Modernisering og social opsplitning

Det kinesiske samfund er præget af voldsomme forandringer, og selvom det er en proces, der har stået på i årtier, så er den endnu langt fra afsluttet.

Forandringerne tog deres begyndelse, da Deng Xiaoping overtog den reelle magt i december 1978, omend han formelt set kun havde rang af vice-premierminister.

Kineserne havde vænnet sig til, at den kommunistiske stat tog sig af dem fra vugge til grav.

Som barn gik man i den børnehave og den skole, som hørte under forældrenes arbejdsplads (danwei). Her blev man også anvist arbejde, når man var færdig med skolen. Hver dag købte man ind i arbejdspladsens butikker – nogle gange med særlige lokale penge udstedt af arbejdsgiveren, og som kun kunne bruges her – og man boede i en lejlighed stillet til rådighed af arbejdsgiveren til en billig leje.

Hvis man blev syg, blev man behandlet på arbejdsgiverens klinikker eller blev indlagt på et ditto sygehus. Pensionen sørgede arbejdsgiveren naturligvis også for, og man kunne også være sikker på en værdig begravelse, når den tid kom.

Total kontrol
Systemet havde flere fordele set fra statens vinkel: Overvågningen af den enkelte borger blev effektiv, da ingen kunne gøre noget uden arbejdspladsens vidende eller tilladelse. Enhver borger havde et personligt dossier, som man aldrig selv fik at se. Her blev alt vedrørende borgeren – fakta såvel som subjektive, politiske bedømmelser – skrevet ind.

Man kunne ikke købe så meget som en billet ud af byen uden en skriftlig tilladelse fra ens arbejdsplads (det gjaldt stadig visse steder i provinsen helt op i midten af 1990’erne). Dermed kunne staten effektivt styre den tendens til folkevandringer mod byerne, som man ser i alle andre ulande, og som man nu også ser tendenser til i dagens Kina.

Det er en voldsom forandring, som Kina har gennemgået siden 1978. Allerede
i 1994 begræd rockmusikeren He Yong det, som hans hjemby Beijing tabte ved
moderniseringen – her i sangen “钟鼓楼” (“Klokketårnet”) om området, i byen,
hvor han voksede op. Siden er der sket endnu større forandringer.

I løbet af 1980’erne og op igennem første halvdel af 1990’erne begyndte man at bryde den kinesiske danweis sociale funktioner ned. Sygesikring måtte den enkelte selv tage sig af, ligesom sygehusene blev private og selv måtte sørge for at tjene penge (se under sundhed under menupunktet diverse).

Har du penge, kan du få
Arbejdspladserne begyndte også at sælge ud af boligerne til arbejderne. Beboerne fik tilbud om at købe dem, ellers blev de sat til salg. Dengang var der endnu ikke noget privat marked for boliger, og en almindelig lejlighed var typisk på mindre end 60 kvadratmeter. I dag er det private boligmarked en kæmpe forretning.

Alle de sociale funktioner blev efterhånden noget, som den enkelte måtte købe sig til, og det har været med til at skabe en voldsom social skævhed. Mange har nemlig ikke råd til for eksempel en sygeforsikring eller en moderne lejlighed.

Det kinesiske samfunds forandring er total, og der er både vindere og tabere. Ovenfor har jeg i rullemenuen under ‘Samfund’ anført en række punkter, som overskifter på flere af de centrale områder, hvor forandringen af det kinesiske samfund sætter sig tydelige spor – på godt og på ondt.

Moderniseringens pris. Varighed: 9:16
Noget af det, som de fleste turister gerne vil se, når de rejser til Kinas hovedstad, er Beijings traditionelle, grå, firelængede familiehuse i ét plan. De ældste i byens centrum kan stamme så langt tilbage som til Ming-dynastiet – og altså være mere end 700 år gamle. De fleste af de gamle huse stammer dog fra Qing-dynastiet, som sluttede med den sidste kejsers farvel til tronen i 1911.

Men Kinas millionbyer forandrer sig fra dag til dag under den kinesiske økonomis lynhurtige vækst. Beijing har næsten forvandlet sig til ukendelighed de seneste 15 år, og med OL-værtsskabet i 2008 i sigte er tempoet sat op. De seneste ti år er halvanden million borgere i byen blevet eksproprieret ud af deres hjem, og flere endnu skal ud. Husene – også mange af de gamle, historiske – skal rives ned og give plads for moderniseringen. Og det giver hyppigt anledning til problemer, for enten ønsker beboerne ikke at flytte, eller også er de utilfredse med den tilkendte erstatning.
Indslaget blev bragt i Refleks den 1. oktober 2005.

Historier som denne udsendt af Associated Press kort før OL i Beijing i 2008 er dukket op i de vestlige medier med jævnlige mellemrum siden begyndelsen af 1990′erne. Mange borgere er ganske givet kommet i klemme i Kinas modernisering, og deres rettigheder er blevet krænket. Det er lige så givet, at det meste af det, som er revet ned, ikke var bedre værd. Det var slum, og en modernisering var nødvendig. Desværre har de kinesiske byer tabt deres kinesiske særpræg i den proces.

Tilbage til toppen

Hjem