Kina har aldrig haft en etbarnspolitik
Historien gik verden rundt forleden: Kina afskaffer etbarnspolitikken. Men man kunne være krakilsk og indvende, at Kina aldrig har haft en etbarnspolitik.
Det handler om at være grundig og nøjagtig med sit sprog.
Kina afskaffer ikke etbarnspolitikken. Kina justerer derimod sin fødsels-planlægningspolitik. Nyheden er derfor ikke, at kineserne pr. 1. januar 2016 har lov til at få lige så mange børn, som de selv ønsker, for landet har fortsat en fødselsplanlægningspolitik, som den officielt – og mere præcist – hedder. Det burde vi måske også kalde den herhjemme. Eller måske burde vi fra starten være gået skridtet videre og have kaldt den for fødselskontrolpolitikken.
Vildledende begreb
Problemet med at vi på dansk bruger ordet etbarnspolitik om Kinas fødselskontrol-foranstaltninger er, at ordet forleder mange til at tro, at der er tale om, at ingen kinesiske par må få mere end et enkelt barn. Det er imidlertid langt fra at være sandheden.
Reelt har det i mange år været sådan, at det kun er omkring en tredjedel af den kinesiske befolkning på nu knap 1,38 milliarder mennesker, som ikke har måttet få mere end et enkelt barn. Der har været løbende justeringer af lovgivningen hen over årene, og derfor findes der mange undtagelser.
En af de vigtigste justeringer har været, at folk på landet har haft lov til at få et barn mere, hvis den førstefødte var en pige. Af kulturelle grunde har en af bivirkningerne ved etbarnspolitikken nemlig været, at mange valgte at abortere pigefostre, dræbe nyfødte piger eller adoptere dem bort. Visse etniske minoriteter, for eksempel tibetanerne, har gennem alle årene med etbarns-politikken (cirka 1980 til nu) haft lov til at få lige så mange børn, de har lyst til.
Sejlivede misforståelser
Når først et begreb har slået sig fast i den offentlige bevidsthed, kan det være tæt på umuligt at få det udryddet. Der har ikke mig bekendt været gjort bestræbelser for at få skiftet brugen af ordet etbarnspolitik ud med et andet og mere præcist ord. Til gengæld er der flere, som har prøvet at få udryddet betegnelsen ”massakren på Den Himmelske Freds Plads” om det kinesiske militærs nedkæmpelse af studenterdemonstrationerne natten til den 4. juni 1989.
Er det vigtigt, kan man spørge. Ja, det er det af den simple grund, at der så vidt vides ikke fandt nogen massakre sted på Den Himmelske Freds Plads i 1989.
Jo, der fandt en massakre sted, men den fandt sted i gaderne, som ledte ind til Den Himmelske Freds Plads, og hvis man skal lykkes med at få de kinesiske myndig-
heder til overfor landets befolkning at af-
sløre sandheden om, hvad der i virkelig-
heden skete dengang, så er det vigtigt, at man selv omgås sandheden med respekt.
Med andre ord: Hvis der ikke foregik nogen massakre på Den Himmelske Freds Plads, kan det ikke nytte noget, at man refererer til begivenheden som ”massakren på Den Himmel-
ske Freds Plads.”
Sproglig nøjagtighed er altid vigtig.
Gert Holmgaard Nielsen