Beijings gode snacks forsvinder
Snack-bod på Den Himmelske Freds Plads. Ikke noget værdigt alternativ til den traditionelle kinesiske snack. Beijing, 2012. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
Det er altid interessant at gense Beijing. Hvert år har byen forandret sig. Selv inde i midtbyen er moderniseringen, som har stået på de seneste 30 år, ikke standset.
Det har nogle gange gjort mig lidt trist, og det er ikke fordi jeg tilhører den nostalgiske gruppe i Vesten, der helst ser Beijing bevaret som en museumsby af lav slumbebyggelse.
Nej, ingen slumromantik her! Men med moderniseringen er Beijing blevet en mere steril by, forstået på den måde, at livet i gaderne forsvinder. Og med dem forsvinder også de førhen allestedsnærværende små boder med frisklavet ægte kinesisk fast food.
Kina har haft lidt for travlt med at blive moderne og strømlinet. Der er blevet længere mellem de, der sidder på gaden og spiller skak, gør grøntsager klar til aftensmaden, passer deres børnebørn, går tur med fuglene i bur eller dyrker taiqi.
I dag har alle voksne travlt med at tjene penge til lejlighed, bil, rejser og skolegang for det ofte ene barn eller barnebarn, som skal føre slægten videre og tage sig af forældrene, når de bliver gamle.
En kinesisk pandekage smager bedst på gaden. Beijing, 2012. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
Snack City
Men det var dette liv i bybilledet, som gav Beijing en særlig atmosfære. Og overalt i de små gyder med de små overfyldte hjem var der små kiosker eller omvandrende handlende, som solgte det ene og det andet.
Man kunne altid få en madpandekage (煎饼) lavet på stedet for et par kroner. Et lille måltid i sig selv, lavet af sunde råvarer vel at mærke.
Eller også kom man forbi en mand, som stod med sin rustne olietønde smedet bag på en cykel og fyldt med varme kul, der bagte de store, søde kartofler (红薯), som lå ovenpå og ristede. Igen et helt og sundt måltid på gaden for et par kroner.
Eller også kom man forbi en lille biks, hvor der blev stegt små brød af forskellige slags. Ja, de blev stegt. Små brød, nogle salte, nogle søde, med eller uden fyld. Fyldet kunne være grøntsager, sød bønnemasse eller fars. Jeg holdt mest af de runde sprøde med fars.
Eller også var der lige om hjørnet en lille interimistisk opstilling, hvor der blev lavet youtiao (油条) – direkte oversat “oliestænger” － som er friturestegte dejstænger.
Men i takt med Beijings modernisering er der blevet tyndet kraftig ud mellem disse små lækre steder. I stedet har vi fået skyskrabere med stormagasiner en masse på brede, uendelige boulevarder, som nærmest er som en ørken for den gående at gå ad.
Nuvel, de danske sundhedsmyndigheder ville nok korse sig over rengøringsstandarden i en traditionel kinesisk madkiosk eller cykelsnask, men jeg vil nok også i så fald fraråde dem en tur til Kina. Det kinesiske køkken er en del af eventyret, uanset hvordan køkkenet så ser ud.
Snack-vognen på Den Himmelske Freds Plads byder på dårlige burgere, kiks, chips, kager og sodavand. Beijing, 2012. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
Uværdige moderne alternativer
Desværre er det som om, at de kinesiske myndigheder opfatter disse små steder som rod i gadebilledet. Eller de opfatter dem som beskidte (hvad de jo i og for sig også er). Eller de opfatter dem som en upassende del af gadebilledet, som helst skal tage sig moderne og effektivt ud.
Men man har smidt barnet ud med badevandet. Atmosfæren er væk mange steder i det nye Beijing. Der er blandt andet blevet meget langt mellem pandekagerne bagt på ladet af en ladcykel eller de store, dampende og lækre søde kartofler vejet af på en bismervægt.
Alternativet i dag er som regel en snack på McDonald’s eller KFC inde i et højhus af glas og stål med skinnende marmorgulv … og i mine øjne er det ikke noget værdigt alternativ.
Det skal siges, at kineserne elsker McDonald’s og KFC og andre vestlige fast food-restaurantkæder. Men de burde være stolte af deres egne snacks, som uden det mindste problem vinder i sammenligning – også med vores pølsvogne.
Helt grundlæggende er deres snacks sunde i modsætning til vores. De burde oprette pandekageboder på Den Himmelske Freds Plads. Og kartoffelboder. På pladsen kan man i dag købe vand og diverse søde læskedrikke samt chips, burgere og kiks. Hvorfor ikke også en sund snack?
Den bedste yoghurt under himlen. Den fås i disse karakteristiske grå krukker med papirforsegling sat på med elastik. Forhandles kun fra små kiosker på gaden. Beijing, 2012. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)
Et helle midt i mylderet
Noget af det bedste, man kan få i Beijing, er yoghurt. Ikke den fra supermarkedet. Ikke den, som er pakket fuldstændig som herhjemme i små plastikbøtter og med folielåg.
Nej, den bedste yoghurt får man i små, buttede og grå porcelænskrukker med papirforsegling sat på med elastik. Den koster i dag fire eller fem yuan, hvilket i dag svarer til fire eller fem kroner. Men så skal man også drikke den på stedet, ellers må man betale pant for krukken. Man drikker den af et sugerør, og den er kølig, kun let sød og dejlig frisk i Beijings knaldhårde og fugtige sommervarme.
Den er noget af det, der ikke har ændret sig i det Beijing, som jeg har kendt og set forandre sig på snart sagt alle andre punkter i løbet af de seneste 20 år. Min yoghurt på gaden er mit helle midt i forandringens kaos.
AlJazeera lavede for nogle år siden et indslag om den vestlige fast-food-kulturs
skadelige indflydelse på det kinesiske køkken. Det var i OL-året 2008.
Gert Holmgaard Nielsen
P.s.: Nu har jeg kun skrevet om snacks i Beijing. I Sydkina findes der jo et noget andet og meget mere overvældende udbud af snacks på gaden. Men det er en helt anden historie.
GN
P.p.s.: Seneste nyt er, at man kan få de kinesiske pandekager på Flæsketorvet midt i København. Ganske vist er de lidt mindre, og de koster så meget som 23 kroner stykket. Til gengæld sparer man flybilletten. Læs madanmeldelse her.
GN
