Kinas nye leder – og alle de andre nye

Viceformand Xi Jinping, nummer to fra venstre, står klar til at blive formand. Afgående formand Hu Jintao er nummer fem fra venstre. Nummer seks er tidligere formand og præsident Jiang Zemin. (Foto: Xinhua)

Det er voldsomme udfordringer, Kina står overfor.

Nuvel, det er altid en udfordring i sig selv at styre et land med hele 1,3 milliarder mennesker, men den fortsat faldende økonomiske vækst er en af de virkelig alvorlige, som kan påvirke alle øvrige udfordringer.

Det bliver Xi Jinping, som skal tage denne helt centrale udfordring op. I dag gik startskuddet for en langstrakt magtoverdragelse – den kommer til at strække sig over omtrent to år – som indledes med et formandsskifte i det regerende parti, Kinas Kommunistparti, KKP.

Hu Jintao går af efter at have siddet på posten i ti år. Han bliver siddende som præsident indtil marts næste år, hvor også denne post overdrages til Xi Jinping. Tilbage har Hu Jintao så posten som formand for den centrale militærkommission. Den overdrager han formentlig en gang i 2014 – også til Xi Jinping.

Sådan foregår magtoverdragelsen i den allerøverste top i Kina, og det er kun anden gang, det sker på denne velordnede vis i Folkerepublikken, som blev grundlagt i 1949. Første gang var for ti år siden, da Hu Jintao kom til magten. Og det var Deng Xiaoping – Kinas landsfader nummer to – som sikrede indførelsen af denne glidende overdragelse efter næsten 30 usikre år under Mao Zedong – Kinas magtfuldkomne landsfader nummer ét.

Nye ledere og nye mål
Magtoverdragelsen har i virkeligheden været i gang de seneste to år, men den er foregået bag lukkede døre. Det er tusindvis af poster, som skal skifte hænder over hele landet. Formandsskiftet på den 18. nationale partikongres er bare toppen af kransekagen.

Xi Jinping bliver Kinas nye leder over de kommende ti år. Den samlede magtoverdragelse vil tage omtrent to år. (Foto: Wikipedia)

Endnu ved vi ikke, om den centrale partitop, politbureauets ni mand høje stående komité, efterfølgende kommer til at bestå af syv eller ni personer. Disse syv eller ni mand er til enhver tid Kinas reelle herskere.

Vi ved kun, at Xi Jinping fortsætter som medlem sammen med Li Keqiang, som forventes at blive udnævnt til premierminister til marts næste år.

Hvad er det så, Kinas Kommunistparti selv ser af udfordringer? Tja, Kina skal for eksempel for alvor til at finde sin rolle i verden. Er Kina en kommende supermagt på linje med USA?

Det er i løbet af de seneste ti år blevet stadigt mere klart, at Kina har fået større og større interesser uden for landets egne grænser. Det gør det sværere at fastholde Deng Xiaopings idé fra 1980′erne om, at Kina ikke skal blande sig i forhold i andre lande, og det rejser nogle centrale spørgsmål.

Er Kina klar til en bipolær verden med to supermagter, hvoraf Kina er den ene? Eller vil den kinesiske regering fastholde, at verden bør være multipolær? Blød kinesisk magt vil under alle omstændigheder blive noget, vi vil komme til at se mere af: Blandt andet film og musik.

Fremtidens udfordringer
Den afgående partiformand, Hu Jintao, har allerede aflagt sin sidste politiske rapport, hvor han har peget på, hvad Kinas mål skal være i årene fremover.

Hu Jintao, formand for verdens største kommunistparti, har afleveret sin sidste politiske rapport. (Foto: Xinhua)

Nogle af målene er de netop nævnte. Andre mål er en fordobling af BNP, bruttonationalproduktet for 2010, frem til 2020 samt politiske reformer, som skal resultere i en bedre kontrol med Partiets magtudøvelse.

Hu Jintao talte også om adskillelse af Partiets magt og parlamentets eller Folkekongressens magt. Det er dog et endog meget åbent spørgsmål, om det er noget, der for alvor vil blive taget fat på. Det er kendt, at et af de mest sejlivede dogmer inden for Kinas Kommunistparti er, at det netop kun er Kinas Kommunistparti, som må og vil være i stand til at regere Kina.

Han har derudover talt om en større inddragelse af befolkningen i beslutningsprossen i landet. Han har talt om en vis grad af demokrati. Det er også noget, som Wen Jiabao, hans premierminisiter, har talt om i nogle år, og på et tidspunkt må det forventes, at ordene begynder at forpligte.

Man skal dog lægge mærke til, at Hu Jintao understregede, at Kina ikke har tænkt sig at kopiere nogen vestlige styreformer. Kina vil finde sin egen vej.

Væksten er afgørende
Som nævnt i indledningen er den faldende vækst et alvorligt problem. Det er det, fordi den markante og konstante vækst har været KKP’s vigtigste middel til at legitimisere sin magt: Befolkningen er sikret muligheden for et (materielt) bedre liv; betingelsen er kun, at ingen rækker ud efter KKP’s magt.

Men hvad sker der, hvis væksten falder så meget, at for store grupper af befolkningen ikke får et (materielt) bedre liv? Det er her, det kan blive farligt. De store eksport-markeder i USA og Europa kan på grund af den verdensomspændende økonomiske krise ikke aftage så mange kinesiske varer. I stedet prøver regeringen at få kineserne selv til at forbruge mere. Det har man imidlertid allerede prøvet meget længe uden den helt store effekt.

Enighed udadtil er afgørende i Kinas Kommunistparti. Den bliver stadigt sværere at opretholde. Spredte røster i Kina har igennem årene talt om, at Partiet burde splittes op i flere mindre partier. (Foto: Xinhua)

Intern splittelse
Spørgsmålet er også, hvor stor enighed der er i KKP om at afgive større indflydelse til grupper uden for Partiet. Kinas Kommunistparti har omtrent 83 millioner medlemmer, og det er et parti, som rummer holdninger, der spænder meget vidt.

Sammenlignet med Danmark, ville det måske svare til at ét enkelt parti skulle rummer alt fra SF til Venstre.

Det gør det ekstra svært at skabe den glidende magtoverdragelse, som nu helt officielt er sat i gang. Særligt i år har verdensoffentligheden set uenighederne boble op til overfladen; især med sagen om Bo Xilai, som blev fyret fra alle poster, smidt ud af Partiet, og som nu bliver retsforfulgt. Hans kone blev tidligere i år dømt for at have myrdet en britisk politisk rådgiver.

Men enighed udadtil er fortsat vigtigt for verdens største kommunistparti. Det har det været siden demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989, hvor splittelse i Partiet førte til, at demonstrationerne bredte sig og var ved at kast landet ud i kaos. Løsningen blev at sætte militæret ind og herefter udadtil kun skilte med enighed i Partiet.

Sagen med Bo Xilai har dog vist, at virkeligheden fortsat er en helt anden.

Gert Holmgaard Nielsen