Ytringsfrihed

Medier under opsyn

Der er masser af aviser til salg på alle gadehjørner i Kina. Men er de værd at læse? Beijing, 2007. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Den historiske baggrund for Kinas Kommunist-partis forhold til ytringsfriheden og medierne er sådan set forståelig nok. Kort efter at de havde stiftet Partiet i sommeren 1921, grundlagde den lille flok også Partiets egen presse.

Kejseren var blevet afsat ti år tidligere, og der var magtkampe overalt i landet. Det var urolige tider, som udviklede sig til borgerkrig. Tilmed havde man de vestlige kolonisatorer at kæmpe imod. I 1933 koloniserede japanerne Manchuriet – det nordøstlige Kina – og i 1937 gik de to lande i decideret krig med hinanden; starten på Anden Verdenskrig.

Scroll ned for at lytte til mine
radioindslag om de kinesiske medier

Kinas kommunister havde altså i udgangspunktet en rigtig god grund til at være strikse med deres egen presse. Den var skabt for at tjene dem i en tid, hvor man risikerede livet for den kommunistiske sag. Heraf fødtes det såkaldte partiprincip: Princippet om, at medierne var til for Partiet. Talerørsteorien var lige så enkel: Det var teorien om, at pressen var Partiets talerør.

Teorierne cementeret i 1989
Disse principper fortsatte med at gælde også efter grundlæggelsen af Folkerepublikken i 1949. I november 1989, efter næsten et tiår med en tiltagende åbning for mediernes muligheder for at rapportere mere frit, blev principperne igen kraftigt understreget af en nyudnævnt partigeneralsekretær, Jiang Zemin. Det var kun få måneder efter militærets opløsning af studenterdemonstrationerne i Beijing det år. Den senere præsidents utvetyrige formaninger om, at pressen skulle finde tilbage i folden igen, kunne man blandt andet se trykt hen over halvdelen af Kinas Ungdomsavis’ forside, så ingen skulle være i tvivl.

Har man ikke selv en computer, er der adgang via Kinas utallige internetcafeer, store som små. Shanghai, 2006. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Selvom de kinesiske statsmedier i det nye årtusinde fremstår som moderne og åbne, så gælder partiprincippet og talerørsteorien i realiteten fortsat. Det moderne mediebillede er blevet en meget større udfordring at styre, men de kinesiske myndigheder tøver ikke med at tage udfordringen op.

De bruger anseelige midler til at overvåge og kontrollere pressen, for det er ikke altid givet, at Partiet har dens støtte. Den trykte pressen blev nemlig i løbet af 1990′erne delvist privatiserede, hvilket betød, at man nu blev decideret nødt til at tænke på, hvad læserne ville have. Den lidt mere frie struktur har også givet en smule mere plads til journalister, der ind imellem tager mod til sig og agerer kritisk.

Internettet udfordrer
Dertil kommer internettet, hvor almindelige borgere har fundet det nærmeste de nogensinde har været på et fristed til debat. For naturligvis bliver internettet overvåget, og ind imellem arresteres skribenter på grund af artikler, de har offentliggjort på nettet. Men skriverierne fortsætter, for Kina har i dag langt over 400 millioner mennesker, som er online hjemmefra, og internettet er dermed blevet en alvorlig udfordring for myndighederne.

Det moderne Kinas udfordring på mediefronten beskæftigede jeg mig en del med, mens jeg var udstationeret som journalist i Beijing. Nederst på siden finder du en række radioindslag om det.

Præsidenten skælder kinesiske journalister ud
Siden Deng Xiaoping åbnede Kina op for omverdenen i 1978, har kinesiske journalister fået et stadig større råderum inden for deres fag. Men det er gået op og ned, og de skal passe gevaldigt på, at de ikke overskrider den usynlige grænse, som hele tiden flytter sig frem og tilbage.

De risikerer at blive trukket i løn, de risikerer bøder, de risikerer at blive sprunget over næste gang, der skal ske forfremmelser, eller de risikerer at blive degraderet. De risikerer naturligvis også fængsel.

Det giver ikke meget plads til kritik. Men som det fremgår af videoen nedenfor, risikerer de oven i købet at blive kritiseret og skældt ud ansigt til ansigt af landets øverste leder, når de stiller for naive spørgsmål.

I 2000 blev præsident Jiang Zemin spurgt, om centralregeringen bakkede op om Hongkongs guvernør, som i parantes bemærket reelt blev – og stadig bliver – udpeget af centralregeringen, selvom det skal forestille, at han er demokratisk valgt i Hongkong. Jiang er først jovial, men han bliver til sidst irriteret, rejser sig op, går hen til gruppen af journalister og giver dem en længere docering om kinesiske journalisters uduelighed. “Jeres spørgsmål er too simple,” raser han og tilføjer: “Sometimes naive!”

“Forstår I ikke, hvad jeg siger,” raser Jiang Zemin mod journalisterne.
Han giver dem det glatte lag og beskylder dem for at være for overfladiske.

GHN 2011


Mediernes rolle i kinesisk politik. Varighed: 4:29
Sagen om forureningsulykken i det nordøstlige Kina, hvor næsten fire millioner indbyggere i byen Harbin har været uden rindende vand fra i onsdags og indtil i dag, giver et interessant indblik i, hvordan de kinesiske medier arbejder. Eller måske skulle man sige: Hvordan de kinesiske medier bliver brugt. Det, der i Beijings aviser på overfladen ligner en journalistisk dækning efter vestlige normer, er i virkeligheden udtryk for centralregeringens forsøg på at få provinsmyndighederne til at makke ret.
Indslaget blev sendt første gang i Refleks den 26. november 2005.

Yahoo for Shi Tao. Varighed: 5:36
Kinas præsident, Hu Jintao, har i Vesten efterhånden fået fastslået et ry som en strammer. Samtidig er Kinas økonomi stærkere end nogensinde, og det gør det svært for Vesten at fastholde presset for at bedre vilkårene for menneskerettighederne i landet, for i erhvervslivet vil man helst ikke gøre sig ud til bens med regimet. Seneste eksempel er internetfirmaet Yahoo, som aktivt hjalp Kinas myndigheder med bevismateriale mod en kinesisk journalist. Han afsoner nu en dom på ti års fængsel.
Indslaget blev sendt første gang i Morgenmagasinet den 11. oktober 2005.

Kinas Ungdomsavis. Varighed: 5:28
Kina er ikke et land, vi normalt forbinder med begrebet ”pressefrihed”. Ikke desto mindre har der gennem godt og vel en snes år været en udvikling i gang, som har betydet, at de kinesiske læsere og seere får mere reel information gennem den nationale presse. Og for få dage siden lækkede et internt brev på partiavisen Kinas Ungdomsavis, hvor man kan se, at debatten om journalistikkens forhold i høj grad er levende.
Indslaget blev bragt første gang i Morgenmagasinet den 5. september 2005.

Markedet for censur. Varighed: 7:05
Egentlig blev den kinesiske journalist Wu Shishen idømt livsvarigt fængsel, men i morgen bliver han løsladt efter at have afsonet 13 år. I 1992 overdrog han en kopi af en tale til en journalist fra Hongkong. Talen skulle først holdes et par dage senere – af landets daværende præsident Jiang Zemin.

Løsladelsen af den kinesiske journalist er dog ikke det samme, som at Kina lemper på censur og undertrykkelse af informationsfriheden. Faktisk har den kinesiske regering fundet flere vestlige samarbejdspartnere til opgaven med at overvåge landets snart 100 millioner internetbrugere.
Indslaget blev bragt første gang i Refleks den 9. juli 2005.

Her er sangen, som jeg brugte i indslaget ovenfor (Markedet for Censur).
Den er et eksempel på den nuttede og ufarlige kinesiske pop, som de kinesiske
medier er fulde af. Efter sigende skulle denne sang være den første kinesiske
popsang, som blev populær via en weblog. Den blev en ren landeplage.

Tilbage til toppen

Mineulykker i Kinas medier. Varighed: 1:46
Det kinesiske nyhedsbureau Xinhua offentliggjorde i dag Folkerepublikken Kinas værste mineulykke til dato. Vel at mærke dagen efter, at den var sket. Den kinesiske regering er nemlig bange for, at arbejdsulykker af dén størrelsesorden kan føre til uroligheder.
Indslaget blev bragt i Radioavisen klokken 17 den 15. februar 2005.

Pressefrihedens vilkår. Varighed: 8:02
De kinesiske medier er under intensiv overvågning fra Kinas Kommunistparti, som på den måde prøver at undgå uroligheder fra utilfredse borgere. I Vesten var der sidste år en forventning om, at landets nye ledelse ville lette på censuren, men det er der endnu intet, der tyder på, at den vil gøre. Tværtimod synes censuren at brede sig i for eksempel Hongkong.
Indslaget blev bragt første gang i Morgenmagasinet den 5. juli 2004.

Pressen dømmes. Varighed: 2:25
De kinesiske myndigheder har slået ned på en af Kinas journalistisk mest dybdeborende aviser. Blandt andet afslørede den Kinas anden sars-bølge i december sidste år. Direktøren er nu blevet idømt 12 års fængsel for korruption, og chefredaktøren er netop blevet fængslet.
Indslaget blev bragt i Radioavisen klokken 18.30 den 21. marts 2004.

Tilbage til toppen

Borgmester i Beijing. Varighed: 2:10
Beijing har fået ny borgmester. Han blev udpeget af 98,7 procent af de delegerede under den kinesiske hovedstads lokale folkekongres, som sluttede i dag. Men selvom han altså ikke blev demokratisk valgt, så kan det alligevel blive ham, som giver startskuddet til at indføre en slags åbenhed i ledelsen af den kinesiske hovedstad.
Indslaget blev bragt i Radioavisen klokken 12 den 21. februar 2004.

Fotografen II. Varighed: 9:19
En kinesisk fotograf har sat sig for, at den virkelige historie om Kulturrevolutionen skal fortælles. Han har gemt titusindvis af billeder fra de ti år fra 1966 til 1976, Den Store Poletariske Kulturrevolution, hvor der reelt var borgerkrig i Kina. Hans bog er udkommet i adskillige lande, men i hans hjemland, hvor han allerhelst så den udgivet, kan det ikke lade sig gøre endnu. Kulturrevolutionen er fortsat politisk sprængfarlig.
Indslaget blev bragt i Refleks den 17. januar 2004.

Sars og pressefrihed. Varighed: 3:50
Den kinesiske presse bliver fortsat holdt i meget kort snor af Kinas topledere, selvom der i Vesten er en udbredt tro på, at den nye ledelse er indstillet på reformer. Men det nye udbrud af sars i Sydkina har ikke givet nogen grund til at tro, at reformerne er lige rundt om hjørnet. Tværtimod.
Indslaget blev bragt første gang i Morgenmagasinet den 16. januar 2004.

Tilbage til toppen

Den Rustfri Stålmus. Varighed: 4:34
En 23-årig kinesisk psykologistuderende blev for et år siden anholdt på sit universitet i Beijing. Hendes forbrydelse bestod i, at hun på internettet havde krævet fængslede demokratiforkæmpere løsladt. På nettet kendte alle hende som den Rustfri Stålmus, og historien om hende er også historien om, hvordan internettets udbredelse kan blive en udfordring for de kinesiske myndigheders bestandige bestræbelser på at regulere graden af ytringsfrihed.
Indslaget blev sendt i Morgenmagasinet den 10. november 2003.

Kinesisk pressefrihed. Varighed: 4:46
Der er hele tiden historier i de kinesiske medier, som kan pege i retning af øget pressefrihed for de kinesiske journalister. Der er noget i gære, men det er aldrig til at sige præcis hvad, der er i gære. Forbedringer kan også bare være midlertidige, indtil en bestemt krise er overstået – som vi for eksempel så det under sars-krisen.
Indslaget blev sendt første gang i Refleks den 5. juli 2003.

Mian Dui Mian. Varighed: 4:27
Tv-programmet Mian Dui Mian (Ansigt til Ansigt), blev voldsomt promoveret i kinesisk tv i 2003. Det blev særligt kendt under sars-krisen, og det lignede et rigtigt kritisk program efter vestlige kriterier, og jeg var imponeret. Der er dog ingen tvivl om, at de kritiske vinkler er nøje udvalgt oppefra, så de ser kritiske ud uden dog at gøre nogen skade opadtil i systemet. Wang Zhi viste sig naturligvis at være systemets mand. Han blev siden borgmester i en by i det sydlige Kina.
Indslaget blev sendt første gang i Morgenmagasinet den 2. juni 2003.

Kinas medier om Irak. Varighed: 4:03
Kinas regering var ikke glad for Vestens invasion af Irak i april 2003, men de kinesiske medier fulgte krigen tæt helt fra starten. Hvordan valgte de at vinkle? Jeg talte med en pensioneret professor i amerikanske studier på Beijings Foreign Language University.
Indslaget blev lavet til Morgenmagasinet 7. april 2003 men blev aldrig sendt.

Tilbage til toppen

Der er lukket for kommentarer.