Liu Xiaobo får Nobels fredspris

Liu Xiaobo tabte balancen
og vandt Nobels fredspris

Tildelingen af Nobels fredspris til Liu Xiaobo er en lussing i ansigtet på den kinesiske regering. Så meget desto mere fordi han p.t. afsoner en dom for at opfordre til demokrati. (Foto: Liu Xia)

Se debatten i Deadline 22.30 fra den 8. oktober mellem Nis Høyrup Christen-sen samt undertegnede om de mulige konsekvenser af tildelingen af Nobels fredspris 2010.

Baggrunden for debatten var, at en af de mest fremtrædende ledere af studenter-demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing tilbage i 1989, i går blev tildelt den prestigefyldte pris.

Modtageren, den 54-årige Liu Xiaobo, er for tiden i gang med at afsone en dom på 11 års fængsel for at have forsøgt at “omstyrte staten”. Kun en enkelt gang tidligere i historien er det sket, at en nobelprismodtager har siddet i fængsel, da han fik den tildelt.

Tildelingen af Nobels fredspris til Liu Xiaobo er den største lussing til den kinesiske regering med hele verdenspressen som vidne siden opstanden i Beijing i 1989.

Den svære balancegang
Liu Xiaobo er en mand, som udstråler ro og alt andet end oprørskhed. Freelance-journalist Thomas Aue Sobol, som mødte Liu i 2008, betegner ham som “en blød mand”, og han fortæller, hvordan Liu på en serviet nedskrev princippet for sin kamp for menneskerettighederne i Kina: “At balancere på kanten”. Altså et princip helt i tråd med de medvirkende menneskerettighedsforkæmpere i min bog ‘Balancegang‘ (Liu Xiaobo optræder dog ikke selv i bogen).

Generalsekretæren for den norske nobelpriskomite, Thorbjørn Jagdland, annoncerer, at Liu Xiaobo er blevet tildelt fredsprisen. I begrundelsen kritiseres den kinesiske regering for ikke at overholde sin egen grundlov.

Men Liu Xiaobo mistede balancen. Det gjorde han, da han involverede sig i arbejdet med at nedskrive det såkaldte Charther ’08 i december 2008. Det var en opfordring til regeringen blandt andet om at indføre flerpartistyre, pressefrihed, akademisk frihed og at afskaffe paragraffen om “omstyrtelse af staten” i straffeloven. Han blev anholdt dagen før, char-teret blev offentliggjort, og et år senere blev han idømt 11 års fængsel ironisk nok for netop forsøg på “omstyrtelse af staten”.

De “forkerte priser”
Der er nu tre kinesere, som har vundet nobelpriser, men set med den kinesiske regerings øjne er de alle tre de forkerte vindere af de forkerte priser. Tibetanernes landflygtige åndelige leder Dalai Lama vandt fredsprisen i 1989 i kølvandet på massakren i Beijing efter studenterdemonstrationerne, mens forfatteren Gao Xingjian vandt litteraturprisen i sit franske eksil i 2000. Og nu har en fængslet “forbryder” vundet fredsprisen i 2010.

Amerikanske PEN stod sammen med den forhenværende præsident i det forhenværende Tjekkoslovakiet, Vaclav Havel, bag indstillingen af Liu Xiaobo til årets nobelfredspris. I slutningen af 2008 frygtede man, at Liu risikerede tre års fængsel. Han fik elleve.

Når det blev charteret, som denne gang fældede Liu Xiaobo (det er fjerde gang, at han sidder i fængsel), var det fordi han forsøgte at skabe opbakning fra en række fremtræ-dende akademikere. Omkring 300 skrev under, og efterfølgende skrev omtrent 10.000 andre under på anmodningen til den kinesiske regering. I Kina er det ikke forbudt at have sine egne meninger om samfundet, men hvis man uden officiel tilladelse prøver at organisere en masse mennesker om bestemte holdninger, slår myndighederne til, for så er der risiko for oprør.

1989, et nøgleår
Det er den balancegang, som de medvirkende i min bog stadig forsøger at holde. I Deadline på DR2 var jeg i går inde for at fortælle om implikationerne ved Liu Xiaobos pristildeling, og udover Thomas Aue Sobol var jeg i selskab med Nis Høyrup Christensen, der er kinakonsulent hos Dansk Industri. Her kom bogen ‘Balancegang naturligt nok på bordet endnu en gang.

Deadline om Liu Xiaobo.
New York Times om Liu Xiaobo.
Thomas Aue Sobols artikel om studenterlederne
.

Se også Gate of Heavenly Peace, den endegyldige dokumentar om opstanden på Den Himmelske Fredsplads. Den er fra 1996, varer i cirka tre timer, og den er spændende som en krimi.

Men ikke bare det: Dokumentaren er helt essentiel, hvis man vil forstå Kina, som vi kender det i dag. Liu Xiaobo er blandt de interviewede. Denne version er tekstet på både engelsk og kinesisk.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Om Gert Holmgaard Nielsen

Jeg er uddannet journalist samt exam.art. i østasiatiske studier. I dag underviser jeg i kinesisk på gymnasieniveau. I årene fra 2003 til 2009 var jeg korrespondent i Beijing for bl.a. DR Nyheder. Fra 1994 til 1996 studerede jeg kinesisk i Beijing, samtidig med at jeg arbejdede som freelancejournalist. Læs mere under menuerne "Kontakt og CV" samt "Om Kinakontoret" ovenfor til højre.
Dette indlæg blev udgivet i Liu Xiaobo, Menneskerettigheder, Politik. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.