Medbestemmelse

Demokrati med kinesiske særtræk

Demokrati er ikke noget fyord i Kina. Faktisk betragter de kinesiske myndigheder landets styreform for at være demokratisk.

I grundlovens paragraf 1 står der for eksempel: ”Folkerepublikken Kina er en socialistisk stat under folkets demokratiske diktatur ledet af arbejderklassen og baseret på alliancen mellem arbejdere og bønder”. Længere nede, i paragraf 3, står der, at ”Folkerepublikkens statslige organer benytter sig af princippet om demokratisk centralisme”.

Demokratisk centralisme kan være en langstrakt affære at lytte til selv for garvede politikere (øverst fra venstre): Jia Qinglin, formand for CPPCC, Hu Jintao, præsident, en gabende Li Tieying, viceformand for Folkekongressens stående komite, samt Wu Bangguo, formand for Folkekongressen. De lytter til premierminister Wen Jiabaos årlige tale til Folkekongressen om regeringens præstationer i det forløbne år. Beijing, 2006. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

”Demokratisk diktatur” og ”demokratisk centralisme”. I Folkerepublikken Kina er nøgle-ordet ikke demokrati i vores vestlige forstand, folkestyre, og det har aldrig været det. Ikke desto mindre får den menige kineser lov til at bestemme meget mere i dag, end han eller hun gjorde i for eksempel 1980′erne. Det er en langsom udvikling, men det er den vej, det går. Man skal bare hele tiden huske, at tempoet alene sættes af den kinesiske regering.

Forholdsvis fri
Den enkelte kineser kan nu selvstændigt tage alle de beslutninger, der vedrører hans eget liv. Han kan vælge hvilken uddannelse, han kunne tænke sig at tage (hvis han har råd, hvis han har klaret sig godt nok i skolen, og hvis ikke forældrene blander sig – men det gør de ofte i konfuzianske samfund). Han kan vælge, hvor han vil arbejde (hvis han har en uddannelse, der giver ham valget). Han kan vælge, hvor vil han bo (hvis han tjener så meget, at han har råd til at vælge).

Det er blevet vigtigere for den kinesiske regering at vide, hvad den menige kineser mener. Beijing, 2006. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Førhen var det myndighederne, der tog den slags beslutninger. Eleven ville være blevet anbefalet et studium, og når han var færdig, ville han blive anvist et arbejde et eller andet sted i landet. Begge tilbud ville være af en art, som han ikke ville kunne afslå. Senere ville hans arbejdsgiver anvise ham en bolig, og så var hans tilværelse fastlagt resten af livet.

To lærestreger
På de større politiske linjer har den enkelte kineser fortsat ikke noget at skulle have sagt. Protesterer man mod beslutninger, som myndighederne ikke har bedt om ens mening om, er det med risiko for at ende i fængsel.

Derfor er det også sjældent at møde menige kinesere, der oprigtigt interesserer sig for politik. De har jo alligevel ingen indflydelse. Ikke desto mindre lytter myndighederne til, hvad der rører sig i befolkningen. Det var formentlig noget af det vigtigste, der kom ud af demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i 1989.

Befolkningen havde fået nok af inflation, korruption og nepotisme, og nu kogte raseriet over. Regeringen reagerede ved at pudse militæret på borgerne. Borgerne lærte, at regeringen er villig til at dræbe for at beholde magten, og regeringen lærte, at for at undgå oprør, måtte man lære at lytte bedre efter, hvad der rører sig blandt almindelige mennesker.

Derfor har Kina i dag en meget mere professionel magtelite, som søger at indhente så mange informationer ude fra samfundet som muligt uden at give magten fra sig. Få mere at vide på dette punkt under menupunktet Indenrigs.

Kinesisk demokrati. Varighed: 5:10
I oktober 2005 udgav Kinas regering for første gang en hvidbog om demokrati. I den kommunistiske regerings øjne er den kinesiske styreform nemlig demokratisk. Men som vestlig læser kunne man let blive forvirret over hvidbogens brug af selvmodsigende udtryk som ”demokratisk diktatur” og ”demokratisk centralisme”. Og hvad ville et-partistaten Kina overhovedet med sådan en hvidbog?
Indslaget blev sendt i Morgenmagasinet på P1 den 28. oktober 2005.

En sang for demokratiet. Varighed: 7:30
Kina har sine egne populære tv-shows. Et af de hotteste i 2005 var en konkurrence for unge popsangere, ‘Pigerne med Superstemmerne’. Det særlige ved showet var, at seerne kunne stemme på deres favoritter via deres mobiltelefon, og millioner af kinesere greb chancen for at udnytte en sjælden stemmeret og sendte den hidtil ukendte sangerinde Li Yuchun ind i pludselig og total berømmelse. Samtidig blev tv-showet anledning til en intens debat om demokrati, men måske handlede det alligevel om noget helt andet.
Indslaget blev sendt i Refleks på P1 den 15. oktober 2005.

Li Yuchun vandt popkonkurrencen 'Pigerne med superstemmerne' i 2005, og blev superstar i årene efter. Den efterfølgende debat om demokrati døde hurtigt hen. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Skattereform og skindemokrati. Varighed: 5:20
I begyndelsen af oktober 2005 gennemførte Kina sin første tv-transmitterede politiske høring. I høringen deltog 20 almindelige kinesere – lige fra bønder til intellektuelle, og debatten handlede meget om, hvor niveauet for bundfradraget burde lægges, når der skulle vedtages en ny skattelov. De kinesiske medier gjorde selv meget ud af høringen for at understrege regeringens vilje til at lytte til befolkningens ønsker. Men hvor meget demokrati får man med en enkelt høring?
Indslaget blev sendt i Morgenmagasinet på P1 den 10. oktober 2005.

Hu Jintao og demokratiet
Her nederst på siden et lille eksempel på den kinesiske præsidents egen forståelse af kinesisk demokrati. Under hans officielle besøg i Japan i maj 2008 spurgte en japansk skoleelev ham om, hvorfor han oprindeligt havde ønsket at blive præsident. Spørgsmålet fra drengen falder på tidskode 0:35.

Tilbage til toppen

Tilbage til Samfund

Der er lukket for kommentarer.