Vestlige politikere må
skyde hjertet op i livet
Liu Xiaobo turde kritisere. Han blev anholdt i december 2008. Her ses han sammen med sin kone Liu Xia før da. (Foto: Via Amnesty International)
Vores politikere har i et par årtier ageret som menneskerettigheds- og demokrati-missionærer – det har ikke været hver-ken særligt kønt eller konstruktivt - men nu ser det ud som om, at de helt har opgivet troen, når kineserne befinder sig i nærheden (se min kronik i Politiken).
Skarp kritik af Kina var fast på den vest-lige dagsorden i 1990′erne og i årene lige efter århundredskiftet, når vores egne politikere mødtes med de kinesiske. I dag ser det helt anderledes ud.
Vesten smager egen medicin
Kinas økonomi er i dag blevet så stor og betydningsfuld, at vi ikke længere tør fornærme kineserne. Men hvad skulle ideen også være med at fornærme dem? Den korstogslignende kritik medførte ikke andet end fornærmede miner blandt kinesiske ledere, som altid kunne vende sig mod andre, som ikke kritiserede. Den havde en vis effekt i gamle dage, i sidste århundrede; for eksempel overfor apartheidstyret i Sydafrika i 1980′erne. Men ikke over for Kina. Tværtimod er det Kina, som nu kan bruge det økonomiske våben: Nægte at handle med lande, som bliver for pågående, og i stedet love lukrative kontrakter til de, der tier. Det er en politik, der virker i en økonomisk krisetid, som har ramt Vesten hårdt, men som Kina er redet let henover.
Det danske Institut for Menneskerettigheder var blandt de første, som prøvede en helt ny tilgang: Samarbejde om forbedring af menneskerettighederne. Det mødte stor kritik i Danmark dengang i 1998, men i det lange løb – og det kan blive meget langt – kan det vise sig at være den eneste rigtige løsning. Det kan du læse mere om i min bog ‘Balancegang‘.
Vi skal turde turde
Men naturligvis skal der kritiseres, når kritik virkelig er på sin plads. Og det er det i tilfældet med fængselsdommen over samfundskritikeren Liu Xiaobo, som afsoner 11 års fængsel for blandt andet at have opfordret til flerpartistyre, uafhængige domstole og frie fagforeninger. Den norske nobelpriskomité tildelte i sidste måned Nobels Fredspris til Liu Xiaobo, og straks blev Norge ramt af politiske og økonomiske sanktioner fra Kina. Det er ikke i orden.
Men mange vestlige politikere, inklusive vores egen udenrigsminister Lene Espersen (C), tør ikke kritisere deres kinesiske kolleger åbent for denne opførsel. Kritikken af Kinas forhold til menneskerettighederne er reelt forstummet. De politiske og økonomiske omkostninger er blevet for store.
Problemet er, at vi bliver nødt til at turde. Når Liu Xiaobo tør risikere 11 år i fængsel, så bør vi også turde risikere Kinas sanktioner. Men vi skal holde en balance hele tiden. Vi bliver også nødt til at holde os til en konstruktiv kritik. Vi må samarbejde med Kina for at hjælpe med at skabe de fremskridt, som vi mener er ethvert menneskes ret uanset nationalitet. Læs mere om Vestens angst for kritik af Kina i min kronik i Politiken.
Gert Holmgaard Nielsen
