Protest på den store plads

Beijings massakreborgmester dør
kort før årsdagen for massakren

Det tynder ud blandt de tunge drenge, som havde medansvar for at sætte massakren i Beijing i 1989 i gang. Chen Xitong blev 84 år.

Beijings borgmester hed i 1989 Chen Xitong. Han var en af de centrale personer i optakten til indsættelsen af militæret, som skulle opløse den syv uger lange demonstration på Den Himmelske Freds Plads.

Han døde i søndags den 2. juni, 84 år, to dage inden 24-årsdagen for den voldelige opløsning af de nu politisk tabubelagte studenterdemonstrationer.

Spørgsmålet er endnu, hvor stort et ansvar Chen havde for indsættelsen af militæret. Han var tæt på Kinas de facto leder, Deng Xiaoping, men han kan i de følgende år være blevet brugt som en syndebuk. Om ikke andet skete det for ham ni år senere.

Da soldaterne fik ordre til at gå ind, mødte de modstand hele vejen ind og et ukendt antal hundrede civile døde. På selve pladsen kom det derimod ikke til kamp, for da militæret endelig nåede frem, var den stort set ryddet.

Kø ved håndvaskene
I en bog baseret på interviews med Chen Xitong og udgivet sidste år, lægger ex-borgmesteren afstand til den militære løsning af konflikten, som bredte sig til mange andre byer end Beijing. Han kaldte den voldelige nedkæmpelse af demonstrationerne for “en beklagelig tragedie, som kunne være undgået.”

Han er ikke den eneste blandt Kinas daværende toppolitikere, som efterfølgende har prøvet at vaske hænderne fri for smudset fra begivenhederne i 1989. Den daværende premierminister, Li Peng, som tilhørte høgene blandt de to fraktioner, som Kinas Kommunistparti var delt i, har også prøvet at få udgivet sine memoirer, hvori han prøver at milde historiens dom over sig. I stedet pegede han på Chen Xitong.

Chen Xitong blev i 1998 idømt 16 års fængsel for korruption. Han er sammen med den senere borgmester i Shanghai, Chen Liangyu, og det forhenværende medlem af politbureauet Bo Xilai blandt de mest prominente partimedlemmer, som er blevet dømt for korruption. For alle tre gælder det imidlertid, at sagerne imod dem samtidig med stor sandsynlighed har været politisk motiverede.

I anledning af 15-året for nedkæmpelsen af demonstrationerne på
Den Himmelske Freds Plads udsendtes i 2004 en række interviews med
pårørende til nogle af de civile ofre. Ikke alle, formentlig langt fra
alle, var studerende. De fleste var almindelige borgere, som sympatiserede
med de studerende. Deres historie er stadig underlagt et statsligt tabu.

Gert Holmgaard Nielsen

Om Gert Holmgaard Nielsen

Jeg er uddannet journalist samt exam.art. i østasiatiske studier. I dag underviser jeg i kinesisk på gymnasieniveau. I årene fra 2003 til 2009 var jeg korrespondent i Beijing for bl.a. DR Nyheder. Fra 1994 til 1996 studerede jeg kinesisk i Beijing, samtidig med at jeg arbejdede som freelancejournalist. Læs mere under menuerne "Kontakt og CV" samt "Om Kinakontoret" ovenfor til højre.
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret, Menneskerettigheder, Politik. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.