Skarp kritik fra Yue Minjuns pensel

Yue Minjun trækker det groteske ind på scenen for at illustrere den menneskelige desperation; her i en analogi til Delacroix' maleri fra 1830.

Man skal passe på ikke at lade sig narre af en kineser, der smiler.

Når han smiler eller ligefrem griner, er det ikke absolut sikkert, at der er noget som helst at hverken smile eller grine af.

Kineserne har et udtryk, som hedder kǔxiào (苦笑). Det kan oversættes til “bittert smil” – altså det, at man smiler midt i alt det, der gør ondt, men som absolut ingen må vide noget om.

Man kan smile og endda grine midt i trøstesløsheden i håbet om, at man på den måde måske kan undgå, at det hele går hen og bliver værre.

Den kinesiske kunstmaler Yue Minjun har specialiceret sig i kǔxiào. Han udstiller for tiden på Fondation Cartier i Paris, og du skal skynde dig, hvis du skal nå at se udstillingen. Den slutter den 17. marts.

Grinet som våben
Hvis en kineser kommer i en pinagtig situation, som gør ham forlegen, vil han som oftest reagere ved at smile eller grine. På den måde prøver han at glatte ud, prøver at undgå at miste ansigt, prøver at undgå at modparten mister ansigt, prøver at redde sig ud af en ubehagelig situation.

Yue Minjun startede i begyndelsen af 1990′erne med det, som er blevet hans varemærke: Ensartede, rødmossede mænd i krampagtige stillinger og med et stort, fedt grin med åben mund og alt for mange alt for små tænder smurt ud i hele ansigtet. Alle ligner de nogen, der helst ville være alle andre steder end dér, hvor de er lige nu, men de prøver tappert at lade som om, at alting er i orden.

Dengang i 1990′erne var de manisk grinende mandspersoner nok til, at Yue Minjun skilte sig ud fra mængden af nye kunstnere. Siden udvidede han konceptet ved at placere sine hysterisk grinende mænd i miljøer, som udvidede kritikken – for eksempel en flok ens mænd i en hutong, som minder om en fængselsgård.

Han introducerede også egne, nye versioner af kendte malerier, hvor personerne i malerierne alle som en blev skiftet ud med hans egne personager – for eksempel i analogien til franske Delacroix’ billede fra 1830 “Friheden fører folket”.

Yue Minjun er ikke bange for at skrive alle Kinas store mænd ud af historien. Det er stærk kritik uden ord.

Kritik uden ord
En anden analogi går på det klassiske propagandamaleri fra 1953 med Mao Zedong øverst på Den Himmelske Freds Port, mens han proklamerer grund-læggelsen af Folkerepublikken i 1949.

I senere versioner af billedet var personer, som sidenhen var blevet politiske persona-non-grata, helt enkelt fjernet og erstattet af andre, som nu var inde i varmen.

Dette var en helt almindelig foreteelse under både Mao Zedong og Deng Xiaopings tid ved magten (se også et par eksempler på retouchering af fotografier her).

På Yue Minjuns billede er der ingen personer tilbage. Der står kun tre ensomme mikrofoner på det festligt pyntede plateau. Yue Minjun skrev alle Kinas grundlæggere ud af historien med sine kritiske penselstrøg.

Yue Minjun maler ikke smukt, og hverken hans stil eller farvevalg er som regel særlig attraktiv, men han rammer noget helt centralt i sin kritik – til dels fremhævet af det faktum, at han ofte maler på meget store lærreder Budskabet er ikke til at komme udenom. Det bliver nærmest grinet hysterisk ud i ansigtet på den, der kigger på.

Med disse helt enkle virkemidler rammer Yue Minjun et ømt punkt i den kinesiske kultur og politik, som har givet utallige beskuere stof til eftertanke i nu mere end 20 år.

Skal du til Paris, så sæt lige en halv dag af til denne udstilling. Den er det værd.

Gert Holmgaard Nielsen