Kinas største sportsstjerne løber
efter propagandasejr i London

Efter det mislykkede OL i Beijing i 2008 måtte Liu Xiang kæmpe sig tilbage i verdenseliten, her i Doha, hvor han endte på en syvendeplads. Nu er han mere end klar til OL i London. Doha, 2010. (Foto: Erik van Leeuwen/Wiki)

Liu Xiang er tilbage i verdenseliten blandt hækkeløbere. Ja, han er ikke bare tilbage, han er bedre, end da han sensa-tionelt vandt guld ved OL i Athen i 2004.

Dermed er han klar til at tage revanche for sin triste exit fra OL i Beijing i 2008.

I Athen i 2004 løb han de 110 meter i verdensrekordtiden 12,91 sekunder. Ved verdensmesterskaberne i Oregon i år løb han i 12,87 sekunder.

Det var igen en ny verdensrekord, en hundrededel sekund bedre end anden gang, han satte verdensrekord. Anden gang var i Lausanne til IAAF Super Grand Prix i 2007, hvor han løb i tiden 12,88 sekunder.

Men det var guldmedaljen i Athen, som satte propagandalavinen i gang for Liu Xiang. Eller rettere: Det var ham selv, der satte den i gang, da han først havde vundet.

I Beijing tegnede en dreng i anden klasse denne tegning, som ramte hele Kinas OL-håb for Liu Xiang på en prik. Beijing, 2008. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Spændt for en vogn
“Dette ændrer ved opfattelsen af, at asiater ikke kan klare sig i kapløb. Jeg vil bevise for hele verden, at asiater kan løbe hurtigt!”

Liu Xiang pustede og prustede, mens han kom med sit meget selvbevidste udsagn, men han havde også lige løbet sig til den første kinesiske OL-guldmedalje nogen-sinde i mændendes atletikkonkurrencer.

Med denne markante udtalelse sikrede han sig på stedet sine 1,3 milliarder landsmænds fulde opbakning – nu skulle de vise verden, at Kina kan være med overalt, hvor det gælder. Samtidig sikrede han sig dog også myndighedernes meget stærke interesse. Liu Xiang havde kvaliteter, som passede perfekt ind i deres projekt nyt Kina.

Liu Xiang blev dermed med ét et af de fremmeste officielle symboler på et stærkt Kina på vej frem i verden. Og hvor ville det være bedre at bevise Liu Xiangs selvbevidste udsagn end på hjemmebane i hele verdens påsyn på nationalstadionet Fuglereden i Beijing under De Olympiske Lege i 2008?

Var Liu Xiang virkelig skadet i en grad, så han måtte sidde og lave grimasser lige inden et løb, var han under normale omstændigheder ikke stillet op. Men OL i Beijing var ikke "normale omstændigheder". (Fra CCTV)

Kinas ambitioner for OL i Beijing var tårnhøje. Og selvom det ikke blev sagt åbent, så var der ingen tvivl om, at man denne gang stilede imod at slå USA som nationen med flest guldmedaljer, og prikken over i’et skulle være Liu Xiangs.

Politisk ømfindig skade
Sådan kom det bare ikke til at gå. Kina nåede målet om flest guldmedaljer, men prikken blev ikke sat over i’et. På den nationale tv-station CCTV’s sportskanal diskuterede man forleden hvorfor. Og seerne blev ajourført på hele forløbet fra 2004 og til i dag, hvor Liu Xiang har kæmpet sig tilbage og nu er helt i front blandt verdens bedste på sit felt, klar til OL i London. Forventningerne skrues op igen.

Liu Xiang fik en skade i akillesscenen i foråret 2008. Det var en skade, som de kinesiske medier valgte ikke at rapportere om. Propagandaen omkring hans person havde nået højder, så myndighederne givetvis ikke ville risikere, at folk, som havde købt billetter til hans løb ville blive for skuffede. Måske håbede man også på, at han trods alt kunne nå at blive klar.

Kameraerne stillede behørigt ind på Liu Xiangs fødder, så seerne allerede inden løbet kunne ane, at der nok var noget, der ikke var, som det skulle være. (Fra CCTV)

Men han blev ikke klar. Slet ikke. Alligevel trådte han den 18. august om eftermiddagen ind midt i Fuglereden til det første kvalifikationsløb og opførte, hvad der ikke kan betegnes som andet end et skuespil til ære for de titusinder af forventningsfulde kinesere, som havde været så heldige, at få billet til netop denne eftermiddag.

Skuespil for folket
Foran tv-skærmene sad millioner af andre kinesere og så, at Liu Xiang slæbte på højre fod, lavede grimasser, som om han havde ondt, og i det hele taget virkede utilpas. Han gjorde klar ved bane to, satte et klistermærke med et to-tal på højre lår, og slæbte lidt mere rundt på fødderne.

Skuespillet fortsatte, da det var tid at sætte fødderne i startklodserne. Liu Xiang tog sig til benet og lavede endnu en grimasse som i smerte. Grimassen endte på forsiden af flere kinesiske aviser dagen efter.

Med publikum i ryggen klar med det nationale røde flag med de fem gule stjerner stoppede Liu Xiang sit løb. Han havde gjort sin pligt for fædrelandet. (Fra CCTV)

Da starten gik, løb Liu Xiang nogle skridt, men så blev løbet skudt af på grund af tyvstart, og resten af vejen hen til første hæk haltede han, mens han tog farten af.

Han fjernede klistermærket fra låret med en ærgerlig bevægelse, krøllede det sammen og forlod derefter stadion.

Han fortsatte direkte ud i atleternes forberedelsesrum, hvor han gav væggen et par grundige spark. Showet var overstået. Liu Xiang havde gjort sin pligt over for moderlandet. Han var ude af stand til at løbe, men han havde været nødt til at vise sig på scenen og opføre sit lille skuespil for ikke at skuffe de høje sportslige og politiske forventninger, der lå tungt på hans skuldre.

Situationen virkede til at være en vanskelig og farlig balancegang, hvor ledelsen af verdens mest befolkningsrige nation skulle sikre sig hele folkets accept af en national skuffelse af de helt store.

Her er Liu Xiangs show, som det så ud for tv-seerne i Kina. Min beskrivelse
baserer sig derudover på det, jeg så før og efter løbet (uden for dette klip) samt
på de billeder, som CCTV siden har vist omkring optakt, forløb og konsekvens.

Vurderingen lod til at være, at OL i Beijing ikke kunne genneføres, uden at Liu Xiang havde vist sig på nationalstadionet. Sig ikke at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre.

Senere holdt Liu Xiangs træner en pressekonference, hvor han forklarede, hvad der var gået galt. Han brød sammen i gråd foran hele den forsamlede presse. Liu Xiang selv holdt også et pressemøde, hvor han bad om forståelse.

Liu Xiangs træner var utrøstelig. Han græd og tørrede de bitre tårer væk for åben skærm. Det var kun med til gøre det lettere for kineserne at tilgive. (Fra CCTV)

Forståelse og tilgivelse fik han til overflod. Sponsorerne indrykkede helsidesannoncer i dagbladene dagen efter, hvor de støttede ham 100 procent. Befolkningen var forstående og accep-terede forklaringen. Billedet af Liu Xiang som den altopofrende atlet, der løb for sit lands ære, var dermed intakt.

Den selvsikre kineser
Det var det billede, som blev pudset op på CCTV forleden, her kort før OL i London sættes i gang. Liu Xiang og alle hans landsmænd er klar til at bevise, at asiater ikke bare kan løbe hurtigt, men at de også kan kæmpe sig tilbage i toppen, selvom det måske en overgang ser håbløst ud. Bare kom an!

Hele denne bare-kom-an-holdning er faktisk en smule ukinesisk, og der er da også nogle, der betragter ham som en kende selvtilfreds i sin måde at agere på. Han er for eksempel ikke bange for at hoppe og danse og lave til tider glade, til tider næsten aggressive fagter, når han har vundet et løb.

"... men jeg håber på alles forståelse." Også Liu Xiang gik på tv og forklarede sig. Forsåelse fik han omgående. Siden har han arbejdet sig til mere respekt. (Fra CCTV)

Da han efter at have vundet et løb for nylig løb sin æresrunde på banen foran publikum, undslap der ham en mild ed lige foran en kameramand, og eden røg med ud til hele nationen. Bagefter måtte han forklare sig med, at han måske havde været lidt overivrig umiddelbart efter sejren.

Der er dog ingen tvivl om, at det tager de fleste kinesere med, for Liu Xiang er et billede på den nye kineser, som ikke har i sinde at sætte sit lys under en skæppe. Det kan godt være, at beskedenhed er en dyd i Kina, men Liu Xiang har ikke på noget tidspunkt dyrket denne beskedenhed på banen, tværtimod.

Måske er det den slags kinesere, vi skal til at vænne os til generelt i fremtiden; kinesere, som er stolte over deres land, deres fremgang på alle felter, og som netop ikke har i sinde at foregive beskedenhed, når de i virkeligheden er stolte og mener, at det egentlig bare er rimeligt, at de nu igen er ved at indtage den plads i verdensordenen, som retteligt tilkommer dem.

Siden sin OL-guldmedalje i Athen i 2004 har Liu Xiangs markedsværdi i Kina været tårnhøj. Han har reklameret for snart sagt alt. Her for gulvplanker. Chongqing, 2007. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Måske. Under alle omstændigheder bliver han allerede i kinesiske skolebøger brugt som et eksempel til efterfølgelse.

Forresten sikrede Liu Xiang ikke kun sine landsmænds og myndighedernes opbakning og interesse tilbage i 2004. Sponsorerne stod hurtigt i køb, og de står der stadig for at sponsorere og profitere på den hurtige hækkeløber via reklamer for alt fra mælk til Coca-Cola og det meste der imellem.

Da Yao Ming endnu var aktiv basketball-spiller i den amerikanske NBA-turnering, var Liu Xiang den kinesiske sportsudøver, som tjente næstmest. I dag må han være nummer ét. Der går millioner af yuan ind på hans konto hvert år.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen