jeg oplevede ham selv til en af hans undergrundskoncerter i 1996, og på årets sidste dag i 1994 så jeg ham optræde for en titusindtallig skare på Liaoning Stadion i sværindustribyen Shenyang. Sådan her lød han.
Læs min Politiken-reportage fra 1995
med mit interview med Cui Jian
Men hvordan kunne sådan et kassettebånd så udkomme i Kina? Forklaringen fra Cui Jians daværende manager var, at båndet var en kopiproduktion, og at det ikke var noget, som Cui Jian havde med at gøre. Jeg har aldrig set koncerten udgivet på cd, og den figurerer da heller ikke på Cui Jians hjemmeside på listen over den kinesiske rockkejsers officielle udgivelser.
Kopi eller ej, Cui Jian leverer den ægte vare: Uforfalsket og uforfærdet kinesisk rock, og publikum er med fra først til sidst. Stemningen er smittende.
Cui Jian kommer helt ud til scenekanten. Det var provokerende musik, som Kinas myndigheder holdt meget øje med – særligt efter studenterdemonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads, hvor Cui Jian var en af mange rockmusikere, der optrådte.
Derfor var der også altid politi og militær til stede ved Cui Jians koncerter, som kunne aflyses uden varsel. Det var lige ved at ske ved den koncert, jeg var med til i Shenyang i det nordøstlige Kina. Myndighederne var meget nervøse, mens tusindvis af tilskuere sad klar i stadionet. Koncerten endte dog med at få grønt lys i sidste øjeblik. Det var kun i Beijing, at han var underlagt et decideret forbud.
Denne overvågning fra myndighedernes side får en lille fotografisk kommentar på indersiden af kassettens cover, hvor musikerne er afbildet under optræden. På et af billederne ses tre forholdsvist højtstående militærmænd sidde på forreste række med publikum bag sig for at overvåge koncerten. Der er tegnet en cirkel om de tre, og en lang pil peger på dem, så ingen er i tvivl om, hvem de er, og hvad de sidder der for.
Billedet ligger meget godt i tråd med Cui Jians måde at konfrontere myndighederne på i de år, så jeg skal da ikke kunne afvise, at det virkelig er en Cui Jian-udgivelse, som bare er kamufleret som en kopi-produktion. Dermed ville Cui Jian jo ikke kunne bebrejdes. Optagelserne er i øvrigt også så gode, at de må være optaget professionelt.
Dette er den eneste hele livekoncert med Cui Jian og hans band, som jeg nogensinde er stødt på i handelen. Til gengæld kunne den fås overalt dengang. Af en kopi at være er den helt fantastisk. Intet mindre end et tidsdokument. Den er aldrig udgivet som cd.
Åbningsnummeret til koncerten på dette kopibånd er nummeret “不是我不明白”
(“Det er ikke mig, der er dum”). Det stammer fra hans første cd og handler om forvirringen ved at se samfundet omkring sig ændre sig totalt og alt for hurtigt.
Det har altid undret mig, at dette tema ikke har været brugt i flere sange.
红旗下的蛋 (Balls Under the Red Flag)
崔健 (Cui Jian)
北京东西艺术制作有限公司, 1994
I mine øjne er Balls Under the Red Flag Cui Jians stærkeste musikalske værk til dato.
Da han udgav sin første cd, “新长征路上的摇滚” (“Rock’n'roll on the New Long March”) var det et stærkt udspil, fordi han viste nye musikalske veje. Den anden cd, “解决” (“Solution”), var mest et mellemspil. På cd’en her folder Cui Jian sig ud både i sine tekster og i sin musik.
Jeg er stødt på to cd-udgivelser, hvor sammenblandingen af kinesisk og vestlig musik er lykkedes. Den ene er Pierre Dørge og hans New Jungle Orchestra med China Jungle (se nedenfor). Den anden er denne.
Det er vred og velartikuleret rockmusik med alle de kendte rockinstrumenter (og med en fabelagtig Liu Yuan på saxofon) samt diverse kinesiske instrumenter, blandt andre guzheng.
1994 var et nøgleår i kinesisk rockmusik med Dou Wei og He Yong på banen med nye udgivelser, med det sprudlende rockmusikalske undergrundsmiljø i det hele taget. “Balls Under the Red Flag” blev prikken over i’et. Musikalsk finder Cui Jian her sit helt eget sprog, som han efter min mening sagtens kunne have udforsket yderligere. Men på de efterfølgende cd’er er han igen gået nye veje.
Tekstmæssigt har han som samfundsrevser og musikalsk fornyer indtil nu ikke overgået det, han præsterede her.
I sangen 盒子 (Æsken) raser han over løgnagtige og svigefulde myndigheder, som holder befolkningen for nar. Resultatet er frustration: “Mine idealer er dér, og min krop er her,” lyder omkvædet. Teksten er så stærk, at den ikke er gengivet i teksthæftet, som følger med cd’en. Men bemærkelsesværdigt nok, så er selve sangen altså med på cd’en.
Åbningsnummeret på Balls Under the Red Flag er “飞了” (“Jeg flyver”), som
meget vel kan være en sang om at have prøvet narkotika en enkelt gang og
være både fascineret og skræmt af det på samme tid. Musikken er insisterende,
melodisk og kaotisk på samme tid, som den er det på hele albummet.
给你一点颜色 (Show You Colour)
崔健 (Cui Jian)
中国文采音像出版公司, 2005
Cui Jians første udspil i det nye årtusinde blev lanceret som noget helt særligt, og blev nok oversolgt. Cd’en udkom med to forskellige covers. Motivet var det samme, men farverne var forskellige.
Det var ganske enkelt meningen, at kunderne skulle kunne vælge de farver, de bedst kunne lide.
Cui Jian lancerede nemlig cd’en ved at dele musikken op i tre farvekategorier, rød, blå og gul. Rød var hjertet og de indre følelser, blå var intelligens og gul kærlighed. Men hvad han ville med denne opdeling kom aldrig til at stå helt klart.
Musikken på cd’en er meget forskelligartet og ikke altid så tilgængelig. Og den rene samfundskritik er dæmpet til fordel for et kritisk blik på kineserens følelsesliv.
“红先生” (“Mr. Red”) er et eksempel på en meget ligefrem rockmelodi – Cui Jian er næsten tilbage til rødderne og musikken fra sine to første cd’er. Teksten kredser om en mand, som udadtil er kyniker og fornægter kærligheden. Indadtil er han dog ikke nær så sikker på, hvordan han har det.
På “农村包围城市” (“Village Attacks the City”) tager han rollen som bonde og skælder byboerne huden fuld for at være arrogante og nedladende over for folk på landet. Her tager han samtidig livtag med technomusikken.
Cui Jian har aldrig været bange for at forny sig. På denne cd gør han det med et lidt blandet resultat. Men han får point for at kaste sig ud på dybt vand – hver gang!
Den amerikanske satiretegnefilm South Park har også sat sig spor i Kina, hvor
for eksempel mange musikvideoer bliver tegnet i denne stil. Mr. Red farer rundt
efter kærligheden, som han ikke tror på, men som han alligevel længes efter.
2002年的第一场雪
(Den Første Sne i 2002)
刀郎 (Dao Lang)
天津音像公司, 2004
Det var bemærkelsesværdigt at se Dao Lang stige op på berømmelsens tinde. Det skete nærmest fra den ene dag til den anden med udgivelsen af denne cd.
Han udgav to andre på samme tid, og så udkom der endnu en cd med andre kunstnere, der sang hans sange. Men det var Den Første Sne i 2002, som for alvor slog igennem. Man hørte ham fra højttalerene udenfor butikkerne, og i radioen, og folk gik og nynnede titelsangen på gaderne. Jeg har ikke før oplevet sådan en gennemslagskraft hos en kinesisk kunstner.
Hvad gjorde han? Han skrev selv nogle kærlighedssange, og så opdaterede han nogle gamle kulturrevolutionære sange. Nogle af dem hyldede for eksempel Mao Zedong, og en enkelt hyldede tilfangetagelsen af Firebanden, som Maos kone var medlem af.
Han gjorde det med lækker lyd, en blanding af vestlig rock og traditionelle toner fra den vestlige Xinjiang-provins og ikke mindst med en lækker, let hæs stemme, som gik rent ind over hele landet.
Det var denne blanding af de gamle, støvede propagandasange, der lige blev pudset af og moderniseret, og så den rene popmusik, som øjeblikkeligt fascinerede og undrede mig.
I 2005 lavede jeg en radiofeature om kinesisk propagandamusik, hvor Dao Lang naturligvis var med.
Det viste sig, at Dao Lang ikke var glad for at optræde. Han var meget sky. Jeg så ham en enkelt gang på tv, og han var da heller ikke tilnærmelsesvist så overbevisende, som han havde været på sin cd. Langsomt forsvandt han fra det offentlige lydbillede, og man har ikke siden hørt til ham. Men pladen er stadig interessant. I Kina kan man sagtens blande pop og propaganda.
Titelsangen “Den Første Sne i 2002″ blev et øjeblikkeligt hit. Brugen af
traditionelle instrumenter fra den vestlige Xinjiang-provins gav en særlig kinesisk kontrast i det, der ellers var vestlig rockmusik af den mellembløde slags.
啊姐鼓 (Sister Drum)
Dadawa
Ufoco Group Co., 1995
Dadawa (pseudonym for Zhu Zheqin, 朱哲琴) rejste sammen med He Xuntian (何训田) i Tibet for at lade sig inspirere af tibetansk musik. Resultatet blev Sister Drum, en unik og sanselig musikalsk præstation.
Det er ikke decideret religiøs musik. Men det er i den grad åndeligt.
Dadawa har en helt fantastisk stemme, som svæver mellem stemninger, der bygges op af den tibetansk inspirerede musik. Det er svært at beskrive mere nøjagtigt. Men lyt engang til “Antilopen Krydser Højdedraget” (“羚羊过山冈”) på Youtube-indslaget herunder. Derefter skulle du have en helt god fornemmelse af, hvad hele cd’en rummer af stemning, og hvad den går ud på.
“En dag, mens den krydser højdedraget, ser en antilope sig
tilbage, tilbage. En klar silhouet, så øde.”
珍藏精选辑
(En samling særligt udvalgte klenodier)
邓丽君 (Deng Lijun)
福建省长龙影视公司
Deng Lijun (1953-1995) var hele Asiens ukronede popdronning. Og hun er endnu ikke overgået, selvom det allerede er mange år siden, hun døde i en alder af kun 42.
Hun sang på mandarinkinesisk, taiwansk, på kantonesisk, på japansk, vietnamesisk, indonesisk og på engelsk, og eftersom hun havde en gudsbenådet stemme og samtidig specialiserede sig i drivende sentimentale kærlighedssange, som netop i Asien glider så let ned blandt publikum, så var hun ikke til at slå af pinden. Hun havde igennem hele sin karriere en helt særlig status, som holder den dag i dag.
Og selv hvis man ikke sådan lige falder for det sentimentale, så er det svært at stå for Deng Lijun. De sange, hun sang, blev klassikere, og var de klassikere i forvejen, så lagde hun nye standarder.
Deng Lijun (også kendt som Teresa Teng) fik et af sine største hits med
med “月亮代表我的心” (“Månen afspejler mine følelser”). Det er drivende
sentimentalt, og det er samtidig fantastisk smukt.
Hun blev født i Taiwan som datter af en højtstående militærmand, som var flygtet sammen med Chiang Kai-shek, da nationalisterne tabte til Mao Zedong i 1949. Fra sidst i 1960′erne og frem slog hun hurtigt sit navn fast som noget helt særligt på den asiatiske popscene. Kun ikke i det lukkede Kina, hvor Mao Zedongs dogmatik endnu herskede.
Men da først Deng Xiaoping åbnede op for omverdenen i 1978, skyllede hendes sange ind over Kinas grænser. Det nye kinesiske publikum lappede hendes drivende sentimentale kærlighedssange i sig, for de trængte i den grad til noget andet end den dogmatiske og politisk forvrængede kunst, de havde måttet leve med i mere end tre årtier under Mao.
Deng Lijun nåede aldrig at optræde i Kina. Dels lagde de politiske spændinger mellem Taiwan og Kina hindringer i vejen. Hun var ikke kun datter af en nationalistisk general, hun spillede også for soldaterne og støttede det taiwanske nationalistregime, som indtil 1988 havde fungeret som et diktatur. Taiwans demokrati udfoldede sig først i 1990′erne.
Oven i det gav hun i 1989 offentligt udtryk for sin støtte til demonstranterne på Den Himmelske Freds Plads, mens demonstrationerne stod på. Alligevel sagde kineserne dengang spøgende, at hun havde gjort, hvad hendes far ikke havde været i stand til: At erobre Kina.
Hun døde af et voldsomt astmaanfald under en ferie i Thailand i 1995. Hendes død er omdrejningspunktet i en romantisk film fra Hongkong, “Comrades, almost a Love Story” fra året efter. Filmens kinesiske titel var “甜蜜蜜” (“Sødt som Honning”), der samtidig var titlen på et andet af Deng Lijuns store hits.
Hongkong, 27. maj 1989. Deng Lijun i en meget usædvanlig rolle: Rollen som frontkæmper for demokrati. Hun synger en sang, der handler om det dejlige
moderland og om at kæmpe for demokrati. På maven har hun en seddel, hvor der står
“Ned med generalerne”, og hun bærer et pandebånd med ordene “Leve demokratiet”.
摇滚北京 (Rock Beijing)
(Diverse rockbands)
天津音像有限公司, 1993
Rock Beijing var en af de mest populære musikalske rockantologier, som der ellers udkom en del af i første halvdel af 1990′erne.
De fleste blev solgt på kassettebånd, som gik til ti yuan stykket (omkring syv kroner), mens cd’er kostede svimlende 60 yuan. Der fleste i undergrundsmiljøet havde en økonomi, som gjorde, at de holdt sig til kassettebånd.
Her præsenteres Black Panther (黑豹) med Dou Wei som forsanger. Året før havde gruppen udgivet sit første album. Men Dou Wei var i 1993 allerede gået solo, og han bidrager til antalogien med yderligere et nummer i selskab med sin nye gruppe Drømme (做梦). Han er i topform, men det blev det eneste udspil fra denne gruppe, inden Dou Wei begyndte at optræde under eget navn.
Åbningsnummeret, “Vær venlig at gå på fortovet” (“请走人行道”), leveredes af gruppen Compass (指南针) og varslede gode tider for kinesisk rock. Solidt samspil og en stærk kvindelig vokal leveret af Luo Qi. Gruppen nåede at få to selvstændige udgivelser ud, inden den gik i opløsning, delvis på grund af at Luo Qi var blevet såret og blind på det ene øje under et slagsmål.
Kvindebandet Cobra går her af ukendte årsager under navnet Kvinder (女子), og de får lov at udgive et af deres største successer “Mit eget Paradis” (“自己的天堂”). Derudover er der god håndfuld andre rockgrupper, som præsenterer solide sange. Men det er grupper, som man ikke siden kommer til at høre så meget til.
Kassetten her var et meget godt mål for, hvor kinesisk rockmusik stod i 1993 – udover Cui Jian, som tidligt fik status af rockkejser. Han befandt sig på et niveau for sig selv på Beijings rockscene og havde derfor heller ikke brug for at være med i antalogien.
Lyden på dette indslag er ikke den bedste, men den er god nok til at fastslå,
at forsangeren i Compass, Luo Qi, havde en markant stemme og var et af de
rigtigt store talenter på den kinesiske rockscene i begyndelsen af 1990′erne.
中国大摇滚 (Kina Storrock)
(Diverse rockbands)
扬子江出版社, 1993
Dette er den første kinesiske musikalske rockantologi, som jeg kender til. Den udkom i januar 1993, senere samme år efterfulgt af Rock Beijing (se ovenfor).
Mest prominent blandt de deltagende rockbands er Tang Dynasty (唐朝) med deres første hit “梦回唐朝” (“Tilbage til Tangdynastiet i Drømme”).
Tang Dynasty var et bemærkelsesværdigt band, som bestod af lutter fastlandskinesere med et helt utroligt greb om den vestlige rockmusik. Det er hård rock, de stod for, de kunne alle riffene, de kunne alle attituderne, og de var i stand til at give det hele et kinesisk tvist. Derudover havde de stærke stemmer. Overvældende på det tidspunkt. Deres eget debutalbum var udgivet året før, i 1992.
Antologien præsenterer nogle af de samme bands, som den efterfølgende antologi gjorde: Black Panther (黑豹), Drømme (做梦), og Kobrapigerne (眼镜蛇女子). Kobrapigerne viser her – desværre – hvor svær starten med vestlig rock var i Kina.
De øvrige bands leverer udmærkede musikalske præstationer, som dog ikke rigtigt hænger ved. Antologien er dog interessant som milepæl, der viser, hvor kinesisk rock stod på dette tidlige tidspunkt.
Alle medlemmer af bandet Tang Dynasty udviste fra starten en overraskende
musikalsk ekvilibrisme, når man tænker på, at musikken, som de spillede var totalt
fremmed for kinesere generelt. Rockmusik var noget helt nyt i Kina på det tidspunkt.
Her spiller de “Tilbage til Tangdynastiet i Drømme.”
China Jungle (中国丛林)
Pierre Dørge New Jungle Orchestra
Dacapo, 1997
Jeg er kun stødt på to cd-udgivelser, hvor blandingen af kinesisk og vestlig musik er lykkedes. Den ene er Cui Jians 红旗下的蛋 (Balls under the Red Flag). Den anden er Pierre Dørge og hans New Jungle Orchestra med China Jungle.
Dørges musik er skævt melodisk og rytmisk med indslag af musikalske stilarter fra alle afkroge af verden. I dette tilfælde fra Kina.
Forhistorien er, at Dørge og hans orkester optrådte i Kina i 1996. Orkesteret gav en master class på Shanghais Musikkonservatorium, og ved den lejlighed blev Dørge opsøgt en kvindelig studerende, Yu Jun, som insisterede på at optræde med orkestret. Dørge indvilligede, og koncerten aftenen efter var en stor succes.
Da cd’en her skulle indspilles, var Yu Jun (på guzheng) og en mandlig musiker Zhao Ben (på xun og erhu) inviteret med. Og her får man øre for sagen. De to falder utroligt godt ind i jungleorkestrets stil. Det er svært at sætte ord på. Det skal høres. Numre som China Jungle og Dragon Dance er perler i samlingen.
China Jungle er et musikalsk eksperiment, hvor fokus er på at få Østen og Vesten til at mødes i et fælles tonesprog. Det lykkes med et glimt i øjet, som også anes af titlen på et andet af numrene, Lang Tung Ting.
Yuan Sha, der her spiller nummeret 冥山 (Mingshan) på guzheng, har intet
med Pierre Dørge og hans New Jungle Orchestra at gøre. Klippet her har kun
til formål at illustrere hvor udtryksfuldt et instrument, en kinesisk guzheng er.
黑梦 (Black Dreams)
窦唯 (Dou Wei)
魔岩文化有限公司, 1994
Dou Wei (1969-) var et af tre stjernefrø, som med stor succes blev præsenteret af 魔岩文化有限公司 (Magic Stone) i 1994 (He Yong var et andet). Han var dog allerede da kendt på rockscenen i Beijing. Tre år tidligere havde han haft stor succes med rockbandet 黑豹 (Black Panther).
Hans styrker var en sprød stemme og evnen til at skrue et godt nummer sammen.
Han er ingen stor musiker, men han forstod at variere sine numre i tilstrækkelig grad, og på albummet her når han i den forstand højdepunktet i sin karriere. Musikken er levende, og den var på det tidspunkt meget nyskabende på den kinesiske rockscene, som blomstrede på det tidspunkt i første halvdel af 1990′erne.
Et kendetegn på albummet er Dou Weis evne til at blande vestlig rockmusik med traditionel kinesisk musik, vestlige instrumenter med traditionelle kinesiske.
Teksterne er kringlede, ofte dunkle og svære at forstå. Og Dou Wei selv er en sælsom karakter. Meget indadvendt. Jeg mødte ham i 1995, hvor jeg skulle interviewe ham, og han var næsten ikke til at trække en hel sætning ud af. Men han var vældig flink.
Musikalsk søgte han ofte sit eget selskab, skrev selv musikken og spillede de fleste instrumenter selv. Efter Black Dreams forsvandt energien i hans musik. Han forblev dog produktiv, meget produktiv endda, og han har fortsat et stort og trofast publikum. Det er formentlig bare et andet end før.
Dou Wei var tilsyneladende ikke stå stabil på en scene. Jeg har hørt
liveoptagelser, hvor han synger decideret falsk. Her gør han det dog meget
godt i en optagelse, som formentlig stammer fra første halvdel af 1990′erne.
Sangen hedder “悲伤的梦” (“Sørgelig drøm”)
垃圾场 (Garbage Dump)
何勇 (He Yong)
魔岩文化有限公司, 1994
He Yong (1969-) var et af tre stjernefrø, som med stor succes blev præsenteret af 魔岩文化有限公司 (Magic Stone) i 1994 (Dou Wei var et andet). Allerede tilbage i 1987 var han med til at danne en gruppe, 五月天 (Majdage), som spillede undergrundsrock.
Sidst i 1980′erne var der stor åbenhed for politiske diskussioner og kunstneriske eksperimenter, og He Yong var med i front.
Det hele kammede dog over med demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i 1989, hvor Majdage var blandt de rockgrupper, som spillede for at støtte de demonstrerende studerende (Cui Jian og hans gruppe var en anden).
Man kan faktisk se flere hurtige glimt af en meget energisk He Yong i gul jakke spille elguitar og gøre v-tegn på pladsen i den fantastiske dokumentarfilm “Gate of Heavenly Peace” fra 1995. Disse improviserede koncerter var i høj grad med til at gøre livet svært for kinesiske rockmusikere i årene efter.
Garbage Dump er He Yongs eneste cd-udgivelse. Den landede til gengæld i butikkerne med et brag, der gav genlyd. Især titelnummeret, som indleder cd’en var usædvanligt aggressiv af et stykke kinesisk musik at være. Det gav ham i vestlige medier tilnavnet “Kinas første punker” – et typisk og forfejlet forsøg på at presse den nye kinesiske rockmusik ned i faste vestlige rockskabeloner.
He Yong var meget mere end punker. Hans sange var kritiske, men der var også en del sentimentalitet og eftertænksomhed blandet i. Flere numre på pladen er i virkeligheden meget poetiske. Lyt for eksempel til hans hyldest til det Beijing, som måtte vige for gravemaskinerne allerede i midten af 1990′erne. Du kan se musikvideoen til sangen (“钟鼓楼”, “Klokketårnet”) under Samfund.
Garbage Dump (Lossepladsen) er en meget aggressiv og hadsk allegori på mennesket
og det samfund, som vi (eller kineserne anno 1994) lever i. “Denne verden, som vi lever i, er en losseplads.” “Vi fortærer samvittighed og skider ideologi.” I slutningen af nummeret brøler han desperat og retorisk igen og igen: “有没有希望” (“Er der håb?”).
I maj 1995 døde en af He Yongs bedste kammerater, Zhang Ju, som var bassist i rockgruppen Tang Dynasty. Han omkom i en motorcykelulykke i Beijing, og det ramte He Yong ekstremt hårdt.
Intetanende om ulykken interviewede jeg ham kort tid efter, og jeg mødte en meget hård og utilnærmelig ung mand, som jeg ikke kunne forstå overhovedet havde indvilliget i at ville tale med mig. Han var meget uhøflig, og jeg opgav til sidst at interviewe ham. Men da vi tog afsked i en af Beijings sirlige hutonger vendte han sig pludselig om og kaldte på mig: “Tak”.
Selvmordsforsøg og lange perioder med dybe depressioner har været en del af hans liv lige siden. Men han har med cd’en her sat sig et varigt spor i den opblomstring, kinesisk rock oplevede fra midt i 1980′erne til midt i 1990′erne.
Les Concerts En Chine
Jean-Michel Jarre
Dreyfus, 1982
Franske Jean-Michel Jarres elektroniske musik var i sidste halvdel af 1970′erne både en øren- og øjenåbner. I 1981 da Deng Xiaopings åbning mod omverdenen endnu var helt ny, og mange i Vesten ikke var overbevist om, at det ville holde, var han på turné i Beijing og Shanghai.
Jeg ved ikke, hvordan kineserne opfattede Jarres musik. På det tidspunkt var de meget ensrettede, og generelt havde de ikke noget forhold til moderne vestlig musik. Klapsalverne mellem numrene virker meget afmålte og tilbageholdende, som om de mest klapper, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal stille op med det, de lige har hørt.
Det har sikkert også været en underlig fornemmelse at se en mand sidde med ryggen til og dreje på nogle knapper. Men lysshowet må have været overvældende for dem.
Jarres musik lyder ens uanset, om det er en studieproduktion eller en liveproduktion. Alligevel emmer pladen af Kina. Dels fordi Jarre har hentet lydbilleder med hjem fra Kina (gadelyd, radio, konferencierer etc.), og ikke mindst fordi han prøver at sætte sig ind i det kinesiske musiksprog.
Det hører man for eksempel i nummeret “Nuit a Shanghai” og “Jonques de Pecheurs Au.” Det sidstnævnte nummer opfører han i samspil med Beijings Musikkonservatoriums Symfoniorkester. Og ejer man den originale lp-udgave er den fyldt med afbildninger af kinesiske breve, billetter m.m., som henfører os til Kina.
Jean-Michel Jarre i Kina i 1981. Mange vestlige musikere har spillet i Kina siden,
men det er langt fra alle, som også har forsøgt at agere sammen med kinesiske
musikere eller at prøve at nærme sig et kinesisk musiksprog. Jarre prøver i det
mindste som her i “Nuit a Shanghai”. Man kan diskutere, hvor vellykket, det er.
黑豹 Heibao
黑豹乐队 Heibao
魔岩文化有限公司, 1992
Albummet her udkom allerede året før i Taiwan og Hongkong. Der har uden tvivl været et bureaukrati, som skulle overvindes, før det kunne udkomme i selve Kina.
Men i 1992 var det en realitet. Musikken, som gruppen Hei Bao (Sorte Panter) præsenterede var da heller ikke farlig, selvom vi er ovre i en slags metalrock. Den var nemlig først og fremmest melodisk.
For kinesiske forhold var det lige på og hårdt. Men det var ikke aggressivt. Teksterne handlede om at være ung og forvirret, og musikken var tilpas desperat til at understrege budskabet uden at chokere. Cd’en blev en kæmpe succes.
Det var ikke mindst forsangeren Dou Wei, som tegnede gruppen. Hans karakteristiske sprøde stemme og arrangementerne viste sig at være en cocktail, som faldt i publikums smag, både det hjemlige og i udlandet. Hvad grunden så end var, forlod han dog gruppen samme år og indledte en solokarriere (se nedenfor).
Hei Bao fortsatte med at spille og udgive cd’er, men udtrykket uden Dou Wei i front var nu et helt andet.
Et udspil i den blødere ende fra Heibao. En kærlighedssang, der blev vældig
populær. Melodisk rock var Heibaos kendetegn. Læg mærke til, at pigen, som
sangeren synger til, kører rundt i en militærjeep. Det var det sejeste dengang
i begyndelsen af 1990′erne. Privatbiler så man først for alvor omkring ti år senere.
Supertanker
Kliche
Medley, 1980
Gruppen Kliche var alt andet end en kliché. Den var med sine ordknappe tekster og kolde lydbillede et musikalsk brud med 70′ernes politiske rock herhjemme, og “Supertanker” endte som en milepæl.
Det er en plade om mennesket som fange i et massemanipulerende teknokratisk samfund, og det er sangene “Militskvinder” og “Masselinjen”, som her er interessante.
Det drejer sig i begge tilfælde om politiske digte skrevet af Mao Zedong og oversat af Jan Bredsdorff. Især “Militskvinder” slog igennem som et meget populært nummer, men hvad baggrunden for at tage det med på pladen har været, er svært for mig at bedømme.
Hvis de fire herrer bag Kliche, Lars Hug, Johnny Voss, Jens Valo og Anders Brill Gilberg, havde tænkt sig, at disse to skulle stå som modpol til de øvrige sanges skræmmebillede af et menneskefjendsk maskinsamfund, så var timingen dårlig. I 1980 var Deng Xiaoping på andet år i fuld gang med i al hast at føre Kina væk fra det kaos, som Mao Zedong havde forvoldt. Men det er stadig en fascinerende plade.
Nummeret “Masselinjen” er en ti minutter lang messen af Mao Zedongs korte og dengang kendte sentens: “Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien”.
Mao Zedongs ord om “Masselinjen” i messende dansk musikalsk klædedragt. På
samme plade findes også Maos “Militskvinder”, som blev et hit for Kliché. Da
pladen udkom, var supertankeren Kina dog allerede ved at ændre kursen, som Den
Store Rorgænger (Mao) tidligere havde udlagt. I Vesten var det endnu ikke almindeligt kendt, hvor forfærdeligt Maos Kulturrevolution havde været.
绿色森林 (Lüse Senlin, Skoven Grøn)
大海航行靠舵手
(Når man sejler på havet,
stoler man på rorgængeren)
广州俏佳文化传播有限公司, 2004
Det er bestemt ikke stor kunst det her, men det er et fantastisk interessant fænomen.
Tre unge fyre først i 20′erne bliver sat sammen for at synge en række af de gamle revolutionære sange, der hyldede “Den Store Rorgænger”, Mao Zedong.
Sangene bliver naturligvis lavet i moderniserede versioner, med lækker guitar og eksotiske rytmer. Og på cd’ens cover, stilles de tre unge fyre op i typisk vestlig hiphop-antræk og ditto attitude. Ingen af dem var født endnu, da han døde.
Coveret udstråler det moderne og det hippe. I virkeligheden handler det om at holde liv i gamle Mao (1893-1976) og den romantisk revolutionære utopi. Også selvom det var ham, som stod bag Kulturrevolutionen, som officielt er blevet betegnet som hans største politiske fejltagelse.
Kulturrevolutionen (1966-1976) var den tid, som gjorde, at hans officielle skudsmål endte med, at han kun havde haft ret i 70 procent af tiden, mens han havde taget fejl i 30 procent at tiden. Det var den fatale Kulturrevolution, som gjorde, at kineserne opdagede, at Mao ikke var ufejlbarlig.
De mange millioner mennesker, som mistede livet, mistede muligheden for uddannelse, mistede deres familie og mistede troen på Mao og hans kommunistparti skulle vel kunne skrive under på det skudsmål – og såmænd også et, der var værre. Alligevel har Mao generelt et godt ry i Kina.
Derfor var der ingen problemer i at udgive denne cd. Der er både før og siden udgivet masser af cd’er med de gamle hyldestsange (læs for eksempel om Dao Lang og A Bao ovenfor). Denne udgivelse er endnu en af de bedre. Den er faktisk et meget professionelt udført stykke propaganda.
Her får vi et genhør med klassiske sange som “Når man sejler på havet, stoler man på rorgængeren” (albummets titelsang, hvor en senere strofe lyder: “Når man laver revolution, stoler man på Mao Zedong-tænkningen”), “Maos ære”, “Solen er den rødeste, Mao er den kæreste” og “Gem formand Maos ord i hjertet”.
Så vidt jeg ved, stammer de fleste af disse sange fra 1950′erne. For mange kinesere står denne tid – trods visse hårde politiske kampagner – trods alt som et tiår præget af optimisme og fremgang. Nogle af sangene stammer dog også fra Kulturrevolutionens tid. På den tid blev alle hyldestsange til Mao i øvrigt blev ekstra populære, for det var her, at kulten omkring Mao kogte over. Det var også her, at Kina næsten endte i borgerkrig igen.
Det er tankevækkende så dygtige, de er til at udbrede propagandaen i Kina i dag. Gang på gang tager man sig selv i at nynne med.
Der findes ingen uploads af de tre hippe medlemmer af 绿色森林 (Skoven Grøn).
Her er til gengæld den originale version af “大海航行靠舵手” (“Når man sejler
på havet, stoler man på rorgængeren”). Se godt på plakaterne, som var med til
at bygge den hysteriske kult omkring Mao Zedong op. Se flere på Maopost.com.
梦回唐朝 (Tilbage til Tang-dynastiet i drømme)
唐朝 (Tang Dynasty)
魔岩文化有限公司, 1992
Efter at Cui Jian havde lanceret kinesisk rock i slutningen af 1980′erne, spirede det med masser af navne og bands, som prøvede lykken med det nye musikalske udtryk.
Tang Dynasty var dem, som musikalsk virkede mest professionelle.
I 1992 udgav de deres første cd og slog igennem med et brag – i hvert fald indenfor den del af undergrundsmiljøet, som var til hård rock. Også i udlandet blev albummet modtaget med begejstring.
Når man tænker på, at rockmusikken kun lige var kommet til Kina efter årtier med stereotyp propagandamusik, er det imponerende at høre, hvor ekvilibristiske alle fire medlemmer af gruppen er. Arrangementerne er varierede, musikken er hele tiden frisk og opfindsom, og Liu Yijun (刘义军) blev Kinas første guitar-ikon.
Tang Dynasty havde gode dage foran sig – indtil bassisten, Zhang Ju (张炬), døde i en motorcykelulykke i maj 1995 i Beijing. Gruppen prøvede flere gange at rejse sig efter det slag, men de få albums, som siden er udgivet, har aldrig haft den friskhed, som ligger over dette det første.
Medlemmerne af Tang Dynasty var ikke kun dygtige hver især på deres
instrumenter. De formåede også at forme en professionel optræden på
scenen – det var det bestemt ikke alle, der kunne dengang. Her er det dog
en lidt tilbagelænet udgave af “Valg” (“选择”) spillet i Hongkong, 1993.
Rejsen til Kina (孔雀毛)
Peter Thorup
Exlibris, 1977
Et af det danske bluesikon Peter Thorups (1948-2007) musikalske højdepunkter var Rejsen til Kina, hvor han satte musik til nogle af digtene i Tom Kristensens (1893-1974) digtsamling fra 1922, “Paafuglefjeren” (også pladens kinesiske titel). Tom Kristensens digtsamling var blevet til på baggrund af en rejse til Asien, herunder Kina, samme år, og blev et hovedværk i hans store forfatterskab.
Det er ikke en bluesversion af Tom Kristensens oplevelser, vi får på pladen. Det ville også have været upassende. Men det er heller ikke et musikalsk klichebillede, vi får. Peter Thorup lever op til Tom Kristensens reflekterende møde med det meget fremmedartede og opløsningstruede Kina anno 1922, og han leverer et lydsprog, som matcher.
Thorup prøver på intet tidspunkt at lave et kunstigt lydbillede af Kina, som man ellers let kunne være forfaldet til. Det ville heller ikke rigtigt have været i “Paafuglefjerens” ånd. Tom Kristensen havde meget svært ved at se, hvordan Øst og Vest kunne mødes.
Pladen er en meget koncentreret produktion, som lyder af meget mere end de kun tre personer, som medvirker. Men det er også et meget kompetent trekløver. Foruden Peter Thorup (el- og akustisk guitar, bas og sang) medvirker Kenneth Knudsen på klaviatur samt Ken Gudmann på trommer og percussion.
“Jeg blev forledt til at synge om det, jeg ej kan forstå”. Tom Kristensen var tydeligvis overvældet af mødet med Kina anno 1922. Peter Thorup leverede i 1977, tre år efter
Tom Kristensens død, en indfølt fortolkning af en række af digtene, som besøgene
i Kina mere end et halv århundrede tidligere havde affødt.
Pingback: Cui Jian rocker stadig