Symbolet Ai Weiwei

Ny dokumentarfilm på vej om
provokunstneren Ai Weiwei

Januar 2011. Ai Weiwei ser på, at myndighederne river hans nyopførte atelier ned. De siger, at byggeriet var ulovligt. Ai siger, han er offer for politisk chikane. (Foto fra kommende dokumentarfilms facebook-konto)

Det er i dag præcis en uge siden, at dissidentkunstneren Ai Weiwei blev anholdt i lufthavnen i Beijing.

Hans anholdelse skaber endnu store overskrifter i de vestlige medier. Og med en ny dokumentarfilm på vej om ham er han nu tæt på at blive gjort til selve symbolet på ofrene for de kinesiske myndigheders massive kampagne mod alle, som er kritiske imod systemet.

Den amerikanske freelancejournalist Alison Klayman sidder nu i New York og redigerer mere end 200 timers optagelser sammen til en dokumentar om Ai Weiwei. Hun har fulgt Ai Weiwei igennem to år, og dokumentaren bliver formentlig det tætteste, som vi i lang tid vil kunne komme på personen, kunstneren og det politiske menneske, som Ai Weiwei har udviklet sig til – alt afhængigt af hvor lang en straf han bliver idømt under den verserende sag imod ham.

Særligt siden jordskælvet i Sichuan i 2008 har Ai Weiwei været på konfrontationskurs med myndig-hederne. Her formentlig i Chongqing, august 2009. (Foto fra hans twitter-konto)

Klayman har endnu ikke annonceret en premieredato for sin film, men du kan følge hendes arbejde og se en trailer på filmens hjemmeside.

Mediekrig mellem Kina og Vesten
Dokumentaren er på trapperne netop som opmærksomheden omkring den internationalt anerkendte avantgarde-kunstner og politiske dissident er aller-størst.

Ai Weiwei er indtil nu den mest prominente af en række aktivister, advokater og skribenter, som er blevet anholdt af myndighederne i den nuværende kampagne, og dokumentaren kan blive det sidste trin i hans opstigen til selve symbolet for det kritiske røre, som er opstået de seneste måneder.

Myndighedernes kampagne startede for alvor med lanceringen af den kinesiske version af den mellemøstlige og nordafrikanske Jasminrevolution i februar.

Ai Weiwei er kendt i Danmark, som manden bag installationen, som skulle trøste havfrueturister, mens Den Lille Havfrue var udstationeret i Shanghai. København, 2010. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Med sin prominente familiemæssige baggrund – hans far var en meget anerkendt, revolutionær digter – anså de fleste Ai Weiwei for forholdsvist godt beskyttet imod at blive anholdt. Lige indtil sidste søndag.

I dagene umiddelbart efter Ai Weiweis anholdelse var de officielle medier tavse, mens de kinesiske mikroblogs flød over af debat. Men nu svarer de officielle medier igen. Især Global Times, som anklager Vesten for at ville underminere det kinesiske retssystem, så Kina kan fastholdes som en svag marionetstat, har taget bladet fra munden. Avisen retter bitre angreb mod Vesten.

Ubekræftede anklager til citat
Det officielle nyhedsbureau Xinhua bringer i dag en artikel, der citerer anonyme online-kommentatorer. De beskylder Ai Weiwei for at være en andenrangskunstner, der kun stiller sig kritisk an for at komme i mediernes søgelys. Andre kommentatorer beskylder Ai Weiweis kunst for at være plagiater, og at han i virkeligheden kun står på sidelinjen, når der er optræk til protester.

Atter andre anonyme anklager Ai Weiwei for at snyde i skat og for at rage til sig af fonde. “Ingen af påstandende er blevet efterforsket uafhængigt,” tilføjer Xinhua pligtskyldigst.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Om Gert Holmgaard Nielsen

Jeg er uddannet journalist samt exam.art. i østasiatiske studier. I dag underviser jeg i kinesisk på gymnasieniveau. I årene fra 2003 til 2009 var jeg korrespondent i Beijing for bl.a. DR Nyheder. Fra 1994 til 1996 studerede jeg kinesisk i Beijing, samtidig med at jeg arbejdede som freelancejournalist. Læs mere under menuerne "Kontakt og CV" samt "Om Kinakontoret" ovenfor til højre.
Dette indlæg blev udgivet i Ai Weiwei, Kunst og kultur, Menneskerettigheder, Politik. Bogmærk permalinket.

2 Kommentarer til Symbolet Ai Weiwei

  1. Jens Galschiot skriver:

    Pressemeddelelse fra Jens Galschiøt om Ai Weiwei, den 8. april 2011
    http://www.aidoh.dk/Ai-Weiwei
    Løslad Ai Weiwei!
    Den kinesiske kunstner Ai Weiwei blev søndag arresteret af det kinesiske politi. Siden har det ikke været muligt at komme i kontakt med kunstneren og de kinesiske myndigheder nægter at udtale sig i sagen – Officiel kinesisk presse kommer med nogle kryptiske formuleringer omkring at Weiwei er sigtet for økonomisk kriminalitet. En anklage der forekommer meget tvivlsom og kan bruges til hvad som helst.
    Den danske kunstner Jens Galschiøt er selv to gange blevet nægtet indrejse i Hongkong på grund af hans kunstneriske aktiviteter sammen med demokratibevægelsen og i øvrigt har permanent indrejseforbud i Kina.
    Han udtaler i forbindelse med Ai Weiweis arrestation.

    ”Jeg vil på det kraftigste tage afstand fra arrestationen af Ai Weiwei . Han er en af verdens mest kendte kunstnere, han laver fremragende kunst, sidst med en større udstilling på Tate. Kunstneriske aktiviteter der er med til at sætte fokus på at Kina er blevet en vigtig spiller på den internationale kunstscene. På denne måde er Ai Weiwei også blevet en vigtig repræsentant for det kinesiske folk.
    Det er derfor med stor beklagelse at Kina nu har vendt sit totalitære ansigt frem imod verden og endnu en gang har begået et overgreb på én af sine egne borgere. Det er et utryk for magtmisbrug, som sætter fokus på at Kina har langt igen før de kan kalde sig en retsstat med et system der beskytter sine borger imod vilkårlige overgreb fra staten.
    Jeg vil opfordre alle kunstnere i verden til at udtrykke deres protest over arrestationen af Ai Weiwei.
    Samtidig vil jeg opfordre den danske og alle andre demokratiske regeringer til at protestere over anholdelsen. Dette er et overgreb som ikke bør gå upåagtet hen, især i betragtning af Kina er blevet en af vestens vigtigste handelspartnere og vi derfor har en særlig forpligtelse til at udtrykke vor bekymring.
    Jeg vil især opfordre Hongkong og Taiwan til at protestere. Netop disse to områder med kinesisk befolkning som nyder godt af ytringsfriheden, har en særlig forpligtelse til at reagere imod overgreb begået af Fastlandskina. Måske vil Kina netop lytte mere til kritikken når den kommer fra deres egen kulturkreds i Hongkong og Taiwan”, slutter Jens Galschiøt.

    INFO
    Galschiøt har lagt en opfattende dokumentation op på sin hjemmeside omkring Kina:
    http://www.aidoh.dk/China-activities
    Om arrestationen af Ai Weiwei:
    http://www.aidoh.dk/Ai-Weiwei
    Skriv under på appellen Release Ai Weiwei
    http://www.change.org/petitions/call-for-the-release-of-ai-weiwei#?opt_new=f&opt_fb=t

    Info/photos om Jens Galschiøt: http://www.aidoh.dk, e-mail aidoh@aidoh.dk
    Tlf. +45 6618 4058, mobil +45 4044 7058