Skadet hækkeløber sms’er til sin mor:

“Der er flere hække at hoppe over”

Liu Xiang virkede selvsikker, tændt og 100 procent klar til OL-revanchen. Men det gik 100 procent galt. (CCTV)

Liu Xiang gik også denne gang glip af sin OL-medalje nummer to.

Drømmen om guldmedalje i mændenes 110 meter hækkeløb – den medalje, som alle kinesere havde set frem til, at han skulle vinde for Kina – brast, da Liu løb durk ind i den første hæk i første heat af konkurrencen for fem dage siden.

Liu Xiangs exit blev dramatisk – meget mere dramatisk end for fire år siden i Beijing. Alligevel var nogle kinesere så skuffede, at de talte om, hvorvidt han kunne være faldet med vilje. På forhånd havde tv-værter i kinesisk tv afvæbnende talt om, at han havde problemer med sin venstre fod.

Klar igen om fire år
I dag slutter OL i London. Om Liu Xiang vil være med i Brasilien i 2016, må tiden vise. Der var mange, der tvivlede på, at han ville kunne vende tilbage efter hans exit i Beijing 2008. Men siden satte han verdensrekord to gange. Denne gang er han dog ved at have alderen imod sig.

Liu Xiang planter sin ventre fod direkte på den første hæk og styrter med en skadet akillesscene. (CCTV)

Ikke desto mindre har han sat kursen imod et comeback. Han har ikke ladet sig interviewe, siden styrtet, men han har ladet en sms til sin mor sive ud til offentligheden. Her skriver han, at hans skader ikke vil være livsvarige, at han kan og – ikke mindst - vil løbe igen.

“Der er flere hække at hoppe over,” som han formulerer det.

Da Beijing afholdt OL i 2008, vandt Kina i den uofficielle konkurrence om, hvem der kunne høste flest guld-medaljer. I år måtte kineserne nøjes med andenpladsen efter USA.

Men ingen tvivl om, at Kina som nation også agter at komme igen. I Kina er sport og politik nemlig reelt ikke adskilt.

Først humpede Liu direkte ud mod udgangen, men blev kaldt tilbage og humpede langs banen hen til mål-stregen, hvor han blev hyldet af konkurrenterne. (CCTV)

Sportsligt og politisk pres
Derfor er det heller ikke kun et sportsligt pres, der hviler tungt på Liu Xiangs skuldre. Som jeg har beskrevet i det foregående blog-indlæg, blev Liu Xiang et nationalt ikon i 2004, da han vandt guld i Athen.

Han var nemlig den første kineser, som vandt en guldmedalje i de olympiske atletikkonkurrencer, og han var straks ude i hele den kinesiske presse, hvor han selvsikkert og stadig pustende talte om, at han havde bevist for hele verden, at asiater også kunne løbe hurtigt. Klippet med det udsagn blev vist igen og igen i kinesisk tv.

Det var nemlig en udtalelse, som myndighederne kunne bruge. De greb den straks, og den har været med til at give hele nationen konstante og skyhøje forventninger til den kinesiske hækkeløber, som allerede har tre verdensrekorder på sit cv. Spørgsmålet er nu, om tiden er inde til at begynde at sænke disse forventninger.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Om Gert Holmgaard Nielsen

Jeg er uddannet journalist samt exam.art. i østasiatiske studier. I dag underviser jeg i kinesisk på gymnasieniveau. I årene fra 2003 til 2009 var jeg korrespondent i Beijing for bl.a. DR Nyheder. Fra 1994 til 1996 studerede jeg kinesisk i Beijing, samtidig med at jeg arbejdede som freelancejournalist. Læs mere under menuerne "Kontakt og CV" samt "Om Kinakontoret" ovenfor til højre.
Dette indlæg blev udgivet i Politik, Sport. Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.