CPH PIX viser tre kinesiske film
Den københavnske filmfestival CPH PIX er i år programsat til dagene mellem den 12. og 29. april, og for de, der har speciel hang til kinesiske film, er der tre bud, som kan have interesse.
Den første, som jeg meget gerne selv vil se, er Wang Xiaoshuais “11 Flowers” fra 2010 (se spilletider her). Den handler om en 11-årig dreng, der i Mao Zedongs sidste år som magthaver – og dermed også i Kulturrevolutionens sidste år – i 1975 kommer ud for oplevelser, som tvinger ham til at forholde sig kritisk til alt det, som han tidligere har lært.
Når Wang Xiaohuai offentligt har skullet forklare sin film, har han understreget, at han har villet sætte fokus på de vanskeligheder, som almindelige kinesere har haft med at omstille sig til omskiftelige situationer. Men ud af det jeg har kunnet læse mig frem til, kan jeg se, at han forholdt sig politisk til Kulturrevolutionen, som han selv voksede op under. Filmen bygger delvist på instruktørens egene oplevelser fra dengang.
Personligt er jeg derfor nysgerrig efter at se, hvor langt Wang Xiaohuai har turdet bevæge sig ud i sin kritik af en periode, som ganske vist officielt er blevet stemplet som Mao Zedongs største fejltagelse, men som Kinas Kommunistparti helst heller ikke ser, at der bliver talt så meget om mere. Kritik af Kulturrevolutionen vil nemlig altid kunne ses som en indirekte kritik af Partiet.
Taiwan-drama
En anden film under CPH PIX, som virker til at være interessant, er fra Taiwan. Det er Lin Yu-hsiens “Jump Ashin!”. Den er fra sidste år (se spilletider her).
Filmen handler om Ashin, en ung elitegymnast, og hans dilemma. Det, han elsker mest, er sin gymnastik, men hans mor behøver hans hjælp i hendes lille frugtbutik, så hun lægger mere og mere beslag på hans tid. Hendes krav fører Ashin ud i en personlig krise, som fører til en deroute i hans liv. Han bliver stille og roligt en del af det lokale narkomiljø.
Tidsmæssigt er vi tilbage i 1980′ernes Taiwan, og filmen er angiveligt delvist bygget over instruktørens brors liv.
Den tredje film er for de, der elsker kung fu-film. Visuelt er disse film blevet bedre og bedre over de seneste 10-15 år. Filmen her er fra Hongkong og blev udgivet sidste år, så mon ikke den også byder på flotte og fantasifulde kampscener? Den hedder “The Sorcerer and the White Snake” og er instrueret af Tony Ching Siu-tung (se spilletider her).
“11 Flowers” er en film, jeg endnu har til gode. Efter traileren at
dømme synes det at være en af de mere lovende af slagsen.
Gert Holmgaard Nielsen