Ordensmagten

Besværlige rettigheder

Det kinesiske samfund har historisk været holdt sammen af en mildt sagt arbitrært fungerende ordensmagt med til tider nærmest uindskrænkede beføjelser. Det gælder også det samfund, som formede sig efter 1949 under Kinas Kommunistparti.

Det moderne Kina er imidlertid ved i det mindste delvist at frigøre sig fra den arbitrære orden. Men det er tydeligvis en proces, som mange finder besværlig, og som giver anledning til megen usikkerhed.

Kinas Kommunistparti står fortsat over loven, og sådan vil det formentlig vedblive med at være, men den almindelige borger får i stigende grad flere rettigheder. I første omgang på papiret. For eksempel blev ordensmagten i 2003 frataget den beføjelse, at man kunne anholde folk uden opholdstilladelser på ubestemt tid. Det var blandt andet sådan, at man havde holdt de fleste tiggere ude af byerne.

En kineser har opholdstilladelse (hukou, 户口)  i den by eller egn, han eller hun er født. Under Mao Zedongs styre (1949–1976) var det stort set umuligt for den enkelte at bevæge sig uden for dette område. En rejse ud af byen ville kræve, at ens arbejdsplads gav en skriftlig tilladelse til at man kunne købe en billet på bus- eller togstationen. Og hvis man endelig kom frem til en by uden papirer, der bekræftede ens lovlige ærinde, så ville man hurtigt blive opdaget.

Dette hukou-system er lige så stille blevet undermineret, efter at Deng Xiaoping overtog magten. Og processen er fortsat under præsident Jiang Zemin og siden præsident Hu Jintao. Men afskaffelsen foregår ikke fra den ene dag til den anden, så ordensmagten alligevel efter forgodtbefindende kunnet henvise til ens hukou, hvis man ikke havde andet på folk, som man ønskede at anholde

Det blev blandt andet Sun Zhigangs skæbne i 2003, som Børge Bakken fortæller om i nedenstående indslag, Politireformer, der handler om en bonde fra landet, som kommer i klemme med nærpolitiet i et lokalt distrikt i Beijing. Sun Zhigang er kun et enkelt eksempel på, at ordensmagtens beføjelser mindskes til fordel for mere lov og ret. Kålbonden er derimod et eksempel på, at udviklingen er ujævn.

GHN 2011

Debat om tortur og dødsstraf. Varighed: 5:57
Kina henretter hvert år mere end 10.000 mennesker. Det er adskillige gange flere end i resten af verden tilsammen. Men nu argumenterer kinesiske jura-eksperter for ikke at bruge dødsstraffen helt så tit, som den lige nu bliver brugt. Samtidig er en ny lov om tortur vedtaget, og ifølge den har politiet selv ansvarlig for de mennesker, som de har i varetægt. To eksempler på, at selvom menneskerettighederne har trange kår i Kina, så sker der fremskridt.
Indslaget blev sendt første gang i Refleks den 14. august 2004.

Politiskolen III. Varighed: 5:11
I Beijing inviterede de lokale myndigheder forleden den kinesiske og internationale presse ud på en moderne politiskole for at se, hvordan kinesisk politi uddanner og videreuddanner sit korps af betjente. Det blev til en spektakulær opvisning i biljagter og bombedetoneringer, hvor alt var forberedt til mindste detalje. Kun én detalje havde man glemt på skolen: At journalisterne kunne finde på at stille spørgsmål.
Indslaget blev sendt første gang i Morgenmagasinet den 12. juli 2004.

Politireformer (en kålbondes kvaler). Varighed: 8:39
Kinesisk tv viser i disse uger en række tv-serier, som alle handler om politiets kamp mod forbrydelser og korruption. Alene i denne uge er fire forskellige stort anlagte serier tørnet sammen i den bedste sendetid på forskellige kanaler, og baggrunden er tydelig nok: Kinas politiske topledere er klar over, at politiets renomme dårligt kan blive værre. Det er så dårligt, at det truer med at underminere den sociale stabilitet.

Sagen er, at kineserne generelt hader politiet – og ofte med god grund: DR-Nyheders korrespondent i Kina, Gert Holmgaard Nielsen, var vidne til, hvordan en bonde blev behandlet af fire betjente på gaden.
Indslaget blev sendt i Refleks den 29. november 2003.

Tilbage til toppen

Tilbage til Samfund

Der er lukket for kommentarer.