Massakre? Hvilken massakre?
Tre soldater fra Folkets Befrielseshær forfrisker sig i heden på pladsen på årsdagen for massakren i Beijing. Beijing, 2007. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
I denne måned rundede vi årsdagen for 22. gang. Den 4. juni var det 22-årsdagen for “massakren på Den Himmelske Freds Plads”, som den i alle årene har været døbt i medierne.
Efter halvanden måned med massive studenterdemonstrationer midt i Beijing for blandt andet demokrati og retten til frie fagforeninger og imod korruption og nepotisme slog myndighederne til og opløste demonstrationerne med militærets hjælp. Demonstrationerne havde bredt sig til en række andre byer landet over, og myndighederne var reelt bange for, at samfundet var truet af sammenbrud. Kulturrevolutionens kaos stod endnu klart i erindringen.
Men sagen er, at der aldrig var nogen massakre på Den Himmelske Freds Plads. Det er et falsum, som har vist sig at være meget sejlivet. Som kineserne selv siger: Når tre mennesker siger, at der er en tiger, så er der en tiger (三人成虎).
Ingen massakre?
Jo, jo, der var en massakre. Men ikke på Den Himmelske Freds Plads. Det var et rygte, som opstod i kampens hede, mens journalisterne sad på deres kontorer og havde travlt med at rapportere hjem. Der var ingen journalister på selve pladsen på det tidspunkt.
Monumentet til Folkets Helte midt på pladsen var studenterledernes hovedkvarter. Siden har militæret bevogtet det. Beijing, 2007. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
En af de mest rabiate af studenterlederne, de vestlige mediers kun 22-årige yndling Chai Ling, bar ved til rygtet efter at være flygtet til Hongkong.
Massakren skete i gaderne, som leder ind til pladsen, og en stor del af ofrene var i virkeligheden ikke studerende, men almindelige borgere, som i sympati med de studerende prøvede at forhindre militæret i at nå frem. Her kom det til sammenstød, som også kostede kinesiske soldater livet. Ingen ved i dag nøjagtigt hvor mange, der døde i Beijing den 4. juni 1989 og i dagene efter.
Allerede året efter blev det klart beskrevet, at der netop ikke var nogen massakre på pladsen. Men medierne har holdt fast i at kalde det, der skete for “massakren på Den Himmelske Freds Plads”. Selv har jeg altid brugt at kalde den for “massakren i Beijing”, som det kan høres her i min radioreportage bragt i 15-året for massakren.
Information bragte dagen efter denne den 22. årsdag en artikel, hvor lektor Clemens Stubbe Østergaard – igen – forsøger at mane det gamle og grundløse rygte i jorden. Men der er stadig mange flere end tre mennesker, som bruger udtrykket “massakren på Den Himmelske Freds Plads”.
Vigtigt at skelne
Og nej, dette er ikke en strid om kejserens skæg. Det er vigtigt at være så nøjagtig som muligt i beskrivelsen af den slags begivenheder.
Som en af demonstranterne, den taiwanske popsanger Hou Dejian, selv sagde få år efter massakren: “Er det nødvendigt at bruge løgne for at bekæmpe vores løgnagtige fjende? Er sandheden ikke stærk nok? Hvis vi virkelig har brug for løgne til at bekæmpe en løgnagtig fjende, er det så ikke kun for at tilfredsstille vores egen hævntørst? Det er farligt, for hvis dine løgne afsløres, så er du ikke længere i stand til at bekæmpe din fjende.”
Taiwaneren Hou Dejian var på Den Himmelske Freds Plads til det sidste, og han så ingen massakre der. Klippet stammer fra dokumentarfilmen “Gate of Heavenly Peace”, som havde premiere i 1995. Alligevel hedder det i medierne stadig “massakren på Den Himmelske Freds Plads”. Læs mere om dokumentaren under Dokumentarfilm om Kina.
Gert Holmgaard Nielsen
