Graphic Novel III – en julegaveidé

Li Kunwus blændende trilogi afsluttet

Tredje del af "Et kinesisk liv" handler om Kinas modernisering fra 1980 til 2010.

Mangler du en julegaveidé til en, du kender, som interesserer sig for Kina? Li Kunwus tegneserie-romantrilogi “Et kinesisk liv” kunne være et rigtigt godt bud.

Trilogien er helt ny. Tredje del af den danske version udkom i september.

Li Kunwu beskriver i en flot og meget traditionel kinesisk streg sin egen og Kinas historie fra 1950 og helt frem til 2010.

Og selvom Li både bor i Kina og er medlem af Kinas Kommunistparti, viger han ikke uden 0m at træde på de ligtorne, som Kinas historie er så fuld af.

Det er ikke sådan, at han indtager den gængse vestlige holdning til Kulturrevolutionen og studenterdemonstrationerne i 1989, men han tager klar stilling, og han fortier ikke problemerne. Han beskriver alle væsentlige historiske milepæle ud fra sine egne oplevelser.

Der er med andre ord tale om en selvbiografisk historiefremstilling. Vi kan ikke forlange af Li Kunwu, at han skal bidrage med mere opklaring af historien end den, som han selv forstod, da han stod midt i det. Til gengæld virker Li ærlig i sin fremstilling. Han kommer tilmed Vesten i møde ved at fortælle om sin holdning til studenterdemonstrationerne i Beijing i 1989, selvom han ikke var personligt tilstede.

Li Kunwu arbejdede i mange år som tegner i den kinesiske hærs propagandaafdeling. Dengang malede han skønmalerier af Kina. I "Et kinesisk liv" beskriver han både forsiden og bagsiden af sit fædrelands udvikling over de seneste seks årtier.

Så her er Kinas nyeste historie i tegneserieform i tre bind. Spændende læsning med mange interessante detaljer, som kun det kinesiske øje kan fange og fremstille det. Trilogien er måske lidt omkostningstung en gaveidé – 300 kroner pr. bind – men jeg synes, at man får rigtigt meget for pengene.

Du kunne jo eventuelt nøjes med at give bind ét i gave. Den vil højst sandsynligt pirre nysgerrigheden hos modtageren.

Læs mine omtaler af hvert bind af Li Kunwus historie under menupunktet tegneserier.

Læs mere på forlaget Alvildas hjemmeside.

Gert Holmgaard Nielsen

Udgivet i Historie, Politik | Kommentarer slået fra

Sig farvel til Peng Liyuan

Kinas førstedame in spe drosler ned

Peng Liyuan som de kinesiske seere kender hende: I fuldt militært ornat, bevæbnet med en mikrofon og syngende højstemte, operaagtige ballader, der priser fædrelandet og Kinas Kommunistparti. (CCTV)

Der er en hel verden til forskel mellem de politiske systemer i landene med verdens to største økonomier, som for knap to uger siden henholdsvis genvalgte og udpegede de mænd, som skal lede dem i de kommende år.

Amerikanernes genvalgte præsident Barack Obama kan stadig holde taler, som griber hele (den vestlige) verden.

Kinas kommende præsident derimod, den nyudpegede formand for landets enerådende kommunistparti Xi Jinping, er langt mere bundet af former – omend han er en langt større retoriker end sin notorisk meget stive forgænger.

USA har en førstedame, Michelle Obama, som er synlig, står ved sin mands side og har holdninger. Kinas kommende førstedame, Peng Liyuan, støtter ganske vist sin mands politik – hun er medlem af Partiet, og hun har i tre årtier prist sit fædreland og Kinas Kommunistparti i sang på tv – men alt tyder på, at hun med sin mands opstigen til magtens allerhøjeste top selv er på vej ind i en mere anonym rolle.

Fakta er i hvert fald, at hun har skåret drastisk ned på sin udadvendte del af arbejdet. Det har man blandt andet kunnet høre i Mette Holms indslag i P1′s Orientering i dag.

I Mette Holms indslag på P1 i dag gennemgår hun denne optræden
af Peng Liyuan til CCTV’s årlige nytårsparade. Det er en sang om
det vidunderlige fædreland, der med socialistiske særtræk ledes af
Kinas Kommunistparti, som alle vil følge.

Der er altså ikke noget, der umiddelbart tyder på, at Peng Liyuan vil fortsætte sin hidtil meget synlige karriere trods de åbenbare kvaliteter udi at promovere både fædreland og kommunistparti i sang, som hun beviseligt har.

Ikke siden Mao Zedong styrede Kina – det gjorde han fra 1949 til sin død i 1976 – har nogen af Kinas førstedamer trådt frem for at øve indflydelse på politik. Maos kone, Jiang Qing, havde politiske ambitioner og blev af Mao sat til at bestyre hans katastrofale Kulturrevolution, som på det nærmeste sendte landet i borgerkrig igen og satte landets udvikling i stå.

Jiang Qing blev efter Maos død fængslet og dømt til døden; en dom som senere blev ændret til livsvarigt fængsel. Hun blev løsladt i 1991, hvor hun begik selvmord.

Sporene skræmmer. Der er ikke tradition for, at Kinas førstedamer fører sig frem. Derfor må Peng Liyuan drosle ned. Her er hun på et af de få fotos af hende sammen med manden, Xi Jinping, som er offentliggjort.

Alle de efterfølgende førstedamer i Kina har holdt lav profil både før, under og efter, at deres mænd besteg magtens højeste trone.

Peng Liyuan er den første, som overhovedet har haft en markant offentlig profil på forhånd, men i takt med at Xi Jinping har nærmet sig landets absolutte politiske topposter, har hun droslet ned på sin offentlige optræden.

Det er endnu uvist, hvilken slags præsident Xi Jinping bliver. Han lader til at være en smule mere levende i sit udtryk, end Hu Jintao har været det, men han har mange hensyn at tage og kan ikke bare spille på sin personlighed, som en anden amerikansk præsident kan gøre det.

Skulle han komme ud i et politisk stormvejr, kunne det dog måske være, at han ville overveje at sende sin hustru ind på den politiske scene igen for at synge problemerne pist væk. Det ville i hvert fald være nyt.

Gert Holmgaard Nielsen

Udgivet i Kina & USA, Kunst og kultur, Politik | Kommentarer slået fra

Sig goddag til Xi Jinping

Kinas nye leder – og alle de andre nye

Viceformand Xi Jinping, nummer to fra venstre, står klar til at blive formand. Afgående formand Hu Jintao er nummer fem fra venstre. Nummer seks er tidligere formand og præsident Jiang Zemin. (Foto: Xinhua)

Det er voldsomme udfordringer, Kina står overfor.

Nuvel, det er altid en udfordring i sig selv at styre et land med hele 1,3 milliarder mennesker, men den fortsat faldende økonomiske vækst er en af de virkelig alvorlige, som kan påvirke alle øvrige udfordringer.

Det bliver Xi Jinping, som skal tage denne helt centrale udfordring op. I dag gik startskuddet for en langstrakt magtoverdragelse – den kommer til at strække sig over omtrent to år – som indledes med et formandsskifte i det regerende parti, Kinas Kommunistparti, KKP.

Hu Jintao går af efter at have siddet på posten i ti år. Han bliver siddende som præsident indtil marts næste år, hvor også denne post overdrages til Xi Jinping. Tilbage har Hu Jintao så posten som formand for den centrale militærkommission. Den overdrager han formentlig en gang i 2014 – også til Xi Jinping.

Sådan foregår magtoverdragelsen i den allerøverste top i Kina, og det er kun anden gang, det sker på denne velordnede vis i Folkerepublikken, som blev grundlagt i 1949. Første gang var for ti år siden, da Hu Jintao kom til magten. Og det var Deng Xiaoping – Kinas landsfader nummer to – som sikrede indførelsen af denne glidende overdragelse efter næsten 30 usikre år under Mao Zedong – Kinas magtfuldkomne landsfader nummer ét.

Nye ledere og nye mål
Magtoverdragelsen har i virkeligheden været i gang de seneste to år, men den er foregået bag lukkede døre. Det er tusindvis af poster, som skal skifte hænder over hele landet. Formandsskiftet på den 18. nationale partikongres er bare toppen af kransekagen.

Xi Jinping bliver Kinas nye leder over de kommende ti år. Den samlede magtoverdragelse vil tage omtrent to år. (Foto: Wikipedia)

Endnu ved vi ikke, om den centrale partitop, politbureauets ni mand høje stående komité, efterfølgende kommer til at bestå af syv eller ni personer. Disse syv eller ni mand er til enhver tid Kinas reelle herskere.

Vi ved kun, at Xi Jinping fortsætter som medlem sammen med Li Keqiang, som forventes at blive udnævnt til premierminister til marts næste år.

Hvad er det så, Kinas Kommunistparti selv ser af udfordringer? Tja, Kina skal for eksempel for alvor til at finde sin rolle i verden. Er Kina en kommende supermagt på linje med USA?

Det er i løbet af de seneste ti år blevet stadigt mere klart, at Kina har fået større og større interesser uden for landets egne grænser. Det gør det sværere at fastholde Deng Xiaopings idé fra 1980′erne om, at Kina ikke skal blande sig i forhold i andre lande, og det rejser nogle centrale spørgsmål.

Er Kina klar til en bipolær verden med to supermagter, hvoraf Kina er den ene? Eller vil den kinesiske regering fastholde, at verden bør være multipolær? Blød kinesisk magt vil under alle omstændigheder blive noget, vi vil komme til at se mere af: Blandt andet film og musik.

Fremtidens udfordringer
Den afgående partiformand, Hu Jintao, har allerede aflagt sin sidste politiske rapport, hvor han har peget på, hvad Kinas mål skal være i årene fremover.

Hu Jintao, formand for verdens største kommunistparti, har afleveret sin sidste politiske rapport. (Foto: Xinhua)

Nogle af målene er de netop nævnte. Andre mål er en fordobling af BNP, bruttonationalproduktet for 2010, frem til 2020 samt politiske reformer, som skal resultere i en bedre kontrol med Partiets magtudøvelse.

Hu Jintao talte også om adskillelse af Partiets magt og parlamentets eller Folkekongressens magt. Det er dog et endog meget åbent spørgsmål, om det er noget, der for alvor vil blive taget fat på. Det er kendt, at et af de mest sejlivede dogmer inden for Kinas Kommunistparti er, at det netop kun er Kinas Kommunistparti, som må og vil være i stand til at regere Kina.

Han har derudover talt om en større inddragelse af befolkningen i beslutningsprossen i landet. Han har talt om en vis grad af demokrati. Det er også noget, som Wen Jiabao, hans premierminisiter, har talt om i nogle år, og på et tidspunkt må det forventes, at ordene begynder at forpligte.

Man skal dog lægge mærke til, at Hu Jintao understregede, at Kina ikke har tænkt sig at kopiere nogen vestlige styreformer. Kina vil finde sin egen vej.

Væksten er afgørende
Som nævnt i indledningen er den faldende vækst et alvorligt problem. Det er det, fordi den markante og konstante vækst har været KKP’s vigtigste middel til at legitimisere sin magt: Befolkningen er sikret muligheden for et (materielt) bedre liv; betingelsen er kun, at ingen rækker ud efter KKP’s magt.

Men hvad sker der, hvis væksten falder så meget, at for store grupper af befolkningen ikke får et (materielt) bedre liv? Det er her, det kan blive farligt. De store eksport-markeder i USA og Europa kan på grund af den verdensomspændende økonomiske krise ikke aftage så mange kinesiske varer. I stedet prøver regeringen at få kineserne selv til at forbruge mere. Det har man imidlertid allerede prøvet meget længe uden den helt store effekt.

Enighed udadtil er afgørende i Kinas Kommunistparti. Den bliver stadigt sværere at opretholde. Spredte røster i Kina har igennem årene talt om, at Partiet burde splittes op i flere mindre partier. (Foto: Xinhua)

Intern splittelse
Spørgsmålet er også, hvor stor enighed der er i KKP om at afgive større indflydelse til grupper uden for Partiet. Kinas Kommunistparti har omtrent 83 millioner medlemmer, og det er et parti, som rummer holdninger, der spænder meget vidt.

Sammenlignet med Danmark, ville det måske svare til at ét enkelt parti skulle rummer alt fra SF til Venstre.

Det gør det ekstra svært at skabe den glidende magtoverdragelse, som nu helt officielt er sat i gang. Særligt i år har verdensoffentligheden set uenighederne boble op til overfladen; især med sagen om Bo Xilai, som blev fyret fra alle poster, smidt ud af Partiet, og som nu bliver retsforfulgt. Hans kone blev tidligere i år dømt for at have myrdet en britisk politisk rådgiver.

Men enighed udadtil er fortsat vigtigt for verdens største kommunistparti. Det har det været siden demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989, hvor splittelse i Partiet førte til, at demonstrationerne bredte sig og var ved at kast landet ud i kaos. Løsningen blev at sætte militæret ind og herefter udadtil kun skilte med enighed i Partiet.

Sagen med Bo Xilai har dog vist, at virkeligheden fortsat er en helt anden.

Gert Holmgaard Nielsen

Udgivet i Kinas ledere, Politik, Samfund | En kommentar

En film, du skal se:

De små menneskers store ofre

Det er en personlig udfordring at springe over "The Great Firewall of China" - den kinesiske censurmur. Men Zola kaster sig uforfærdet ud i opgaven.

27-årige Zhou Shuguang og 54-årige Zhang Shihe er forskellige på mange måder.

Dels er der aldersforskellen, dels bor Shuguang langt ude i provinsen i en fattig flække, mens Shihe holder til i hovedstaden Beijing.

Og så er der deres måde at arbejde på. Den er også forskellig. Men det er det samme de arbejder med: Begge to bestyrer deres egen samfundskritiske blog. Den ældre af de to involverer sig personligt over længere tid med de mennesker, hvis trængsler han portrætterer. Den yngre er mere overfladisk og humoristisk. Begge er de drevet af deres egen fornemmelse for, hvad der er ret og rimeligt.

“Alting har en historie”, siger Zhang Shihe. For ham er det de historier, der ikke bliver fortalt af de officielle medier, der er interessante. Han opsøger dem med videokameraet i hånd på cykel over hele landet. “Jeg ved egentlig ikke, hvad journalistik er,” indrømmer Zhou Shuguang. Han leder efter almindelige mennesker, som er kommet i klemme i systemet, og beskriver, hvad han ser.

Han kalder sig Tiger Temple, når han blogger. Eftertænksom, involverende og alvorlig i sit arbejde.

Kamp med omkostninger
Dokumentarfilmen “High Tech, Low Life” beskriver de to bloggere, som er fælles om at give den lille mand i det store samfund en stemme på nettet.

I går, torsdag, blev filmen vist i Teater Glob som en del af den københavnske dokumentarfilmfestival CPH:DOX. Der er stadig mulighed for at se den.

De to bloggeres arbejdsmetoder er meget forskellige, ligesom deres personligeheder er det. Men de har begge hjertet på rette sted. Problemet er, at det i Kina bærer personlige omkostninger med sig, hvis man som privatperson begynder at lege journalist. Derfor er det også en titel, de begge undgår.

Ikke desto mindre betaler både Zhou Shuguang (bloggernavn: Zola) og Zhang Shihe (bloggernavn: Tiger Temple) personligt for deres aktiviteter på nettet.

Han kalder sig Zola, når han blogger. Han bruger humor og charme for at få sine blogindslag igennem.

Spørgsmålet, som man sidder tilbage med efter filmen, er hvor vigtigt et værktøj internettet i grunden er i arbejdet for større ytringsfrihed.

Ikke alle kan være med
Det står under alle omstændigheder lysende klart, at det ikke er et værktøj, som alle og enhver kan samle op og bruge.

Det kræver folk af en særlig støbning, dedikerede idealister, som er villige til at betale en pris. Både Zhou Shuguang og Zhang Shihe betaler uden at kny.

Et andet spørgsmål, man kan stille, er, om disse bloggere også er i stand til at grave sandheden frem? Der er ingen tvivl om, at Zola og Tiger Temple har hjertet på rette sted, men de har stærkt begrænsede muligheder for at bedrive undersøgende journalistik. På den anden side: Det er en del af vilkårene i et samfund, som i den grad styrer informationsstrømmen.

En fredelig og smukt produceret film om to kineseres daglige kamp for at sikre mere ytringsfrihed. Se den!

Filmen bliver vist endnu to gange i København og en enkelt gang i Aarhus, så der er stadig mulighed for ved selvsyn at se, hvordan de to kinesiske bloggere arbejder, og hvilke omkostninger det har fået for dem.

“High Tech, Low Life” er en fantastisk smuk, humoristisk og samtidig meget alvorlig film om ytringsfrihed i Riget i Midten.

København:
Falkoner Biografen, lørdag 3/11 klokken 16.30.
Palads, tirsdag 6/11 klokken 21.30

Aarhus:
Øst for Paradis, søndag 11/11 klokken 14.00.

Læs mere om filmen på her på Kinakontoret.com under “Dokumentarfilm om Kina” – det er den næstsidst omtalte film. Det er en film, som absolut skal ses, hvis man interesserer sig for ytringsfrihedens vilkår i Kina i dag.

“Vi er alle blevet hjernevasket,” siger Zhang Shihe. “Vi må under ingen omstændigheder bare lade nyhederne forblive ensidige.”

Se denne film! Og når du tager ind og ser den, så læg mærke til, at der i 2012 kun
sidder cirka 68 personer fængslet i Kina for internetrelaterede aktiviteter. Tallet har været forholdsvis konstant de seneste år. De fleste ville nok have troet, det var større.

Mere Zola og Tiger Temple:
Det er ikke alle bloggere og læsere på internettet, der anser Zola for at være en helt. Her er et referat fra en bloggerkonference i 2007, hvor Zola blev kritiseret for at tage penge af dem, som han rapporterede om.

Tiger Temple fortæller mere på Bill Moyers Journal om baggrunden for sit arbejde som blogger.

Gert Holmgaard Nielsen

Udgivet i Menneskerettigheder, Politik, Samfund | Kommentarer slået fra

Snacks i Beijing

Beijings gode snacks forsvinder

Snack-bod på Den Himmelske Freds Plads. Ikke noget værdigt alternativ til den traditionelle kinesiske snack. Beijing, 2012. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Det er altid interessant at gense Beijing. Hvert år har byen forandret sig. Selv inde i midtbyen er moderniseringen, som har stået på de seneste 30 år, ikke standset.

Det har nogle gange gjort mig lidt trist, og det er ikke fordi jeg tilhører den nostalgiske gruppe i Vesten, der helst ser Beijing bevaret som en museumsby af lav slumbebyggelse.

Nej, ingen slumromantik her! Men med moderniseringen er Beijing blevet en mere steril by, forstået på den måde, at livet i gaderne forsvinder. Og med dem forsvinder også de førhen allestedsnærværende små boder med frisklavet ægte kinesisk fast food.

Kina har haft lidt for travlt med at blive moderne og strømlinet. Der er blevet længere mellem de, der sidder på gaden og spiller skak, gør grøntsager klar til aftensmaden, passer deres børnebørn, går tur med fuglene i bur eller dyrker taiqi.

I dag har alle voksne travlt med at tjene penge til lejlighed, bil, rejser og skolegang for det ofte ene barn eller barnebarn, som skal føre slægten videre og tage sig af forældrene, når de bliver gamle.

En kinesisk pandekage smager bedst på gaden. Beijing, 2012. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Snack City
Men det var dette liv i bybilledet, som gav Beijing en særlig atmosfære. Og overalt i de små gyder med de små overfyldte hjem var der små kiosker eller omvandrende handlende, som solgte det ene og det andet.

Man kunne altid få en madpandekage (煎饼) lavet på stedet for et par kroner. Et lille måltid i sig selv, lavet af sunde råvarer vel at mærke.

Eller også kom man forbi en mand, som stod med sin rustne olietønde smedet bag på en cykel og fyldt med varme kul, der bagte de store, søde kartofler (红薯), som lå ovenpå og ristede. Igen et helt og sundt måltid på gaden for et par kroner.

Eller også kom man forbi en lille biks, hvor der blev stegt små brød af forskellige slags. Ja, de blev stegt. Små brød, nogle salte, nogle søde, med eller uden fyld. Fyldet kunne være grøntsager, sød bønnemasse eller fars. Jeg holdt mest af de runde sprøde med fars.

Eller også var der lige om hjørnet en lille interimistisk opstilling, hvor der blev lavet youtiao (油条) – direkte oversat “oliestænger” - som er friturestegte dejstænger.

Men i takt med Beijings modernisering er der blevet tyndet kraftig ud mellem disse små lækre steder. I stedet har vi fået skyskrabere med stormagasiner en masse på brede, uendelige boulevarder, som nærmest er som en ørken for den gående at gå ad.

Nuvel, de danske sundhedsmyndigheder ville nok korse sig over rengøringsstandarden i en traditionel kinesisk madkiosk eller cykelsnask, men jeg vil nok også i så fald fraråde dem en tur til Kina. Det kinesiske køkken er en del af eventyret, uanset hvordan køkkenet så ser ud.

Snack-vognen på Den Himmelske Freds Plads byder på dårlige burgere, kiks, chips, kager og sodavand. Beijing, 2012. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Uværdige moderne alternativer
Desværre er det som om, at de kinesiske myndigheder opfatter disse små steder som rod i gadebilledet. Eller de opfatter dem som beskidte (hvad de jo i og for sig også er). Eller de opfatter dem som en upassende del af gadebilledet, som helst skal tage sig moderne og effektivt ud.

Men man har smidt barnet ud med badevandet. Atmosfæren er væk mange steder i det nye Beijing. Der er blandt andet blevet meget langt mellem pandekagerne bagt på ladet af en ladcykel eller de store, dampende og lækre søde kartofler vejet af på en bismervægt.

Alternativet i dag er som regel en snack på McDonald’s eller KFC inde i et højhus af glas og stål med skinnende marmorgulv … og i mine øjne er det ikke noget værdigt alternativ.

Det skal siges, at kineserne elsker McDonald’s og KFC og andre vestlige fast food-restaurantkæder. Men de burde være stolte af deres egne snacks, som uden det mindste problem vinder i sammenligning – også med vores pølsvogne.

Helt grundlæggende er deres snacks sunde i modsætning til vores. De burde oprette pandekageboder på Den Himmelske Freds Plads. Og kartoffelboder. På pladsen kan man i dag købe vand og diverse søde læskedrikke samt chips, burgere og kiks. Hvorfor ikke også en sund snack?

Den bedste yoghurt under himlen. Den fås i disse karakteristiske grå krukker med papirforsegling sat på med elastik. Forhandles kun fra små kiosker på gaden. Beijing, 2012. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Et helle midt i mylderet
Noget af det bedste, man kan få i Beijing, er yoghurt. Ikke den fra supermarkedet. Ikke den, som er pakket fuldstændig som herhjemme i små plastikbøtter og med folielåg.

Nej, den bedste yoghurt får man i små, buttede og grå porcelænskrukker med papirforsegling sat på med elastik. Den koster i dag fire eller fem yuan, hvilket i dag svarer til fire eller fem kroner. Men så skal man også drikke den på stedet, ellers må man betale pant for krukken. Man drikker den af et sugerør, og den er kølig, kun let sød og dejlig frisk i Beijings knaldhårde og fugtige sommervarme.

Den er noget af det, der ikke har ændret sig i det Beijing, som jeg har kendt og set forandre sig på snart sagt alle andre punkter i løbet af de seneste 20 år. Min yoghurt på gaden er mit helle midt i forandringens kaos.

AlJazeera lavede for nogle år siden et indslag om den vestlige fast-food-kulturs
skadelige indflydelse på det kinesiske køkken. Det var i OL-året 2008.

Gert Holmgaard Nielsen

P.s.: Nu har jeg kun skrevet om snacks i Beijing. I Sydkina findes der jo et noget andet og meget mere overvældende udbud af snacks på gaden. Men det er en helt anden historie.

GN

P.p.s.: Seneste nyt er, at man kan få de kinesiske pandekager på Flæsketorvet midt i København. Ganske vist er de lidt mindre, og de koster så meget som 23 kroner stykket. Til gengæld sparer man flybilletten. Læs madanmeldelse her.

GN

Tilbage til toppen

Udgivet i Mad & drikke | Kommentarer slået fra

Dokumentar om Ai Weiwei

Solidt portræt af en provokunstner

Filmen går kun til og med den 5. september, så man skal være hurtig. Se den i Vester Vov Vov, Gentofte Bio eller Øst for Paradis.

Amerikanske Alison Klaymans dokumentarfilm om Ai Weiwei havde premiere i Danmark i går. Og der behøves ikke mange ord: Se den!

Hvorfor? Alison Klayman fulgte den kinesiske provokunstner fra 2008 til 2011, fire vigtige år i Ai Weiweis professionelle liv.

Hun dokumenterer hans arbejde og lader os virkelig forstå, hvor fokuseret, hårdtarbejdende og seriøs en kunstner og politisk aktivist, han er.

Filmen indledes med, at han fortæller om én af sine 40 katte. Det er kun denne ene, som har fundet ud af at aflure menneskene kunsten at åbne en dør. Og vi ser katten hoppe op, trykke håndtaget ned, så døren springer op, og derefter smyge sig igennem åbningen.

- Forskellen på katte og mennesker er, at ingen katte lukker døren efter sig, konstaterer Ai Weiwei.

Er Ai Weiwei så Kinas politiske aktivist-kat? Eller smækker han døre i bag sig? Nytter hans konfrontatoriske metoder? De står under alle omstændigheder i stærk kontrast til de menneskerettighedsforkæmpere, jeg har interviewet i min bog “Balancegang“, som taler for at konfrontere myndighederne på myndighedernes præmisser med gældende lov som våben.

Ai Weiwei blev i 2009 opereret i Tyskland for en blodansamling i hjernen. Han var en måned tidligere blevet slået i hovedet af en kinesisk betjent. (Fra Ai Weiweis twitter-konto)

Med livet som indsats
Det er sådan set også det, Ai Weiwei gør, men samtidig er han ikke bange for at råbe op og gøre alle i hele verden opmærksom på de uretfærdigheder, som han vil have rettet op på. Det er her, at myndighederne står af og slår til. Men når Ai Weiwei møder modstand, bliver han bare mere stædig. Han kan også blive aggressiv. I filmen angriber han en betjent, som året før har slået ham i hovedet – et slag, som var ved at koste ham livet.

Og han slår igen. Bogstaveligt talt. Da Ai Weiwei et år senere møder betjenten og genkender ham, skælder han ud, skubber og slår solbrillerne af betjenten.

- Det er ikke personligt, forsikrer han.

- De skal bare vide, at deres opførsel har en pris.

Hans provokatoriske adfærd gør ham kontroversiel blandt andre, som arbejder for at fremme menneskerettigheder i Kina. Gavner det sagen? Ai Weiwei mener, at man skal bruge loven, indgive klager, lægge sag an. Men han mener også, at når man så er blevet åbentlyst ydmyget ved at myndighederne negligerer loven, afviser klagerne og vinder alle sager, så har man lov til at blive grov. Ellers er man helt til grin, som han siger.

Den private Weiwei
Ai Weiwei dokumenterer alt, hvad han laver. Han fotograferer, filmer, skriver og taler, og alt lægges ud på internettet, så det kan ses, læses og høres af alle. Det har sikret, at han nu er en dissident, som er svær for myndighederne at røre. Alison Klaymans dokumentar forstærker kun hans skjold.

Udover den politiske og den kunstneriske Ai Weiwei får vi også et lille privat smugkig. Ai Weiweis mor er dybt bekymret for, hvad der kan ske med hendes søn, men han har ikke lyst til at tale med hende om det. Det gør ham forlegen.

Ai Weiwei kan være meget lidt subtil i sin politiske kunst; her i en videoinstallation, hvor han og andre proklamerer: "Fuck you, Motherland!" (Still fra filmen)

Vi møder også hans kone, som han har været sammen med i 16 år. Men hun forsvinder lige så stille ud af historien. Ind kommer i stedet en lille halvandet år gammel dreng. Det viser sig at være Ai Weiweis søn, som han har fået med “en kvinde”.

Ai Weiwei er tydeligvist utilpas ved at tale om det, men indrømmelsen falder hen ad vejen: Drengen er resultatet af et udenomsægteskabeligt møde, og Ai Weiwei trækker bare lykkeligt på skuldrene. Det var ikke meningen, men han nyder åbenlyst sin nye rolle som far. Nærmere kommer vi ikke. Konen ser vi ikke mere til, men vi er flere gange med Ai Weiwei på besøg hos drengen og hans mor.

Fokus i filmen er jo dog også Ai som politisk kunstner: Baggrund, mål og midler. Og vi får hele historien fra forfølgelserne i 1950′erne af hans far, Ais beslutning om at forlade Kina – han tilbringer som ung kunstner 12 år i New York – hans beslutning om at vende hjem, hvor han først samarbejder med et schweizisk arkitektfirma om det internationalt berømmede design af OL-stadionet i Beijing for derefter pludselig i 2008 at slå i bordet for menneskerettighederne, hvorefter myndighederne begynder at slå igen.

Formmæssigt er det ikke nogen revolutionerende dokumentarfilm, men i indhold er den spændende. Givet Ai Weiweis hang til dokumentation mangler der ikke billeder, og Alison Klayman får masser af information ud af sine interviews med Ai og alle omkring ham.

Dette er en fin BBC-dokumentar om Ai Weiwei, lavet før og under Ais udstilling
på Tate Modern i London i 2010/2011. I forhold til Alison Klaymans dokumentar
giver den mere information om Ai Weiweis far, den berømte digter Ai Qing, samt
Ai Weiweis ophold i New York som ung i 1980′erne og først i 1990′erne.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Ai Weiwei, Demokrati, Kunst og kultur, Menneskerettigheder, Politik, Samfund | Kommentarer slået fra

Skadet hækkeløber sms’er til sin mor:

“Der er flere hække at hoppe over”

Liu Xiang virkede selvsikker, tændt og 100 procent klar til OL-revanchen. Men det gik 100 procent galt. (CCTV)

Liu Xiang gik også denne gang glip af sin OL-medalje nummer to.

Drømmen om guldmedalje i mændenes 110 meter hækkeløb – den medalje, som alle kinesere havde set frem til, at han skulle vinde for Kina – brast, da Liu løb durk ind i den første hæk i første heat af konkurrencen for fem dage siden.

Liu Xiangs exit blev dramatisk – meget mere dramatisk end for fire år siden i Beijing. Alligevel var nogle kinesere så skuffede, at de talte om, hvorvidt han kunne være faldet med vilje. På forhånd havde tv-værter i kinesisk tv afvæbnende talt om, at han havde problemer med sin venstre fod.

Klar igen om fire år
I dag slutter OL i London. Om Liu Xiang vil være med i Brasilien i 2016, må tiden vise. Der var mange, der tvivlede på, at han ville kunne vende tilbage efter hans exit i Beijing 2008. Men siden satte han verdensrekord to gange. Denne gang er han dog ved at have alderen imod sig.

Liu Xiang planter sin ventre fod direkte på den første hæk og styrter med en skadet akillesscene. (CCTV)

Ikke desto mindre har han sat kursen imod et comeback. Han har ikke ladet sig interviewe, siden styrtet, men han har ladet en sms til sin mor sive ud til offentligheden. Her skriver han, at hans skader ikke vil være livsvarige, at han kan og – ikke mindst - vil løbe igen.

“Der er flere hække at hoppe over,” som han formulerer det.

Da Beijing afholdt OL i 2008, vandt Kina i den uofficielle konkurrence om, hvem der kunne høste flest guld-medaljer. I år måtte kineserne nøjes med andenpladsen efter USA.

Men ingen tvivl om, at Kina som nation også agter at komme igen. I Kina er sport og politik nemlig reelt ikke adskilt.

Først humpede Liu direkte ud mod udgangen, men blev kaldt tilbage og humpede langs banen hen til mål-stregen, hvor han blev hyldet af konkurrenterne. (CCTV)

Sportsligt og politisk pres
Derfor er det heller ikke kun et sportsligt pres, der hviler tungt på Liu Xiangs skuldre. Som jeg har beskrevet i det foregående blog-indlæg, blev Liu Xiang et nationalt ikon i 2004, da han vandt guld i Athen.

Han var nemlig den første kineser, som vandt en guldmedalje i de olympiske atletikkonkurrencer, og han var straks ude i hele den kinesiske presse, hvor han selvsikkert og stadig pustende talte om, at han havde bevist for hele verden, at asiater også kunne løbe hurtigt. Klippet med det udsagn blev vist igen og igen i kinesisk tv.

Det var nemlig en udtalelse, som myndighederne kunne bruge. De greb den straks, og den har været med til at give hele nationen konstante og skyhøje forventninger til den kinesiske hækkeløber, som allerede har tre verdensrekorder på sit cv. Spørgsmålet er nu, om tiden er inde til at begynde at sænke disse forventninger.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Politik, Sport | Kommentarer slået fra

Liu Xiang klar til OL 2012

Kinas største sportsstjerne løber
efter
propagandasejr i London

Efter det mislykkede OL i Beijing i 2008 måtte Liu Xiang kæmpe sig tilbage i verdenseliten, her i Doha, hvor han endte på en syvendeplads. Nu er han mere end klar til OL i London. Doha, 2010. (Foto: Erik van Leeuwen/Wiki)

Liu Xiang er tilbage i verdenseliten blandt hækkeløbere. Ja, han er ikke bare tilbage, han er bedre, end da han sensa-tionelt vandt guld ved OL i Athen i 2004.

Dermed er han klar til at tage revanche for sin triste exit fra OL i Beijing i 2008.

I Athen i 2004 løb han de 110 meter i verdensrekordtiden 12,91 sekunder. Ved verdensmesterskaberne i Oregon i år løb han i 12,87 sekunder.

Det var igen en ny verdensrekord, en hundrededel sekund bedre end anden gang, han satte verdensrekord. Anden gang var i Lausanne til IAAF Super Grand Prix i 2007, hvor han løb i tiden 12,88 sekunder.

Men det var guldmedaljen i Athen, som satte propagandalavinen i gang for Liu Xiang. Eller rettere: Det var ham selv, der satte den i gang, da han først havde vundet.

I Beijing tegnede en dreng i anden klasse denne tegning, som ramte hele Kinas OL-håb for Liu Xiang på en prik. Beijing, 2008. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Spændt for en vogn
“Dette ændrer ved opfattelsen af, at asiater ikke kan klare sig i kapløb. Jeg vil bevise for hele verden, at asiater kan løbe hurtigt!”

Liu Xiang pustede og prustede, mens han kom med sit meget selvbevidste udsagn, men han havde også lige løbet sig til den første kinesiske OL-guldmedalje nogen-sinde i mændendes atletikkonkurrencer.

Med denne markante udtalelse sikrede han sig på stedet sine 1,3 milliarder landsmænds fulde opbakning – nu skulle de vise verden, at Kina kan være med overalt, hvor det gælder. Samtidig sikrede han sig dog også myndighedernes meget stærke interesse. Liu Xiang havde kvaliteter, som passede perfekt ind i deres projekt nyt Kina.

Liu Xiang blev dermed med ét et af de fremmeste officielle symboler på et stærkt Kina på vej frem i verden. Og hvor ville det være bedre at bevise Liu Xiangs selvbevidste udsagn end på hjemmebane i hele verdens påsyn på nationalstadionet Fuglereden i Beijing under De Olympiske Lege i 2008?

Var Liu Xiang virkelig skadet i en grad, så han måtte sidde og lave grimasser lige inden et løb, var han under normale omstændigheder ikke stillet op. Men OL i Beijing var ikke "normale omstændigheder". (Fra CCTV)

Kinas ambitioner for OL i Beijing var tårnhøje. Og selvom det ikke blev sagt åbent, så var der ingen tvivl om, at man denne gang stilede imod at slå USA som nationen med flest guldmedaljer, og prikken over i’et skulle være Liu Xiangs.

Politisk ømfindig skade
Sådan kom det bare ikke til at gå. Kina nåede målet om flest guldmedaljer, men prikken blev ikke sat over i’et. På den nationale tv-station CCTV’s sportskanal diskuterede man forleden hvorfor. Og seerne blev ajourført på hele forløbet fra 2004 og til i dag, hvor Liu Xiang har kæmpet sig tilbage og nu er helt i front blandt verdens bedste på sit felt, klar til OL i London. Forventningerne skrues op igen.

Liu Xiang fik en skade i akillesscenen i foråret 2008. Det var en skade, som de kinesiske medier valgte ikke at rapportere om. Propagandaen omkring hans person havde nået højder, så myndighederne givetvis ikke ville risikere, at folk, som havde købt billetter til hans løb ville blive for skuffede. Måske håbede man også på, at han trods alt kunne nå at blive klar.

Kameraerne stillede behørigt ind på Liu Xiangs fødder, så seerne allerede inden løbet kunne ane, at der nok var noget, der ikke var, som det skulle være. (Fra CCTV)

Men han blev ikke klar. Slet ikke. Alligevel trådte han den 18. august om eftermiddagen ind midt i Fuglereden til det første kvalifikationsløb og opførte, hvad der ikke kan betegnes som andet end et skuespil til ære for de titusinder af forventningsfulde kinesere, som havde været så heldige, at få billet til netop denne eftermiddag.

Skuespil for folket
Foran tv-skærmene sad millioner af andre kinesere og så, at Liu Xiang slæbte på højre fod, lavede grimasser, som om han havde ondt, og i det hele taget virkede utilpas. Han gjorde klar ved bane to, satte et klistermærke med et to-tal på højre lår, og slæbte lidt mere rundt på fødderne.

Skuespillet fortsatte, da det var tid at sætte fødderne i startklodserne. Liu Xiang tog sig til benet og lavede endnu en grimasse som i smerte. Grimassen endte på forsiden af flere kinesiske aviser dagen efter.

Med publikum i ryggen klar med det nationale røde flag med de fem gule stjerner stoppede Liu Xiang sit løb. Han havde gjort sin pligt for fædrelandet. (Fra CCTV)

Da starten gik, løb Liu Xiang nogle skridt, men så blev løbet skudt af på grund af tyvstart, og resten af vejen hen til første hæk haltede han, mens han tog farten af.

Han fjernede klistermærket fra låret med en ærgerlig bevægelse, krøllede det sammen og forlod derefter stadion.

Han fortsatte direkte ud i atleternes forberedelsesrum, hvor han gav væggen et par grundige spark. Showet var overstået. Liu Xiang havde gjort sin pligt over for moderlandet. Han var ude af stand til at løbe, men han havde været nødt til at vise sig på scenen og opføre sit lille skuespil for ikke at skuffe de høje sportslige og politiske forventninger, der lå tungt på hans skuldre.

Situationen virkede til at være en vanskelig og farlig balancegang, hvor ledelsen af verdens mest befolkningsrige nation skulle sikre sig hele folkets accept af en national skuffelse af de helt store.

Her er Liu Xiangs show, som det så ud for tv-seerne i Kina. Min beskrivelse
baserer sig derudover på det, jeg så før og efter løbet (uden for dette klip) samt
på de billeder, som CCTV siden har vist omkring optakt, forløb og konsekvens.

Vurderingen lod til at være, at OL i Beijing ikke kunne genneføres, uden at Liu Xiang havde vist sig på nationalstadionet. Sig ikke at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre.

Senere holdt Liu Xiangs træner en pressekonference, hvor han forklarede, hvad der var gået galt. Han brød sammen i gråd foran hele den forsamlede presse. Liu Xiang selv holdt også et pressemøde, hvor han bad om forståelse.

Liu Xiangs træner var utrøstelig. Han græd og tørrede de bitre tårer væk for åben skærm. Det var kun med til gøre det lettere for kineserne at tilgive. (Fra CCTV)

Forståelse og tilgivelse fik han til overflod. Sponsorerne indrykkede helsidesannoncer i dagbladene dagen efter, hvor de støttede ham 100 procent. Befolkningen var forstående og accep-terede forklaringen. Billedet af Liu Xiang som den altopofrende atlet, der løb for sit lands ære, var dermed intakt.

Den selvsikre kineser
Det var det billede, som blev pudset op på CCTV forleden, her kort før OL i London sættes i gang. Liu Xiang og alle hans landsmænd er klar til at bevise, at asiater ikke bare kan løbe hurtigt, men at de også kan kæmpe sig tilbage i toppen, selvom det måske en overgang ser håbløst ud. Bare kom an!

Hele denne bare-kom-an-holdning er faktisk en smule ukinesisk, og der er da også nogle, der betragter ham som en kende selvtilfreds i sin måde at agere på. Han er for eksempel ikke bange for at hoppe og danse og lave til tider glade, til tider næsten aggressive fagter, når han har vundet et løb.

"... men jeg håber på alles forståelse." Også Liu Xiang gik på tv og forklarede sig. Forsåelse fik han omgående. Siden har han arbejdet sig til mere respekt. (Fra CCTV)

Da han efter at have vundet et løb for nylig løb sin æresrunde på banen foran publikum, undslap der ham en mild ed lige foran en kameramand, og eden røg med ud til hele nationen. Bagefter måtte han forklare sig med, at han måske havde været lidt overivrig umiddelbart efter sejren.

Der er dog ingen tvivl om, at det tager de fleste kinesere med, for Liu Xiang er et billede på den nye kineser, som ikke har i sinde at sætte sit lys under en skæppe. Det kan godt være, at beskedenhed er en dyd i Kina, men Liu Xiang har ikke på noget tidspunkt dyrket denne beskedenhed på banen, tværtimod.

Måske er det den slags kinesere, vi skal til at vænne os til generelt i fremtiden; kinesere, som er stolte over deres land, deres fremgang på alle felter, og som netop ikke har i sinde at foregive beskedenhed, når de i virkeligheden er stolte og mener, at det egentlig bare er rimeligt, at de nu igen er ved at indtage den plads i verdensordenen, som retteligt tilkommer dem.

Siden sin OL-guldmedalje i Athen i 2004 har Liu Xiangs markedsværdi i Kina været tårnhøj. Han har reklameret for snart sagt alt. Her for gulvplanker. Chongqing, 2007. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Måske. Under alle omstændigheder bliver han allerede i kinesiske skolebøger brugt som et eksempel til efterfølgelse.

Forresten sikrede Liu Xiang ikke kun sine landsmænds og myndighedernes opbakning og interesse tilbage i 2004. Sponsorerne stod hurtigt i køb, og de står der stadig for at sponsorere og profitere på den hurtige hækkeløber via reklamer for alt fra mælk til Coca-Cola og det meste der imellem.

Da Yao Ming endnu var aktiv basketball-spiller i den amerikanske NBA-turnering, var Liu Xiang den kinesiske sportsudøver, som tjente næstmest. I dag må han være nummer ét. Der går millioner af yuan ind på hans konto hvert år.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Politik, Sport | En kommentar

Gebenhagen & Beijing

Københavns overborgmester hjem
fra salgsturné i venskabsbyen Beijing

Frank Jensen var vært ved havfruen, da præsident Hu Jintao var på besøg. Hu var meget interesseret i at høre om Jensens kommende besøg i Beijing. København, 2012. (Foto: Gert Holmgaard Niels

Frank Jensen (S), overborgmester i København (på kinesisk: Gebenhagen), afsluttede i går sit besøg i Beijing.

Det var et besøg, som efter sigende markerede starten på Københavns første venskabsbyprojekt.

Oven i købet var det en af Beijings viceborgmestre, som kom og anmodede, om ikke København ville indvillige i at indgå en venskabsbykontrakt.

For Beijings vedkommende var formålet ifølge Frank Jensen at få del i de rige erfaringer, som Købehavn har med at udvikle sig hen imod at blive en grøn by. Målet er, at København skal være CO2-neutral i 2025. Generelt er miljøresultaterne allerede til at føle på.

For eksempel virker det allerede for mange i dag som en selvfølge, at man kan bade i vandet i Københavns kanaler. Men for bare ti år siden var det endnu en drøm.

En mand i en robåd sigter det værste affald i overfladen af Tonghui-floden op. Floden går urenset igennem Beijing og er til tider grøn som maling. Beijing, 2008. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Et skræmmende svineri
I Beijing er det en drøm, der ligger langt ude i fremtiden, for vandet i floderne, som løber igennem millionbyen er fyldt med alt muligt, som ikke burde være der.

Foruden almindeligt affald, som enten flyder på overfladen eller synker til bunds, er der en uhyggelig blanding af slam, urin, eskrementer – og hvem ved hvad.

Ofte er vandet mørkegrønt som maling. Alligevel fisker de lokale i vandet og kan finde på at spise det, de fanger – hvis de da ikke er smarte og sælger fiskene til videresalg på et lokalt marked!

Perspektiverne er skræmmende, for dette er situationen i Beijing, Kinas hovedstad. Vestlige medier har utallige gange rapporteret om forurening andre steder i landet, som er endnu værre.

Et kig på Tonghui-flodens maleriske overflade. Omtrent 30 kilometer mod øst løber urenset kloakvand fra et boligkvarter ud i floden og ind mod hovedstaden. Beijing, 2008. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Men lad os nu holde os til Beijing. Udover at vandløbene er ødelagt, er luften forfærdelig trods mange års kamp for at gøre den renere. Særligt op til OL i Beijing i 2008 gjorde de kinesiske myndigheder et stort nummer ud af at fremvise statistik, som skulle vise, at luften rent faktisk blev bedre og bedre.

Industri blev flyttet ud af byen, men samtidig er bilerne flyttet ind. I 2004 var der 2,5 millioner biler i Beijing. I dag er der omkring fem millioner. Dertil kommer, at mange tvivler på, om den officielle statistik over luftens tilstand holder vand. Beskyldninger om fusk med statistikken over partikler i luften har været fremsat flere gange.

Men den københavnske statistik skulle vel stå til troende? Frank Jensen fortæller, at siden 1995 er CO2-udslippet i København faldet med ikke mindre end 40 procent.

Med andre ord: Der er rigeligt at tage sig til på miljøfronten i Beijing. Dermed skulle der være gode chancer for kontrakter for den cirka 50 mand store delegation, som fulgte efter Frank Jensen til den kinesiske hovedstad. Medlemmerne kunne især tilbyde bæredygtige løsninger indenfor vand, varme, energi og byggeri.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Kina & Danmark, Natur & Miljø | Kommentarer slået fra

Anklager om dansk censur

Kritisk medie nægtet presseadgang under Hu Jintaos besøg i Danmark

Da Hu Jintao kom til Danmark, var han både sikker på ikke at møde demonstranter og på ikke at møde journalister fra NTD. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Beskyldninger om censur har i løbet af de seneste dage trukket sig sammen som sorte skyer og hænger nu tungt i luften over det danske udenrigsministerium.

Det New York-baserede, kinakritiske medie, tv-stationen NTD (New Tang Dynasty Television), fik nemlig ikke lov til at komme i nærheden af den kinesiske præsident Hu Jintao, da han var på tre dages officielt statsbesøg i sidste uge.

Årsagen var, at det danske International Press Centre ikke ville udstede den nødvendige akkreditering.

Nu breder mistanten sig i den danske politiske opposition, at det var med fuldt overlæg, at NTD ikke fik sin akkreditering, og at beslutningen om ikke at give akkrediteringen var politisk og blev taget for ikke at fornærme den kinesiske præsident og hans 200 mand store delegation. Med sig havde kineserne erhvervskontrakter til en værdi af 18 milliarder kroner, som skulle skrives under i løbet af besøget.

Kinas udenrigsminister Yang Jiechi (forrest) aflyste sidste år et planlagt pressemøde - angiveligt fordi NTD var blevet inviteret. (Arkivfoto: Gert Holmgaard Nielsen)

Udenrigsminster Villy Søvndal (F) har ikke ønsket af udtale sig. Men på JP’s hjemmeside kan du høre en meget venlig og tålmodig medarbejder fra NTD tale med en medarbejder i det danske International Press  Centre, som stod for tildelingen af akkrediteringer. Du kan også høre en bid af samtalen i NTD’s eget tv-indslag nedenfor.

JP beretter samtidig om, at den kinesiske udenrigsminister Yang Jiechi aflyste et planlagt pressemøde, da han forrige år var på besøg i Danmark. Den egentlige årsag skulle have været, at NTD var blevet akkrediteret og dermed havde fået adgang til mødet. Mange undrede sig over, at Villy Søvndal holdt mødet alene og spekulerede i, om det havde at gøre med hans eventuelle kritik af Kina og menneskerettighederne.

NTD sender både på kinesisk og på engelsk fra mere end 70 lande. Satellitsignalet bliver også kastet ind over den kinesiske grænse.

Se NTD’s eget indslag om, hvordan tv-stationen blev nægtet adgang
til at dække præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark. NTD har
ansat mange kinesiske medarbejdere og er kritisk overfor Kina.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Kina & Danmark, Kina og verden, Menneskerettigheder, Politik | Kommentarer slået fra